Vi talte med Japans bedste BDSM-Mangakunstner

Denne artikel blev oprindeligt udgivet af VICE USA

Gengoro Tagame tegner homoseksuel manga, og han er en af de bedste inden for sit felt. Hans historier involverer ofte karakterer i homoerotiske situationer eller BDSM-scener, hvor en macho hovedkarakter transformeres til den underdanige og finder sit sande seksuelle kald iklædt kæder eller andet fetichudstyr. Tagame er ikke bange for ømtålelige emner, og han skriver blandt andet historier om nazistiske fanger, dyresex, incest, lortefetich, permanente kropsmodifikationer eller japanske soldater under 2. Verdenskrig, der bliver fanget og tortureret af kinesiske befrielsestropper. Tagames mangaer er dog andet og mere end illustreret fan-fiction eller letkøbt porno - det føles mere som om afbildningen af en søgen efter eksistens, der ligger ud over smerten.

Tagame opdagede sin egen BDSM-fetich som barn. Efter at have set scenen i Abernes Planet, hvor Charlton Heston bliver slæbt afsted i et læderhalsbånd, fyldtes han af en intens følelse, der inspirerede ham til at undersøge SM yderligere. Han begyndte at lave queer illustrationer under et pseudonym, mens han studerede kunst på universitetet i 1980'erne. Han fortsatte med at skrive erotiske noveller gennem sine tyvere, mens han tjente til føden ved at arbejde som grafisk designer. I løbet af de næste tyve år fik han udgivet over 20 bøger på fire forskellige sprog og solgte hundredevis af grafiske tryk og illustrationer. Den 51-årige kunstner udvider fortsat sin kreative horisont og har for nyligt haft en seriel queer-historie ved navn My Brother's Husband i bladet Monthly Action Comics - som ellers primært er målrettet heteroseksuelle. Mangaen blev senere lavet til en bog af samme titel, som nu er på femte oplag grundet overvældende popularitet.

En af Tagames mest kendte historier hedder Shirogane no Hana (Sølvblomst) og er et historisk drama, der foregår i starten af det 20. århundrede, hvor en ung, forkælet søn ender som sexarbejder og opdager sin egen passion for SM. Den episke fortælling i tre bind på over 900 sider er queer-mangaens svar på Murakamis 1Q84. My Brother's Husband serien deler det samme fokus på identitet med den undtagelse, at den henvender sig mere til unge og ikke er NSFW - i modsætning til hans mest berømte værk. Begge historier lægger op til, at vi skal være stolte af hvem og hvad vi elsker, uanset hvor anderledes eller ekstremt det måtte synes at være.

I november modtog My Brother's Husband den prestigefyldte Excellence Award fra Japan Media Arts Festival - en af de højeste anerkendelser man kan få inden for japansk popkultur. VICE talte med Tagame om hans liv, og hvad det vil sige at være queer-kunstner i Japan.

VICE: Hvornår begyndte du at udforske din egen seksualitet?
Gengoro Tagame: Nøgne, bundne mænd har fascineret og tændt mig, siden jeg gik i folkeskolen. Jeg kan huske at være blevet ophidset af at se italienske Herkules film og science-fiction film fra Hollywood som Abernes Planet. Jeg kunne godt lide den scene, hvor Charlton Heston bliver beordret til at tage sit stinkende mennesketøj af foran abeforsamlingen, hvorefter han bliver slæbt afsted i et læderhalsbånd.

I slutningen af folkeskolen fandt jeg en udgave af SABU [et japansk queer magasin] i en boghandel. Jeg blev ophidset af SM-historierne - selv de heteroseksuelle - så længe at mændene i historierne blev mishandlet. Jeg tændte overhovedet ikke på kærlighedshistorier, hvor det var to mænd, der var sammen. Jeg var ret forvirret over min seksualitet – både i forhold til at være homoseksuel men også over at være interesseret i SM.

Da jeg kom i gymnasiet, begyndte jeg at tænke over, hvorfor jeg ikke kunne være ærlig over for mig selv. Jeg indså, at jeg ikke behøvede at lide ved at skulle skjule mine sande følelser, hvis jeg i stedet var åben omkring min seksualitet fra starten. af Det endte med, at jeg sprang ud i løbet af mit første år på universitetet.

Hvornår begyndte du at sende dine værker ind til homomagasiner?
Jeg begyndte at indsende mit materiale under forskellige pseudonymer, mens jeg gik på universitetet. Det hele handlede om BDSM og mørke historier med incest, sønner der myrder deres fædre, en gymnasieelev der tager sin lærer som sexslave, bortførelse, fangenskab og den slags. Nogle af dem var bare historier, mens andre var illustrationer og manga.

I samme periode besøgte jeg Europa for første gang, og der opdagede jeg det amerikanske Hardcore SM-homomagasin DRUMMER. Der var en tegning i af Bill Ward, som har sat et stort aftryk på min kunst. Bill kunne noget helt særligt, som gik ud over, hvad der var i den japanske homokunst på det tidspunkt. De amerikanske magasiner viste også meget maskuline mænd og mænd med skæg, hvilket var helt uhørt i Japan. Med den indflydelse udviklede jeg KUMA-KEI, som var en slags "bear"-type, til de japanske magasiner, jeg bidrog til.

Senere, mens jeg arbejde på magasinet G-Men, arbejdede jeg på at ændre status quo i homomagasinerne. Jeg ville gerne lægge mere vægt på machomanden og samtidig gøre det hele lidt mere skræmmende - uden tekst på forsiden og uden smil - og inkludere grove, barskudseende mænd med skæg.

Du har lavet erotisk kunst i flere årtier nu. Hvad er det ved det erotiske og pornografiske som gør, at du fortsætter?
Siden universitetet har jeg været interesseret i religiøs kunst. Jeg er ikke kristen, men jeg bliver inspireret af den kristne kunst og den tibetanske, buddhistisk kunst. Religiøse kunstnere tegnede ikke for at udtrykke sig. Det at skabe noget er i højere grad den største respekt, man kan vise, fordi man skaber et symbol på sin tro. Den følelsesmæssige styrke [som den religiøse kunst skaber] stammer fra renhed. Jeg synes det er det samme med pornografisk kunst. Pornografi er en slags søgen efter det perfekte erotiske udtryk. Det er ikke selvhævdende eller et statussymbol, men handler mere om et ukontrolleret begær. Med det som mål for øje så er pornografi en ren og fin kunstform.

Din nyeste serie My Brother's Husband er et stort hit i Japan. Hvad fik dig til at udgive en homoseksuel historie i et ikke-homoseksuelt mangablad?
Jeg blev kontaktet af et forlag, som var meget begejstret, og så gik det ret stærkt der fra. Det var mens homoægteskaber fik mere og mere opmærksomhed verden over, men i japan er homoseksuelle stadig usynlige i samfundet, og kampen for rettigheder ræsonnerer ikke hos ret mange. Manga er en del af populærkulturen, og den kan agere som et interessant redskab til at diskutere homoseksuelles rettigheder med et bredere publikum. Jeg fandt på et plot, hvor hovedkarakteren er heteroseksuel, men hans tvillingebror er homoseksuel og gift med en mand. På den måde var det lidt lettere for heteroseksuelle at acceptere.

Tror du, at forholdene for homoseksuelle i Japan kommer til at ændre sig i fremtiden?
Det går stærkt med ligestillingen inden for ægteskab, så det er ikke til at sige, hvad der vil ske i Japan. Termen "homoægteskaber" fandtes slet ikke, da jeg begyndte at skrive den seneste manga, men nu har SHIBUYA distriktet i Tokyo vedtaget "partnerskabs anerkendelsen" og SETAGAYA distriktet har vedtaget en lov om homoægteskaber. Virkeligheden bevæger sig hurtigere, end jeg kan nå at udgive mangaer.

Jeg synes til gengæld ikke, at der er nogen gode rollemodeller i Japans homoseksuelle miljø. Jeg skrev My Brother's Husband uden at lægge skjul på min identitet i håb om, at det sendte det rigtige signal. Jeg er en åbent homoseksuel kunstner, og jeg behøver ikke at skjule min identitet for at lave manga til heteroseksuelle mennesker. Jeg håber, at yngre homoseksuelle kunstnere kan se mulighederne i at blive i Japan.

Se mere på Gengoro Tagames hjemmeside her.

Mere fra VICE:

Japansk slikproducent har skabt et bolsje, der smager som "en anime-piges kys"

Hvorfor er teenagepiger så glade for bøsseporno?

Mød homo-graffitimaleren, der dekorerer København med røvhuller og regnbueflag