Vi spurgte seks unge danskere, hvordan stoffer påvirker deres parforhold

Med ærlighed kommer man længst. Sådan lyder det klassiske mundheld, som de fleste kan tilslutte sig. Men hvordan går det an at være ærlig omkring de stoffer, man tager, hvis forholdet hænger i en tynd tråd af selvsamme årsag? I de situationer kunne man omformulere ordsproget til noget mere pragmatisk a la: "Med forholdsregler og diverse krumspring kommer man længst". Selvom det ikke lyder så fedt. Eller i det hele taget er særlig fedt. Men ikke desto mindre er det virkeligheden for en del unge danskere, der forsøger at balancere parforhold og narkotika. Vores hang til at fylde næsen med pulver er efterhånden så udbredt, at vi har det fjerdehøjeste forbrug af kokain i EU. Tilgængeligheden er derefter - for mange er det lige så let at bestille et gram coke eller mdma per telefon, som det er at sende en sms til kæresten, hvor der står: "Hej skat. Hygger med vennerne, så kommer lige lidt senere hjem end planlagt. Godnat"
Læs også: Dræberstoffet fentanyl er kommet il Danmark
Viktor*, som vi har snakket med til den her artikel, er et godt eksempel på en person, der lever et dobbeltliv i weekenden for at kunne holde både næsen og kæresten glad. Han elsker kokain lige så meget, som hans samlever hader det, og efterhånden har han lært at sno sig som en ål for at bevare den gode stemning i hjemmet. Men heldigvis er det ikke alle, der må ty til løgn og list for at få kabalen til at gå op. For at blive klogere på nogle af de direkte og indirekte konsekvenser, brugen af hårde stoffer kan have for et parforhold, satte vi seks danskere stævne til en samtale om kemi, (k)ærlighed og kunsten at skjule sin weekendnarkomani. *På grund af det følsomme emne er kildernes navne ændret. VICE er bekendt med interviewpersonernes fulde identitet.

Illustrationerne er lavet af Erik Pontoppidan. Du kan se mere af af hans arbejde her.

Mads, 25, forlægger
Jeg bruger af og til stoffer i weekenden og har det, jeg vil kalde for en nysgerrig tilgang til rusmidler. Jeg har været hele spektret rundt, men jeg har dog ikke haft nogen nåle i mig. Typisk er det emma eller coke, jeg tager. Nogle gange er det et par gange om måneden, andre gange kan der gå 2-3 måneder mellem mine ture.

Stoffer er noget ganske naturligt i min vennekreds. Ingen ser skævt til dig, hvis du sidder til en fest og gnaver kæber, men sagen er, at min kæreste ikke er en del af den vennekreds, og hun kunne aldrig finde på at tage hårde stoffer.

På et tidspunkt ville jeg gerne have, at hun skulle være en del af det, så hun kunne se, hvad jeg synes, der er så fedt ved det. Men det gider hun sgu ikke, og længere er den ikke. Hun er sådan lidt en øko-kusse, der ikke vil svine sin krop til med kemi.

Der har været perioder, mens vi var sammen, hvor det blev lidt for almindeligt at tage stoffer. Flere gange om ugen, flere uger i træk. Der har hun været god til at sige: Hey, nu skal du lige slappe af, det er sgu ikke så sexet, at du kommer hjem om morgenen og ligner lort. Jeg vil gerne være tiltrækkende i min kærestes øjne, så det har jeg lyttet til.

Der har været nogle kriser mellem os på grund af mit forhold til stoffer. Især førhen, da jeg var lidt vildere. Jeg tror, jeg havde taget flere stoffer, hvis vi var to om det i forholdet. Så på en måde er jeg glad for, at hun ikke er en del af det. Det ville blive for nemt lige at tage ned på Culture Box og knarke ud.

Ja, jeg har skjult det for min kæreste, at jeg var på stoffer. Dengang det var lidt for ofte, var det nemmere for mig bare at sige, at vi drak øl. Vi boede ikke sammen på det tidspunkt, og det gjorde det nemmere at skjule. Men nu kan hun 100 procent se det på mig. Selv hvis jeg bare har røget en joint med gutterne, kan hun spotte det.

Hvis hun nogensinde kom og sagde til mig, at jeg måtte vælge mellem hende og stofferne, så ville jeg sige farvel til narkoen. Men jeg tror ikke, at vi når dertil.

Carla, 25, studerer på RUC
Mange omkring mig tager stoffer, men jeg gør ikke. Jeg frygter konsekvenserne både mentalt og fysisk. Mads fortæller mig, at han kender sine grænser, men jeg ved ærlig talt ikke, om jeg stoler på det. Er der nogen, der for alvor kan vide sig sikre, når de tager et illegalt stof? Der er også den politiske dimension. Kokainen trækker et blodigt spor hele vejen fra Latinamerika til ham, der i sidste ende putter det op i næsen. Kan man forsvare at støtte en så voldelig industri? De her ting bliver vi nok aldrig enige om.

Jeg tror ikke, at der er nogen, som kan holde til at tage mange stoffer i længden. Og jeg har da helt klart været bekymret for min kæreste. Dengang, hvor jeg syntes, han tog for mange stoffer, var han inde i en dårlig periode i sit liv. Det virkede som en flugt for ham at tage narkotika. Gradvist fik vi talt det igennem, og i dag synes jeg, vi kan tale ærligt om det. Men her for et par uger siden, blev jeg rasende på ham. Der fortalte han mig, at han havde taget ketamin (hallucinogent lægemiddel, som blandt andet bruges til at bedøve heste med, red.) og det overskred virkelig min grænse. Men jeg er stadig meget glad for, at han fortalte mig om det. Hvis ærligheden ikke var der, ville det være meget sværere for mig at acceptere den side af ham.

Jeg går da ud fra, at han holder op med at tage stoffer en dag. Ellers kan jeg ikke forestille mig, at vi er sammen om 10 år, for hvis vi nogensinde skal have børn sammen, så ville jeg have det skidt med at skulle forklare knægten, at 'far ligger og sover hele dagen, fordi han har coketømmermænd, og når han vågner, er han rigtig sur, fordi han har brugt hele sit dopaminlager op.'

Ej, det er selvfølgelig sat meget på spidsen, men jeg har ærlig talt en forventning om, at det en dag er helt slut.

Jeg har været sammen med min kæreste i nogle år, og selvom vi har taget stoffer sammen tidligere, er det på ingen måde noget, hun er nede med. Jeg må nok indrømme, at jeg tager coke de fleste weekender, når jeg går ud. Det er en ting, jeg holder skjult for hende, så vidt det er muligt for mig. Det handler om, at hun flere gange har bustet mig i at tage stoffer – og hver gang er der kæmpe krise. Den værste episode var engang, hvor jeg smuttede ud af døren for at tage i byen og lod kæresten blive derhjemme med iPad'en i sofaen. Jeg fik lovet hende, at det bare drejede sig om et par hygge-øl, men på grund af synkronisering mellem min telefon og iPad'en fik hun beskeder frem på skærmen, hun aldrig skulle have set. Noget med 'juleknas' og den slags. Jeg kunne ikke bortforklare det - hun er jo ikke idiot.

Faktisk har vi været helt derude, hvor hun har truet med at forlade mig, hvis det skete igen. Men altså, jeg føler selv, jeg har styr på mit shit – og ærlig talt mener jeg ikke, at hun har ret til at diktere, hvad jeg vælger at gøre ved mig selv, når jeg går i byen. Omvendt må jeg nok erkende, at hvis det virkelig kom til et valg mellem drugs eller kæresten, så håber jeg da på, at jeg ville kunne vende stofferne ryggen. Vigtigere er det jo for helvede ikke – men sagen er, at det er en så indgroet del af min vennekreds, at der er sket en 100 procent normalisering. Eller sagt på en anden måde: Stofferne er alle vegne.

Alligevel synes jeg, jeg er blevet god til at køre det i det skjulte. Det bliver man jo desværre, når man opbygger nogle erfaringer. Jeg sletter mine spor på telefonen, skyller mine næsebor, inden vi mødes og glider af på hendes spørgsmål. Det kan måske lyde besværligt, men som regel er det intet problem, fordi vi alligevel ikke går i byen sammen. Det værste er faktisk, når jeg kommer hjem om morgenen efter en bytur og er helt brændt af. Jeg har lyst til at lægge mig ind til hende, men bliver nødt til at holde afstand, fordi mit hjerte hamrer, og så ligger jeg der og skærer tænder på grund af efterdønningerne fra kokainen.

Jonas, 24, læser samfundsvidenskab
Jeg har aldrig selv taget hårde stoffer, men jeg ryger af og til pot. Det er måske lidt atypisk, at jeg som manden i forholdet er den, der ikke gør det. Gennem mine forældres arbejde i sygehusvæsenet har jeg set, hvilke negative konsekvenser stofbrug kan have, og det har betydet meget for mit eget forhold til stoffer. Men min kæreste ser anderledes på det – hun tager med jævne mellemrum kokain og mdma, men det er så sjældent, at jeg ikke oplever det som et problem.

Jeg bryder mig til gengæld ikke særlig meget om at være sammen med hende, når hun er påvirket af stoffer. Det bliver lidt for dybt, lidt for intenst, og jeg føler ikke, jeg kan relatere til hende i situationen. Det er jo ikke anderledes, end hvis man står ved siden af en skæv eller stiv person, når man ikke selv er det. Man er to vidt forskellige steder.

Jeg kan godt blive bekymret på hendes vegne. Det har noget at sige, hvor hyppigt man gør det. Det har jeg også givet udtryk for, men omvendt har jeg heller ikke lyst til at være den, der begrænser hende. Hvis det er det, Sandra ønsker, så skal hun gøre det.

Jeg ville personligt synes, at det var et problem, hvis hun tog stoffer flere gange om måneden, for så ville det også gå ind og påvirke mig og vores forhold. Jeg ved godt, at man er helt færdig dagen efter, man har taget kokain eller mdma, og det ville slide på vores forhold, hvis hun skulle have det sådan hele tiden.

Jeg føler, at min indflydelse har været med til, at hun i dag tager færre stoffer end tidligere. Jeg ved, at hun godt kunne tænke sig at tage stoffer med mig, men jeg har aldrig følt mig presset. Jeg ved ikke, om det en dag kommer til at ske.

Sandra, 28, sygeplejerske
Jeg har et åbent forhold til stoffer, og det har jeg haft lige siden mine teenageår. Jeg prøvede kokain første gang som 18-årig. Der har været perioder, hvor det var cirka hver anden weekend, men jeg fandt hurtigt ud af, at det ikke fungerede for mig. Mit fag gør også, at jeg har en respekt for kemien og de skadevirkninger, det kan have, hvis man ikke udviser mådehold.

Min kæreste har ret i, at mit forbrug af stoffer er stilnet af, siden vi blev kærester, men det er fordi, jeg har prioriteret mit samvær med ham over festweekenderne. Det er ikke, fordi jeg er blevet mindre åben over for rusmidler eller mere tilbøjelig til at sige nej, når jeg endelig står i situationen.

I dag bliver det vel til fire-fem gange om året, hvor jeg tager hårde stoffer. Og det synes jeg, er helt ok. I perioder er det lidt mere, men som oftest vil det, som årene går, blive til mindre. Det handler også om tømmermændene, som ikke ligefrem bliver mindre, i takt med at man bliver ældre.

Da jeg mødte Jonas, var jeg, til at begynde med, ganske overrasket over, at han slet ikke gjorde det. Jeg tænkte: Vent du bare. Men nu kender jeg efterhånden Jonas godt nok til at vide, at det formentlig ikke kommer til at ske. Og det kan egentlig godt ærgre mig, for det er en oplevelse, jeg godt kunne tænke mig at dele med ham. Jeg tror, han ville synes, det var ret interessant, og jeg tror også, han ville få rigtig meget ud af for eksempel at prøve mdma.

Selvom det har været været fristende at holde det skjult, så ender jeg altid med at fortælle ham om, hvad jeg har taget. Men jeg har da tilbageholdt oplysninger for så at sige det til ham det på et senere tidspunkt.

Det skyldes, at der stadig er en del stigma forbundet med narkotika, og uanset hvor åben og forstående han er, så vil det stadig sætte nogle tanker i gang. Så det er vel for at skåne ham lidt, at jeg ikke siger til ham: 'I aften kommer jeg til at tage en masse coke', selvom det måske er det, der er lagt op til.

Jeg var 17, da jeg tog hårde stoffer første gang. Det var i Ungdomshuset, og jeg kunne egentlig ikke rigtig mærke noget, men så blev jeg kærester med en, som havde nogle venner, der var ret glade for coke og ecstasy. Vi tog på Roskilde sammen, og derfra kørte toget egentlig bare.

Da jeg mødte min nuværende kæreste, var vi begge på mdma og til efterfest sammen. Men derefter indledte han en lang pause fra stoffer, som han først brød nytårsaften i Berlin i år. Vi festede på Berghain, hvor jeg tilbød ham en ecstasypille, så på en måde var det min skyld. Reglen er nu, at det er helt slut med stoffer for os begge.

Jeg har et problem med stoffer i dag. Det har jeg. Jeg rører ikke stoffer, hvis jeg ikke er fuld, men hvis jeg er ude at drikke, og der er nogen, der har noget, så kan jeg ikke lade være. Jeg køber aldrig selv stoffer inden en bytur, men der er altid nogen, der har noget.

Nu er jeg snart 32 år, jeg har børn og karriere – og alligevel kan jeg ikke lægge det fra mig. Jeg hader mig selv for det. Det er megaucharmerende, og alt går bare galt i ugerne efter. Man kryber langs væggene og går fra at have været festens midtpunkt til at være en skygge af sig selv. Det er så selvdestruktivt. Jeg har skuffet mig selv mange gange før, så det godt kan ske, at jeg falder i igen.

Jeg er mere vanvittig, end min kæreste. Hvis jeg først går i gang, kan det vare i flere dage, hvor min kæreste bliver naturligt træt. Og det er netop dér, det for alvor bliver et problem i vores forhold. Når jeg går ud, og han sidder derhjemme og bliver urolig og skuffet. Han har aldrig før sagt til mig, at jeg skulle vælge mellem ham og stofferne, men efter min sidste tur, der varede næsten hele weekenden, sagde han til mig, at nu blev det nødt til at stoppe. Jeg kunne mærke på ham, at det var alvor. Det er en måneds tid siden, og sidenhen har jeg ikke været i byen. En del af mig har det sådan, at det bare skal slutte nu – men kan jeg stole på mig selv?

Vores forhold havde været mere harmonisk, hvis jeg slet ikke havde haft det her inde på livet, tror jeg. Og jeg tror, det gør det værre, at jeg er pigen i forholdet, og at det mig, der er den vilde, og ikke ham. Det der med at være mand og sidde derhjemme og vente på, at kæresten kommer tilbage fra en bytur … Selvom han virkelig har været forstående og tilgivende igennem længere tid, er jeg ikke i tvivl om, at hans tålmodighed er opbrugt nu.

Læs mere om stoffer fra VICE:

En snak med folk, der af og til tager stoffer med deres forældre

Her er den simple forklaring på, hvorfor du bliver et kæmpe røvhul, når du tager coke

Disse stoffer giver dig skrumpediller