“19 år er ungt – men ikke for ungt”

Eksperterne siger det, Københavns Kommune siger det, ja, selv Spies Rejser siger det: Kom i gang! Få nogle unger! Helst en hel håndfuld af dem – og helst lige med det samme – kammerat!

Mens du læser på den helt rigtige uddannelse, der giver adgang til det helt rigtige job, hvor du kan få den helt rigtige løn, så du kan købe (haha – jeg mener selvfølgelig låne penge til) det helt rigtige hus, med det fineste børneværelse, hvor dit nøje planlagte afkom kan vokse op, har 19-årige Victor Wellejus kastet sig ud i et projekt, der giver de fleste unge danskere nervøse trækninger bare ved at tanken om to streger på graviditetstesten.

Hvis nu Victor var typen, der altid tog i byen og var sammen med gutterne, så ville det være svært – Signi, Victors kæreste

For otte uger siden blev Victor far til en lille pige. Han er 11 år yngre end den gennemsnitlige danske førstegangsfar, men selvom alle de andre mænd i fargruppen er mere end fem år ældre end Victor og har faste, velbetalte jobs, ”er de lige så nervøse som mig,” siger han.

Jeg pakkede alle mine fordomme og tog til Aarhus for at finde ud af, hvad der bliver af friheden, festerne og vennerne, når der lige pludselig er et barn i midten af det hele, inden man har fejret sin første runde fødselsdag som voksen.

Hver en centimeter af tørrestativet foran kollegielejligheden i Aarhus er dækket af lyserødt babytøj, og jeg kan høre vaskemaskinen snurre på højtryk helt ud på gangen. Jeg ringer på, og Victor åbner med en halv kop kaffe i hånden. Han har sort hættetrøje på, der matcher farven under hans øjne. Skægstubben er sparsom, og han ligner en hver anden ung mand, der ikke lige har fået de obligatoriske otte timers søvn. Victor har ikke været oppe om natten for at drikke øl, spille Football Manager eller skrive sin opgave færdig. Han har været oppe for at skifte bleer på sin nyfødte datter, som lige nu sover lydløst i sin barnevogn, der står i midten af stuen.

”Hun var ikke planlagt – eller – hun var planlagt på den måde, at vi ikke brugte kondom,” siger Victor, mens han smiler og kigger over på sin kæreste, Signi. De mødte hinanden på Gøglerskolen og nåede at være kærester i fire måneder, inden de fandt ud af, at Signi var gravid. Egentlig var det tidsnok til at få en abort, men det blev ikke relevant, for Victor vidste med det samme, at han havde lyst til at blive far. ”Efter fire måneder sammen var vi så forelskede, at vi følte, vi kunne gøre alt”, siger han. Efter lige at have sovet på det følte Signi sig også parat.

”Jeg synes bare, det føles rigtigt, fordi jeg elsker moren til barnet, og jeg følte, at jeg kunne nå at blive klar,” siger Victor med en ophøjet ro. Han indrømmer alligevel, at han ikke helt forstod, hvad det ville sige at være klar, før han fik sin datter i armene, ”jeg spændte i hele kroppen og rystede lidt, mens hun bare lå der og var helt skrøbelig.”

Men hvad med vennerne? Festerne? Øllerne? Og interrail?, spørger jeg og lægger samtidig al min egen nervøsitet og umodenhed over på Victor.

Vennerne siger ikke så meget, når han ikke kan komme til festerne, fortæller han. ”Jeg får nærmest ikke tilbuddet, for de ved godt, at der er en lille én, der skal passes. Men jeg savner ikke rigtig festerne. Jeg vil hellere være sammen med jer”, siger Victor og smiler hen mod barnevognen.

Den største udfordring har helt klart været at gå op og ned af hinanden uden at slå hinanden ihjel – Victor

Signi bryder ind og er tydeligvis en smule træt af de evindelige fordomme om unge fædre. ”Det kommer an på, hvilken 19–årig man er. Hvis nu Victor var typen, der altid tog i byen og var sammen med gutterne, så ville det være svært, men i al den tid, jeg har har kendt ham, har jeg aldrig oplevet ham tage til fest – kun dem, jeg har slæbt ham med til. Selv nytårsaften ville han hellere sidde med os to og se Venner, selvom han kunne være til fest med sine kammerater 50 meter nede af vejen,” siger hun.

Men det er ikke kun mig, der har fordomme. ”Jeg bliver tit mødt med et overrasket 19 år, det’ jo for ungt! – og ja – det er ungt, men det er ikke for ungt. Det har jeg snart sagt mange gange nu,” siger Victor. Ifølge ham er der næsten kun positive ting ved at være blevet far allerede.

Jordomrejsen må vente lidt endnu, for Victor er stadig ved at finde ind i rutinen med skole, amning, vasketøj og meget få timers nattesøvn. For én ting er at tage beslutningen, noget helt andet er at stå med et barn ni måneder efter. Selvom folk, der allerede har børn, virker til at få mere energi af at fortælle kommende forældre, hvor hårdt det bliver, og hvor lidt de kommer til at sove, kom det alligevel bag på Victor, hvor meget han lever i sin egen nervøse, søvnløse boble. ”Jeg havde det sådan, jaja – det går nok, men folk har virkelig ret, når de siger, at de er pissehårdt.”

Som det curlingbarn, jeg er, kan jeg næsten ikke forestille mig at skifte bredbånd uden at spørge mine forældre, om de nu også tror, det er det mest fornuftige at gøre, og det er fuldstændig udelukket, at jeg ville beslutte mig for at få et barn uden at tale med min mor om det inden. Men Victor havde allerede besluttet sig, da han fortalte sine forældre, at de skulle være bedsteforældre for første gang.

”Jeg tror faktisk ikke, de var så overraskede. De var glade, og jeg tror også, de var lidt nervøse, men de vidste også godt, at de ikke havde indflydelse på det, så der var ikke rigtigt andre muligheder end at være glade på vores vegne,” siger Victor.

Vennerne er tålmodige, forældrene kan ikke få nok af deres nye barnebarn, og man får mere i SU, hvis man får et barn, mens man studerer. I det hele taget virker det hele meget ligetil, mens babyen stadig sover. Men lad dig ikke narre.

”Den største udfordring har helt klart været at gå op og ned af hinanden uden at slå hinanden ihjel, men så bliver jeg sendt ned for at ryge en cigaret, og det plejer at hjælpe,” siger Victor og trækker lidt på det.

”Du vil gerne spørge ham, om han fortryder! – Tør du ikke?”, bryder Signi pludselig ind. Inden jeg når at svare, siger hun, ”Jeg fortryder ikke, men hvis jeg kan være helt ærlig, så havde jeg lige i starten en følelse af, Hvad fuck lavede jeg?? Fuck, det er dumt! Nu kan jeg ikke sove mere. Det tager lige en uge at komme over det.”

Victor nikker. Han har ikke fortrudt et øjeblik, og nu glæder han sig bare til, at hans datter bliver gammel nok til, at de kan lave ting sammen.

”Jeg har lidt en ide om at skrive hendes MGP-sang, når hun bliver ældre, men uanset om hun ender med at spille trommer eller gå til curling, så glæder jeg mig bare til at støtte hende, og hjælpe hende så meget jeg kan.

Signi rejser sig og sætter sig over på skødet af Victor. Hun kysser ham på kinden og siger, at de skal i gang med aftensmaden. Jeg skal også nå et tog.

Da jeg lukker døren bag mig, snurrer vaskemaskinen stadig på højtryk, men i et kort øjeblik virker det lyserøde miniature-tøj på vasketøjsstativet ikke nær så angstprovokerende. Langt inde i mig opstår der en mikroskopisk følelse af, at det måske ikke ville være så slemt, hvis der stod en barnevogn med en sovende baby midt i min lejlighed, når jeg kom hjem.

Det varer lige, indtil toget standser i Horsens, hvor to babyer begynder at græde og ikke stopper, før vi når København.

Mere børnesnak: