Her er hvad jeg lærte af min rejse hjem til DF-land

Det er nu en måned siden, at Dansk Folkeparti ved folketingsvalget blev Sydjyllands største parti. Siden har Venstre dannet en smal regering med sig selv og en ny, politisk hverdag har sænket sig over Danmark. Nu skal kysterne bebygges. Asylansøgerne have færre penge. Irak-kommissionen nedlægges. Vi taler ikke længere om, hvad det var, der skete den valgaften og hvorfor. Men jeg tænker stadig over det, er stadig ikke sikker på, at jeg forstår det. I dagene umiddelbart efter valget rejste jeg tilbage til Sydjylland, hvor jeg er vokset op, for at finde ud af, hvad det var, der var sket. Her følger historien om tre dage i DF-land.

En sen aften hen mod den forgangne valgkamps afslutning stod jeg, sammen med to barndomsvenner fra Vestjylland, på Dronning Louises bro og sang. Jeg er ikke sikker på, at jeg kan forklare præcist, hvorfor vi sang, hvad vi gjorde. Men det havde noget at gøre med de unge mennesker, der stod lidt borte med en Enhedslisten-plakat. Deres frelste ansigter. "Åh, Mogens Camre, you are the love of my life…"

De spurgte os: Stemmer i Dansk Folkeparti? Jeg forklarede, at Danmark var danskernes, at vi skal have styr på grænserne eller noget i den stil, måske noget om flygtninge og nærområder. De kiggede på mig…. "Seriøst?"

"Ja!"

Da valget endeligt kom, nogle dage senere, var der ingen af os, der stemte på Dansk Folkeparti. Men det gjorde 741.173 andre danskere. I Sydjylland blev DF det største parti, 28,4%. Hysteriet kunne gå i gang. Profilbilleder gik i sort. Kronik og modkronik, Jylland mod København, osv.

Jeg, der er vokset op i det vestlige Sydjylland, gik og tænkte på, hvordan man skulle forholde sig til hele. Jeg sang ikke længere. Skulle man fordømme? Fordømme fordømmerne? Skulle man forstå? Og hvad var det lige, man skulle forstå? Jeg var i tvivl om det hele. Skulle man måske tage tilbage til Sydjylland, forsøge at finde ud af hvorfor?

Ja, det skulle man så.

II

Jeg lånte en sølvgrå Opel Corsa, årgang 98, og kørte ud af Nørrebro (DF: 5,4%), stik vest i solskin. Krydsede Lillebælt og mærkede som altid en ømhed pible frem, en banal, nærmest barnlig følelse, smukke Jylland, mit Jylland. Slog så vejen ind omkring Jelling, den gamle hovedstad og konstaterede, at den stadig står der, Jellingestenen, nu pakket ind i en montre af glas og stål, afsondret, ikke til at røre ved, som en fremmed.

Kørte videre ud over de frodige marker, forbi huse i forfald, affald i brand, noget dybt melankolsk og genkendeligt ved det hele. Nåede ind under aften frem til Kristian Thulesen Dahls hjemby, Thyregod (DF: 48,7%), hvor et stort bål stod på spejderpladsen og ventede på antænding som en revolution, der venter på sin årsag. En lille heks skuede stift ud over folket. En bod solgte pølser og øl. Det var sankthansaften.

Jeg havde i bilen øvet mig på, hvad jeg skulle sige. Det var ikke så let endda. Hvem var det, der stillede spøgsmålet? En indforstået jyde? Eller en udenforstående eksil-jyde-københavner-journalist-type? Det var et praktisk spørgsmål, og der måtte findes en praktisk løsning. Jeg bestemte mig for at skrue en smule op for det jyske tonefald og fandt en passende formulering: "Nu skal du høre. Jeg er taget hjem til Jylland for at finde ud af, hvorfor der er så mange, der har stemt DF…" Taget hjem til Jylland. Jeg væmmedes ved mig selv.

Men folk var snaksaglige og imødekommende, mange af dem DF'ere som ventet, næsten ligeså mange noget andet. Jeg gik rundt og stillede spørgsmålet. Hørte om dovne indvandrere og dårlig velfærd og østeuropæiske røverbander på rov langs motorvejen. Mødte Ove, en midaldrende mand i kortærmet skjorte, der lagde en hård mine ud over sit gode humør og sagde: "Du skal skrive, at hvis hele vores land kommer til at kende Kristian Thulesen Dahl på samme måde, som vores lille by og samfund kender ham, så skal de være glade ved, at de aldrig nogensinde er gået glip af ham. " Oves let korpulente ven blandede sig: "Hvis han var her i aften ville han stå her sammen med os andre. Fuldstændig almindelig!" Det var ikke sidste gang, jeg hørte den replik. Helle og Løkke og de andre er fremmede mennesker, elitære og uhåndgribelige, ikke til at stole på. Tulle, derimod, han er en af vores.

Jeg spurgte ind. Der måtte da være andre årsager. Oves ven anlagde en skælmsk mine og fortalte, at han faktisk havde stemt på liste Å. En kvinde bag ham sagde, "Naaaarj, du har ej," men han holdt fast. "Jo, jeg elsker Uffe, jeg kan godt lide Uffe," sagde han og klukgrinede. Jeg tænker på den aften på Dronning Louises bro, dette moment af forløsning, når båndet mellem identitet og politik løsnes. Ove snakkede videre om sin mor, der var på plejehjem og ikke var blevet behandlet godt. "Underbemanding," sagde han.

Jeg kunne godt forstå Thyregods bekymringer, forstå at de følte sig oversete. Jeg kendte dette ulmende, jyske mindreværd, ældgammelt, og nedarvet og fodret af erfaringen, denne følelse af at være ringeagtet og misforstået på et ufint grundlag, jeg kendte det godt. Lysten til at gøre oprør, synge sange om Søren Espersen i natten.

Og alligevel følte jeg en afgrundsdyb distance til det hele. Der var en moralsk stopklods et sted indeni, det var jo for helvede for sjov, at vi havde sunget de sange.

III

Næste morgen stod jeg op til historien om, at Jellingestenen havde været angrebet af en svamp, der langsomt var ved at opløse "vores smukke nationalklenodie," som de sagde i radioen. Derfor montren. Nuvel, tænkte jeg, alting har en årsag. Så jeg kørte videre ud i landet, ned igennem de små, langstrakte landsbyer, Filskov (DF: 38,2%), Hejnsvig (DF: 35,8%), helt ned til Hjordkær (DF: 39,5%), de steder, hvor DF står allerstærkest.

Først på eftermiddagen sad jeg så på en bodega i Gram (DF: 30,3%), da Arne, min sidemand, mens cerutten hvilede i askebægret, sagde det, som han så det: Folk herude er enfoldige, tænker mest på prisen på en medisterpølse. Jeg kiggede rundt på de andre i baren, fik at vide, at de ikke ville snakke politik, blev spurgt, hvor jeg kom fra. Forklarede, at jeg var taget "hjem til Jylland" osv. og blev så spurgt, hvem jeg skrev for.

"Synes du ikke bare, du sku' damp' af hjem til det igen?" sagde en rødmosset mand, arrogant og magtfuldendt, bodegaens høvding.

Arne kiggede på mig, opgivende:

"Dét er den åndelige enfoldighed, jeg snakkede om."

Men en del af mig havde faktisk lyst til at dampe af. Det var noget med, at jeg, efter at have snakket mig igennem det halve af Sydjylland, følte, at jeg udstillede de her menneskers skamfulde holdninger. Men hvad fanden var det for en arrogant tanke? Det var jo ikke meningen med min tur.

Længere hen på eftermiddagen, ved Brugsen i Vojens (DF:33,6%), mødte jeg heldigvis Marinus og konen, et nydeligt ældre ægtepar, imødekommende, pæne i tøjet og meget interessede i at forklare sig.

"Der er ingen, der har villet høre på os," sagde Marinus. "Vi er overdænget med kriminelle nede fra grænsen." "Og så en ting mere," sagde konen. "Oprindeligt var vi socialdemokrater. Men det er vi ikke mere, fordi der aldrig er blevet gjort noget for de gamle. Vi er blevet tilbageholdt. Vi er nødt til at tænke på os selv, ikke osse."

Jeg tænker på, hvor fremmed ideen om at stemme ud fra sine egne interesser virkede på mig. Så tænker jeg på, hvor mærkeligt det er.

"Vi har haft venner på besøg oppe fra Nordjylland," sagde Marius så, før konen brød ind: "Og de synes jo, vi er racister. Men det passer ikke." "Det er det, vi siger," sagde Marius. "De skulle prøve at bo her." Og så hende igen: "Ork, vi har hjulpet flygtninge og alt muligt. Vi er ikke racister."

"Føler I jer overset?" spurgte jeg.

"Ja!" sagde de i munden på hinanden. "Men det gør alle sønderjyder. Min far har været med i 1. verdenskrig. Vi føler os overset. Vi er altid blevet kaldt tyskere."

"Vi synes, vi har haft et rigtig godt liv. Men det er blevet usikkert," sagde Marinus på et tidspunkt.

Og så lidt senere: "Det flyder det hele."

IV

Jeg tænker nu, at det var en god formulering, Marinus dér kom med. "Det flyder det hele." De fire simple ord lignede et svar på mit spørgsmål, synes jeg. Jeg forstod ham. "Det flyder det hele." Det rummede alle de holdninger, jeg havde hørt langs ruten. Den udenforstående eksil-jyde-københavner-journalist-type tænkte:

Den simple tanke, at fremtiden rummer et bedre liv, er forsvundet, måske fra samfundet som sådan, men med sikkerhed fra provinsen. Det kan man se, når man kører igennem disse byer, de nedlagte kroer, hvor der engang var fest, alle disse genbrugsforretninger, hvor tøjet hænger, tomt og forladt, brugt. Man føler, man har mistet kontrol over virkeligheden, og at de, der er sat til at kontrollere virkeligheden, politikerne, lever i en anden.

Og gør man sig intet håb om en bedre fremtid, en lys og åben og varm fremtid, ja så bliver man opsat på at beskytte det, man har, at drage grænser om sit liv, sin identitet, sit arbejde og sit land, at beskytte sig mod dette truende, flydende element. Det er en følelse af at blive fremmed. At blive talt til og talt om. En følelse af, at ingen taler for mig og fra mit sted, fra det her sted. At ingen forstår, at her er smukt og godt og utrygt.

Ingen andre end Kristian Thulesen Dahl, der påstår, at han kan genskabe Grænsen og med den kontrollen over fremtiden og dermed identiteten og stoltheden og velfærden og arbejdspladserne og fællesskabet og alt det andet, der forsvinder, bare forsvinder som brænde på et sankthansbål og fulde sange i natten.

V

Kragerne belejrede Dybbøl Banke, da jeg ved aftentid kørte ind mod Sønderborg (DF: 25,2%), ned forbi kasernen, der lukkede i fjor (inkl. 150 arbejdspladser) og nu huser 500 flygtninge, hvoraf nogle er vandret hertil (med fødderne altså) på flugt fra en elendighed, vi ikke forstår. Gik på værtshus med en gammel kammerat. En fuld kvinde sagde: "Jeg vil gerne have alle de perkere pakket ud af vores land."

Et skilt på parkeringspladsen ved grænseovergangen i Sæd (DF: 27,2%) fortalte på tysk, fransk og engelsk, at man ikke skal fodre de danske svin. Noget med svinepest. Det var nu formiddag. Jeg havde overnattet i Sønderborg og var nået frem til min planlagte slutdestination. Jeg gik over vejen til den gamle grænsestation, der lukkede, da Danmark trådte ind i Schengen d. 25. marts 2001, den dag grænserne altså for alvor begyndte at flyde.

Samme dag købte DF bygningen. De ejer den stadig. Der hænger en lidt slidt valgplakat i vinduet, men ingen åbner, når man banker på døren. Der er ingen hjemme.

Men ved selve grænsedragning, det lille vandløb Sønderå, der skiller os fra de fremmede, vajer Dansk Folkepartis lille, hvide vimpel i vinden på 15. år. Det er det allerførste, man ser, når man kører ind i Danmark. Skal man forstå, eller skal man fordømme? Jeg skulle hjem.

Læs mere fra VICE:

25 ting du skal begynde på nu hvor du er 25

Hvad jeg lærte om mig selv, da jeg identificerede min døde overbo

Vi talte med et offer for klapjagten på kokain-kunder i København