Sådan føles det at gå ned med stress 20'erne

Jeg er stolt og glad for anerkendelsen. Min afdelingen har slået et job som mellemleder op, men de har ikke fået nogen ansøgninger. Derfor har min chef spurgt mig, om jeg har mod på jobbet. Jeg er ikke deres første prioritet – det ved jeg godt -, men jeg skal nok vise dem, at jeg er god nok.

Jeg er sygeplejerske. Jeg arbejder med unge, der har psykiske problemer og er meget glad for mit job. Jeg skulle egentligt oplæres i en måneds tid, men hende, hvis job jeg skal overtage, bliver sygemeldt, og jeg må starte uden oplæringsperiode. På grund af nogle strukturelle ændringer i sundhedssektoren stopper mange af mine kollegaer. Pludselig er jeg en af dem, der har været der længst. Jeg er 28 år gammel og har været på afdelingen i to et halvt år. Jeg har kun været sygeplejerske i tre år.

I praksis har jeg to jobs og jeg får rigtigt travlt. Jeg lægger egentlig ikke mærke til det, men jeg begynder at springe min frokostpause over, fordi jeg føler, jeg har for travlt. Jeg begynder også at arbejde over og aflyse aftaler, så jeg i stedet kan få arbejdet noget derhjemme om aftenen. Jeg kan huske, at jeg på et tidspunkt tænker, at jeg er lidt grov over for min kæreste, men jeg har jo også lidt travlt. Det har alle jo i perioder. Et par af mine veninder fortæller mig, at jeg skal passe på mig selv. Men jeg har jo bare travlt, det går jo over, tænker jeg. Ubevidst tager jeg min rolle meget alvorligt. Jeg er stolt over at blive forfremmet, og der følger et ansvar med stillingen. Jeg vil ikke skuffe nogen, jeg skal nok klare det. Jeg har bare lidt travlt til at starte med.

Jeg begynder at tage mere arbejde med hjem. Om natten, når min kæreste ligger og sover ved siden af, så tænker jeg på e-mails. Var jeg for hård over for mine kollegaer i dag? Jeg er lysvågen. Nogen gange overvejer jeg at tage ind på arbejdet igen, fordi jeg føler, at jeg har glemt noget, eller at jeg er bagud. Jeg aflyser flere personlige aftaler. Når jeg har fri, træner jeg. Det er vigtigt for mig at holde fast i mine rutiner. Det hjælper mig med at få tankerne ud af hovedet og giver mig mere energi til at arbejde. Det kan godt være, jeg har for travlt. Men de nye sygeplejersker skal bare lige falde til, så bliver det helt sikkert bedre.

Der går et par måneder, og nu sover jeg næsten ikke. I stedet for at sove står jeg op og laver en plan for, hvad jeg skal lave i morgen. Før jeg går i seng, lægger jeg tøj og kontaktlinser frem. Alt bliver sat i system. Jeg bliver nødt til at arbejde hårdere. Jeg glemmer at spise, men til gengæld er min arbejdsdag fuldstændig skemalagt. Jeg har styr på det.

En aften har jeg sværere ved at falde til ro end normalt. Jeg får kun omkring en times søvn. Om morgenen overvejer jeg at melde mig syg, men det er jo mig, der er en af lederne, så jeg siger til mig selv, at jeg lige skal tage mig sammen, og så tager jeg på arbejde. Jeg må ikke komme endnu mere bagud.

Da jeg møder ind klokken otte, kan jeg se, at en af mine kollegaer er syg. Det betyder mere arbejde for mig. Hele min dag er skemalagt, og jeg kan ikke bare sådan lige bryde mit system. Min mave begynder at gøre ondt. Jeg går ud af opholdsstuen og ned til afdelingssygeplejersken. Jeg vil spørge, om ikke jeg kan slippe for at lave de ekstra opgaver. Jeg er bagud. Jeg har ikke tid. Døren ind til hendes kontor er sådan en stor, tung, hvid dør, som der er på alle syghuse. Den åbner indad. Jeg tager et skridt ind i hendes kontor. Hun sidder ved sit skrivebord foran vinduet. Jeg tager skridt nummer to og bryder sammen.

Det er som om, der er noget, der går i stykker inden i mig. Jeg er ude af mig selv. Jeg får sat mig i stolen over for hende. Min krop svigter mig, og jeg hænger i stolen, mens jeg græder og kigger ned i jorden. Jeg har grædt før - både når jeg har været ked af det, og når jeg har været lykkelig, men aldrig sådan her. Jeg forstår ikke, hvad det er, der sker. Men jeg græder. Afdelingssygeplejersken spørger mig, hvordan jeg sover om natten – dårligt, svarer jeg. Så spørger hun, hvordan jeg spiser. Jeg fortæller, at jeg har haft svært ved at spise noget på det sidste. Hun har lagt mærke til, at jeg måske har været lidt for presset på det sidste. Hun ser undersøgende på mig og fortæller mig, at jeg er ramt af stress. Det er første gang ordet overhovedet bliver nævnt. Jeg har svært ved at forstå, hvad hun siger. Jeg er sygeplejerske. I mit hovede bider jeg ikke mærke i ordet stress, men derimod i at jeg skulle være "ramt af" det. Jeg ved, hvad stress er. Billedet af en pædagog, der går ned med stress og bliver nødt til at gå på sygeorlov i et år, passer ikke på mig. Jeg har ikke stress, jeg er ramt af stress. Jeg kan ikke få det til at passe, at jeg har stress, men på en eller anden måde, så kan jeg godt arbejde med, at jeg er ramt af stress. Jeg har ikke stress, jeg har bare haft lidt travlt i en periode.

Vi sidder på hver sin side af skrivebordet i det lille kontor. Man kan se ud til den sti, som sygeplejerskerne bruger til at komme på arbejde. Jeg kan se nogle af mine kollegaer cykle forbi. Min første tanke er, at jeg skal have noget vand i hovedet og tage mig sammen, så de andre ikke ser mig sådan her. Jeg er en af lederne, og jeg skal være stærk. Jeg skal bare lige have lidt luft og så tilbage på arbejde. Min afdelingssygeplejerske går rundt om bordet og stiller sig ved mig. Hun fortæller mig, at jeg skal gå hjem nu. At hun vil ringe til mig på fredag, og at vi der vil finde ud af, hvad vi gør. Jeg rejser mig op, og hun følger mig ned af de hvide hospitalsgange til min sorte damecykel, som står parkeret ved indgangen. Mens jeg cykler hjem, ringer jeg til min mor. Jeg fortæller hende, at jeg er ramt af stress. Hun siger, at jeg også har haft for travlt den sidste tid. At jeg skal passe på mig selv. Da jeg kommer hjem i lejligheden, går jeg direkte i seng. Jeg vågner først, da min kæreste kommer hjem. Jeg fortæller ham om det hele. Det er som regel mig, der laver mad, men jeg er helt udmattet. Vi bestiller take away.

De næste par dage sover jeg 11-12 timer i døgnet. Når jeg ikke sover, er jeg lettet. Men jeg skammer mig også. Det føles som et nederlag. Jeg kunne ikke klare mit arbejde. Jeg tænker hele tiden, at jeg ikke skal gøre det værre, end det er. Jeg er sådan en person, der normalt har styr på mit liv, men lige nu føler jeg mig svag. Jeg havde ikke set sådan på det, hvis det havde været en af mine veninder, men det er det ikke. Det er mig, der har stress. Det er mig, der er svag. Jeg trækker stikket ud. Gassen er gået fuldstændig af ballonen.

Tingene falder først rigtigt på plads efter et par dage, da min kæreste siger, at jeg skal huske, at det bare er et arbejde. Om fredagen ringer min afdelingssygeplejerske. Vi aftaler, at jeg skal blive hjemme i en uge. Så tager vi den derfra. Jeg begynder så småt igen efter en uges tid men kun et par timer om dagen. Jeg går gradvist op i timer, men jeg skammer jeg mig stadig. Jeg er sygeplejerske. Jeg kender symptomerne på stress, jeg har oplevet kollegaer gå ned med stress, men jeg kunne ikke se dem i mig selv. Jeg var optaget af alle de symptomer, jeg ikke havde. Jeg havde ikke forhøjet blodtryk, så det kunne jo ikke være stress. Flere af mine kollegaer kommer forbi og undskylder. De er kede af, at de ikke har set det komme. De føler, at det er deres skyld, mens jeg føler, at det er min. Vi føler os alle sammen skyldige.

Jeg er sygeplejerske, jeg så det ikke komme, og jeg gik ned med stress. Hvis min afdelingsleder havde ladet mig arbejde videre, så ville jeg have kørt med selv helt ned, og det havde taget meget længere at komme ovenpå igen. I dag er jeg tilbage på jobbet. Når jeg har fri, går ud af døren og låser min cykel op, så har jeg virkelig fri. Det er jo bare et arbejde.

Som fortalt til Andreas Digens.

Mere fra VICE:

En gymnasie-dealer forklarer, hvordan man sælger stoffer til studerende

Derfor nægter 40% af folk at date jomfruer

Vi spurgte 'Den Visuelle Hipster', om han stadig er visuel hipster