Tre ting, jeg har lært af at blive single lige inden min 30-års fødselsdag

Alle billeder af skribenten

Min kæreste og jeg gik fra hinanden for nogle måneder siden. Vi havde været sammen i knap tre år, og i to af dem boede vi sammen. I hans andelslejlighed, selvfølgelig. Og når man har grædt ud, fundet sig et værelse i et kollektiv og drukket x antal vodkashots – hvordan er det så egentlig lige, man tackler at gå fra voksen tosomhed til en pludselig tilværelse som single? Og hvordan gør man det på en voksen og moden måde, når der nu kun er få måneder til ens 30 års-fødselsdag?

Sidst jeg gik fra forhold til singleliv, var jeg 24. Dengang stod den udelukkende på druk, hor og selvhad. Mænd blev brugt som smertebehandling frem for adspredelse og sjov, og selvrefleksionen over mine handlinger kunne ligge på tippen af min lillefinger ved siden af MDMA-krystallerne. Her, måneder efter mit seneste brud, knalder jeg til tider stadig rundt i en sump af vodka og rosé som mit 24-årige jeg. Men forskellen på et brud som 24-årig og som næsten 30-årig er, at jeg nu godt kan hore en mandag aften efter et par fadøl og stadig stå op tirsdag morgen, tage en svømmetur med en af mine nye bofæller og få skrevet en artikel over et stykke rugbrød med røget ørred.

Med alderen har jeg lært, at man rent faktisk ikke DØR af at miste sin kæreste. Man lever videre, og den er faktisk god nok den dér med, at tid heler sår.

Men det ændrer ikke på, at ensomheden og usikkerheden omkring min fremtid kommer snigende på en anden måde end før. Samfundet, ens mor og kommunen er typisk ligeglad med, at man er 24 år og single. Men 30 og alene har åbenbart en anden klang. Inden du ved at det ligger du vågen om natten og spørger dig selv, om du nogensinde vil elske igen? Og hvad med de der æg, der skal befrugtes og blive til børn? Og HAR klamydiaen gjort dig infertil?

Det sidste kan kun tiden vise, så her er, hvad jeg har lært indtil nu:

Før tilbragte jeg de fleste aftener med aftenmåltidet i sofaen foran fjerneren og med en fodnussende kæreste ved min side. Når bølgerne gik højest, kunne vi ikke blive enige om, hvorvidt vi skulle se Game of Thrones eller Sherlock, eller hvis tur det var til at gå i Rema efter chokolade. Hvis de (få) singleveninder, jeg har, kom forbi til middag og en film, skulle det helst foregå så tidligt som muligt, så man stadig kunne ligge i sengen halv ti og nå et Netflix-afsnit til inden sengetid (senest 22.30!)

Nu er jeg gået fra 12 minutters tryg og rar missionærstilling til et utal af natlige 69'ere (hvem gør stadig det?) og andre spændende oplevelser, der kun er et swipe væk på telefonen. Det er lidt som russisk roulette – man ved aldrig, hvad man får, og hvor det næste knald kommer fra. Jeg har arkitekten, der nyder IPA-øl og tænder på at gagge fødder før han kommer. Der er møbeldesigneren, som bor i hus med sin ekskone. Så var der den pakistanske elinstallatør, der skrev "jeg er lige kørt forbi din lejlighed. Du burde virkelig være bedre til at slukke lyset – jeg tænker bare på miljøet". Og, nå ja, så var der ham, der troppede op i hvid hørblazer, fordi han troede, han lignede Boyd Holbrook, var tæt på at kaste op efter et hvæs af min cigaret, græd da han fortalte om sin familie og endelig sked i min seng. For real.

Det er gået op for mig, at som single i København skal du have en seriøs mængde is i maven. Dit sikkerhedsnet er væk, og du kan kun stole på din egen mavefornemmelse og sunde fornuft (og dine venners advarsler). Mit råd: Gå din vej i en helvedes fart, hvis din date sammenligner sig selv med karakterer fra Narcos.

Mine to allerbedste veninder er henholdsvis gravid og prøver på at blive det. Og det er svært pludselig at føle sig som en malplaceret, utilpasset teenager, når vi sipper urtete, ser Den Store Bagedyst og diskuterer Bugaboo-barnevogne. Det er sgu bare lidt akavet at tvinge sexanekdoter ned over hovedet på en vordende mor. Hun synes bare ikke, det er vildt interessant at høre om den tandløse australier, der boede hos sin mor og havde Eminem tatoveret på låret. Og helt ærligt, selvfølgelig er din mandagsscoring totalt ligegyldig, når der ligger et andet menneske og bokser rundt i hendes mave.

De vordende mødre er stadig gode til brunchaftaler og lange snakke. Men det ændrer ikke på, at de stadig får dig til at føle dig som en teenager, og du får dem aldrig til at tage med til gadefest på Bumzen og drikke vodka/red bull og score mænd i læderjakker klokken tre om natten.

Derfor hiver du fat i adressebogen (Facebookvennelisten), og finder de der singler, du egentlig aldrig har været specielt tæt med. I mit tilfælde faldt valget på en flok fra mit studie. Søde piger i midt-tyverne, som er helt med på at danne en bearnaiseloge hvor vi æder sovs, danser rundt i undertøj til Beyoncé, pounder bag in box-rosé og fortæller saftige Tinderhistorier. Og så er det komplet ligegyldigt, at vi intet har til fælles ud over erhverv og singleliv – de er klar på den dér vodka/Red Bull.

Min kommune vil vide, om jeg har talt mine æg i dag. Mine veninder med børn spørger, om jeg er gravid, hvis jeg ikke har tændt en cigaret to minutter inde i vores kaffedate. Min mor er god til at skjule skuffelsen over ikke at få de forventede børnebørn i den nærmeste fremtid alligevel, og min eks-svigermor gik så langt som at tilbyde betalt parterapi til mig og ekskæresten ved tanken om manglende børnebørn.

Er vi virkelig ikke kommet længere, end at jeg stadig forventes at være rugemaskine og have styr på alle aspekter af mit liv som næsten 30-årig kvinde? I say screw that. Eller, det gør jeg i hvert fald på de gode dage. På de mørke dage, hvor usikkerheden kribler ind under huden, overvejer jeg, om det giver mening at få frosset mine æg ned i en fart? Om jeg bliver en af de der singledamer, der er castet til at være en 40+ single i et DR K-program? Om jeg nogensinde møder en mand, jeg vil have børn med, og om jeg i så fald overhovedet har nogen æg tilbage i min kurv?

Når panikken er på sit højeste, husker jeg heldigvis på, at gennemsnitsalderen for førstegangsfødende kvinder med en videregående uddannelse i København er 31,8 år. Her, 29,7 år gammel, har jeg altså hele 761 dage til at finde et kompatibelt match til at sprede mine gener, som det nu forventes. Så ro på, kommune/skruk veninde/mor/eks-svigermor/kriblende usikkerhed. Medmindre klamydiatesten er positiv, og jeg er infertil. Så tager vi den derfra.

Læs mere om sex, kærlighed og singlelivet fra VICE:

Unge kvinder deler deres rædselshistorier om p-piller

Folk viser den værste gave de har fået af en ekskæreste

Mænd fortæller, hvorfor de var deres kærester utro