FYI.

This story is over 5 years old.

guide

​VICE-guiden til at fylde 30 for mænd

Det første, du skal huske, er: genindspilninger af film ødelægger ikke din barndom, dit fucking tudefjæs.

(Foto: robertfosterrobertfoster.tumblr.com)

Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE UK

Der er alt muligt galt med at fylde 30. Men at italesætte, at man fylder 30, er næsten et af de største problemer. Diverse intetsigende udsagn som "mine tømmermænd bliver værre og værre!" eller "kan I huske kassettebånd? Kæft, vi er blevet gamle!" – undergraver de reelle bekymringer, usikkerheder og spørgsmål, der perifert begynder at krybe ind i din bevidsthed, jo tættere du kommer på dit fjerde årti.

Advertisement

Derfor er det nok en meget god idé at have en sober diskussion om ideer, adfærd og situationer, som du måske vil blive konfronteret med, når først du er tre år for gammel til at joine Klub 27. Her kommer den: En guide til at fylde 30 for mænd.

DU LEVER NU ET STILfærdigt OG VÆRDIGT LIV PÅ SOCIALE MEDIER

(Foto: robertfosterrobertfoster.tumblr.com)

Sådan burde det jo egentlig altid have været – dine holdninger er irriterende, og dit privatliv er røvsygt – men det gør sig i særlig grad gældende nu, og det har aldrig været vigtigere at afholde sig fra at skrive passivt-aggressive tweets rettet mod en ekskæreste ("glad for at have skilt mig af med den fodlænke lol #helloladies") eller en caps lock-rasende statusopdatering om et eller andet irrelevant ("SKRID NU UD AF MIT FJERNSYN AMALIE, JEG ER LIGEGLAD MED, OM DU ER SAMMEN MED ULVEN IGEN!!!!").

Der er IKKE længere højt til loftet. Hvis du ligefrem laver en scene foran andre 30-årige, så er jeg ked af at sige det, men du er Courtney Love, der flasher sit skrev til en prisuddeling. Du er måske ikke helt vokset fra dine infantile tendenser endnu, men det mindste, du kan gøre, er at lade være med at spamme dine venner og kolleger med dem, fordi stoicisme og situationsfornemmelse er to kvaliteter, som du virkelig bør have udviklet nu.

LÆS OGSÅ: Derfor mister millioner af mænd deres venner, når de er i 20'erne

GENINDSPILNINGER AF FILM ØDELÆGGER IKKE DIN BARNDOM, DIN FUCKING BABY

Hvis du fandt ud af, at din bedstefar myrdede sexarbejdere og skaffede sig af med deres lig i den sø, I fiskede i, da du var barn, ville det ødelægge dine barndomsminder. Jurassic World er bare endnu en film, du kan vælge at ignorere. Du er 30 år gammel. Har du ikke vigtigere ting at bekymre dig om end genindspilningen af en børnefilm, som aldrig har været god? Hvorfor er det her overhovedet noget, du siger højt i andre menneskers selskab?

DIN KROP ER IKKE, HVAD DEN HAR VÆRET

(Foto: robertfosterrobertfoster.tumblr.com)

Når du læser det her, har Facebooks "Memories"-funktion uden tvivl mindet dig om, at du ikke længere er den smooth operator med glød i øjnene, der tog 2006 med storm. Tidens ubarmhjertige tand – koblet med 10 års druk, tvivlsomme stoffer, junkfood, fejlernæring og motionsmangel – har resulteret i, at du, sammenlignet med billeder af dig selv som 20-årig, nu ligner Orson Welles' opsvulmede lig, og det er helt sikkert noget, der kan tage modet fra en mand. Men frygt aldrig: der er to måder, du kan slippe udenom det her, og begge bliver nævnt i Sindsrobønnen fra AA :

Advertisement

Gud, giv os nåde til med sindsro at acceptere de ting, som ikke kan ændres,
mod til at ændre de ting, som bør ændres,
og visdommen til at skelne det ene fra det andet.

Det vil altså sige: hvis du er ved at miste håret, så tag dig sammen og barbér dig skaldet. Hvis du har fået bildæk, så stop med at spise durumruller til frokost hver dag, drik mindre alkohol og dyrk noget motion. Dit stofskifte er ikke den unge, robuste eventyrprins, det var engang.

BRYLLUPPER ER PLUDSELIG NOGET, DER SKER HELE TIDEN

(Foto: robertfosterrobertfoster.tumblr.com)

Nu er vi nået dertil, hvor det tydeligt fremgår, at denne artikel er skrevet for at hjælpe umodne drengerøve, frem for dem af jer, der faktisk har styr på jeres liv – og jeg går ud fra, at I ingen børn har, og at I er ugifte, og nok også single, og lever i en større by, i en form for forlænget pubertetsalder, fordi I er, ærligt talt, ikke helt rigtige mennesker endnu. I er mit folk, og selv nu, hvor jeg er en gift mand, er I stadig mit folk.

Anyway. Ejer du et jakkesæt? Du burde nok købe et jakkesæt. Hvis du bare har været marginalt præsentabel gennem de sidste tre årtier, så vil de næste par år kræve, at du deltager i et bryllup eller ti.

Bryllupper er næsten altid vildt grineren. Vær klar til at puffe og prikke til dine venner under ceremonien til stor harme for ældre bryllupsdeltagere. Vær klar til at tage kokain på din bedste vens slips. Vær klar til at forklare et interesseret, ældre familiemedlem, som du ikke kender særlig godt, hvad en social media manager er. Vær klar til at krumme tæer over, at brudens far ikke er vant til at tale offentligt eller overhovedet læse højt. Forbered dig på, at du kommer til at flirte med nogen og så indse, at de er sammen med en anden til festen. Vær klar til at have en forholdvist dyb samtale med en præst efter en halv snes fadøl. Vær klar til at danse med et sjovt barn, der synes, at du er sej. Forbered dig på, at du virkelig kommer til at nyde bryllupbandets udgave af "Tainted Love". Vær klar på, at du kommer til at spilde dessert på dit jakkesæt, lægge det ind i skabet uden at gøre det rent dagen efter og være irriteret på dig selv, når du tager det frem igen otte måneder efter. Vær klar på, at du bliver vækket af nogen, der banker på døren til dit hotelværelse for at fortælle dig, at du skal være checket ud om fem minutter.

Advertisement

Det lyder sjovt, ikke? Det er på ingen måde ideelt, at folk bliver ved med at blive gift i hverdagene nu til dags, men det kan ofte være værd at spendere et par feriedage på.

BABYER ER OGSÅ PLUDSELIG NOGET, DER SKER HELE TIDEN

Du kommer til at miste et par venner til forældreskab inden for den nærmeste fremtid, og du må ikke beklage og brokke dig over det, fordi at brokke sig over, at der er et andet menneske, der dropper at tage stoffer med dig på en onsdag aften for at opdrage et barn, er moralsk set lidt ved siden af.

Her er nogle tips til at håndtere dine venners børn:

– For at undgå dårlig stemning så undlad at kommentere direkte på babyens vægt eller ansigtstræk. Du kommer uden tvivl til at krænke nogen, fordi du er ikke vant til at være ærlig og oprigtig. Bare sig, at det er et smukt barn, og sig "wow" en masse gange.

– Støt altid babyens hoved, og hold op med at være alt for nervøs, fordi det får dig til at ligne, at du ikke er et rigtigt menneske.

– Hvis du kan undgå det, så prøv ikke at være alt for fuld eller på kokain, når du er i nærheden af babyen. Af en eller anden grund bliver folk ekstremt beskyttende, når det drejer sig om deres børn, og kan ikke lide uberegnelig opførsel i deres babyers umiddelbare nærhed. Selvom du ikke gør noget mærkeligt, vil forældrene stadig hade dig for din uforsvarlige opførsel og holde dig væk fra deres barn for evigt, og så vil du have mistet to venner.

Advertisement

SE OGSÅ: 'High Society: Ecstasy', det første afsnit i vores nye serie om narko i Storbritannien

DIN EGEN 30-ÅRS FØDSELSDAG BETYDER IKKE DET HELT STORE

Kan du huske, hvordan du i skoletiden fik banket det ind i hovedet, at dine eksamenskarakterer var det altafgørende for din tilværelse, og at du ville dø, hvis du ikke fik topkarakterer, og hvordan det så gik op for dig, at det hele var løgn, da du gik ud af skolen? Det samme gælder for din 30-års fødselsdag. Det hele skal nok gå, lige meget hvad der sker.

Det er ikke rigtig vigtigt, hvad du gør eller ikke gør, hvem du inviterer med, eller hvem der overhovedet dukker op: det er ikke din sidste frie nat før 10 år i fængsel, så bare arranger en hyggelig aften med nogle søde mennesker uden at fluekneppe alle småtingene, og så skal det nok blive en fin fest. Og selvom det ikke bliver det, gør det heller ikke noget – så længe du bare griner af det og kommer videre i livet, fordi herregud, du er 30 år gammel.

DIT BAND KOMMER MULIGVIS IKKE TIL AT SKE, DESVÆRRE

(Foto: robertfosterrobertfoster.tumblr.com)

Det her gælder udelukkende for "band"-typer, der gerne vil være rockstjerner – du er fritaget, hvis du laver en eller anden form for obskur metal, eller producerer alternativ elektronisk musik. Hvis det er tilfældet, kan du fortsætte ufortrødent. Der er masser af genrer, der er ligeglade med skaldede isser, kedeligt tøj og bildæk, men hvis verdensomspændende turnéer og MTV Awards er din plan, så sæt dig ned, fordi det her kommer til at gøre en smule ondt:

Advertisement

Som du rammer de 30, bør bekymringen være, at du – til trods for, hvad der står på den PDF, som du sender rundt sammen med din demo – måske ikke har en frygtløs, ny tilgang til indierock, men derimod en uddateret, uinspireret indstilling til indierock. Hvis den tanke ikke i det mindste har strejfet dig, så er din tro på dig selv fuldstændigt smeltet sammen med en komplet mangel på realitetssans og selvbevidsthed, og du er simpelthen nødt til at tage dig sammen.

Der er et par årsager til, at det hele ikke lige er sket for dig endnu. En af dem er, at du har spillet det samme crap siden 2007, og der har på ni år endnu ikke været nogen, der har gidet høre på det – så måske er det dig, der er problemet? En anden årsag kan være, at du ikke længere aner, hvad de unge gerne vil have. Vær virkelig ærlig over for dig selv omkring det her, og så træf den rigtige beslutning (stop, reguler dine egne forventninger, eller juster lidt på din lyd), fordi kan du huske, hvor nederen du syntes, de gamle røvhuller i supportbandet var, da du var 22? Du er de fyre nu. "En ældre veteran på scenen" er ikke rigtig en ting – alle synes bare, at du er klam og gammel.

(Og stop med at sende demo-CDer til musikpublikationer, bedstefar, de har nok at se til, og bærbare har ikke CD-drev længere.)

NOGLE MENNESKERS PARFORHOLD BLIVER MERE SERIØSE, OG DET GØR ANDRES IKKE

Folk bliver gift og får børn og køber huse, og det er fint, og nogle mennesker gør ikke nogle af de ting, og ser i stedet en masse gamle afsnit Star Trek på YouTube – og det er også helt fint. Har du lagt mærke til, at de eneste gange, der er nogen, der fortæller dig, at du skal være bekymret for, hvor seriøst dit parforhold er eller ikke er, er, når du besøger aldrende familiemedlemmer, der skal have tiden til at gå med et eller andet, før de dør? Bare vær dig selv, gamle dreng – hvis de ikke kan lide det, kan de bare fucke af.

DINE FORÆLDRE KOMMER LIDT OP I årene

De er ikke så sprælske og livlige, som de har været. De er hele tiden trætte, og de snakker i munden på hinanden, hver gang du ringer til dem. Begrav alle irrelevante, post-pubertets-uenigheder, du har med dem, for medmindre de er religiøse fantaster, der hader dig for at være homoseksuel, så er de nok gode nok inderst inde, og deres generation havde ikke noget begreb for "passiv-aggressiv", så de tror stadig, at det er en virkelig snedig måde at få dig til at gøre ting – men bare ignorér det og vær deres ven.

IKKE FLERE HI-TOP SNEAKS, STRAMME TRØJER OG STRAMME BUKSER

(Foto: robertfosterrobertfoster.tumblr.com)

Det er på tide, at du begynder at klæde dig med en smule mere værdighed. Du kan jo gøre lige, som det passer dig, men her er nogle indiskutable kendsgerninger: hi-top sneakers ser bedst ud på kvikke, energiske, unge spradebasser ligesom dig, da du var 22. Stramme trøjer ser bedst ud på magre amfetaminentusiaster ligesom dig, da du var 22. Og stramme jeans ser bedst ud på unge, fleksible og seksuelt eventyrlystne typer, som dig, da du var 22.

Advertisement

Der er ingen af de ovenstående ting, der ser godt ud på en kvabset "ølkender" med høje tindinger og ingen kindben. Du ligner en vindrue med to tandstikker, der stikker ud af den, så måske er det tid til at droppe Duné-kostumet og ryste posen en smule.

HVIS DU ER TRIST OVER AT BLIVE ÆLDRE, SÅ ER DET, FORDI DU HAR HAFT DET SJOVT

Hvis denne liste over advarsler og kolde, hårde sandheder om tidens gang har gjort dig deprimeret, så kan du trøste dig med, at det kun er folk, som virkelig har været unge til at begynde med, der bliver miserable over, at det meste af ungdommen nu er forbi. Hvis du ikke aktivt deltog i ungdomskulturen, fik et fornuftigt arbejde, kun hørte klassisk radio, aldrig tog stoffer, aldrig oplevede noget drama, aldrig holdt dig vågen hele natten, aldrig gik i kikset tøj, aldrig var oppe at slås eller gjorde nogen form for oprør, så er 30 det samme som dine 29 andre år, så vær taknemmelig for den ungdom, du har haft, og brug den som inspiration til dit voksenliv.

Læs mere VICE:

Ting du lærer når dit parforhold brister i dine tyvere

VICE-guiden til at komme igennem midt-tyverne-krisen

25 ting du skal begynde på nu hvor du er 25