FYI.

This story is over 5 years old.

fankultur

De unge kvinder der elsker skoleskyderne fra Columbine

Unge kvinder fantaserer om at date morderne. De portrætterer dem og analyserer deres digte. Nogle er fysisk tiltrukket af de voldelige handlinger – andre forsøger at få afløb for deres ensomhed og vrede.

Denne artikel blev oprindeligt udgivet af Broadly USA

"Jeg interesserer mig mere for Eric og Dylan, end jeg gør for cirka 90 procent af menneskene omkring mig," skriver en 17-årig pige på Tumblr under navnet "reb420angel". Hun taler om Eric Harris og Dylan Klebold – de to teenagedrenge, som indvarslede en æra af amerikanske masseskyderier, da de udførte deres massakre på Columbine High School i Colorado og dræbte 13 mennesker. Det skete i 1999 – det samme år, som hun blev født.

Advertisement

Red420angel er en del af en kontroversiel fangruppe af kvinder – hvoraf nogle af dem beskriver sig som "Columbinere" – som finder fællesskab i deres delte interesse for detaljerne i forbrydelsen og i særdeleshed Dylan og Eric. Deres alder varierer fra de tidligere teenageår til slutningen af tyverne, og de blogger om skyderierne fra alle dele af verden.

Forfatteren Dave Cullen, som har skrevet bogen Columbine, der betragtes som et hovedværk om emnet, vurderer, at Eric formentlig var sociopat. Ikke desto mindre var han charmerende og vellidt af mange på Columbine. Cullen beskriver Eric som en "hjerne", men en cool hjerne. "Han røg og drak og datede piger. Han blev inviteret til festerne og røg sig skæv. Han plejede sit udseende pertentligt: Militærfrisure – kort og pjusket med en masse voks i – sorte trøjer og posede cargobukser. Han hørte høj, tysk industrirock fra højtalerne i sin Honda. Han brød reglerne og gav sig selv tilnavnet Reb, men han lavede også sine lektier og fik topkarakterer."

Dylan derimod var en meget ensom, deprimeret og ydmyg dreng, som faktisk gerne ville med til prom og gå videre på college, fortæller Cullen. I de ti år, Cullen brugte på at researche og skrive Columbine, fik han sympati for Dylan. Efter at have læst drengenes dagbøger skriver Cullen:

Eric begyndte sin dagbog som morder. Han vidste allerede, hvor det ville ende. Hver eneste side pegede i samme retning. Hans formål var ikke selvudvikling men i stedet at blive berømt. Dylan forsøgte bare at håndtere tilværelsen. Han havde ingen idé om, hvor han var på vej hen.

Advertisement

"Columbinerne" profilerer sig selv som massakrens sande eksperter (mange af dem håner Dave Cullen som en konkurrent) og kører rundt i drengenes dagbøger, notesbøger og de berygtede "kælderoptagelser". Nogle af dem er spirende psykologer og kriminologer, hvis interesse primært er kriminalteknisk – de ser skyderiet som et puslespil eller et mysterium, der skal løses, og som indeholder ubesvarede spørgsmål, som balancerer på kanten til at være konspirationsteoretiske. Andre giver udtryk for at føle en intens "forbindelse" til Dylan og Eric, som varierer fra at være funderet i en delt følelsesmæssig oplevelse af mobning, ensomhed og depression til en erklæret fysisk og romantisk tiltrækning. "Jeg er forelsket i en død gerningsmand til et skoleskyderi. Hvad fanden har 2015 gjort ved mig," skriver 22-årige Ada.

Ada og andre unge kvinder deler billeder, gifs og tegninger af Dylan og Eric på Tumblr. De bruger kælenavne og indforståede jokes på samme måde, som teenagere ville have gjort det ved at sende sedler før sms'ens indtog i klasselokalet.

"Jeg ville ønske, jeg kunne se hans smil hver dag," skriver en pige til et gammelt skolefoto af Eric.

"Kan I forestille jer, hvor nuttet Dylan ville have været på en date, altså seriøst, jeg vil vædde med, at han virkelig ville gøre sig umage og købe blomster og alt muligt, sådan en nuser," skriver en anden pige.

De deler billeder af skydevåben med billedtekster som, "ugh, jeg vil også have en."

Advertisement

De analyserer Dylans digte, kærlighedsbreve og dagbog og anbefaler dokumentarer og bøger om sagen, som de mener er upartiske. No Easy Answers, skrevet af Columbine-eleven Brooks Brown, er en favorit.

De producerer også en masse originalt indhold, blandt andet quizzer om Columbine-sagen ("Hvilket Columbine-offer er du?") og trivia i stil med, at Dylan havde en rotte som kæledyr, som hed Snowflake. Så er der de obligatoriske litterære klassikere, som man finder i alle fankulturer; Columbine-fan fiction og Columbine-erotik.

Selvom genstanden for Columbinernes opmærksomhed kan virke chokerende, så reproducerer de blot en ældgammel overgangsrite i pigeårene, en kreativ kulturel produktion, som teenagepiger har brugt til at udtrykke tabuiserede lyster i årtier. Før Twitter, blogging og fan fiction lavede unge kvinder hjemmelade magasiner og klistrede plakatkollager på væggene i pigeværelset. Før da skrev de breve til deres yndlingsskuespillere og rockstjerner. Teknologi har ændret landskabet for fankulturen og idoldyrkelsen, men den grundlæggende følelse, den bunder i, er tidløs og har klare historiske fortilfælde.

I 1950'erne dånede en hel skare af fanatiske fans over Frank Sinatra og Elvis og blev kendt som "bobby soxers" og "teeny boppers". Ti år senere beskyldte de voksne pigerne for at være i en tilstand af massiv seksuel febervildelse over deres gruppedyrkelse af Beatles. Forskere anser i dag Beatlemania som et oprør mod midten af det tyvende århundredes seksuelle undertrykkelse og samfundets gennemtvingelse af kvindens rolle som ren og uskyldig.

Advertisement

Nutidens unge kvinder har mere frihed til at udtrykke sig seksuelt, men de har ingen rigtig ventil for deres vrede og raseri. Det er her, Columbinerne kommer ind i billedet.

"Jeg kan genkende deres følelse af håbløshed, vrede og ikke at være i stand til at ændre det og ønsket om at blive accepteret og påskønnet," forklarer 18-årige Trisha. "Ingen vidste, at de havde det svært, og ingen tog deres lidelse seriøst," fortæller 16-årige Emily. Det mest udbredte tema, jeg stødte på i samtalerne med de cirka 40 Tumblr-bloggere, var en følelse af empati for det følelsesmæssige pres, Dylan og Eric oplevede, før de angreb deres klassekammerater.

Columbinere har fundet en slags katarsis ved at identificere sig med mænd, som eksternaliserer deres angst og har "fået hævn". For de unge kvinder, som ikke selv vil handle på deres vrede, bliver interessen for Dylan og Eric en måde at opleve deres voldsfantasier gennem drengene. Men set i lyset af det Columbine-inspirerede par, som planlagde et skyderi, før de begik selvmord i starten af 2015, er man tilbøjelig til at ønske, at pigerne havde et andet fokus for deres hengivenhed.

En del af deres forbindelse til Dylan og Eric består i, at kvinderne kæmper med psykiske problemer som depression, angst og selvmordtanker. "Hvis man er psykisk syg, er det let at spejle sig selv i gerningsmændene eller relatere til dem," forklarer Ada. Størstedelen af bloggerne skriver ofte om deres oplevelser med at blive mobbet og at føle sig som en enspænder. "Jeg har ikke nogen tætte venner," skriver den 16-årige Columbiner Natalie til mig. "Jeg ved, hvordan det føles at være udstødt," skriver en 20-årig kvinde, hvis blog hedder Columbinekings. "Det var ligesom at læse tanker fra mit eget hoved, da jeg læste Dylans ord."

Advertisement

Artwork af rebvodka-closet-admirers

En anden tiltrækning for Columbinere, som tilbeder Dylan og Eric, er, at skoleskyderne i modsætning til Justin Bieber og One Direction ikke bliver produceret og markedsført til kvinders begær. De unge kvinder har simpelthen forvandlet Dylan og Eric til de genstande for begær, som de ikke var, da de traskede rundt i sorte trenchcoats på Columbine High School.

"Nogle gange føler jeg den her kærlighed til Dylan, og når jeg tænker på ham, får jeg næsten sommerfugle i maven," fortæller Natalie. På sin blog skriver hun, at hun har "lidt lyst til at kysse Eric og også lidt lyst til at kysse Dylan." En anden piger skriver: "Får I nogensinde lyst til at tage tilbage til 1999, finde Dylan Klebold og bare kramme ham eller fortælle ham, hvor skøn og smuk han er?"

Adskillige af bloggerne giver udtryk for, at blodbadet kunne have været undgået, hvis bare de to drenge havde fået "den kærlighed, de fortjente." På en måde er de med til at skabe en omskrivning af historien, eller et alternativt univers, hvor taberen får pigen og ikke slår nogen ihjel alligevel.

At tro, at man kan ændre eller hjælpe en morder, er et typisk kendetegn for folk, der har den seksuelle fetich kendt som hybristofili – eller "Bonnie og Clyde-syndrom". Hybristofile bliver tiltrukket af partnere, som har begået forbrydelser som voldtægt eller mord, og syndromet er blevet brugt til at forklare den opmærksomhed, som seriemordere som Richard Ramirez, Charles Manson og Ted Bundy har fået fra fans, mens de har siddet i fængsel.

Advertisement

Det er selvfølgelig ikke alle Columbinere, der passer på den beskrivelse – mange af dem føler en uskyldig ømhed for Dylan og Eric uden seksuelle undertoner. En 14-årig pige forklarer: "Jeg er tiltrukket af dem på en måde, som egentlig bare giver mig lyst til at sætte mig ned med dem i lang tid og snakke." For andre er der unægteligt en fysisk tiltrækning med truslen om vold lige under overfladen. "Eric vækker den del af mig, som kan lide at være bange, og jeg tænker; ja, slå mig bare ihjel, vær så slem, du kan, jeg elsker dig!" skriver 16-årige Kelsey.

Da jeg var 16, kunne jeg også godt lide "bad boys" og med den samme grad af intensitet. I en periode så jeg Rebel Without a Cause og The Wild One igen og igen og tegnede James Dean og Marlon Brando i billedkunst. Så kom Eminem med al sin hårde arbejderklasseattitude, vrede grimasse og et selvforherligende sangkatalog, som refererede til tvungne seksuelle handlinger og hustruvold. Jeg rev et billede af ham ud af et nummer af Rolling Stone fra 1999, hvor han var helt nøgen udover en strategisk placeret dynamitstang og hængte det op over min seng. Jeg var draget af ham, fordi jeg var ængstelig og humørsyg og vred på mine konforme jævnaldrende, som dyrkede Britney Spears, fordi jeg følte, at Eminem var en rebel, som "fattede det."

Jeg gik i ottende klasse, da Columbine skete. Jeg hørte om det fra mine lærere og fra avisen. Det var virkelig skræmmende. Ingen af dem, jeg kendte, udtrykte noget som helst mildere end afsky for Dylan og Eric. Tanken om, at nogen kunne finde dem tiltrækkende på nogen måde, ville have været fuldstændig latterlig. Ikke desto mindre ville jeg sikkert passe på profilen af piger, som sympatiserer med drengene, hvis jeg var blevet født ti år senere – jeg var en upopulær teaternørd og voksede op til at blive en ængstelig ung kvinde, som forsøgte at navigere i ungdommens kaos, uden jeg vidste, at jeg var queer, men i hvert fald følte, at jeg var anderledes.

Af den grund bliver jeg ikke frastødt, når jeg læser Columbine-opslagene på Tumblr. De dukker ofte op mellem billeder af ar fra piger, der skærer i sig selv, og skriverier fra piger, der "hader livet" og "ville ønske, at de var døde." I stedet føler jeg et stik af tristhed, medlidenhed og – på en dårlig dag – genkendelse.

Unge kvinder er kreative, men vi kan kun arbejde med det, som kulturen giver os. Da der ikke var nogen kvindelige rockstjerner eller rappere, tyede vi til de mandlige kunstnere, som måske gjorde det, vi ville ønske, vi kunne. Piger, som virkelig er udstødte og fremmedgjorte, har ingen kvindelige rollemodeller at vælge imellem (bortset fra nogle digtere, som begik selvmord for årtier siden), men til gengæld masser af vrede mænd, som begår grusomme handlinger – og tallene synes at formere sig hver dag.

Alle, jeg talte med, var hurtige til at påpege, at de ikke rent faktisk billiger Dylans og Erics handlinger. "Vi er ikke sindssyge eller fremtidige mordere," insisterer de. Som en 18-årig skriver: "Jeg tolererer 100% overhovedet ikke deres utilgivelige handlinger. Jeg er den mest fredselskende person, der findes." Jeg tror, det er sandt i de fleste tilfælde; det er mest af alt et fællesskab af folk, som søger en forbindelse mere end noget andet. "Jeg troede altid, at jeg var syg, fordi jeg var interesseret i mordere. Det var en trøst at finde ud af, at der var andre, der havde det lige sådan," fortæller en 13-årig pige om tiden, før hun opdagede Tumblr.

Hvis man finder fankulturen omkring Columbine usædvanligt forstyrrende, skal man huske, at den kombinerer to amerikanske kulturtraditioner: For det første en fascination af kriminalitet, som er drevet af voyeurisme, dødsfascination og måske en psykologisk trang til at konfrontere de mest ekstreme og mest skræmmende dele af menneskelig adfærd. For det andet det offentlige udtryk af romantisk besættelse, som har formet vestlige kvinders overgang fra barn til voksen formentlig siden Rudolph Valentino.

For mange af de her piger, vil deres fascination af Dylan og Eric alligevel vise sig at være en fase. Nogle af dem er allerede ved at miste interessen. "Jeg er 2.g'er nu," forklarer Emily, "så jeg tænker slet ikke på Columbine mere."