​Palæstinensiske mænd gør oprør ved at blive fædre

Denne artikel er også udgivet i juni-udgaven af VICE Magazine

Der sidder lige nu mellem 6.000 og 7.000 palæstinensere i israelske fængsler, der er klassificeret som "sikkerhedsfanger". Israel tilbageholder dem, hvis de lovovertrædelser, de er anklaget eller dømt for, vurderes som trusler eller potentielle trusler for landets sikkerhed. De har ikke retten til ægteskabelige besøg og ser kun deres nærmeste familie i blot 45 minutter hver anden uge, hvis de overhovedet får lov. Fangerne holdes fysisk adskilt fra besøgende ægtefæller og andre voksne og får tilladelse til at lege med deres børn i ti minutter i slutningen af hvert besøg. På disse korte besøg er det lykkedes nogle af mændene at smugle sperm ud til deres koner for at undfange børn via kunstig befrugtning.

Indtil april 2013 havde de religiøse myndigheder i Palæstina ikke præciseret deres holdning til IVF (in vitro fertilisation), men tingene ændrede sig med tiden, og proceduren tillades nu under særlige omstændigheder. Et nyt, religiøst dekret blev udstedt i april 2013 af Palestinian Supreme Fatwa Council, der afklarede retningslinjerne. Processen er nu tilladt for mænd med lange fængselsdomme, et ægteskab, der er fuldbyrdet forud for fængslingen, og ingen anden mulighed for at gøre deres koner gravide. Mand og kone skal også udfylde noget papirarbejde, og det forventes, at familien kan stille flere vidner til rådighed, der kan bekræfte, at sæden tilhører manden. Som resultat er der nu mere åbenhed for dem, der har fået børn på denne måde.

Nu tilbyder flere klinikker i de besatte territorier gratis behandlinger for fangers koner. Razan-fertilitetsklinikken i Nablus og al Basma-klinikken i Gaza har frosset talrige sædprøver, umiddelbart efter de er blevet smuglet ud gennem tremmerne. Gennem de sidste fire år anslås det, at der er blevet født omkring 40 børn af palæstinensiske indsattes koner via kunstig befrugtning.

Lydia Rimawi fortalte mig, at hun og andre kvinder i programmet tror på, at fangerne en dag vil blive løsladt, og at der bør være en familie, der venter på dem derhjemme, når de gør. I forlængelse af det, hun beskriver som en kulturel overbevisning om, at ægtekvinder ikke kan klare hverdagen alene, ansporer denne ide dem til at tage dette vovede initiativ for at blive gravide. Hun føler, at det at blive gravid, mens hendes mand sidder i fængsel, vil hjælpe med at videreføre den palæstinensiske modstandsånd.