Til forsvar for behårede kvinder

Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE US Min ven Kevin, som har studeret filosofi på Berkeley, og som nu er borgerrettighedsadvokat, og støtter alle mulige gode sager (økonomisk lighed, våbenkontrol, homoægteskaber, et selvstændigt Palæstina, Fairtrade kaffe), skældte mig ud forleden dag, for at have fixet ham up med en kvinde, som har antydningen af et overskæg. OK, lidt mere end en antydning. Har du nogensinde set et billede af Frida Kahlo, og er, ligesom mig, blevet draget af hendes fantastiske, tykke øjenbryn – som to mørke buer der flakser over hendes øjne som de udstrakte vinger på en ravn? Hvis du ser godt efter på det billede, kan du se to tynde baner af mørke dun på hver sin side af hendes overlæbe.

Kvinden, som jeg satte Kevin op med, er en smuk og lynende intelligent digter og oversætter, som hedder Jill. Hun har en master i komparativ litteratur fra et universitet, som Kevin blev afvist af. Jeg datede hende selv for nogle år siden. Hun har den samme slags øjenbryn og de samme dun på overlæben, men i begge tilfælde lidt mørkere og tykkere.

Hun har også hår under armene. Tykt, tæt og fugtigt. Men Kevin opdagede det ikke, for de nåede ikke længere end en hurtig drink på en eller anden bar. Hun har også hår på benene fra anklerne og til øverst på lårene (Kevin fik et glimt af det, da hun lagde benene over kors på baren), og et tæt hårspor som løber fra navlen og ned til hendes utrimmede fisse, for ikke at nævne hår på underarmene, i røven, den lille cirkel af hår omkring brystvorterne og en lille smule lækker pels, der hvor røvsprækken og lænden mødes. Med andre ord så er Jill, ligesom Kevin, et menneske med kropsbehåring. Gisp! Da skuespilleren Gaby Hoffmann blev udspurgt af to glatte kvinder til Sundance Film Festival om den behårede fisse, hun viste frem i filmen Crystal Fairy var falsk, svarede hun bare "Nej. Det er bare mig. Jeg er et menneske. Jeg har hår." Præcis.

Men tilbage til sure Kevin. For nogle uger siden, da han fortalte mig, at han var ensom og var klar til at slå sig ned, og ville vide, om jeg kendte nogen, som var bare i nærheden af at være rigtig for ham, havde han et par krav: "Du ved, hvad jeg går efter, mand. Klog, ikke fed, og med evnen til at stemme en guitar. Og hun skal aldrig have sat en fod på Ibiza."

"Intet problem," sagde jeg, og tænkte med det samme på Jill. Hun er slank, nede på jorden, taler seks sprog, går ikke med make-up og er som snydt ud af næsen på en ung Patti Smith. Jo mere jeg fortalte om hende, og hvor lækker hun er i sin mors gamle Marimekko kjoler uden BH og de der vintage plateausko, jo mere blev jeg ærgerlig over, at jeg ikke længere selv var sammen med hende.

Deres date varede 45 minutter. Kevin sagde til hende, at han var ved "at komme ovenpå efter en madforgiftning" og var nødt til at gå hjem tidligere. Den næste morgen hev han fat i mig. "Hvad havde du tænkt dig?" hvæsede han. "Hvorfor lader du med vilje være med at fortælle den mest relevante detalje om hendes udseende?" Det er rigtigt nok, at jeg undlod at fortælle det. Da Kevin ikke kunne finde et billede af hende på nettet – eftersom hun ikke er at finde på sociale medier eller andre steder i cyberspace – og bad mig om at sende et, løj jeg, og sagde, at jeg ikke havde et. På det eneste billede, jeg rent faktisk havde, kunne man tydeligt se overskægget, og jeg vidste, at det ville være en sikker deal-breaker. Mange fyre, som jeg har vist billedet til henover årene, har sagt til mig, at de ikke kunne se bort fra det, og jeg var bange for, at det ville være det samme med Kevin. Så jeg løj og sagde, at jeg ikke havde noget billede. Jeg håbede på at Kevin, som er et af de mest progressive mennesker, jeg kender, ville indse, hvor trivielt Jills overskæg er sammenlignet med hendes overordnede skønhed og sejhed, når han mødte hende. Jeg turde næsten ikke håbe på, at han med tiden ville komme til at elske det, ligesom jeg gjorde.

"Er det virkelig den mest relevante detalje om hendes udseende?" udfordrede jeg ham. "Jeg ville sige, at hendes flotte krop, hendes gode stil, hendes kæmpe funklende lyseblå øjne, eller den måde hun kniber de øjne i på, og sænker hagen mod brystet, når hun griner, som du sikkert ikke så, fordi hendes overskæg gjorde dig utilpas, er ligeså stærke kandidater til at være de mest relevante detaljer om hendes udseende. Faktisk undlod jeg også at fortælle hende en afgørende detalje om dit udseende, nemlig dine meget tydelige næsehår, ørehår og sporadiske hårtotter på ryggen."

Kevin blev rød i hovedet. I mit forsvar af Jill blev jeg lidt for personlig, og jeg fortrød det med det samme. Vi stirrede på hinanden i et øjeblik, og var begge for forlegne til at sige noget, imens jeg gjorde alt, hvad jeg kunne, for ikke at kigge på hans næsehår. "Det er ikke fair over for mig," sagde han endelig. "Der er måske grænser for min frisindethed, det beklager jeg. Men jeg har aldrig sagt, at jeg var en eller anden helgen. Hvis der er nogen, der har været ufølsomme her, så er det dig. Du sender mig på en blind date og forventer, at jeg, helt af mig selv og uden advarsel overhovedet, bare lige skal se bort fra femininitetsidealer, som har været gældende i hvad, århundreder? Endnu længere? Statuerne i det antikke Grækenland havde heller ikke nogen kønshår, vel?"

"For statuerne af mændene i det antikke Grækenland var måske super behårede? Der var højest en lille tot kønshår og ind imellem noget skæg, men ellers var de glatte som marmor. Idealet om at være hårfri lader til at være kønsneutralt at dømme efter statuerne. Men glem Grækenland. Lad os kigge på det nutidige USA, hvor vi bor. Vidste du, at kvinder i USA ikke barberede deres armhuler før omkring 1915? Og ved du, hvorfor de startede? Fordi en reklame i Harper's Bazaar, der viste en kvinde i en ærmeløs kjole med et løftet arm, sagde at de skulle. 'Sommer kjoler og moderne dans udgør tilsammen et behov for at fjerne anstødelig hårvækst' læste teksten til billedet af en kvinde, der dansede moderne med sin passende hårløse armhule. Før da var amerikanske kvinder slet ikke klar over, at deres armhulehår kunne være et problem. Senere fik de at vide, at deres hår på benene også var et problem, i takt med at deres kjoler blev kortere. De her 'femininitetsidealer', som du refererer til, er en meget nyere opfindelse, end du tror."

Kevin, som begyndte at blive defensiv, svarede igen. "Hvis jeg satte dig op med en kvinde, som havde skæg, hvad ville du så gøre? Lad os sige, at hun er hamrende klog, har en fantastisk figur, har god tøjstil, taler seks sprog og ser godt ud i sin mors Marimekko kjoler, men hun har bare desværre en tydelig tæt, mørk skygge på kinderne. Det sker ikke så tit, men det sker. Usædvanligt behårede kvinder har ofte antydningen af et skæg. Ville du kunne se igennem det, til fordel for hendes andre positive kvaliteter. Og lad os tage den endnu længere. Hvad nu hvis hun i stedet for skæg havde høje tindinger ligesom dig? Det sker ikke så tit, men det sker. Nogle gange taber kvinder håret. Ville du gå stik imod konventionerne og date skaldede kvinder? Eller ville du, ligesom mig, på hyklerisk vis vurdere hende efter en højere standard, end du ville vurdere dig selv?

Nu var det ham, der gik under bæltestedet. Han havde argumenteret mig op i et hjørne, og vi vidste det godt begge to. Man påvirkes jo af det samfund, der omgiver en, og det kan ikke undgås. Nogle er bedre end andre til at holde stand imod påvirkningen, og tage deres egne veje. Men ingen af os er perfekte. Hvad bildte jeg mig ved at pege fingre af Kevin for at have et problem med Jills overskæg, når jeg helt sikkert selv ville have virkelig svært ved at abstrahere fra en kvindes skæg eller høje tindinger på en blind date.

Kevin blødte lidt op for spændingen imellem os, og sagde, at vi måske var for hårde ved os selv, og at vi i virkeligheden slet ikke var hykleriske. "Det er kun arbitrært at vurdere kvinder efter et andet skønhedsideal, hvis mænd og kvinder er grundlæggende ens," sagde han. "Og det er de ikke. Mænd er generelt set meget mere behårede end kvinder, og har hårvækst på steder på kroppen, som kvinder generelt ikke har. Er det konventionelle skønhedsideal for kvinder – altså hårfrihed – ikke bare en logisk og æstetisk forlængelse af en objektiv, biologisk forskel?

Jeg gav ham ret i, at det er en forlængelse, men jeg var ikke sikker på, hvor logisk det var. At kvinder generelt set har mindre hår på kroppen og på færre steder end mænd, gør det vel ikke mere logisk at tvinge dem til at fjerne det hele eller det meste af det?

I et forsøg på at vurdere emnet mere objektivt, foreslog jeg Kevin, at vi forestillede os et hypotetisk, usocialiseret samfund med uhæmmet behåring, fra før alle damebladene lærte alle mænd og kvinder, at kvindelig kropsbehåring er ulækkert. I det her antikke samfund med hår overalt eksisterer barberblade, pincetter, epilatorer, varm voks og elektrolyse slet ikke endnu, så mænd og kvinder har begge hår alle mulige steder på kroppen. Ben, røv, tæer, armhuler, brystvorter, navler, pubeshår og overskæg – både mænd og kvinder har det hele. Mænd har ganske givet mere hår og på flere steder, men kvinder er faktisk også ret behårede. Det seksuelle begær bliver aldrig slukket ved synet af kropsbehåring i det her samfund. Behårede hulemænd har sex med behårede hulekvinder, og de elsker det altid. Ikke en eneste gang i det her samfund, ville en hulemand sige til sine hulevenner, efter at have haft sex med et hulekvinde: "Dude, det var sygt klamt. Hun havde fucking hår i røven! Og en kæmpe skovsnegl på overlæben. Bro, jeg kunne ikke overskue det. Det dræbte min boner."

Okay, forestil dig nu, at vi bygger et nyt samfund fra bunden, sagde jeg til Kevin. Det skal være anderledes end det, vi har nu, og være et sted, hvor en mand og en kvinde kun bliver behandlet forskelligt, hvis der er en retfærdig og rationel basis for at gøre det. Og for at være sikre på, at vi angriber opgaven objektivt, og ikke bare bygger et samfund, der er så fordelagtigt for os selv som muligt, så lad os sige, at vi ikke aner, hvilket køn vi får i det her nye samfund. Vi ved ikke, om vi bliver en mand eller en kvinde, og vi kan ikke selv vælge. Og eftersom det kan ende med, at vi bliver kvinder, skal vi være meget omhyggelige med ikke at indsætte nogle negative sociale faktorer, fordi enhver ulighed for kvinder potentielt set kan blive vores eget problem.

Med alt det i mente, opremsede jeg de følgende fem måder, vi kunne forholde os til kropsbehåring på: 1) Både mænd og kvinder lader deres kropsbehåring være, måske med en lille smule trimning omkring næsen og ørene, men ellers intet. 2) Både mænd og kvinder fjerner fanatisk al deres kropsbehåring, til stort besvær, omkostning og ubehag (udslet, indgroede hår, stubbe osv.) 3) Kun mænd forventes fanatisk at fjerne al deres kropsbehåring , og kvinder kan gøre lige, hvad de vil. 4) Kun kvinder forventes fanatisk at fjerne al deres kropsbehåring, og mænd kan gøre lige, hvad de vil. Eller 5) Både mænd og kvinder kan frit vælge hvad de vil. Om de vil barbere eller ikke barbere, eller kun barbere en gang imellem, uden at reklamefirmaer og modeblade tvinger kvinder til at forvandle sig til hårløse mutanter, og uden at skulle skamme sig, når folk kigger på deres behårede ben i bussen, ligesom mange af mine veninder oplever, hvis de har haft for travlt til at barbere ben.

Med hvilken begrundelse, uanset om den er moralsk eller æstetisk, hygiejnisk eller biologisk, eller funderet i hvad som helst andet, skulle en rationel person, som vil tjene sine egne interesser, og som har 50 procents chance for at blive en kvinde i vores hypotetiske samfund, vælge mulighed nummer 4?

Der findes selvfølgelig ingen god begrundelse. At kvinder presses til at være totalt hårfri, mens mænd kan gøre lige hvad der passer dem, uden det generer nogen, er hverken moralsk eller logisk forsvarligt. Det er en åbenlys og uimodsigelig pointe, og Kevins tavshed bekræftede det. Bagefter smilede han og kneb øjnene sammen. Der var stadig lidt kamp tilbage i ham. Han var ikke færdig endnu. "Jeg forstår godt rent intellektuelt, at det er urimeligt, arbitrært og moralsk meningsløst at måle kvinder efter et strengere skønhedsideal," sagde han. "Vi er hyklere! Men for at vende tilbage til Jill, så ændrer det ikke på, hvad jeg tænder på. Når jeg ser en kvinde med overskæg eller hår på benene eller hår på brystvorten, så kan jeg ikke få den op at stå. Så simpelt er det. Jeg er et produkt af socialiseringsprocesser, og det kan jeg ikke gøre for. Begær kan ikke skabes kunstigt, og jeg kan ikke få stiv pik på kommando. Det er der ikke nogle moralske argumenter, eller nye hypotetiske samfund, der kan ændre på. Og selvom jeg beundrer din indifference over for konventionelle skønhedsidealer, og finder den næsten heroisk, så finder jeg den helt ærligt også mistænkelig. Du er ikke bare tolerant over for kvindelig kropsbehåring, du er er besat af det. Jeg spekulerer på, hvor mange år du mon har forsøgt at fixe Jill op med en af dine venner? Hun er den mest behårede kvinde, du nogensinde har mødt, og jeg forestiller mig, at du må have lært at elske det. Lige siden hun droppede dig, har du forsøgt at genopleve den spænding gennem dine venner. Men den seksuelle ophidselse, som du lader til at få ved at tale om, kigge på og røre ved kvindelig kropsbehåring, er langt ude af proportioner med hvilken seksuel stimulans, det egentlig kan give. Jeg tror, at kvindelig kropsbehåring er blevet en fetich for dig, for det har en underlig symbolsk magt over dig. Af en eller anden grund har det overtaget din underbevidsthed. Er det fordi, du ikke kan komme dig over Jill? Eller måske handler det slet ikke om Jill. Måske er det fordi, du er til fyre og ikke ved det endnu, og kvindelig kropsbehåring er et midlertidigt mellemstadie, mens din seksualitet falder på plads. Uanset hvad, så kan du ikke modstå det. Og der er ikke noget heroisk over at give efter for noget, som du ikke har kontrol over. Du er, fuldstændig ligesom mig, et offer for din egen lyst. Og ingen af os er særligt moralsk beundringsværdige. At idealisere behårede kvinder er egentlig ikke særligt anderledes end at idealisere hårfrie kvinder. I begge tilfælde ønsker manden, at kvinden skal være noget, som hun ikke nødvendigvis har lyst til at være. Grunden til at du tror, at kvinder ikke frit vælger at fjerne hårvækst, men bliver hjernevasket af reklamer til at tro, at hårløshed er det rigtige, er bare, at du ikke synes, at en hårfri kvinde er sexet. Og cirka hver anden mand i USA er uenig med dig."

Er jeg virkelig så alene om at synes, at kvindelig kropsbehåring ser godt ud, og føles, lugter og smager godt? Der er meget få ting, der er mere nydelsesfulde end at gnubbe min pik op ad en kvindes hår på benene. Pikken er skabt til at blive kærtegnet, og det er præcis, hvad hår på benene gør ved den. Der er sikkert millioner af mænd ligesom mig, men vi hører ikke om dem, fordi de er bange for at stå frem i lyset. De er bange for at blive kaldt fetichister og freaks. Til deres og mit eget forsvar vil jeg sige, at en kvindes kropsbehåring er hverken ulækker eller seksuelt irrelevant. Det er ikke noget, der bare skal overstås på vej til mere åbenlyse steder, der kan give nydelse. Det er snarere et selvstændigt seksuelt organ, som skal sniffes, slikkes, gnubbes, hives, flettes, børstes, tygges og smages på. En kvindes navleslips er kun ulækkert eller irrelevant, hvis du ikke forstår, hvordan forventningens spænding opstår for både manden og kvinden, mens tungespidsen bevæger sig nedad den buskede sti. Lange hår i omkredsen af en kvindes brystvorter er kun ulækre eller irrelevante, hvis du ikke forstår, at hårene er en slags forlængelse af brystvorten i sig selv, og at fornemmelsen af hårene i din mund får brystvorten til at føles endnu større, fyldigere og saftigere. En hårtot nederst på en kvindes ryg, lige over røvsprækken, er kun ulækker eller irrelevant, hvis du aldrig har kneppet den.

Med hår kommer selvfølgelig sved, og med sved kommer den skarpe lugt, og skarpt lugtende hår leder tankerne hen på hvad? Fissen. En kvinde med en behåret krop har i virkeligheden fire fisser – to armhuler, røvhullet og selve fissen. Hvordan kan det være et problem for en mand, som kalder sig selv heteroseksuel, og som underligt nok påstår, at jeg måske er homoseksuel, uden selv at vide det? Sæt dig selv i mit sted i det følgende scenarium, Kevin: Et stærkt behåret kvinde sidder ovenpå dig, og skamknepper hjernen ud på dig. En af hendes mørke, fugtige armhuler er presset hen over næsen på dig. En af dine hænder er begravet i den anden armhule, og masserer det de våde, svedige hår mellem fingrene, mens den anden hånd masserer hendes røvhul, og indimellem bringer spidsen af langefingeren op til din næse for at få et godt dybt snif. Det er på det tidspunkt, at din hjerne vrister sig fri fra din krop, ikke sandt? Du er ikke længere til stede på denne planet. Du svæver rundt i et atmosfære af fissefornem decadence. Et varmt, sveddampende, behåret bad. Jeg ved ikke hvordan, jeg ellers skal forklare det. Jeg kan ikke forklare min sag mere præcist. Hvis jeg ikke har overbevist dig endnu, så er du håbløs.

Note: For at beskytte identiteterne af "Jill" og "Kevin", er navnene og enkelte identificerende detaljer blevet ændret. Noget af dialogen er også redigeret for at fremstå mere sammenhængende, end den egentlig var. Jills behåring er til gengæld ikke et påfund.

Mere fra VICE:

Billeder af Københavns sørgeligste julepynt

Roland Møllers mange roller

Når cannabis er den eneste medicin, der virker