Yakuzaen er ikke glad for at få taget billeder

Det kommer nok ikke som nogen overraskelse, at Yakuzaen ikke ligefrem er super duper åben over for fremmede. Det gælder især udlændinge med kameraer. Alligevel lykkedes det fotografen Jesse Lizotte at overbevise den japanske mafia om at lade sig portrættere til sin seneste serie Born Too Late.

Jesse er i det hele taget ret ferm til at overtale folk til at gøre ting, de normalt ikke har lyst til. Han har tidligere fulgt motorcykelbander i Chicago og Los Angeles, men det viste sig en endu større udfordring at overtale Yakuzaens medlemmer til at lade ham afbillede deres afhuggede fingre og tatoveringer af folk, de har slået ihjel.

Vi tog en snak med ham om serien, og om hvordan bandens kultur ændrer sig med den nye generation.

VICE: Hey Jesse, hvordan var det at hænge ud med Japans underverden?
Jesse Lizotte: De var ærligt talt ikke den nemmeste gruppe at fotografere som udlænding. Og de bryder sig heller ikke om at få taget billeder, fordi de har en helt anden mentalitet. De har problemer med at forstå konceptet om, at det er sejt at vise sine tatoveringer frem og være gangster. Men der er ikke noget pis med Yakuzaen - det er tydeligt, at de ikke giver en fuck. Deres fremtræden er slet ikke som du ville forvente hos en japaner.

Følte du dig nogensinde utryk?
Ja, helt bestemt. Der var en gang, hvor min tolk fulgte mig hen for at fotografere den her fyr, og han var bestemt ikke glad for min tilstedeværelse. Jeg stod der bare uden at sige et ord i omkring en time, før han sagde, at han var klar. Han tog al tøjet af og var fuldstændigt dækket af tatoveringer. Fyren manglede fire fingre. Han ville ikke have fotograferet sit ansigt, og det var ikke noget, jeg havde lyst til at tage op til diskussion. Han havde sin klans symbol tatoveret på brystet, men det ville han ikke have fotograferet. På maven stod navnene på nogle af de folk, han havde slået ihjel.

Hvordan kom du på at lave Born Too Late efter dit sidste project Lowrider?
Det var ikke planen at rode mig selv ud i det her lort. Det var ikke fordi, jeg tog ud for at fotografere hårde, kriminelle typer - det skete ligesom bare. Born Too Late startede, da jeg var hjemme hos en af fyrene i LA, hvor han havde en hel væg med billeder af indsatte. I midten var der et billede af en japaner, der virkeligt skilte sig ud. Jeg fik hans email, tog kontakt til ham og fik en enkelt sætning som svar: "Her er mit nummer. Ring til mig, når du kommer til Tokyo."

Fornemmede du, at den japanske underverden er inspireret af vestlig kultur?
Helt bestemt. Nogle af de unge gutter blærer sig og fører sig frem i Nike sko. De kører Lamborghinier for helt uden omsvøb at sige, at de er den del af Yakuzaen. De ældre fyre er mere diskrete.

Er der store generationsforskelle i Yakuzaen?
Den nye generation ser ret anderledes ud, og man kan virkeligt fornemme den vestlige påvirkning. De hører vestlig musik og kører i vestlige bileder. Jeg tror de identificerer sig mere med stereotypen om den frembrusende gangster. De ældre fyre er stadig meget traditionelle anlagt. Jeg snakkede med nogen om den praksis, at hvis man fucker op, så får man hugget en finger af. Det gør man ikke længere. Hvis man fucker op nu, skal man bare betale en eksorbitant dummebøde.

Der er stadig et tydeligt hierarki, og de unge gutter har store respekt for veteranerne. De unge står for at servere og må ikke spise, før de gamle siger til. De åbner også døre for dem og hælder sake op.

Når du fotograferer sådan nogle typer, der både idoliseres men som også har så meget vold på samvittigheden, prøver du så at give din serie et budskab? Eller er du bare dokumentarist?
Jeg følte det var vigtigt at fange de her karakterer på kamera, fordi de er ved at uddø. Jeg havde bare ikke lyst til at sensationalisere det. Jeg havde ikke engang lyst til at bruge ordet Yakuza, det ved folk allerede, hvad er, og jeg ville gerne have, at det skulle være mere end det.

Interview af Sam Nichols. Følg ham på Twitter.