10-årsjubilæet i Ungeren beviser, at ungdomsoprøret stadig lever

I marts 2007 blev Ungdomshuset på Jagtvej 69 ryddet og revet ned. I dag, mere end 11 år senere, står grunden over for Assistens Kirkegård i hjertet af Nørrebro stadig tom, bortset fra utæmmet ukrudt og et forvitret picnicbord. Rydningen satte gang i demonstrationer, der varede mere end halvandet år og siden er blevet betegnet som “danmarkshistoriens største ungdomsoprør”. Det resulterede i, at de unge anarkister blev drevet i eksil fra hjertet af Nørrebro til det ydre Nordvest og befæstede sig i “det nye Ungdomshus” på Dortheavej 61 i oktober 2008.

Alt det vidste du sikkert godt. Men har du været i det nye Ungdomshus? Og har du tænkt over, hvilken relevans, stedet på Dortheavej har i dag? For det kunne du jo passende gøre under den månedlange fejring af 10-årsdagen for åbningen af det nye hus, der for alvor blev skudt i gang i fredags med fest og koncerter i Ungdomshusets to spillesale, Dødsmaskinen og Salen.

Videos by VICE

Stedet er indrettet som en fæstning. Døren ud til Dortheavej er bogstaveligt talt en barrikade. I skærende kontrast til den kommunale blokbygning lige ved siden af på Rentemestervej, der huser både bibliotek og Borgerservice, minder ungdomsenklaven lidt om et postapokalyptisk tilholdssted fra Book of Eli eller The Last of Us. Et tykt, sammensmeltet tapet af plakater, graffiti og klistermærker gør det umuligt at se væggen. Den mindre sal, Dødsmaskinen, er belagt med guldfolie, og i lokalet lige over, husets veganske fælleskøkken, sidder bands fra aftenens program og forbereder sig blandt skiveskårne meloner og kæmpe gryder med boblende, rødbedefarvede retter.

10-års-fejringen er en fordomsfri fest for dem, der er dukket op – men det er ikke, fordi stemningen kan beskrives udelukkende som et glædesorgie. I festens opløb bliver der stadig snakket politik, og rundt omkring mindes folk den mørkeste tid i Ungdomshusets historie.

Gården, der forbinder Ungdomshusets to dele, Annekset og Hovedbygningen, fyldes langsomt af smilende crust-krigere, der har hanekamme og dreadlocks og er udrustet med badges og tatoveringer. Den sprittede lugt af frisk graffiti hænger tungt i luften og bliver kun periodisk udfordret af forbidrivende hashskyer. Bartenderen har to lange dreadlocks i nakken og kort karseklip på resten af hovedet, som han klør sig i, mens han bruger 30 sekunder på at regne ud, hvad to Høker-bajere koster, når nu én koster 17 kroner.

Ungeren er noget helt andet i dag end i Jagtvej 69-dagene. Men ungdomsoprør, opgør med bullshit og det at skabe et trygt sted at være – også for udsatte og forsømte unge – går aldrig af mode. Og man kan argumentere for, at det i dag er sværere end nogensinde før at leve som en “ægte” analog og anarkistisk punker, da man som aldrig før skal gøre en reel indsats for at bryde med mainstreamen og ikke have en velkurateret persona på sociale medier.

Klokken 23 er Ungeren propfyldt. Programmet er en bred vifte af bands – fra den kvindelige, Joan Jett-iske twee-punk trio Enids til balls-out Fri Palæstina-ladet punk-smadder fra Nexø, via dancehall- og metal-udbud. Midnat markeres med fyrværkeri. Huset på Dortheavej runger af latter og hårrejsende mosh-skrig fra koncertsalene. Senere på natten begynder det gemene, mavetaske-bærende københavner-crowd at rykke ind. Det udvander den hårde punkkerne, og det er også okay, for her er plads til alle, og det her har udviklet sig til en regulær fest.

Her på Dortheavej står det klart, at der stadig er brug for et Ungdomshus i København. Men intet er glemt. Og intet er tilgivet.

Enids spiller på Dødsmaskinen.
Babytøj, børnebøger, badges og mere i Ungdomshusets merch-bod. “De anarkistiske børnebøger er det, vi sælger mest af,” får vi at vide.
Det københavnske punkband Nexø bladrer i en Ungeren-billedbog, mens de mindes gamle dage, spiser og gennemgår sætlisten inden deres koncert i spillesalen Dødsmaskinen.
Nexø-forsanger, Kristian Ejlebæk Nielsen.
Nexøs trommeslager, Alexander Truelsen.
Nexø spiller på Dødsmaskinen.