Emma Holten spørger Borgens største klimanørd, hvorfor hun kæmper mod væksten

Maria Gjerding fra Enhedslisten er kendt som Christiansborgs største klimanørd. Og for at redde klimaet vil hun have et opgør med vækstsamfundet. Men hvad betyder det? Det spørger Emma Holten om i dette afsnit af Broadly Møder.

06 marts 2018, 9:24am

"Gjerding den Grønne" var rubrikken på et stort portræt af Maria Reumert Gjerding i Altingets trykte magasin sidste år. Heri kunne man læse, at hun som barn tegnede dødningehoveder på mælkekartonerne, hvis mælken i dem ikke var økologisk, og at hun i dag ikke er "karrierepolitiker", men "karriere-miljø- og klimaforkæmper". Hun er klimanørd, og både hendes partifæller og politiske modstandere har stor respekt for hendes faglighed.

Annoncering

39-årige Gjerding har adskillige ordførerskaber hos Enhedslisten, hun er blandt andet ordfører for grøn omstilling, klima og miljø, og inden hun blev valgt ind i Folketinget i 2015, arbejdede hun som miljøpolitisk rådgiver for partiet i syv år. Hun har desuden skrevet kapitlet "Vækst eller opvækst?" i bogen Modvækst – omstilling til fremtiden.

En af hendes politiske mærkesager er netop, at hun vil have et opgør med vækstsamfundet. Hun mener nemlig ikke, at et samfund baseret på økonomisk vækst er foreneligt med et samfund, hvor vi tager os af klimaet og miljøet. Med hvad vil det sige? Hvad er modvækst?

Det spørger debattør Emma Holten Maria Gjerding om i dette afsnit af Broadly Møder.

Emma Holten blev danmarkskendt, da hun satte gang i en større debat om hævnporno, efter hun selv var blevet udsat for netop det. Siden har hun debatteret blandt andet feminisme verden over, ind til hun kort inden årsskiftet (næsten) trak stikket og flyttede til New York. Og der skal stå næsten, for Emma Holten er stadig at finde i debatter, hvor hun giver sit besyv med, både når det handler om feminisme, ungdomskriminalitet, velfærd, ligestilling og klima. Og selv om vi skal og kan tale om det hele, mener hun, at vi må huske på, hvor vigtigt det er, at vi bliver ved med at tale om klimaudfordringerne – selv om det kan være pissesvært:

“Hver gang, der er en politisk diskussion, er der altid en irriterende person, der siger: Vi burde snakke om klima! Og indtil for kort tid siden anede jeg ikke, hvad det ville sige at tænke politisk og økonomisk over klima og bæredygtighed. Hvordan man greb et problem af det omfang an. Men faktum er, at de mennesker, der hele tiden derailer dine twitterdebatter har ret: Vi burde tale om klima. Lige nu, hele tiden," siger Emma Holten.

Maria Gjerding annoncerede i februar, at hun stiller op til posten som præsident for Danmarks Naturfredningsforening, når der er valg i begyndelsen den 7. april. Bliver hun valgt, betyder det, at hun må forlade sin plads i Folketinget:

"De fleste, der har fulgt mig og mit politiske arbejde, ved, at jeg brænder for naturen, miljøet og klimaet helt ind i hjertet. Det har været min drivkraft hele mit liv. Det har været min drivkraft ind i politik, og det er den samme drivkraft, der nu får mig til at gribe efter muligheden for at stå i spidsen for vores største og stærkeste natur- og miljøorganisation og kæmpe for naturen i en bred, folkelig bevægelse med 130.000 medlemmer," skrev hun på Facebook.

Opbakningen til Maria Gjerding er stor og kommer også fra foreningens siddende præsident, Ella Maria Misschop Larsen: "Når Maria Reumert Gjerding stiller op, så vil jeg med ro i sindet trække mig tilbage,” har hun sagt til Altinget.

Tagged:

Politik, Emma Holten, vækst, christiansborg, miljø, Enhedslisten, broadly møder, maria reumert gjerding, modvækst

More
like this
Scorer man bedst som DF’er, LA’er eller Enhedslisten-vælger? Jeg testede det på Tinder
Vi snakkede med folkene bag nogle af Danmarks vildeste patenter
Paris Hilton tog en 100-årig mand med til en Lil Pump-koncert
Chanelbigs tager Lillebittebock og Baby Bino med i kiosken i sin nye video
Sådan crowdfundede vi vores kombucha-bar på Nørrebro
Opskrift: Sådan laver du din egen oste-calzone
De her tre kvinder samarbejder, og derfor lykkes de
Kenton Slash Demons nye video er til alle jer syntetiske planter på dansegulvet