Ugens YouTube-kanal: Where's My Challenge

YouTube er nok det største antropologiske projekt nogensinde. Det er lykkedes YouTube at blotlægge menneskets indre i højere grad end noget andet medie nogensinde. Det er en arena, der har givet folk verden over bedre muligheder for at udtrykke sig, end de har haft på noget andet tidspunkt i verdenshistorien. I denne klumme deler jeg ud af både obskure såvel som velkendte YouTube-guldkorn og diskuterer, hvad det er, der gør de udvalgte kanaler så tillokkende.

HVEM: Where's My Challenge
HVAD: En flok gæve gutter, der gør frygtelige ting ved sig selv.
HVOR MANGE YOUTUBE-SUBSCRIBERS I SKRIVENDE STUND: 1.026.583
HVORFOR ER DET FEDT: Jeg ved ikke, hvilke typer du hang ud med i skolen, men der er en sandsynlighed for, at du var en del af en lignende gruppe, hvis du kommer fra provinsen. En gruppe drenge, der samles, gennemsøger skabene i deres mors hus og ender med at æde en hel bøtte hvidløgssalt. Eller sniffe peber. Eller bruge tabasco som øjendråber. Knægte, der ville stikke en finger i en hundelort, hvis der var lidt penge i det. "Hvad blev der mon af dem?" tænker du nogle gange. Du skal ikke bekymre dig mere: De er blevet marginalt ældre og uploader nu videoer af dem selv, hvor de gør det samme lort som dengang.

Where's My Challenge er en form for britisk udgave af det fucking klamme, amerikanske Wreckless Eating. Det er fire unge mænd i 20'erne, som hænger ud i et af deres huse (eller deres mors hus, det er svært at sige) og giver sig i kast med mad, drikke, chili, peber, blod, smerte og diverse andre klamme og forstyrrende ting. Hvorfor? For sjovs skyld, selvfølgelig. Men også for views.

Fyrene har lige passeret en million abonnenter. Det er den hellige gral på YouTube; det er beviset på, at du er klar til at træde op på det øverste trin. Før du ved af det, hænger du ud med YouTube-eliten, som PewDiePie, Smosh og The Fine Bros. De allerstørste. Det betyder også, at du har nået et niveau, hvor du kan tjene gode penge på det. Du vil være i reklamebureauerne og mærkernes søgelys, som vil have deres produkt med i dine videoer, som når Axe beder om, at det er lige netop deres deodorant, du sprøjter på tungen. De her knægte er på vej op, og jeg er glad på deres vegne.

Det er nemlig sådan, at drengene fra Where's My Challenge faktisk er nogle rigtig flinke fyre. De er smånørdede, søde, engelske drenge i kikset tøj. De er den slags fyre, der kalder ting for "gay" og bliver helt rystede, når folk stille og roligt forklarer dem, at det ikke er okay at tale sådan. For nogle gutter, der prøver at drikke 18 Coronaer på én gang eller drikke koblod på hotelværelser, er de overraskende sympatiske.

Deres amerikanske modstykke, de førnævnte Wreckless Eating, er ikke. Deres gruppe er mere hård i filten, deres karakterer er mindre spiselige. Især et af medlemmerne ved navn Chris Collins er en ondsindet, grov, aggressiv tumpe, som deler racistiske memes på Instagram. Hele deres projekt er bare en del mere drengerøvsagtigt. Det er mere som Jackass, men ikke engang halvt så sjovt, og de mennesker, der er med, er ikke nær så elskelige.

Det er der, at Where's My Challenge vinder. De sparker ikke nedad ligesom amerikanerne. Det er næsten, som om de lever i deres eget lille univers, som om de aldrig forlader huset, med mindre de skal ned og købe flere tørrede insekter i den lokale fiskebutik, som de kan spise. Det eneste, de laver, er at brække vingummibamser op og filme det.

Deres personlighed gør dem også nemme at elske. Man har altid set på og været med til at lokke kammeraterne i skolen til at gøre den slags, men nogle gange havde det en lidt ondskabsfuld kant. Der er forskel på at ægge dine venner til at gøre noget, der får alle til at flække af grin, og at gruppepresse en taber, som er desperat efter at blive anerkendt. Where's My Challenge hører helt sikkert ind under den første kategori, især fordi drengene tirrer og presser hinanden, og der ikke er nogen ekstern indflydelse (selvom de tager imod forslag i kommentarfeltet).

Hvad mere kan man sige om fire unge mænd, der gør sig selv fuldstændig til grin foran et kamera andet end, at det er skide underholdende? Som vi kan udlede af amerikanernes forsøg, kræver det en smule nuance for at skabe noget seværdigt. Noget venskabeligt, måske endda noget sødt. Hvis jeg skal sidde og se ni minutter med en eller anden fyr, der brækker sig i en spand efter at have indtaget tre liter chilisovs, vil jeg gerne have det, som om jeg kan sætte mig ned og hyggesnakke med ham bagefter, når han har børstet tænder.

Mere fra VICE:

Ugens YouTube-kanal: Dr. Pimple Popper

Mød 'Gamer Grandma', den 79-årige YouTuber der elsker 'Skyrim'

YouTuberen, der spiser hvad som helst i berømmelsens navn