10 spørgsmål du altid har haft lyst til at stille en agorafob

Foto: S Kahn via | CC BY 20

Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE Italien

Det er ret usandsynligt, at du render ind i nogen, der lider af agorafobi. De, som er alvorligt påvirket, oplever angstanfald og fysisk smerte, hvis de befinder sig et åbent sted omgivet af mennesker. Derfor bliver de inden døre. Ude af syne.

32-årige Davide fra Firenze har boet alene i sin lejlighed i over ti år. Han forlader den kun for at købe brød hos bageren nedenunder, fordi det at gå udenfor lammer ham og giver ham dødsangst. Jeg talte med ham om, hvordan det føles.

VICE: Hvordan bliver man bange for at gå udenfor?
Davide: Lige siden jeg var barn, har jeg haft det svært med stimuli udefra. Menneskemængder, høje lyde, stærkt lys – det gør næsten fysisk ondt på mig. Som teenager gik jeg på klubber og til fester og havde det sjovt ligesom alle andre. Da jeg var 18, begyndte jeg at få panikanfald, når jeg var et åbent sted med mange mennesker. Jeg troede, jeg skulle dø, og det eneste der hjalp, var at isolere mig selv.

Efter det sidste anfald låste jeg mig inde i huset – det var det sidste år af gymnasiet, og jeg var ikke i skole i en måned. Jeg vænnede mig til mit nye liv, og som tiden gik, kom verden udenfor til at virke mere og mere utilgængelig for mig. På universitetet levede jeg som eneboer, og i dag er selv det at købe ind et problem.

Hvordan påvirker din agorafobi din hverdag?
Det er ret simpelt – jeg går sjældent udenfor. Det eneste tidspunkt, jeg føler mig nogenlunde tilpas ved at gå ud, er tidligt om morgenen. Jeg vågner omkring klokken 5 om morgenen og går en tur i en times tid. Til sidst går jeg forbi bageriet nedenunder for at spise morgenmad. De sidste par år har jeg haft hele måneder, hvor fyren i bageriet var den eneste, jeg talte med udover min familie og tætte venner – og de besøger mig udelukkende derhjemme.

Resten af dagen tilbringer jeg i stuen eller i køkkenet, hvor jeg ser TV, spiller spil, spiser, træner, klikker rundt på nettet – hvilket er himmelsk for agorafober – jeg læser en del, jeg onanerer. Jeg forestiller mig, at agorafobi er lidt ligesom at være pensioneret i forhold til, hvordan man bruger tiden.

Helt præcist hvad sker der, hvis du står midt på en tæt befolket plads?
Jeg ved ikke, om du er bekendt med derealisation og depersonalisation, men det er nogle af symptomerne på panikanfald. Det føles som om, min krop ikke tilhører mig mere. Jeg får takykardi [forhøjet puls], jeg mister fornemmelsen i hænderne. Det føles som om, min hjerne ikke kan håndtere mine tanker, og at jeg er ved at blive skør. Det er kun, når jeg er alene derhjemme, at jeg genvinder kontrollen.

Hvordan tjener du penge, hvis du ikke forlader dit hjem?
Jeg er meget heldig i den forstand, for jeg behøver ikke tage på arbejde. Jeg er enebarn, og mine forældre forærede mig den lejlighed, jeg bor i. De ejer nogle andre lejligheder, som vi lejer ud. Jeg står for udlejningen og tjener på huslejen, og det er de penge, som jeg lever af. Det eneste jeg skal gøre, er at tage forbi advokaten eller revisoren en gang imellem.

Hvad med forhold og sex?
Jeg var i et forhold, dengang jeg begyndte at blive rigtig syg, som til trods for alting blev ved i to år yderligere. Hun fik selvfølgelig nok efter et stykke tid, og det forstår jeg godt. Jeg har haft to korte forhold siden da, men det var næsten umuligt at holde dem kørende. Hvis jeg bare vil have sex, ringer jeg til en prostitueret. Det tager tre til fem minutter at finde en pige, der kommer hjem til en – man betaler bare lidt mere for det. Det gør jeg fire eller fem gange om måneden.

Hvad er det mest irriterende, folk antager om dig?
Det pisser mig virkelig af, når folk antager, at mit problem bliver gjort værre af, at jeg er rig, og at jeg “har råd” til at være agorafob. Som om der ikke findes en anden og mere givende måde at tjene og bruge penge på. “Hvis du var nødt til at arbejde, så ville du jo være nødt til at forlade dit hjem” – hvad betyder det overhovedet? Der findes masser af mennesker, der lider af agorafobi ligesom mig, men som er nødt til at arbejde. De lider ikke mindre. De propper sig måske bare med piller for at kunne klare de mest basale ting. Jeg er heldig, at jeg ikke behøver det. Det er bare sådan en ligegyldig kommentar. Har du nogensinde mødt nogen, der rent faktisk lider af noget, som fik det bedre af, at du sagde: ‘Det kunne være værre?’ Jeg har ikke.

Fortæller du om din fobi, når du møder nye mennesker?
Ja, det er en kæmpe faktor i mit liv, så det er for vigtigt til ikke at sige det. Jeg føler mig mere tryg, når jeg ved, at de mennesker, som jeg har kontakt med, er klar over, at jeg har det her problem, så jeg siger det bare med det samme.

Har din agorafobi ændret dig som person?
Helt sikkert – selvom jeg aldrig rigtig mærkede, at det skete. Jeg tror, jeg er blevet mere forstående over for andre mennesker, fordi jeg altid selv forventer at møde forståelse.

Hvad tænker du om fremtiden? Har du overgivet dig til tanken om, at det her vil være dit liv for evigt?
Jeg tænker, at jeg på et eller andet tidspunkt får lettere ved at gå ud og leve mit liv. Det sker sommetider, at jeg har en måned, hvor jeg nogenlunde let kan gå ud at spise, se en ven eller gå en tur i parken, men jeg har hele tiden brug for at være i kontrol. Hvis jeg går ud, evaluerer jeg altid situationen inden – hvor svært vil det være at komme hjem, hvis jeg får det dårligt? Jeg kommer nok aldrig over den besættelse af kontrol. I de måneder, hvor jeg har det lidt bedre, ser jeg en terapeut. Hun tror, det bliver bedre for mig før eller siden.

Har du nogensinde brugt din agorafobi som undskyldning for at slippe for noget, du bare ikke havde lyst til?
Helt sikkert – jeg slap for min kusines datters første altergang ved at sige, at jeg havde fået et anfald.