Verdens fedeste sted at dø

Denne artikel er oprindeligt publiceret på Motherboard.

Det er højsæson for begravelser i den indonesiske Tana Toraja-region i det nordlige Sulawesi, hvor tongkonan-husene er udsmykket med U-formede tag. Som stævnet på et skib rækker de op mod himlen, op mod forfædrenes ånder.

"Du skal ikke være bange for de døde," siger min guide Agustinus Galugu til mig. "Sjælen stiger til vejrs. Kroppen er bare påklædning."

Jeg bærer mine tasker ind i Indo Lais hjem. Hun er adelskvinden, som jeg er rejst over 15.000 kilometer for at møde.

Hun er natuligvis død.

Min værtindes tre år gamle lig læner sig stille og roligt tilbage på en træseng, fuldt påklædt, med en skål ris ved siden af hendes balsamerede hånd. Jeg skriger, ufrivilligt – et hårrejsende skrig, som dem man hører i gyserfilm.

Liget er hverken blåt, hvidt eller råddent. Hun lugter ikke. Hun er glansfuld og grøn - balsameret med te og formalin. Hun er omgivet af sine yndlingsting: en perlebesat taske (en hyldest til hendes vævningshobby), et bræt med udskæringer af haletudser (der symboliserer hendes ni børn), en sagnomspunden kris-klinge (en souvenir fra hendes samling) og tørret vanilje (der symboliserer tiden, hun brugte på at lege i de nærliggende vaniljemarker). Hun var kun 73, da hun døde, men i dag virker hun tusindvis af år ældre.

"Tak Indo Lai for at være en gavmild vært," siger hr. Galugu til mig.

"Tak," siger jeg ansigt til ansigt med liget.

"Tabek motok komi kumande," siger Galugu til den livløse krop på de indfødtes sprog og tilbyder hende et glas vand. "Vågner du ikke op til aftensmaden?"

Det gør hun heldigvis ikke.

Døden er ikke fremmed for mig. Begge mine forældre døde, da jeg var ung, og jeg lavede mine egne ritualer, der sikrer, at jeg aldrig vil give helt slip på dem. I dag bærer jeg stadig noget af min fars aske med mig rundt i en æske. Jeg rejser aldrig nogen steder hen uden billeder af dem.

Jeg er meget bange for døden. Gyserfilm skræmmer mig. Jeg var bange for at tage herhen. Men jeg arbejder i øjeblikket på en bog om min familie og besluttede mig for, at jeg først måtte konfrontere min frygt for døden ved at stirre den direkte i øjnene, før jeg kunne skrive om den.

I Toraja er det almindelig skik at fodre sine afdøde familiemedlemmer hver dag og beholde det balsamerede lig i soveværelset - hyggeligt puttet under dynen - nogle gange i op til ti år efter døden. Ligene behandles som var de 'syge' eller 'sovende' – ikke døde – indtil familien har råd til en ordentlig begravelse.

For vesterlændinge kan denne grad af intimitet med de døde virke pervers eller som et tabu, men Paul Koudounaris, der studerede torajanske begravelsesskikke i sin bog Momento Mori fortæller mig, "hvis du kigger på tværs af kulturer er der massevis af eksempler på lignende skikke… måden vi behandler de døde på i Vesten i dag, altså at ghettoisere dem eller behandle dem med foragt, viser sig historisk at være langt mere excentrisk end måden, de døde behandles på i Tana Toraja."

Jeg håber, at den her rejse vil vise mig, hvordan kulturer interagerer, fejrer og lever med døden på måder, der vil udfordre den frygt, vesterlændinge ofte associerer med et ligs tilstedeværelse.

Indo Lais familie kommer hjem og hilser på hende. Huset er godt fyldt op. Hr. Galugu tager afsted. Der løber gekkoer rundt på væggene. Blæseren hvirvler. Jeg ligger mig ned. Indo Lais lig er i værelset overfor. Jeg lukker øjnene og siger til mig selv, at jeg i det mindste vil blive her natten over.

Jeg prøver at forestille mig, hvordan min omgangskreds ville have reageret, hvis jeg havde besluttet mig for at beholde min fars gamle lig i vores lejlighed på i flere år, balsameret og trygt pakket ind i sin dyne. Jeg ville fodre ham, tale med ham og bade ham hver dag. Derhjemme ville jeg være blevet anbragt på en institution. Og i modsætning til torajanerne har vi vesterlændinge umiddelbart ikke en gang tid til at imødekomme vores levende familiemedlemmers behov, for slet ikke at tale om de dødes.

På den første dag af Indo Lais begravelse samles massevis af sørgende på en kæmpe ceremoniel mark i et optog, som ledes af kvindelige familiemedlemmer udsmykket med lyse perler, der smiler og kollektivt vifter et langt, rødt skærf rundt over deres hoveder.

Berusede mænd, der har drukket sig muntre i balok, en absint-agtig palmevin, skubber sig igennem menneskemængden og danser mens de bærer Indo Lais kiste. Der kan høres fløjtespil i luften og trommeslag, der giver genlyd. Mænd med bare fødder samles i en rundkreds og danser begravelsesvalsen. Den monotone råben i kor bliver langsommere.

97 vandbøfler og 61 grise bliver ofret til ære for Indo Lai til dødsgildet, der kaldes Rambu Solo, og varer seks dage.

Jo mere velhavende og højtstående en torajaner er, jo mere overdådig er begravelsen. Der hersker en tro om, at antallet af dyr, der slagtes, afgør hvor hurtigt sjælen vil nå fra landsbyen til det næste liv. For de adelige slagtes der mindst 24 bøfler.

De her dødsceremonier koster en formue, op til 3,3 millioner danske kroner, afhængigt af kasten. Det kan godt være, at Toraja ikke er verdens dyreste sted at bo, men det er helt sikkert et af de dyreste steder at dø.

"Jeg har allerede købt mit begravelsestøj," fortæller Rizal, som er Indo Lais nogen-og-tyve-årige barnebarn. "Vi torajanere lever for at dø. Vi skal spare en masse penge sammen. Ikke for at gå på pension, men for at dø."

Jeg finder Indo Lais datter, Ibu Berta, for at give hende betelnødder, en karton cigaretter og et lille bundt penge – som alle er almindelige gaver. Jeg spørger hende, hvordan hun har det, og om hun er ked af det.

Ibu Berta siger, "jeg har for travlt til at være ked af det. I morgen vil jeg græde for første gang, når bøflerne bliver slagtet. Jeg vil græde når Mama faktisk dør."

Tårene, der vælder frem i hendes øjne fortæller mig, at hun godt ved hendes mor allerede er død, men jeg forstår det godt. Det tog mig to år at græde efter min mor, og senere min far, døde. Benægtelse er en nem pille at sluge, men den har barske bivirkninger. Ibu Berta og jeg er to fremmede mennesker, intime, som lukkede dagbøger, begge af adelig indonesisk herkomst og forbundet gennem vores sorg.

Her er døden ikke makaber. Den er dynamisk og pulserende. Den fremtryller ikke billeder af grædende, sortklædte sørgende, der gemmer sig bag paraplyer og solbriller. Om aftenen møder store skarer af besøgende op for at hylde den afdøde. Kisten er omgivet af kartoner af fede kretek cigaretter og små, vilde dyr, der iler rundt.

Om eftermiddagen den næste dag omgiver hundredevis af sørgende en mand med en fem centimeter lang negl på lillefingeren. Han hæver macheten til den første bøffels strube for at ofre den og officielt markere Indo Lais død. Dette ritual sikrer de døde et berigende liv efter døden og er essensen af Torajas Aluk To Dolo-tro – "Forfædrenes Vej".

Kristendommen er den mest udbredte religion i Toraja, men der eksisterer adskillige religioner og synspunkter om døden side om side med den oldgamle tradition for animisme – en afspejling af Indonesiens såkaldte "kludetæppe af trosretninger". Bøflen, der symboliserer succes, status og frugtbarhed, pruster og vrider sig. Men snart er den mad, slagtet og grillet foran os.

Små drenge fanger det sprøjtende blod i bambusskud og drikker det. Folk jubler. Jeg får en lille smule kvalme. Dødsgildet er et muntert blodbad. Slagteceremonien udløser grin og festivitas. Et sprøjt bøffelblod rammer min læbe; det smager af metal. Syv bøfler er døde indtil videre. Først efter fire flere dage med festligheder og 90 bøfler til vil Indo Lais familie have stillet samfundet og Gud tilfreds. Først da vil hendes ånd stige op til Puya, sjælenes land.

På den sidste dag af Indo Lais begravelse går vi i optog gennem landsbyen med hendes kiste, der er fyldt med højt elskede ejendele til det næste liv. En kvinde besvimer. En håndfuld andre familiemedlemmer hyler af sorg, som om Indo Lais død først rammer dem nu, på trods af at hun sidst trak vejret for tre år siden.

Vi vesterlændinge har en tendens til at se døden som noget brat og pludseligt, men mine omgivelser får mig til at spekulere over, om det i virkeligheden er sundere at acceptere, interagere med og elske liget? Jeg tænker på min fars dødsleje på hospitalet. Min tante hyldede ham ved at lave en dødsmaske til ham efter han døde, og filmede hele processen. Jeg kunne have brugt tid sammen med min fars døde krop, studeret dens konturer, men på det tidspunkt var jeg rædselsslagen ved tanken om hans lig.

"Jeg vil ikke kunne snakke med hende længere," siger Ibu Berta grædende. "Nu tager hun hjemmefra." Vi ser på mens Indo Lais kiste hæves op til hendes grav, der er udhugget i en klippe omkring 100 meter ovenfor.

Hver by har sit eget begravelsessted, hvor ligene stables helt vilkårligt i kister eller hængende gravsteder efter begravelsen. Nogen kister er så gamle at de er revnet, hvorfor der nu ligger bunker af kranier og splintrede knogler inden i fugtige grotter. Skeleter begraves i de omkringliggende bjerge og klipper. Babyer bliver gravsat i træer.

En tau tau-skulptur, som er en virkelighedstro kopi af Indo Lais ansigt og krop iklædt en udgave af hendes yndlings ikat-kjole, positioneres i grotten for at våge over landsbyen.

"Det er ikke sidste gang, de ser hende," forklarer Agustinus Galugu mig. "Ud af respekt vil hendes familie grave hendes lig frem med et par års mellemrum og vaske hende i floden. Det kaldes Ma'Nane." Hver august kan man se disse 'levende døde' strejfe omkring i Torajas selvstyrende landsbyer. Her hviler de døde ikke i fred.

Selvom Ma'Nane ikke er obligatorisk, kan familiemedlemmer, der længes efter at se deres kære afdøde, deltage i den ceremonielle rensning. Indo Lais familie vil friske hende op ved at give hende et nyt, smart outfit på. Hun bliver bragt hen til det sted, hvor hun døde. På en zombie-agtig måde skal hendes lig bringes gennem hendes hjemby. Ligene er ikke så velbevarede. De bliver holdt om og plejet af deres nærmeste mens deres sorte, klæbrige hud glider af kroppen. I Toraja er kærligheden blind når det kommer til dødes hæsligheder.

I isolerede animist-landsbyer som Mamasa kan shamanerne angiveligt vække de døde kortvarigt til live igen ved hjælp af sort magi, så de kan gå selv helt uden hjælp. De omkringstrejfende lig siges at være uimodtagelige og udtryksløse og kan kun vandre robotagtigt i retning mod deres hjembyer.

"Tror du på, at de kan gå uden hjælp?" spørg jeg Galugu.

Han svarer, "jeg tror ikke de døde kan gå selv – uden hjælp fra magi."

Ville jeg grave min mors lig op for at få et ekstra øjeblik sammen med hende? Underligt nok havde det en næsten katharsis-agtig effekt, at jeg fik lov at overvære hele processen af min fars død. Men med min mor var det noget andet. Jeg ved ikke præcis, hvordan Mama døde, hvad hendes sidste ord var, eller hvordan hendes ansigt så ud. Jeg hørte bare hendes skrig. Jeg fik aldrig chancen for at sige farvel. Jeg var ikke en gang til hendes begravelse. Der var ikke engang nogen, der fortalte mig, at hun var død. (Min familie frygtede, at respiratoren ikke ville være nok til at holde liv i min post-komatøse far, hvis han fandt ud af det, og at det ville slå ham ihjel.) Gad vide, om det at se Mama bare en gang til ville være nogen trøst – om det ville heale mig? Burde jeg flyve til hendes gravsted i Yogjakarta for at kramme hendes knogler en sidste gang?

Men så tænker jeg på mine sidste minder om min mor, og hvorfor jeg vil have de skal forblive uspolerede og hellige. Mama har en lilla orkidé bag øret. Hun vugger mig i sine arme. Det er tidligt på dagen, men hun har allerede læbestift og en rød silkekjole på. Hun har munden åben, når hun smiler, og griner næsten. Det gør hendes næse bredere. Den stille støvregn der har trommet mod bilens kølerhjelm bliver pludselig til tordenvejr og bader det tropiske landskab i sporadiske lysglimt. Bilruden dugger til. Mama tegner tre figurer på den med sin finger – vores familie som tændstikmænd. Vi holder i hånd mens vi falder i søvn.

Mindet kører på repeat i mine tanker. Men i min fantasi kører vi ikke galt, og vi når frem til vores destination. I de her korte, men livagtige øjeblikke er vi sammen, og det er mere virkeligt end virkeligheden. Jeg genlever vores tid sammen igen og igen og igen. Det viser sig, at døden ikke behøver at være slutningen på det hele.

Læs også mere om døden her:

Mød manden der har brugt 8000 timer på en oversigt over danske mord

Den lille død: at leve og elske som nekrofil

Jeg fik kontakt til min døde hund gennem en kæledyrs-clairvoyant