Amerikanerne hader virkelig deres præsidentkandidater

Denne artikel blev oprindeligt udgivet af VICE USA.

Nogle vil måske mene, at præsidentvalget i USA bare er en popularitetskonkurrence, men de tager fejl. Begge de kandidater, som højest sandsynligt løber med nomineringen fra deres respektive partier, er nemlig vanvittigt upopulære.

Som ekspert i meningsmålinger, Tony Fabrizio, forklarede i RealClearPolitics i søndags: "Så langt tilbage jeg kan huske, har de formodede kandidater fra Republikanerne og Demokraterne ikke haft så dårligt et image hos vælgerne, som Trump og Clinton har nu." En meningsmåling foretaget af CNN viste for nylig, at 56 procent af amerikanerne har en negativ opfattelse af Hillary Clinton, og at 67 procent ikke kan lide Donald Trump. Andre meningsmålinger viser de samme resultater. De registrerede demokrater og republikanere støtter selvfølgelig henholdsvis Clinton og Trump, men USA som helhed kan ikke udstå nogen af dem. Og med mindre der sker noget helt uventet, så bliver en af dem præsident i 2017.

En del af problemet er, at ingen af kandidaterne er "likeable" i den traditionelle forstand. Trump er en brovtende mand med uforklarligt hår, som siger racistiske ting og praler af sine penge hele tiden, og Clinton bliver set ned på at liberale på grund af sin forbindelse til Wall Street og af konservative for, hvad end de tror, der skete i Benghazi. Den her tendens handler til gengæld om mere end de to personer, der står øverst på stemmesedlerne: 2016 vil gå over i historien som et af de mest deprimerende, hadefulde valgår i nyere tid.

Selv de mest omstridte valgkampagner indeholder som regel et opløftende element, som skal få vælgerne til at sætte deres kryds ved kandidaten. I 1984 forsikrede Ronald Reagan folk om, at det var "Morning in America"; Bill Clinton adopterede Fleetwood Macs upbeat "Don't Stop" i 1992; Barack Obama brugte "Change we can believe in" og "Yes we can" i 2008. I 2016 har vi det afdæmpede, næsten opgivende "Ready for Hillary" på den ene side og det spydige "Make America Great Again" på den anden. Trump render rundt og siger, at USA er et "fattigt land"; Clintons seneste tale, i staten Wisconsin, fokuserede på den katastrofe, det vil være, hvis Trump (eller hvilken som helst anden Republikaner) får mulighed for at vælge den næste højesteretsdommer. Budskabet varierer afhængigt af taleren og publikummet, men det centrale tema er det samme gang på gang: Tænk hvis det andet hold fik lov at styre USA. Forestil dig de racistiske optog, som en fascistisk Trump ville føre med sig, eller den uoverskuelige korruption og socialisme, som en Clinton-administration ville indebære. Landet er på fallittens rand, og kun vores side kan redde det fra at styrte i afgrunden.

Tro mig, den egentlige valgkamp bliver et "pest eller kolera"-valg. Nogle mennesker er ikke bare klar til, men oprigtigt begejstrede for Hillary (eller i hvert fald tanken om en kvindelig præsident), og nogle Trump-fans glæder sig til, at han bygger muren mod Mexico og forbyder muslimers indrejse i landet. De fleste amerikanere stemmer nok bare imod en katastrofal fremtid, og de to kampagner kommer til at appellere til den angst. "Hillary Clintons eneste strategi vil være at sætte ild til verden" lød en overskrift på en artikel af Ben Smith fra Buzzfeed News, hvis primære pointe var, at 2016 er et "kontrastfyldt valg," med andre ord en mudderkastning.

"De bliver hende mod et fucking røvhul i næsten alle scenarier," udtalte en af Obamas støtter til Smith. "Det kommer til at køre meget på frygt, men hun kommer til at have masser af plads at navigere på, og hun behøver ikke at ødelægge den anden kandidat, for den anden kommer til at være yderst selvødelæggende."

Trump kommer til at indtage den samme position som hidtil. Han har gjort en kunst ud af at finde på fornærmende øgenavne som "Løgnagtige Ted" og "Lille Marco", og de største temaer i hans kampagne er alle sammen baseret på noget negativt: USA er svagt, USA taber, Amerikanere bliver røvrendt af immigranter, Islamisk Stat og selv deres allierede – og selvfølgelig er det Obamas og derfor også Clintons skyld.

At give kandidaterne skylden for ikke at være positive er en forenkling af det her fænomen. De republikanske vælgere kunne frit vælge mellem over et dusin forskellige kandidater, og alligevel valgte de den groveste og mest højrøstede i flokken. Deres andenplads er den notorisk upopulære Tea Party-senator Ted Cruz, som var tæt på at kalde Donald Trump en "rotteknepper" i sidste uge. John Kasich, som er den eneste, der forsøgte at stable en positiv kampagne på benene, er en harmløs bagatel.

Demokraterne har Bernie Sanders, som inspirerer ved at kunne opremse alle de måder, som landet er røvrendt på, men han er stadig milevidt bag Clinton, og tiden er ved at løbe fra ham. Sanders og Kasich har begge rimelige resultater i meningsmålingerne, men har ikke scoret de samme stemmer som Clinton og Trump. Med andre ord - folk lader til at kunne lide dem, men der er bare ikke nok folk, der kan lide dem så meget, at de rent faktisk vil stemme dem ind i landets højeste embede.

Det er svært at forudsige, hvordan alt det her had vil påvirke det endelige resultat. "Modstanderen er bare meget mere nederen!" er virkelig ikke noget godt kampråb, og både Demokraterne og Republikanerne står foran en benhård beslutning i stemmeboksen. Vil højreorienterede, som har foragtet Clinton i årtier virkelig kaste deres stemme på en person, som dybest set er "Rodney Dangerfield med en sjat racisme"? Og vil Sanders-støtterne bide i det sure æble og støtte en kandidat, som de mener er indbegrebet af alt det, der er galt med Demokraterne?

Der er indædte Republikanere, som hader Donald Trump for meget til at stemme på ham, og der er Bernie-fans som Susan Sarandon, som føler sig så nedslåede ved tanken om Clinton som præsident, at de spekulerer på, om Trump i virkeligheden er så meget værre. Den slags mennesker kommer nok ikke til at se lysere på tingene efter flere måneders bidske smædekampagner og mudderkastdebatter. Nogle vil ende med at stemme blankt eller vemodigt skrive "Bernie Sanders" eller "Barack Obama" på stemmesedlen. Andre vil helt opgive ævred, og når valgdagen kommer, slukker de for telefonerne, ignorerer nyhederne og kører mod solnedgangen, indtil de kommer til et sted uden valgplakater.

I sidste ende bliver en eller anden i hvert fald USA's næste præsident. Og til januar skal den person løfte opgaven; at lede et land, som egentlig ikke er særligt begejstret for ham eller hende.

Mere fra VICE:

Hvad mener DFU egentligt om Donald Trump?

Sådan overlever du, hvis Trump smider en atombombe over Danmark

Det virale portræt af Donald Trumps mikropenis bliver nu solgt på auktion