Sådan er det at bo i Indiens 'voldtægtshovedstad'

Denne artikel blev oprindeligt udgivet af Broadly og bringes her med bidrag af Søren Peter Knudsen.

Mandag den 6. juni blev fem mænd kendt skyldige i gruppevoldtægt af en 52-årig dansk kvinde, som var turist i New Delhi i 2014. Straffene for de fem mænd vil blive fastsat den 9. juni.

I kølvandet på dommen opfordrer chefen for Udenrigsministeriets Borgerservice, Ole Egberg Mikkelsen til, at man ikke færdes alene om aftenen, hvis man som kvinde rejser i Indien.

Landets hovedstad Delhi har de senere år været centrum for en lang række voldtægtssager. I 2012 blev den 23-årige Jyoti Singh udsat for en brutal gruppevoldtægt i en bus i det sydlige Delhi. Siden da er Indiens hovedstad blevet synonym med voldtægt.

Men er Delhi - den såkaldte 'voldtægtshovedstad' i verdens hurtigst voksende økonomi - blevet sikrere? For at få et bedre indtryk af tingenes tilstand delte jeg en taxa med fire forskellige kvinder, som bor og arbejder i byen.

Jeg møder 27-årige Megha Mishra en mandag aften, hvor vi deler en taxa til Connaught Place – New Delhis finansielle kvarter, hvor den højt elskede butik Khadi Gramodyong Bhavan ligger. Mishra arbejder i udviklingssektoren og er sent på den til et møde. Jeg skal ud og shoppe sæbe.

"Jeg synes ikke, det er rimeligt, at Delhi bliver kaldt voldtægtshovedstaden," svarer hun med det samme, da jeg spørger. "Jeg er ret udadvendt, og jeg tror ikke, at der er en dag, hvor jeg er hjemme før klokken 22. Jeg har ikke bil, så jeg tager altid offentlig transport. Jeg har taget en rickshaw klokken et om natten, hvor jeg faldt i søvn, og jeg er altid kommet sikkert hjem."

Jeg spørger, om hun nogensinde har været udsat for fare. "Jeg blev forulempet i en bus engang," fortæller hun mig i et lidt lavere toneleje. "Jeg var på vej hjem fra universitetet omkring klokken syv om aftenen. Der sad en fuld mand på 40-50 år ved siden af mig, som lagde sin hånd på mit lår og begyndte at gnubbe det. Jeg var 18 år og rystede helt ned i tæerne. Jeg løftede hans arm væk og sagde; 'Hold den for dig selv.'"

Det endte desværre ikke der. Manden fulgte efter Mishra ud ad bussen hen til et andet stoppested, og det var først, da hun fortalte en fremmed, hvad der var på færde, at han gik væk. Til trods for hændelsen står hun fast på, at det er sikkert at færdes i byen. "Når jeg tænker på, hvor mange år jeg har boet her, og at jeg er ude hver eneste aften, så synes jeg, at den her hændelse er mikroskopisk."

Med sine smarte krystaløreringe og et prestigefuldt job i kommunikationsbranchen er den 29-årige Shruti Arora et perfekt eksempel på den unge, moderne Delhi-indbygger. Jeg møder hende om tirsdagen på hendes daglige morgenpendling. Hun henter mig på vej til Saket – den eksklusive bydel i det sydlige Delhi, hvor hun arbejder.

"Jeg synes, det er virkelig svært at acceptere det, men efter klokken 22-22.30 om aftenen føler jeg mig bare ikke tryg," fortæller hun mig uden tøven. "Det gjorde jeg engang, fordi jeg voksede op her. Da jeg gik på universitetet for seks-syv år siden, tog jeg selv hjem om aftenen, og det gik helt fint. Men der er ingen tvivl om, at tingene har ændret sig drastisk."

Jeg spørger hvorfor. "Jeg er ked af at sige det, men der er mange mennesker fra de omkringliggende stater som Uttar Pradesh og Haryana, som kommer hertil for at finde arbejde. De har mere konservative værdier, og der, hvor de kommer fra, er sex et tabu. I deres øjne er en kvinde i shorts meget spændende."

Til trods for sin frygt har Arora aldrig selv oplevet noget farligt, og hun betragter andre større byer som Mumbai og Bengaluru som meget sikrere. "Det er dejligt at være i Bombay [Mumbai], og selv klokken 4 om natten kan man bevæge sig helt frit."

Laura Quinn er ligesom mig en 30-årig britisk kvinde, som bor i det sydlige Delhi. Hun har været her i syv år, hvor jeg kun er på min syvende måned. Hun taler Hindi, (jeg arbejder på det) og driver sit eget konsulentbureau, Do One Thing.

Vi deler en taxa hjem fra Shahpur Jat – en farverig landsby i Delhis middelalderlige Siri Fort-distrikt. På bagsædet spørger jeg hende, om hun føler sig tryg i byen.

"Jeg vil sige, at der er mange udfordringer ved at bo i Delhi, men det er at være kvinde er altså ikke øverst på listen. Ja, man bliver stirret på, og det kan være ubehageligt af og til, endda skræmmende, men jeg vil ikke sige, at det føles farligere end dele af New York og London. Der gælder de samme regler for sikkerhed."

Men Quinn beskriver også sig selv som "en af de heldige" – hun ejer en bil, har råd til taxaer og behøver ikke gå alene om aftenen. "Jeg vil ikke underkende, hvor farligt det er for størstedelen af kvinderne, som er nødt til at tage bussen, er ude om aftenen, og som endda er sårbare i deres eget hjem," fortæller hun. "Men der har været flere hændelser, hvor jeg har været sårbar, og hvor folk har hjulpet mig. Der er virkelig gode mennesker i Delhi."

Det er kvælende varmt, da jeg stiger ind i Ruhi Batras taxa på vej mod Mehrauli – et ældgammelt, sprudlende område, der huser en park på 80 hektar og den højeste murstensminaret i verden; Qutub Minar fra 1100-tallet.

Vi sidder i lyset af aftensolen og hører lyden af million bilhorn, da jeg spørger den 34-årige PR-konsulent om livet i byen.

"Det ligger altid i baghovedet, hvis man går ned ad en sidegade om aftenen. Man kigger sig altid over skulderen og er altid på vagt – måske er man lidt paranoid til tider," fortæller hun.

"Men det har ikke rigtig påvirket min livsstil på nogen måde. Det er kun, hvis jeg for eksempel har drukket en del og er sent ude, så tager jeg ikke en taxa hjem. Ikke fordi det er en invitation til chaufføren, men fordi jeg stadig er nødt til at kunne give kørselsvejledning."

Batra undgår også bussen for en enhver pris. "Jeg ville ikke tage en bus, selv hvis mit liv afhang af det. Da jeg var yngre og tog bussen til universitetet hver dag, blev jeg konstant udsat for gramserier og befamlinger. Nu tager jeg taxa, så jeg lader ikke frygten styre mig. Jeg har taget en bevidst beslutning om ikke at se på enhver mand, som om han vil voldtage mig."

Da Batra stiger ud af taxaen, ser jeg en fyldt bus på vejbanen ved siden af. Jeg skal ikke køre i bus, beslutter jeg, og heller ikke gå hjem alene klokken et om natten, som jeg tidligere har gjort i Paris eller London. På en måde føler jeg mig alligevel mere tryg og selvsikker. Ligesom Laura Quinn sagde, så er det de samme regler, der gælder her.

Mere fra VICE:

Når en kvinde bliver voldtaget af en kvinde

Derfor åbner Sverige verdens første klinik for mandlige voldtægtsofre

På jagt efter ensomhed i Indiens menneskemylder