Tidligere græsk finansminister prøvede at advare Grækenland om finanskrisen

Den græske finanskrise er en kompliceret affære, og den skyldes ikke nogen enkelt faktor. Den er bestemt heller ikke nogen overraskelse, og spørgsmålene trænger sig på:

Har vi skylden? Har andre skylden? Er euroen at bebrejde? Er samfundet? Er systemet? Er alle de seneste græske regeringer? Hvad gjorde de tidligere finansministrene, da de så økonomien gå fra slem til værre?

Alekos Papadopoulos - tidligere PASOK folketingsmedlem og finansminister 1994-1996 - forudsagde og advarede om, at landet før eller senere ville gå konkurs, da Grækenland var på vej til at indføre euroen. Vi spurgte ham, hvad han sagde, og hvad han efterfølgende gjorde for at forhindre det. Vi har også spurgt ham, hvordan han ser den græske aftale med de europæiske partnere. Efter interviewet bekræftede han desuden, at han starter sit eget parti.

VICE: Du gjorde flere gange opmærksom på, at katastrofen var nært forestående for den græske økonomi. Kan du opsummere, hvad der var begyndt at bekymre dig og hvornår?
Alekos Papadopoulos: Min bekymring begyndte i 1996, da jeg var finansminister. Jeg så, at den hurtige stigning i den offentlige gæld var ude af kontrol, primært på grund af høje låntagninger af banker, men også af den offentlige sektor, og især efter 1998, da Grækenland tilsluttede sig valutakurssystemet, og der var et kraftigt fald i renten. Derudover er der det faktum, at ethvert forsøg på at styrke den græske økonomi blev opgivet efter vores indtræden i eurozonen i 2001.

Vores økonomi begyndte at gå skævt allerede i 2002, hvor de nødvendige reformer blev forpurret af Kostas Simitis' regering. Helt galt gik det i 2004, hvor der ikke kun manglede reformer fra Nyt Demokrati-regeringenen, men hvor der også var en stigning i den offentlige gæld kombineret med et rekordstort underskud på de løbende poster.

Var der en milepæl i den nedadgående spiral? Altså var det noget, som var åbenlyst for enhver, men som ingen gjorde noget ved?
I 1990'erne så det ud som om, at den græske økonomi tiltrak investeringer. Derudover var der afindustrialisering, nedadgående produktion og en stigning af import, der blev betalt med lån, der førte til støt stigende underskud på de løbende poster og en hurtig eskalering af den offentlige gæld. Der var ikke én fare - risikoen var konstant, men det økonomiske, politiske og sociale system i Grækenland havde ikke lyst til at høre om det. De, der råbte op, mødte voldsomme reaktioner og blev endda angrebet verbalt.

Hvem blev disse reaktioner rettet mod?
Jeg rejste spørgsmålet i 1994, da jeg var finansminister, men det kom hovedsageligt til udtryk i 1996 på tærsklen til valget af den daværende regering (Kostas Simitis-PASOK), da jeg direkte sagde, at landet var på vej mod konkurs. Jeg blev ved med at sige det i mine interviews, artikler og taler frem til 2002, hvor jeg blev tvunget til at træde tilbage fra den daværende regering (Kostas Simitis) af ministeren for sundhed, fordi jeg var uenig med udøvelsen af den økonomiske politik og opgivelsen af reformer.

Reaktionen kom fra hele systemet og navnligt gennem partiet selv (PASOK). Ved udgangen af 2004-2005 fremlagde jeg en detaljeret rapport om økonomiens tilstand til den daværende oppositionsleder George Papandreou, der holdt embedet efter Simitis. Det var en meget detaljeret rapport, hvor jeg fremlagde, hvor vi var på vej hen. Jeg påpegede det helt op til 2009, hvor jeg stoppede som parlamentsmedlem.

Hvad kunne have været gjort anderledes og hvornår?
Fra det øjeblik, vi blev en del af ØMU'en, skulle vi have lavet græsrodsreformer i alle dele af den offentlige sektor i Grækenland: offentlig administration, økonomi, energi, banksystemet. Der blev gjort et par ting på områderne for velfærd, sundhed og uddannelse. Men i sidste ende blev alle reformerne pillet fra hinanden grundet de stærke modreaktioner. Populisme var landets regerende ideologi, og det er i mine øjne den vigtigste årsag til, at vores land er, hvor det er i dag.

Hvad betyder aftalen fra 13. juli for Grækenland, og hvordan opfatter du situationen nu?
Det var en forventet beslutning, der kom i sidste øjeblik. En vanskelig og kompliceret plan blev lagt. Jeg tror, det kræver stærke politikker og kompetencer. Det overordnede politiske system i Grækenland har ikke de færdigheder, der er påkrævet for at løse og gennemføre planen.

Vi har brug for at udvikle politiske færdigheder, men det kræver omskoling af et folk, der mangler selverkendelse og forståelse af de bagvedliggende problemer. Ud over det politiske samarbejde, som planen kræver, har vi brug et socialt samarbejde og samfundets accept. Uden samfundets støtte og accept bliver det svært at lykkes. Det kræver en enorm indsats, og jeg er ikke sikker på, om det kan lykkes, men jeg håber det.

De tiltag, der indgår i den nye aftale, er meget hårde. Havde I ikke et andet valg?
Efter min mening, nej. Der var intet andet valg. Vi havde et bedre valg i januar, vi havde et bedre valg for et år siden. Men tingene var først og fremmest bedre for regeringen i januar, og jeg kan ikke forstå, hvorfor de ikke så, at de måtte tage smertefulde tiltag i brug. Jeg ved ikke, hvad de ventede på - det har kostet økonomien dyrt.

I år har I haft euroen i næsten 15 år. Måske var det bare problematisk at omstille sig til den?
Euroen er ikke ansvarlig for kniben, den græske økonomi er i dag. Ansvaret er vores; ingen andres.

Hvor længe tror du, I vil være i denne ubehagelige situation?
Hvis vi yder en enorm indsats, tror jeg, vi kan se de første glimt af håb om fem år.

Hvilke færdigheder, skal Grækenlands finansminister besidde?
Det er ikke et spørgsmål om love - det er et spørgsmål om tro og selvdisciplin i det græske samfund. Og dette bør fremelskes, ikke påtvinges. Hvis samfundet ikke omfavner denne økonomiske plan, vil den ikke lykkes.

Hvordan kan folk overtales til så hård en plan, når de allerede er så udmattede?
Samfundet har muligvis været igennem nogle hårde tider de sidste fem år, men genopbygningen af et samfund kræver aktivering af alle kræfter i nationen. Der er ingen anden udvej. Især eliten af landet - den politiske, økonomiske, videnskabelige og intellektuelle - skal mobiliseres, for at vi kan komme ud af krisen effektivt. Men denne aftale giver mig håb…