40-årige fortæller om deres forhold til stoffer

Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE Serbien

Det kan være svært at indrømme, at din krop ikke længere er på toppen, når du rammer de 40. Nogle prøver at holde den indrømmelse stangen ved at eskalere deres stofbrug. Det starter som en måde at holde illusionen om at være ung i live på, men det kan ofte være starten på en ond cirkel.

Vi talte med nogle velfungerende stofbrugere i fyrrene om deres forbrug, og hvilken rolle stoffer har spillet i deres liv.

Jeg begyndte at tage kokain i starten af trediverne. Det var ikke grundet gruppepres, eller fordi jeg nød det oppustede ego, stoffet giver dig; jeg hvilede nok i mig selv til at komme igennem de konstante fester og forretningsmiddage, som mit job kræver, uden stoffer. Men jeg havde ikke udholdenheden til det. Jeg havde brug for stofferne for at klare mig gennem all-nighters og stadig være i stand til at smile falskt hele dagen efter, selvom det eneste, jeg drømte om, var at ligge min seng. Jeg betragtede coke som et naturligt hjælpemiddel – ikke et rusmiddel.

Alkohol gør mig døsig og træt, og energidrikke giver mig luft i maven, og derfor så jeg coke som min eneste mulighed. Og det fungerede for mig i et stykke tid: en bane om morgenen efter en lang nat i byen var nok til, at jeg kunne klare mig igennem resten af dagen, køre mine børn i skole, løbe ærinder og arbejde. Hver gang jeg manglede energi, tog jeg et dyp til. Og endnu et bagefter for at bekæmpe mit comedown. Jeg havde råd til det, og fordi jeg følte, at det hjalp mig med at håndtere mit arbejde, efterrationaliserede jeg det med, at kokainen faktisk hjalp mig med at tjene endnu flere penge. På grund af det, og fordi jeg ikke delte ud af varerne, var der ingen, der bemærkede mit forbrug. Min familie led en lille smule under det – mest min kone, fordi jeg altid fandt tid og energi til mine børn (via et hurtigt dyp, hvis det var nødvendigt), men ikke til hende.

Jeg var et succesfuldt, professionelt menneske udadtil, men en tikkende bombe indeni. En morgen lå jeg i sengen og kunne pludselig ikke trække vejret. Jeg begyndte at få hjertekramper og følte mig stiv i den ene arm. Jeg havde hørt, at det indikerede, jeg var ved at få et slagtilfælde. Jeg gik i panik, og det eneste jeg kunne finde på at gøre, var at tage en Xanax. Da jeg endelig tog til lægen, gav han mig en recept på nogle piller samt strenge ordrer på at skrue ned for min hæsblæsende livsstil. Kort sagt skulle jeg stoppe med at tage kokain.

Det var virkelig hårdt. På det tidspunkt var jeg allerede separeret fra min familie, og min tilværelse var i stigende grad en apatisk en af slagsen. Jeg blev ved med at tage på arbejde, men min indsats vaklede, fordi jeg ikke længere havde samme energi. Nogle gange tog jeg et lille dyp til bare for at klare mig gennem de depressive dyk.

Mine sønner er næsten voksne nu, og jeg har aldrig formået at samle modet til at tale åbent med dem om stoffer; nok fordi det ikke helt er lykkedes mig at kvitte mit forbrug. Af og til føler jeg stadig trangen til at tage et dyp til på trods af konsekvenserne. Men det meste af tiden lykkedes det at holde mig fra det. Hvis jeg var en ærlig mand, ville jeg fortælle mine børn, at coke er et vanedannende stof – mest på grund af de ting du føler og kan, når du er på det. Og at jeg ville tage det igen til trods for, hvad det har kostet mig. Ikke pengene – det fortryder jeg ikke – men jeg fortryder, hvad det har gjort ved mit helbred.

Jeg er enebarn, og jeg var mors og fars lille prinsesse. Vi tog altid på skiferier og eksotiske rejser i udlandet, og jeg havde alt det tøj og legetøj, jeg nogensinde kunne have ønsket mig – jeg havde alt. Selvom mine forældre forkælede mig, var jeg også virkelig god i skolen og gjorde aldrig rigtig noget, jeg ikke måtte. De stolede på mig, så jeg fik ekstremt frie tøjler og misbrugte det aldrig.

Min omgangskreds var smukke, trendy og altid plakatstive. Selvom det kedede mig uendeligt meget, fik det mig ikke til at opsøge en anden vennegruppe. Jeg var ikke en af dem, men jeg var helt sikkert heller ikke en del af nogen anden gruppe. Det ændrede sig den aften, jeg mødte mit livs kærlighed til en af de her kedelige fester. Han var arrogant og meget åben omkring sin foragt for alle de tilstedeværende, men af en eller anden grund skånede han mig og fik mig over på sin side. Han var kvik og frygtløs, og på et tidspunkt i løbet af aftenen tilbød han mig noget hvidt og gulligt pulver, der var pakket ind i sølvpapir. Han viste mig, hvordan man sniffede det, så det gjorde jeg og var med det samme lige ved at kaste op. Men det lykkedes mig at styre det, for rigtige damer brækker sig ikke.

Han spurgte mig, om jeg godt kunne lide det, og det måtte jeg indrømme, at jeg kunne. 'Det er heroin', sagde han. Jeg prøvede det igen, og igen, og igen. Men man forelsker sig først for alvor i heroin, når man sprøjter sig med det. Det begyndte jeg at gøre et par måneder efter. Over de næste par år rejste vi verden rundt, boede på luksushoteller og fixede igen og igen. Vi elskede hinanden og skændtes aldrig, men der var særligt én ting, der adskilte os – jeg vidste hvornår jeg skulle stoppe, men han kunne aldrig få nok.

Så fik vi en datter. Vi overvejede, om vi skulle få hende eller ej, men mine forældre blandede sig og fik mig overbevist om at beholde barnet. Det var så sjovt, at jeg aldrig ville have det skulle være ovre, men det var det, da min mand fik en overdosis og døde. Der gik det op for mig, at jeg var nødt til at tage ansvar for vores datter, så jeg startede mit eget bogholderfirma. I et stykke tid hjalp heroinen mig med at drive forretningen. Men ansvaret for min datter og erkendelsen af, at det stod slemt til med mit helbred, fik mig tilbage på rette spor. Jeg tilmeldte mig et afvænningskursus og kom på metadon, så jeg er stadig på stoffer – nu er det bare lovligt.

Jeg har ikke delt den side af mit liv med min datter. Det er som om, hun kommer fra en helt anden verden, end den jeg har tilbragt en så stor del af mit liv i: Hun drikker ikke, ryger ikke, og undgår bevidst alle, der ryger hash i deres fritid. Hun ville nok kokse helt ud, hvis hun kendte til min baggrund med stoffer – hvis hun overhovedet ville tro på det.

Nu motionerer jeg. Jeg prioriterer mit helbred for min datters skyld. Jeg fortryder ikke noget af det, jeg har gjort, men jeg ville dø, hvis min datter valgte at leve sit liv på samme måde, som jeg har gjort.

Jeg havde altid været glad for alkohol, men jeg hadede stoffer på nær den lille joint, jeg røg nu og da. Det ændrede sig for ti år siden, da jeg var 35 og hjemme hos en ven til privatfest. Alle var over 35 – de fleste var over 40. Vi var forældre, fraskilte, nyligt separerede eller kæmpede for at redde et døende ægteskab.

Jeg blev tilbudt en bane kokain på et albumcover fra en CD med børnesange. Fordi jeg havde set for meget tv, forestillede jeg mig øjeblikkeligt en montage af de begivenheder, der ville føre til min tragiske død: Jeg ville få et angstanfald, miste alt og alle, der stod mig nær og dø af en overdosis på en plettet madras i en eller anden narkobule. Jeg prøvede det alligevel. Kort tid efter bad jeg om mere.

Jeg prøvede det igen et par år senere, og det var der, at det først rigtig begyndte at blive et problem. Jeg blev ved med at drikke en masse, og kokainen hjalp mig med at holde fokus. Drikkeriet blev hurtigt meningsløst uden coke. Hvad der før bare havde været slemme tømmermænd blev til comedown med hjertebanken, åndedrætsbesvær, paranoia, depression og andre mørke tanker. Jeg prøvede at bekæmpe nedturene med mere coke, hvilket medvirkede, at jeg begyndte at tage streger hver dag.

Jeg havde det ikke godt, og der var nogle dage, hvor jeg virkelig havde svært ved at komme ud af sengen, så jeg begyndte regelmæssigt at pjække fra arbejde. Jeg gik i minus med alle mine kreditkort og tog et lån for at blive med at købe kokain, som jeg stadig afbetaler på i dag. Jeg tog det derhjemme, alene. Men det har nok reddet mig, at jeg ikke var helt ung, da jeg begyndte. Jeg var omgivet af forholdsvis ansvarlige voksne mennesker, som bemærkede, at der var noget helt galt med mig. Venner og folk fra arbejdet ringede til mig og pressede mig til at få mit liv under kontrol. Det er ikke lige så sjovt at være høj på coke, når man samtidig bliver kimet ned af en masse bekymrede venner. Derudover havde jeg ingen penge, og min hud var bogstaveligt talt begyndt at blive grøn.

Jeg tager ikke kokain længere. Set i bakspejlet er det skræmmende, at det tog så kort tid for mig at blive fuldstændig besat af det. Det var så nemt at blive afhængig. Jeg vil nok aldrig komme mig fuldstændig over det.

Jeg begyndte at ryge pot i gymnasiet. Jeg røg normalt ikke hver dag – det gjorde jeg kun, når der var ferie. Nogle gange gik jeg flere måneder uden at ryge, enten fordi jeg ikke havde pengene, eller fordi jeg havde eksamener. Det er det samme i dag: jeg kan godt lide at ryge pot, men jeg går ikke amok, hvis jeg ikke har noget. Jeg ringer ikke længere til pushere––det føler jeg, at jeg er blevet for gammel til. Det ville være pinligt. Mine venner gør det, og så splejser vi det.

Nu hvor jeg er ældre, har jeg ikke noget imod at betale lidt mere for mine stoffer, og jeg er mere forsigtig. Jeg tager dem i min lejlighed, aldrig udenfor. Men jeg kan godt lide at eksperimentere – jeg kan godt lide at se, hvad forskellige stoffer gør ved mig under forskellige omstændigheder eller i forskellige mængder. Jeg er dog hverken junkie eller stener.

Der er nogle aspekter af mit job, der ikke kræver min fulde opmærksomhed, så nogle gange ryger jeg en joint, mens jeg venter på, at noget bliver færdigt, eller laver noget research.

I mine rave-dage tog jeg masser af ecstasy, LSD og speed, men da jeg blev træt af den subkultur, blev jeg også træt af den slags stoffer. Jeg ville elske at tage syre igen, men den her gang skulle det være et fredeligt sted – i en park med mine venner, eller på stranden, mens der var meteorregn.

Jeg prøvede kokain for første gang i slutningen af tyverne, og syntes de muligheder, stoffet åbnede op for, var interessante. Men coke er alt for dyrt til mig. Da jeg var yngre, tog jeg kun coke til helt særlige anledninger, men i dag virker det som et dagligt ritual for mange mennesker – noget der er helt naturligt at gøre, hvis man skal i byen. For ti år siden var det ligesom at få en fin fødselsdagsgave, hvis der var nogen, der tilbød dig en bane coke. Nu til dags går alle på toilettet og tager snitter sammen. Jeg tror det er et stof, som jeg ret let kunne vænne mig til, hvis jeg havde penge nok, så det er nok meget godt, at jeg stadig er ret flad som 40 årig.

Gennem årene har jeg af og til taget kokain og amfetamin – altid rekreativt, til fester og på natklubber. Jeg stoppede, da det gik op for mig, at der aldrig rigtig skete mig noget godt, når jeg var påvirket. Det er en falsk, meningsløs eufori. Når man tager noget, vil man bare have mere, og så bliver formålet med at tage stoffer bare at tage stoffer. For mig er problemet ikke det comedown, der kommer dagen efter – det er min dårlige samvittighed over at have brændt for mange penge af på en så ringe oplevelse.

Men selv hvis jeg kunne gå tilbage i tiden og slette mine oplevelser med stoffer, ville jeg nok ikke gøre det. Jeg er dybest set et meget nysgerrigt menneske. Men jeg ville tage færre stoffer og ikke tage dem så ofte. Jeg ville starte senere i livet og stoppe tidligere.

Jeg har været meget ærlig og åben over for mine børn omkring mine narkovaner. Jeg råder dem til, at det aldrig er for sent at prøve. Men lige meget hvad er du nødt til at gøre det fornuftigt og med måde. Ellers bliver dit liv vulgært."

Hvis du, eller nogen du kender, har brug for hjælp med narkoafhængighed, kan du tage kontakt til en af nedenstående behandlingsmuligheder:

KABS - Behandlingscenter for stofbrugere - +45 45 11 75 00

PAS - Projekt Anonym Stofmisbrugsbehandling - +45 33 66 20 02

Læs mere om stofbrug fra VICE:

Her er de skotske misbrugere, der lærte skuespillerne fra 'Trainspotting' at spille junkier

Byen Uden Stoffer

Jeg pissede hele min ungdom væk på dødsdruk