Vi bad nogle flygtninge fortælle os historien bag deres baggrundsbilleder

FYI.

This story is over 5 years old.

Travel

Vi bad nogle flygtninge fortælle os historien bag deres baggrundsbilleder

"Denne telefon betyder mere end min sjæl."

Alle billeder af Grey Hutton.

Denne artikel er oprindeligt publiceret i VICE Tyskland.

Der lader til at være opstået et særligt narrativ som led i den igangværende flygtningekrise. Mange af dem, der modsætter sig masseimmigration og åbningen af Europas grænser for dem i nød, har udvalgt lige præcis telefonen som et centralt modargument: "Se – de her folk har smarte telefoner, ergo må de vælte sig i penge, så hvorfor kommer de her?"

Advertisement

Objektivt set er det en latterlig holdning. For det første behøver man ikke at være velhavende for at eje en telefon. For det andet har det for størstedelen af flygtningene intet med penge at gøre, at de lige nu flygter til Europa. Det er derimod fordi, at deres lande er hærgede af krig, og at deres hjembyer enten er ødelagte eller usikre at opholde sig i.

Alligevel gennemsyrer smartphone-argumentet fortsat de sociale medier i form af ignorante statusopdateringer og hadefyldte memes.

Vi bad nogle flygtninge, der for nyligt var ankommet til Berlin, om at forklare os, hvad deres telefoner betød for dem. For nogle lå deres værdi i gemte billeder af de hjem, de havde mistet, og de mennesker, de har måttet efterlade, mens andre brugte dem til praktiske formål som at navigere vakkelvorne både mod Europa. Hver flygtning lod til at have et forskelligt forhold til sin telefon, selvom de alle var fælles i deres frygt for at miste den.

”Jeg valgte den her baggrund, fordi den minder mig om min mor. Jeg er 16 år gammel, og billedet her er min eneste forbindelse til mine venner og min familie.”

”Jeg efterlod mine fem børn i Jordan for at komme til Tyskland og starte på en frisk. Jeg har ikke medbragt noget som helst af betydning, kun den her telefon.”

”Det her er en libanesisk popstjerne, der hedder Elissa. På min rejse kunne jeg ikke få mig selv til at høre musik. Nu hvor jeg er i Tyskland, har jeg lyst til det igen.”

”Vores telefoner betyder ekstremt meget for os.” (somalisk par)

”Denne telefon betyder mere end min sjæl.”

”Jeg tog det her billede, efter jeg fik mit visum. For mig symboliserer billedet min rejse.”

”Jeg kan forblive i kontakt med alle gennem Viber, WhatsApp og Facebook.”

”Det her er min datter. Hun er stadig i Syrien, men vi snakker sammen hver morgen, aften og nat.”

”Det her var baggrundsbilledet på min gamle telefon. Jeg ved ikke, hvordan jeg kan overføre det til den nye telefon, min mor gav mig. Det er et billede af min bror, der blev dræbt af IS. Min anden bror blev slået ihjel af Assads styrker.”

”Det her er mine fire børn. Telefonen var virkelig nyttig til at lære dem et par tyske ord og holde dem beskæftiget med spil, mens vi rejste.”

”Jeg mistede min smartphone i havet på rejsen. Jeg køber mig en ny, så snart jeg har penge til det.”

”Vi brugte balloner og tape til at beskytte vores telefoner fra vandet.”

”Det her er pashtunernes traditionelle klæder. Det minder mig om, hvor jeg kommer fra i Pakistan. Der går ingen med jeans.”

”Det her er min vens søn. Billedet er taget i en lejr i Hamburg. Det er et minde om et fantastisk øjeblik.”

”Jeg brugte GPS'en til at navigere båden til Grækenland. Men kun om dagen. Om natten kunne politiet se lyset.”

”Jeg ved ikke hvorfor, men jeg elsker bare det her billede af mig selv.”

”Vi var fire yazidier, der rejste fra Sinja sammen. Det tog os 50 dage. Jeg spekulerer ikke længere over, hvor hård turen var, fordi jeg er her. Hvis jeg skulle bruge Skype eller Viber, lånte jeg en vens telefon.”

”Det her er bare et standardbillede. Jeg ved ikke, hvordan man ændrer det.”

”Vores gruppe bestod af 25 syrere. En person havde ansvaret for GPS, en anden for togene og så videre. Jeg havde ikke noget job.”

”Jeg fandt bare det her billede på min telefon. Min ven fik for nyligt stjålet sin. De kom bare løbende bag ved ham og tog den.”

”Rejsen ville ikke have været mulig uden den her telefon. Jeg brugte den hele tiden både til lands og til vands.”

”Det her er et billede af min datter. Jeg elsker hende meget højt.”

”Det her er et billede af min svigermor. Hun blev dræbt af IS i Libyen. Jeg har haft den her telefon i 10 år. Jeg bruger den i virkeligheden kun til vigtige ting.”

”Det her er et billede af mig og min kristne ven, der fisker i Kurdistan. Det er et dejligt minde, og jeg kan godt lide at have det med mig.”