FYI.

This story is over 5 years old.

Stuff

Nazister, børnelokkere og voldtægtsforbrydere: Retsforbeholdet set gennem propaganda

Er du nazist, så stem ja. Er du børnelokker? Så stem nej. Eller var det omvendt? Her er en samling af de bedste memes, der skærer EU-valget ud i pap for dig.

Foto af Sarah Buthmann.

I morgen skal danskerne til stemmeurnerne igen, denne gang for at stemme om, hold på hat og briller, "hvorvidt retsforbeholdet skal omdannes til en tilvalgsordning". Fangede du dén? Noget Europol-agtigt, ik'?

Vi ved godt, at ovenstående sætning, på trods af talrige politikeres, journalisters og kommentatorers flittige forsøg på at forklare os meningen, stadig er sort snak for de fleste, så lad os bare skære det ud i pap for dig: Afstemningen om retsforbeholdet handler grundlæggende om Danmark vs. EU. Nej, det er ikke tydeligt nok. Vi prøver igen. Det drejer sig naturligvis om grundloven vs. overstatsligt formynderi… Om sund fornuft sat over for kafkask bureaukrati. Nej, gu' gør det fucking ej, det handler om pædofile vs…tja - heteroseksuelle? Take 2: Du stemmer om frihed vs. undertrykkelse… Det er kampen om det gode mod det onde, det er salig Sven Auken i nævekamp mod selveste Adolf Hitler, og intet er givet på forhånd.

Advertisement

Problemet er bare, at begge fløje naturligvis hævder at repræsentere det gode i mennesket og altså det hold, du formentlig helst vil spille på. Det helt store spørgsmål lige nu, udover om det er til julefrokosten på fredag, at du skal lave dit move på hende/ham frækkerten i receptionen, er derfor, om du stemmer JA eller NEJ i morgen. Er du god eller ond? Det ved kun du, men fordi det er jul, og fordi vi ved, du er i tvivl, har vi samlet dette udvalg af forsimplede argumenter fra begge lejre, der kan pege dig i den retning, der er rigtig for dig. Held og lykke, og gud bevare Danmark/EU.

JA-HATTEN

Vi starter med JA-sigerne, som lagde hårdt ud med en kampagne, der virkelig satte tingene i relief. Dog tabte retorikken ret hurtigt pusten og blev erstattet af uinspirerede politikere, der tålmodigt forklarede os om alt det bøvlede ved at stå uden for EU-samarbejdet. Meget bedre står det til med NEJ-folkets propagandamaskine, men dem kommer vi til om lidt. Lige nu skal du bare forholde dig til, hvad det siger om dig, og hvad der sker, hvis du følger dit børnepornohadende hjerte og sætter dit kryds ud for JA i morgen:

PÆDOFIL #1:

Rundt omkring i Europas dunkle afkroge findes en standby-hær af midaldrende mænd med pomadefedtet hår og lommerne fulde af flødekarameller, som glæder sig til at indtage den pædofile jagtmark, der ligger nord for Tyskland lige præcis dér, hvor Danmark ligger nu. Du er selv ude om det, hvis du stemmer nej.

Advertisement

Billede via Flickr-brugeren News Øresund.

DANMARK BLIVER FLYGTNINGEMAGNET:

Det måtte jo komme før eller siden, argumentet over dem alle: flygtningestrømmen, og hvordan vi stopper den. LLR har, hvis ikke løsningen, så i hvert fald en gruopvækkende trussel om, hvad der i yderste konsekvens sker, hvis vi ikke skifter vores famøse forbehold ud med en tilvalgsordning.

Foto af Sarah Buthmann.

PÆDOFIL #2:

Håndjernene og den triste teddybjørn afgiver Josef Fritzl-agtige vibes på denne valgplakat, som grundlæggende beder dig tage stilling til ét enkelt forhold: Er du pædofil eller ej. At stemme blankt er ikke en mulighed.

POLITIET HAR BRUG FOR DIN STEMME

Foretrækker du jungleloven over grundloven, og er du typen, der kan finde på at skrue låget af en drikkeyoghurt, tage en slurk, skrue låget omhyggeligt på igen og derefter sætte varen tilbage på hylden i 7/11? Jamen så sætter du da bare et stort fedt kryds ud for NEJ og går hjem og ser Baader Meinhof Komplekset, din samfundsnedbrydende anarkist. Synes du derimod om at bo i et velordnet land beriget med ranke, blonde politikvinder, som poserer velvilligt på småfascistiske propagandaplakater, jamen så kan du nok godt tilslutte dig Venstres plakat til afstemningen.

Læs også: Hvad er det værste, der kan ske, hvis du stemmer ja den 3. december?

NEJ-HATTEN

Begejstringen for EU kan ligge på et meget lille sted i en tid, hvor unionen både får skylden for finanskrise, flygtningekaos og kanelrazziaer på danske bagerier. Men intet er så skidt, at det ikke er godt for noget, og danskernes flammende had til den europæiske føderation har resulteret i en række kreative udladninger på tværs af nettet, der skal overbevise dig om at stemme nej i morgen. De kommer her.

Advertisement

VOLDTÆGTSFORBRYDERNE

Danskernes Parti er så venlige at forklare os følgevirkningerne af et JA til omdannelse af retsforbeholdet. Årsagskæden ser sådan ud: Mere EU = flere indvandrere = flere voldtægter = ikke fedt. De færreste kan lide voldtægter, uanset hvem der begår dem, så det lyder umiddelbart som en god plan at stemme nej, hvis det kan sætte en stopper for den slags. Men hey, var der ikke også noget med, at et NEJ kunne resultere i flere børnelokkere?! Det er i sandhed et svært valg, vi står over for i morgen.

MOR! STEM DANSK! (ELLER JEG SLÅR SKALLEN IND PÅ DIG)

En lille dreng i kedeldragt trygler sin mor om at stemme dansk ved valget. Skulle sejren gå til JA-partierne, kan han ikke love, at han ikke vil gribe til vold. Han slæber trods alt rundt på en mursten i en snor, gør han ikke?

HJEMMESTRIKKEDE LØGNE

Med begrænset grammatisk korrekthed får finansminister Claus Hjorth Frederiksen her skylden for at strikke de løgne, der skal narre danskerne til at kaste grundloven på EU's altfortærende bål. Ud af løgnens garnnøgle kommer der et spind af ondskab, der vil kvæle den danske folkesjæl med statsundergravende retsakter fra Bruxelles.

BLODIG BILFERIE

Her er et forfriskende take på et klassisk EU-tema: Den grænseoverskridende kriminalitet. Men i stedet for de sædvanlige slaviske slamberter på tyvetogt i Danmark er det dig, der er gerningsmanden. Under din årlige bilferie "nede" i Europa er der en person, der hopper ud foran din bil, og før du ved af det sidder du i et rumænsk fangehul og ærgrer dig over, at du ikke stemte nej d. 3. december. Nu er du advaret.

EU = DET TREDJE RIGE

Det er ikke gået NEJ-siden forbi, at EU's mest betydningsfulde politiker har nationaliteten til fælles med en vis anden statsleder, der gik ind for "samarbejde" og "centralisering". Dog var Adolf Hitler vist noget mindre optaget af at sørge for husly til nødstedte mennesker fra fremmede kulturer. Nå, men here goes: Hvis du er glad for EU, så har du måske en lille Hitler gemt i dig. Kig dig selv i spejlet, før du træder ind i stemmeboksen. Er der et veltrimmet overskæg at ane?

Læs også: Hvad er det værste, der kan ske, hvis du stemmer nej den 3. december?