Den anden dag sagde jeg farvel til en af mine venner med ordene: “Hvis jeg smutter nu, kan jeg lige nå hjem til Bagedysten.” Han grinede højt, indtil det gik op for ham, at det ikke var en joke. Straks lagde han sit ansigt i alvorlige folder. Et lille hånligt grin forlod hans læber, inden han rigtigt forstod, at jeg mente det. Så blev han sur. Det var som om, jeg havde fornærmet ham personligt, og han gik derfra i vrede. Man ser ikke let på den slags i min vennekreds.
Men lige meget hvor småborgerligt, han synes, det er, bliver jeg ved med at se Den Store Bagedyst. Ja, det er det mest ufarlige tv, der findes, og der er intet kulturelt eller eksistentialistisk stimulerende ved programmet. Min personlighed og det miljø, jeg er en del af, skriger til himlen, at jeg ikke burde bruge min tid på fjernsynets udgave af kamillete, men i stedet fokusere på at læse noget Naomi Klein og planlægge civil ulydighed. Men hver onsdag tænder jeg alligevel.
Videos by VICE
For at finde ud af, hvorfor fanden jeg bliver ved, har jeg lagt hjernen i blød, overhældt den med flydende nitrogen, sat den på frys, og bedt til, at den havde sat sig, da jeg tog den ud igen. Her er de grunde, jeg kom frem til:
1: Det er reality-tv uden konflikter
Jeg bliver sindssyg af at se Paradise eller Robinson, hvor det hele går op i intriger og konflikter. Selv X Factor skal partout skrue op for et drama, som ikke er der, og der skal helst være nogen, der græder. I Bagedysten er der ingen personlige konflikter, og alle krammer, når nogen skal sendes hjem. Selvfølgelig er der store følelser på spil, og der bliver fældet en tåre, når en montre af isomalt falder sammen, men det bliver ikke malket, og den gode stemning bliver hurtigt genoprettet. Det er lidt som i børnehaven, hvor ALLE er vindere og skal have en medalje for at være med.
2: De mærkeligste karakterer
Hvert år er Bagedysten et overflødighedshorn af grinagtige dialekter, socialt akavede sukkerjunkies og flydende seksualitet. Holdet af deltagere er den perfekte fokusgruppe – et repræsentativt udsnit af Danmark, og simpelthen det bedste fra alle afkroge af landet. I år har min helt store favorit været Rosa fra Glyngøre, selvom hun desværre ikke kom i finalen. Alt ved hende er for fedt. Hendes smittende humør, hendes uprætentiøse stil, og hendes evner med en dejskraber. Men mest af alt, så elsker jeg hende, fordi hun minder mig om Fissirul Lohman fra Casper & Mandrilaftalen. Tjek lige highlightpakken med Rosa herunder:
3: Timm Vladimirs lille hop, når han siger “Klar, parat, bag!”
Han glæder sig så meget til kage, at han slet ikke kan være i sig selv. Jeg forstår ham godt.
4: De nye dommere.
Alle var overbeviste om, at Bagedysten var død og borte, da Mette Blomsterberg solgte sin sjæl til TV2, og dommerne skulle skiftes ud. Jeg var faktisk ved at være lidt træt af dem (især Blomsterberg), så jeg var lidt glad, da jeg hørte det. Især da jeg så de nye dommere. For hvor Katrine Foged Thomsen på sin vis er lidt som Blomsterberg, med sin passivt-aggressive autoritet og kyniske forventninger til finish, er Markus Grigo alt, hvad Jan Friis-Mikkelsen manglede: Charmerende, menneskelig og tysk på den gode måde. Jeg bliver aldrig træt af hans accent.
5: Nitrogen.
Flydende nitrogen! Hvem har ikke lyst til instant isdessert?
LÆS MERE: Den her hotdog forklædt som flødeskumskage er det smukkeste i verden
6: Finkultur er lavkultur – eller omvendt?
Man skal aldrig være for fin til at kaste sin kærlighed på noget, bare fordi det er populært i den brede befolkning. Tuborg Classic er stadig en fremragende øl, selvom alle på baren drikker den, og The Minds of 99 er ikke holdt op med at være gode, fordi de er blevet landskendte. Desuden er det sgu lidt hyggeligt, at jeg har noget at snakke med mine bedsteforældre om – noget kultur vi har til fælles – i en tid hvor det virker som, generationskløften kun vokser.
7: Jeg får lyst til at bage kage.
Hver gang jeg ser en glansfuld glace eller perfekt tempereret chokolade, der smutter ud af formen, kribler det i kagerullen ( bogstaveligt talt, altså. Perverse gris). Jeg får lyst til at gå i køkkenet og kaste mig over teknikker, jeg slet ikke har styr på, og lave en kage med mousse af passionsfrugter importeret fra det nordøstlige Brasilien, nøddebunde i syv forskellige farver og smage, og afrikanske dyr formet af marcipan som pynt.
8: Jeg har en undskyldning for at spise kage.
Realiteterne er, at jeg bliver siddende i sofaen og propper hovedet med købte kager. I en sukkerforskrækket verden, hvor alt er kræftfremkaldende, holder jeg mig normalt fra den slags forarbejdet stads, men når teltdugen vajer over Vinderslevholm Gods, må man godt være lidt syndig. Jeg ignorerer, at den eksplosion af E-numre, jeg guffer i mig, hører til i skraldespanden, for når fløden emulgerer på skærmen, skal jeg have noget til den søde tand.
9: Det fylder mig med ro og lykke i en kaotisk verden.
Hele verden er ved at falde sammen om ørerne på os. Atomkrig venter lige om hjørnet, fascismen er på fremmarch, og vi bruger jordens ressourcer hurtigere, end jeg formøbler min løn fredag aften. Hver dag mister jeg lidt mere af troen på menneskeheden og min egen fremtid. Men når jeg putter mig i sofaen onsdag aften med en vamset sweater, og den lalleglade dumdumdum-temamelodi begynder, er det hele okay. Så lukker vi øjnene for flygtningekrise og fremmedhad og fokuserer på fondant.
10: Because weed
Munchies betyder fråder. You do the math. Jeg har før kombineret min kærlighed til kage og cannabis, og det ser jeg ingen grund til at stoppe med nu.
