Verdens ældste optrædende dragqueen viser sin garderobe frem

Denne artikel blev oprindeligt udgivet af VICE Canada

Russel Alldread (også kendt som Michelle DuBarry) er aktivist og et ikon i Torontos homoseksuelle The Village-område og behøver ingen titel, selvom han har mange i forvejen – for eksempel Kejserinde af TICOT (Imperial Court of Toronto). Alligevel blev han overrasket, da hans venner fortalte ham, at de i hemmelighed havde sendt hans info ind til Guinness Book of World Records. De gav ham titlen "Verdens ældste optrædende dragqueen."

Vi arrangerede et interview med den næsten 85-årige Alldread i hans hjem og fik et sjældent indblik i hans værdsatte tøjskab, som indeholder alt lige fra hylder med mandesko (fra hans dage som skosælger) til kjoler, som han syede i hånden og bar i 50'erne og 60'erne, da det stadig var ulovligt at gå i drag. Vi mødtes igen på mors dag, da vi skulle se Michelle optræde ved den årlige Queen Mother King Father-aften på Erotico Lounge, hvor aktivister fejres af Imperial Court of Toronto.

Vi kommer ud af elevatoren og får øje på Alldread for enden af en lang lang. Han er næsten ugenkendelig i sine sommershorts og mønstrede skjorte med undtagelse af sin velkendte posering med hånden i hoften – ligesom han står på det nu berømte fotografi af ham som ni-årig, hvor hans søster har klædt ham ud i drag for første gang og givet ham en turban, en lang sort kjole og en hjerteformet halskæde på. Efterhånden som vi kommer tættere på, kan vi se, at han smiler. Først lægger jeg ikke mærke til det, men han har en kort brun paryk på. "Jeg tænkte, at det ville være sjovt at gøre," siger han glad til mig.

VICE: Hvilke personer har haft indflydelse på dit udtryk i din feminine persona - udover dine søstre og kusiner, som var en stor støtte?
Mor sang i kirkekoret, og hun vækkede mig om morgenen ved at spille klaver. Mine to søstre (på billedet) og jeg sang foran kvindegrupperne på hospitalerne ved juletid i "fuld drag", da jeg var barn. Jeg har altid været på scenen! Far var svejser, men jeg havde ikke en far på den traditionelle måde, hvor han tager sønnen med til hockey- og fodboldkampe. Jeg havde en hårdtarbejdende mand, som kom tilbage fra Første Verdenskrig, og der var sikkert noget galt heroppe [peger på sit hoved]. Min mor vidste, hvordan man skulle håndtere ham. Jeg kan huske engang, hvor han kom imod mig, han havde et voldsomt temperament… og min mor blandede sig. Han arbejdede mest bagerst i butikken – han kunne lave hvad som helst med sit svejseapparat og sin hammer. Alle landmændene elskede ham, og mor holdt styr på bogholderiet. Han kom hjem helt fedtet ind og tog et bad med vaskepulver i badekarret. Han elskede at fiske, for det var hans lille fristed. Jeg kan godt forstå, hvorfor han var, som han var.

Så din far dig nogensinde optræde?
Som sagt begyndte jeg allerede som ni-årig. Han så mig ikke optræde, men min mor vidste godt, hvad jeg havde gang i. Min mor var også en højt elsket kvinde i vores lille by. Hun er altid hos mig.

Du begyndte at spille amatørteater som Russel, så hvordan blev du introduceret til drag? Havde du en mentor, eller kom du ind i det af dig selv?
En anden fyr og jeg besluttede at tage til skolebal klædt ud som franske Pacha-dansere [kendt for god musik, mode og hedonisme|. Man kaldte det ikke for "drag" dengang – det var bare en kostumeidé. I 1950'erne begyndte jeg på ballet og amatørteater. Jeg optrådte med en gruppe af Torontos bedste skuespillere i et stykke, der hed The Barretts of Wimpole Street i 1950'erne.

Jeg spillede den unge Octavius – jeg var perfekt typecastet til det! I 60'erne var jeg på 511club, som lå lidt nede ad gaden. Den blev styret af Ray Merkin, som var teatermand fra England, og som kørte stedet meget stramt. Der var en garderobe nede bagi, og der var en tunnel ned til scenen, så man ikke stødte på publikum før showet. Vi øvede tirsdag og torsdag aften, hvor vi optrådte med amatør Broadway-forestillinger. Jeg spillede engang Buffalo Bill med det hvide skæg, så jeg lærte meget om at optræde i de år.

Får du nogensinde lyst til at tage tilbage til egnsteatrene og optræde som enten Michelle eller Russel?
De seneste par år har jeg bare været glad for at bruge mit liv [som drag-artist] til at samle penge ind til velgørenhed. Det er meget berigende på den måde.

I 1950'erne og 60'erne var drag-artister nødt til at leve som én identitet om dagen og en anden om aftenen, især på grund af truslen fra politiet og/eller chikane. Jeg har hørt, at politiet af og til anholdte folk i queer-miljøet her i Toronto - inklusiv dragqueens - og kørte dem ned til Cherry Beach og gav dem tæsk. Var det svært at levet et dobbeltliv? Var du bange selv om aftenen, når du var ude i miljøet?
I 50'erne og 60'erne lavede vi undergroundshows. Politiet plejede at komme ind og plage os, for de ville sikre sig, at vi havde mandeundertøj på. [Russel viser et billede af sig selv i drag.] Der her er taget til Halloween. Jeg havde sølvpailletter og en blond paryk på. Da jeg gik udenfor, blev der kastet blæk efter mig, men jeg gik hjem, tog en rød paryk på og gik ud igen! Der var ikke noget, der skulle stoppe mig i det, jeg havde lyst til.

Hvornår opdagede du en ændring - hvornår kunne du begynde at gå ud som Michelle uden truslen om politichikane, eller uden at politiet så igennem fingre med, at folk smed ting på jer (æg, blæk, osv.)?
Min mor sagde altid; "Man går ikke ned i byen og ligner en bums!" I 50'erne var mit dagligdagstøj jakkesæt og slips. Almindelige mennesker kendte overhovedet ikke noget til livet som queer. Jeg boede på et lille værelse i Church Street i 50'erne, før jeg blev gift, og jeg havde en skosamling, fordi jeg arbejdede i en skobutik. Jeg kan huske at Murray [Burbidge] lavede en sort tubekjole til mig. Jeg havde en hvid reve-stola og klædte mig ud om dagen og gik ned af Yonge street. Jeg gik i biografen nede i byen og sad oppe på balkonen. Efter filmen snublede jeg på trappen og knækkede en hæl. For enden af trappen var der en fyr, der samlede min hæl op og sagde, "Her er din hæl, frøken" og rakte den til mig. Jeg haltede på vejen hjem, men jeg gjorde hvad jeg ville.

Hvad er den største ændring, der er sket i dragmiljøet – æstetisk og politisk?
Artisterne i dag er helt anderledes, end vi var i 60'erne og 70'erne. Vi prøvede at se "ægte" ud – i dag går mange af de unge efter noget mere bizart med deres look, og de eksperimenterer ikke med flere looks. De har deres faste persona, og så holder de sig til det. I dag er det hele en åben bog – det er skønt. I 2016 kan man være den, man er, og det, man er, og have det på, man har lyst til – især i Canada – måske ikke i hele verden. Vi er heldige at være i Canada.

Du har boet i The Village i Toronto det meste af dit liv. Du har nævnt, at stik imod hvad folk tror, så er der ting, som var bedre tilbage i 50'erne, 60'erne og 70'erne som queer person. Hvad er bedre nu, og hvad var bedre dengang?
Det er svært for de unge i dag. Jeg tror, de forsøger at tjene penge. De overvejer måske slet ikke at gå med i en gruppe, som samler penge ind til velgørenhed. Det er hårdt at overleve i dag. Livet som queer bliver også mere mangfoldigt. Man kan være i West End og East End (af Toronto) – vi behøver ikke at bo samlet i The Village for at forsvare os. Vi har desværre også mistet og mister stadig steder. (Colby's, St. Charles Tavern, osv.)

Tiderne dengang skabte folk som mig og de store dragqueens i Vancouver. Det betyder mere frihed på den ene side for queer-personer, at de kan bo, hvor de vil, og gå i det tøj, de vil, men det er ikke et sammentømret miljø længere. Man er mere accepteret af homoseksuelle mennesker og heteroseksuelle mennesker. Folk kommer til et show på grund af ens talent og ikke fordi, man er homoseksuel.

Hvordan ser du på aldersdiskrimination i dragmiljøet, eller at titlen på Guinness-rekorden fokuserer på, at du er den "ældste optrædende dragqueen i verden"?
Jeg elsker det! De har givet mig en Guiness-titel, så den har jeg tænkt mig at bruge! Jeg bliver præsenteret med den titel nu. Folk siger; "Vidste du godt, at Michelle er den ældste optrædende dragqueen?", og så får jeg drikkepenge! Nogle gange går jeg ud med 25 dollars og kommer tilbage med 35. Jeg giver også drikkepenge. Jeg giver fem dollars til nogle bestemte artister – Miss Carlotta Carlisle, Georgie Girl – for at vise min påskønnelse. De sætter pris på, at jeg giver drikkepenge på grund af min position i miljøet. City Park overrakte mig jo også en pris. Formanden for City Park sagde, at han ikke kunne lide min Guinness-pris, fordi den ikke var fancy nok, så han gav mig en med rhinsten. Jeg har aldrig tænkt på min alder. Jeg har altid sagt til folk, at man ikke lever i går. Man lever ikke i morgen. Man kan kun leve en dag ad gangen. Det betyder jo noget, ikke? Der var en gang en virkelig god tre-personers gruppe, der hed Freaks. En af dem kom for nylig tilbage [fra at have trukket sig tilbage] og optrådte på Statler's, og alle var vildt begejstrede for, at hun skulle komme. Jeg er virkelig heldig. At være vellidt i mit miljø – det er det vigtigste, jeg har lært, tror jeg.

Mere om queer-identitet gennem tiden fra VICE:

Intime billeder af ældre homoseksuelle mænd

Sådan er det at være på Grindr som 82-årig

Et tilbageblik på queer-identitet gennem gamle pornoblade