10 spørgsmål du altid har haft lyst til at stille en influencer

I 2012 lavede Fie Laursen en YouTube-video, hvor hun gjorde opmærksom på, at hun blev mobbet. Siden oprettede hun en blog, og i dag har hun 250.000 følgere på Instagram, hun har udgivet musik, en bog og en smykkekollektion. Hun har netop lanceret parfumen “Fighter” og fået guld for sit nummer Justin, der i øvrigt har næsten to millioner views på YouTube. Næste år udkommer der mere musik, flere tv-programmer, endnu en bog og en tøjkollektion med Fie Laursen som afsender.

Hun fik aldrig gjort sin folkeskole færdig, og hun har aldrig haft et normalt arbejde som lønmodtager. Hun lever af at være influencer, der med sin store rækkevidde kan påvirke sine følgeres adfærd eller holdninger og for eksempel få dem til at kaste penge efter produkter, hun anbefaler. Derfor bombarderer virksomheder hende med forespørgsler om sponsorater og samarbejder.

Videos by VICE

Vi mødte Fie Laursen i Hillerød til en snak om falske followers, botox og slidte mobilbatterier.

VICE: Hvordan har du det med at posere, når du skal have taget billeder til bloggen og Instagram?
Fie Laursen: Da jeg skulle alene til Stockholm på et tidspunkt, havde jeg et outfit på, der var on fleek, så jeg spurgte en random fyr, om han ikke ville tage billeder af mig. Jeg synes overhovedet ikke, at det er akavet. Jeg siger bare, at jeg er blogger, det har folk hørt om. Det er som om, at jeg har tre-fire poses, som jeg bare kører, og så er den der. Jeg har én, hvor jeg står til siden, for så ser man slank ud. Og så har jeg én, hvor jeg står lige på med lidt spredte ben, for så får man et pænt thigh gap. Jeg tager også altid min hage op, så jeg ikke får dobbelthage.

Bliver din mad nogensinde kold, fordi du skal tage billeder af den?
Da jeg for nylig var på MASH, blev min bøf kold, fordi jeg skulle tage billeder. Jeg tror, at folk, jeg er ude med, hader, når jeg tager madbilleder. De er bare sådan “hallo, vi vil bare gerne spise”, men der skal jo være noget på bloggen.

Jeg køber nyt batteri til min telefon hver anden måned, fordi jeg bare bliver ved med at slide det op.

Hvor mange gange lader du din telefon op på en dag?
Mange gange. Jeg køber nyt batteri til min telefon hver anden måned, fordi jeg bare bliver ved med at slide det op. Den er for det meste hele tiden i powerbank. Jeg lader den ikke slappe af. Faktisk kan jeg ikke huske, hvornår jeg sidst har haft min telefon slukket. Jeg tror måske mest, at det er Instagram og Snapchat, der sluger strømmen.

Føler du dig nogensinde som en reklamesøjle?
Altså nogen gange sender firmaer noget til én, uden man har bedt om det, og alligevel forventer de, at man skriver om det. Men jeg er ret god til at sige nej, hvis ikke jeg har lyst. Jeg gør ikke noget bare for pengene, så nej, jeg føler mig ikke som en reklamesøjle.

Hvor meget photoshopper du dine billeder?

Jeg plejede at redigere dem rigtig, rigtig meget. Der var nogen, der skulle have sagt det til mig, at det ikke så godt ud. Altså en stolpe bag mig blev pludselig helt skæv, fordi jeg bare gik amok i photoshop. Jeg var ikke engang tyk, men det var jo også bare en usikkerhed, ikke? Nu ved jeg godt, at man ikke behøver at være perfekt, så nu redigerer jeg dem ikke. Det er bare sådan, jeg ser ud.

Jeg er en dyr dame. Jeg bruger over 10.000 kroner om måneden på tøj alene, tror jeg.

Hvor mange penge investerer du i dit udseende?

Jeg får lavet læber, botox og fillers i mine kindben. Jeg har faktisk også lige fået botox i min armhule for ikke at svede. Jeg får også ordnet hår, lavet negle og vipper. Og så er der alt mit tøj. Jeg er en dyr dame. Jeg bruger over 10.000 kroner om måneden på tøj alene, tror jeg. Nogle måneder rejser jeg måske og køber en dyr taske, så der er jeg pludselig oppe på 30.000. Men der er jo også nogle måneder, hvor jeg ikke bruger så meget.

Skal man være smuk for at være influencer?
Overhovedet ikke. Jeg elsker at følge Amy Schumer, fordi hun er nice. Jeg kan selv bedst lide at følge folk, der har noget charme og er lidt anderledes. Jeg følger ikke nogen, bare fordi de er tynde eller har de helt nye tasker. Jeg har også tit set store firmaer lægge mange penge hos nogen, der objektivt måske ikke er smukke. De ser jo i sidste ende på, hvor mange følgere der er.

Når man ser, hvordan influencere fører sig frem på sociale medier, kan man hurtigt komme til at føle sig lidt kedelig og grim. Hvad tænker du selv om det?
På et tidspunkt postede jeg meget tøj og tasker, og så stoppede jeg lidt med det igen. Jeg føler ikke, at jeg promoverer, at det er det, som hele verden handler om. Jeg føler, at jeg poster mange andre ting, der er vigtige. Jeg kan poste et virkelig lækkert outfit, men jeg kan også lave en video, hvor jeg står og danser med en ostehaps i munden. Det er godt, så det hele ikke bliver for pænt og poleret. Jeg viser folk, at jeg er et menneske. Også når jeg er træt, ked af det eller ikke har makeup på. Jeg unfollower selv folk, der lever i et glansbillede.

Har du nogensinde købt followers?
Ja. I 2015 var der sådan en app, “Buy Followers” eller sådan noget. Jeg tror måske, at jeg købte 5.000 followers. Jeg fik ikke noget ud af det, for de likede ikke mine billeder. Det var bare for at se sej ud. Men lige pludselig blev de bare fjernet. Jeg tror, det var Instagram, der gjorde det. Folk var sådan der, “hvorfor mister du så mange følgere?” Det var lidt akavet. Jeg har faktisk aldrig indrømmet det før.

Hvor mange penger tjener du om måneden?
Det må jeg ikke sige. Eller det må jeg godt, men jeg vil ikke fremstå materialistisk. Det er jo også forskelligt. Det kan godt være lige så meget som en advokat, men det kan også være langt nede, det kommer an på, hvad jeg laver. Men jeg tjener ikke kun penge på min blog og Youtube, jeg har indkomster der flyver fra alle mulige retninger, jeg har også min bog, musik og smykkekollektion. Hvis jeg kun skulle leve af min blog, ville jeg ikke tjene særlig meget, for der er ikke så mange penge i det mere. Eller jo, det er jo normal løn. Jeg ville godt kunne tjene 40.000 kroner om måneden på bloggen, hvis jeg arbejder rigtig hårdt for det.