Sådan er det at vokse op som sort barn i Nazi-Tyskland

Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE Tyskland.

I 1933 blev den lille Hans J. Massaquoi, omgivet af en masse lyshårede og blå-øjede børn og med et hagekors på hans sweater, foreviget på et billede, i en skolegård i Hamborg.

Det lykkedes Massaqoui, hvis mor var tysk sygeplejerske og far liberisk diplomat, at overleve under Adolf Hitlers nazistiske regime. "Jeg overlevede på grund af et smuthul i racelovene. Vi var få nok til ikke at blive bemærket af nazisterne," skrev Massaquoi i sin selvbiografi Destined to Witness: Growing Up Black in Nazi Germany.

Den sorte befolkning i Nazi-Tyskland var af ubetydeligt omfang – nogle hundrede, allerhøjest et par tusinde, blandt 65 millioner tyskere. Hans J. Massaquoi var barnebarn af den liberianske konsul i Tyskland, så hans familie havde diplomatisk immunitet, og han fik lov at leve blandt ariske børn, mens andre, som nazisterne vurderede kom fra en "underlegen race," led under Hitlers undertrykkende og xenofobiske politik.

Men Massaquois liv begyndte at ændre sig en sommer i midten af trediverne. "Da jeg kom i skole en smuk sommer morgen i 1934, fortalte vores klasselærer, at skoleinspektøren ville have alle lærere og elever til at samles i skolegården," skriver han i sin bog. "Jeg stod klædt i den brune nazi-uniform, som jeg kun plejede at få på ved særlige lejligheder, da skoleinspektøren meddelte os, at 'det mest prægtige øjeblik i vores unge liv' var foran os, at skæbnen havde udvalgt os til at være blandt de få heldige, der ville få lov at anskue selveste 'vores elskede Führer' med vores egne øjne. Han forsikrede os om, at det var et privilegium, som vores ufødte børn, og vores børns børn, ville misunde os langt ud i fremtiden. På det tidspunkt var jeg otte, og lagde ikke mærke til, at jeg ud af de næsten 600 børn, der var stimlet sammen i skolegården, var den eneste Herr Wriede ikke snakkede til."

Massaquois skolekammerater blev så fortryllet af den nazistiske leders karisma, at de, efter hans besøg, alle meldte sig ind i Hitlerjugend. Massaquoi ville ikke være udenfor, så han ansøgte også om at blive medlem. Han blev ikke optaget.

Et par år senere blev ændringerne i det tyske samfund endnu synligere. Efter den afroamerikanske atlet Jesse Owens vandt fire guldmedaljer under OL i Berlin i 1936, intensiveredes Hitlers, og resten af de nationalsocialistiske fanatikeres had til sorte mennesker. Der gik ikke længe før Massaqouis fars side af familien var tvunget til at flygte ud af landet, men den lille Hans blev i Tyskland med sin mor.

Men mareridtet var kun lige begyndt. Først blev et opslag slået op på et gyngestativ i parken, hvor der stod, at "ikke-ariske" børn ikke længere var velkomne. Snart efter forsvandt de jødiske lærere fra hans skole. Men det var først da den unge Massaquoi besøgte zoologisk have i Hamborg, at han for alvor følte, at hans følelsesmæssige forbindelse til nazismen blev brudt. Der, udenfor blandt dyrene, så han en afrikansk familie, spærret inde i et bur, der blev drillet og latterliggjort af de besøgende. Massaquoi var bare endnu en dreng, der ængsteligt nærmede sig buret, indtil nogen i menneskemængden pegede på ham og råbte: "De har fået et barn." Det var første gang, han var blevet hånet offentligt.

For at overleve masseødelæggelsen i landet, som den nazistiske førers morderiske politik førte med sig, måtte Massaquoi udstå mange trængsler. Endnu en besynderlig begivenhed i hans liv fandt sted lige efter 2. Verdenskrigs begyndelse. Massaquoi, der havde fået afslag fra Hitlerjugend for 'ikke at være værdig til at bære den tyske uniform' var meget tæt på at blive rekrutteret af den tyske hær. Han slap kun fordi det blev vurderet, at han var undervægtig.

Slutningen på 2. Verdenskrig førte til endnu en U-vending i Massaquois liv. I efterkrigstiden overlevede han først som jazz saxofonist. Bagefter emigrerede derefter til USA (efter et kort ophold i hans fars hjemland, Liberia) hvor han blev rekrutteret af Uncle Sam til at kæmpe i Koreakrigen.

Da han var færdig som faldskærmssoldat i den amerikanske hær, uddannede han sig til journalist på University of Illinois. Han arbejdede som journalist i over 40 år, og var blandt andet chefredaktør for det legendariske afroamerikanske magasin Ebony. "Når enden er god, er alting godt. Jeg er ret tilfreds med mit liv, som det er endt med at se ud. Jeg overlevede længe nok til at kunne fortælle den del af historien, jeg var vidne til og var en del af. Samtidig ville jeg ønske, at alle kunne have en glad barndom i et retfærdigt samfund. Og det var helt sikkert ikke tilfældet for mig."

Massaquoi gik bort den 13. januar, 2013, i New Orleans.

Læs mere fra VICE:

Den nazistiske narkobaron, der revolutionerede kokainindustrien

Hitler og de andre nazister var tossede med crystal meth og morfin

Den tidligere FBI-agent, der er sikker på, at han kunne have forhindret 9/11