Vi undersøgte tidens musikalske syretrip

Den psykedeliske musik er en naturlig del af min pladesamling. Ikke bare i form af Pink Floyd eller 13th Floor Elevators. Lyden findes også hos bands fra mine egne teenageår, hvor jeg sad på mit værelse og lyttede til Pearl Jam og Soundgarden, mens jeg drømte mig ind i et parallelt univers. Lyden var larmende og beskidt, og ind i mellem var de betagende psykedeliske elementer tilstede. Men det kaldte vi grunge. Psych er et nyt begreb i min genreordbog. Og jeg forstår ikke helt meningen med det.

Musikstilen, der tager sit udgangspunkt i den psykedeliske oplevelse, kører nu på sit femte årti. Det er musikken, vores forældre lyttede til – og, i nogles tilfælde, bedsteforældre. Men den har aldrig været en del af mainstreamen og populærkulturen – før nu.

Den psykedeliske bølge startede tilbage i 1966 i San Francisco og på det europæiske plan i London, hvorefter den i slutningen af 60'erne bevægede sig mod Danmark. Det danske band Beefeaters havde på det tidspunkt bevæget sig over i en syret lyd, og populariteten og tilslutningen til lyden blev yderligere forstærket gennem Steppeulvenes udgivelse af albummet Hip.

Kongen af dansk syrerock, Lorenzo Woodrose, har haft begge ben i undergrunden siden de sene 80'ere. Han har om nogen et indblik i, hvad der foregår med den musikstil, han selv har været med til at udbrede. Jeg beslutter mig for at ringe til ham for at høre, hvad han mener, gør psych til noget specielt.

"Jeg tager det meget bogstaveligt og ser det som musik, der beskæftiger sig med en stofoplevelse eller forsøger at genskabe den. Den bringer en masse folk sammen, som er interesserede i den oplevelse. Det er måske også det, der interesserer de mennesker, som ikke tager stoffer og aldrig kunne finde på at tage svampe eller syre. De kan alligevel få en idé om det ved at høre musikken," siger Lorenzo Woodrose.

Jeg bestemmer mig for at besøge Copenhagen Psych Fest på Christiania og undersøge, hvorfor den psykedeliske musik pludselig har fået en ny og hip genrebetegnelse. Foran Den Grå Hal drikkes der øl. Der ryges en lille pind. Og der snakkes om syrerock. Der snakkes om dem, der var med dengang i 60'erne, hvor det hele startede. Om Roky Erickson, om 13th Floor Elevators og så om alle de nye bands, der skal præsenteres. Spillestedet Loppen er omdannet til noget, der ligner et kalejdoskop. De elektriske vandmænd hænger ned fra Loppens loftbjælker og lyser caféområdet op. Spillestedets hjørnevægge er lærred for de psykedeliske lysbilleder. Den slags lysbilleder, som den gamle hippie spacer ud til, når familien ikke er hjemme. Musikken er transcenderende, omsluttende og udstrakt i lange lydsekvenser. Foran spillestederne rundt i Christianias små stræder hænger de besøgende ud. Det er musikere, branchefolk og almindelige gæster, der mødes om en ting: den psykedeliske musik.

Interessen for det bevidsthedsudvidende faldt op gennem 80'erne. Populærkulturen blev påvirket af en stigende industrialisme, yuppiekulturen og særligt koldkrigsperiodens optrapning. Det bevidsthedsudvidende er dog ikke alene en mental tilstand eller en helt særlig lyd. Og det er måske forklaringen på, at det psykedeliske aldrig helt er forsvundet.

Lorenzo Woodrose dannede i 1986 bandet On Trial. Dengang var de ensomme psykedelikere på den danske musikscene, hvor de dengang trak inspiration fra garagerocken. Garagerocken påvirkede den danske undergrund op gennem 90'erne, og garagerocken udviklede sig pludselig til et fænomen. Det var kærligheden til musikhistorien, der igen fandt vej ind i musikken.

Det australske psych-band Tame Impala optrådte under dettes års Roskilde Festival for et overfyldt Arena på trods af, at de havde besøgt Danmark få måneder forinden. Deres landsmænd King Gizzard and the Lizzard Wizard opnår ligeledes en stigende popularitet, og i Danmark regerer De Underjordiske og Fribytterdrømme som tidens mest eksperimenterende nye bands.

Ifølge Lorenzo Woodrose er der lige nu en tendens til, at al musik pludselig skal være psych. Det er en udvikling, der også kendetegner indie-genren. Forbrugerne klikker hurtigt videre til det næste, og musikindustrien skal følge med. Det truer genrebetegnelsens værdi og dermed essensen af den psykedeliske musik. Lorenzo Woodrose peger på, at det samme var tilfældet med garagerocken i Danmark i 90'erne.

På et internationalt plan er grunge eksemplet på, hvad der sker, når noget rammes af en hype. Den alternative scene brød igennem i Seattle i de sene 80'ere og i takt med at Nirvana, Soundgarden og Pearl Jam oplevede stigende interesse fra de store internationale pladeselskaber, gled kontrollen over den alternative musikscene gradvist ud af musikkernes hænder og ind i industriens favntag.

Det danske pladeselskab Bad Afro Records har været med siden garagerockens danske udspring i 90'erne og har haft stor indflydelse på udviklingen af undergrundsmusikkens psykedeliske lyd. Stifter og pladeselskabsejer Lars Krogh kan kalde sig medansvarlig for Spids Nøgenhats succes og kultdyrkelsen af det psykedeliske støjrockband Narcosatanicos.

Som enemand på Bad Afro Records, har Lars Krogh et underskud af tid og er derfor indimellem nødsaget til at takke nej til flere bands, der ønsker at blive udgivet på det indflydelsesrige pladeselskab. Det har blandt andet sendt bandet Fribytterdrømme afsted mod Tabu Records – et pladeselskab, der ellers primært har begået sig i hiphop.

Jeg besøger Lars Krogh på hans kontor for at forstå, hvordan den psykedeliske udbredelse i Danmark hænger sammen. Her står plader fra gulv til loft. Pladespilleren knitrer i baggrunden, og cigaretrøgen fylder lokalet, hvorfra Lars Krogh dirigerer udbredelsen af dansk psych. Mellem små slurke grøn te, fortæller Lars Krogh med stor overbevisning, hvordan mange af de nye bands, der de senere år har slået igennem på et større plan eksisterede, før Spids Nøgenhat brød igennem i 2013.

"Der kommer en masse nye bands, der har en ny og anderledes frisk lyd. Men jeg tror ikke, at De Underjordiske og Fribytterdrømme har lyttet til Spids Nøgenhat og tænkt; nu skal der sgu laves noget musik på dansk. Jeg tror de var i gang, men de har så set, at man nu godt kan komme nogle steder med det," siger han.

I sidste uge rundede Copenhagen Psych Fest sit tredje år, større end nogensinde. Omgivelserne på Huset i Magstræde var skiftet ud med fire scener på Christiania – Loppen, Børneteateret, Byens Lys og Den Grå Hal. Den psykedelisk musikfestival er populær, og den har i år næsten tredoblet sit billetsalg. Det vidner om en kommerciel udvikling af musikgenren, hvilket også afspejles i form af det brede publikum, der er mødt op.

På Copenhagen Psych Fest bevæger jeg mig rundt blandt syretrippere, hipstere og gamle hippier. Det forekommer tydeligt, hvordan det psykedeliske dyrkes. De åbner armene, og kokser ud til musikken. De drikker økologiske øl og ryger cigaretter. Copenhagen Psych Fest er ikke alene, når det kommer til festivaler, der hylder og holder liv i den psykedeliske musikgenre. I Danmark er Aarhus også med, og internationalt er Levitation i Austin, Texas forløberen. Festivalen i Texas har siden 2008 spredt sig til Los Angeles, Liverpool og Lissabon foruden Danmark.

Det psykedeliske kan være mange ting. Mest af alt er det psykedeliske en tilstand. Det psykedeliske er det bevidsthedsudvidende i musikkens spektrum, der fusionerer kontrasterne, og samler folk på tværs. Psych er til syretripperne, til hipsterne, til fædrene. Den er ikke bare en døgnflue. Og hvis fænomenet falder til jorden, vil det rejse sig igen. Måske vil der gå ti år, men den psykedeliske musik vil vende tilbage, for der vil altid være en interesse for at udvide sin bevidsthed. Musikken er ikke bare en genre, men en måde at formidle en følelse på.

På Børneteateret flyder en tung røg igennem lokalet og ud i Christianias stræder, gennem Nemoland, forbi Byens Lys og ned i Den Grå Hal. Jeg imødekommer røgen, lader mig opsluge og omfavner syretrippet. Jeg træder ind i tidslommen og det parallelle univers, og jeg vågner først, da mandagen kalder mig tilbage.

Læs mere om musik fra VICE:

Sådan tog Robyn kontrollen over sin musik tilbage

De 16 mest spillede sange på Roskilde 2016

VICE-interviewet: Niels Brandt