20-årige Michaela Lintrup er verdensberømt Counter Strike-stjerne og et stærkt brand

I sin lejlighed i Viborg, som hun deler med to veninder, sidder en af Danmarks mest succesfulde e-sportsatleter og en af de dygtigste Counter Strike spillere på internationalt plan. I den virkelige verden nyder Michaela Lintrup, der i gamingmiljøet er kendt som Mimi, godt af sin anonyme tilværelse i den jyske by. ”Folk løber ikke efter mig på gaden for at få min autograf,” siger den 20-årige gamer, som oprindeligt er fra Sønderborg i Sønderjylland og tidligere har boet i Spanien.
Online er det noget helt andet.

Når Michaela Lintrup hver dag sætter sig ned foran sin computer, tænder sit webcam og tager ladegreb på sin virtuelle Kalashnikov i first-person-shooter-spillet Counter Strike, er der typisk mellem 400-800 fans, som følger med af gangen via hendes livestream på nettjenesten Twitch. Hun har i skrivende stund 98.000 følgere på platformen, og selv om hun ikke vil oplyse, hvor meget hun tjener, så er det streaming, hun lever af.

Videos by VICE

Og det er faktisk sådan Michaela Lintrup foretrækker det. Efter hun sidste år forlod sit gamle hold, Dynasty Gaming – der på daværende tidspunkt bestod af de bedste kvindelige Counter Strike-spillere i verden – har hun efter eget udsagn modtaget tilbud fra samtlige kvindehold. ”Jeg fik masser af tilbud både fra USA og Europa. De ville gerne have mig til at spille, og de har prøvet at lokke med god løn, men det er bare ikke det, jeg vil,” siger hun.

Michaela Lintrup er nemlig opsat på at forvalte sin karriere selv. I en gamingverden, der på få år har udviklet sig til en milliardindustri, hvor flere og flere professionelle hold modtager store sponsorater, ansætter trænere, diætister, sportspsykologer og coaches, kan det godt virke optimistisk at køre sit eget løb – det svarer lidt til, hvis Cristiano Ronaldo i sin tid havde sagt pænt nej tak til Manchester United, fordi han hellere ville spille for sig selv. Men ikke alene har Michaela Lintrup overlevet bruddet med Dynasty Gaming, hun har etableret sig som solostjerne og er godt i gang med at omforme den måde, vi ser professionelle e-sportsudøvere på – fra holdspiller til selvstændig iværksætter og underholdningsikon.

”Det vigtigste for mig er, at jeg selv bestemmer over min tid, hvad jeg vil, og hvornår jeg vil det,” siger Michaela Lintrup, der bruger mellem to og syv timer dagligt foran sit webcam, mens hun demonstrerer sine evner i den virtuelle arena. ”Hvis jeg var på et hold, skulle jeg stå klar klokken otte om morgenen. Jeg er knap nok gået i seng der.”

Hun lægger ikke selv skjul på, at grunden til, at hun sidste år valgte at bryde med Dynasty Gaming, var på grund af manglende visioner. ”Jeg tror, folk syntes, vi skulle have prøvet mere. Vi skulle have prøvet at gå op mod drengeholdene. Det forstår jeg sådan set godt,” siger Michaela Lintrup. ”Det var også det, jeg ville. Jeg ville spille kvalifikationer og i drengeturneringer, men det mente de andre ikke, vi var klar til.”

Michaela Lintrup er en aktiv Instagrammer under navnet
Michaela Lintrup er en aktiv Instagrammer under navnet “mimimimichaela”. Det her er hendes seneste selfie. Privatfoto.

I 2015, da Michaela Lintrup besluttede sig for at droppe ud af sin ungdomsuddannelse for at fokusere på at spille professionelt med Team Secret (som senere blev til Dynasty Gaming), var hun allerede i gang med at opbygge en base og en indtægtskilde som streamer. ”Jeg droppede ud og gik all-in på at spille. Dengang var vi lige begyndt med Team Secret. Jeg var sikker på, at vi ville begynde at tjene penge på at spille og vinde en masse titler, så derfor tog jeg chancen,” forklarer hun. ”Men jeg havde min stream i baghånden, og det var det, jeg levede af. Derfor kunne jeg også sidde og træne hele tiden samtidigt med, at jeg streamede og tjente penge.”

Streaming-platformen Twitch har eksisteret siden 2011 og med 50 millioner brugere om måneden er det et af verdens mest populære hjemmesider for game-streaming, hvor brugere kan følge med over webcam, mens streamerne spiller computer, chatter og underholder deres seere. Over de seneste par år har Twitch udviklet sig fra hovedsageligt at fokusere på spil til også at tilbyde andre former for underholdning, men det er dog primært e-sportens stjerner, som er populære at følge. Ved hjælp af abonnementsordninger og sponseret indhold, kan en streamer tjene penge på sin kanal, hvis man vel at bemærke har nok følgere og er i stand til at holde fast i dem.

Hvor nogle Twitch-streamere fokuserer mere på underholdningsværdi, har Michaela Lintrup bygget sin base op omkring sine ekstraordinære evner som Counter Strike-spiller. ”Jeg valgte at gå den vej i stedet for at spille på hold, og det har nok været det bedste valg, jeg nogensinde har taget.”

Men det er på mange måder også en helt anden verden, hun i dag satser på at leve af. Michaela Lintrup står i et krydsfelt mellem e-sportsverdenen på den ene side og underholdningsindustrien på den anden. Udover Twitch har hun også en YouTube-kanal, hvor hun lægger videoer med højdepunkter fra spillet ud, laver vlogs fra hverdagen i Viborg og besvarer spørgsmål fra fans i Q&A-videoer.

”I starten var det svært at bryde ud af min skal,” siger hun om den første tid som streamer. ”Jeg var meget genert, da jeg var yngre. Og så skulle jeg pludselig sidde der og holde en samtale kørende med et publikum, jeg absolut ikke havde nogen idé om, hvem var. Jeg kan ikke se dem. Jeg aner ikke, hvad de hedder. Man skal ligesom bare sidde der og spotlighte. Det, syntes jeg, var meget svært, men jeg blev mere komfortabel med det, og i dag er det bare en naturlig ting for mig.”

Da DR i oktober havde premiere på dokumentarserien Gamerne – Danmarks Nye Sportsstjerner, som følger en række unge, danske e-sportsatleter – blandt andre Michaela Lintrup – var hendes ambition at konkurrere mod drengehold, men der er sket meget siden da.

I december sidste år annoncerede eOddset, at de havde tegnet det første enkeltsponsorat af en e-sportsudøver, nemlig Michaela Lintrup. Det var en opsigtsvækkende beslutning, netop fordi hun som soloudøver ikke har stort hold i ryggen, men sponsoratet blev blandt andet begrundet med, at Michaela Lintrup, udover sine evner som spiller, også er en ”god rollemodel”, som kan være med til at ”skubbe kvinderne frem i e-sportsverdenen”.

”Folk kommer ind på min stream, fordi de ved, hvem jeg er. Jeg har det bedst med at være streamer, fordi jeg har mit eget brand. Jeg er min egen person, og det er det, folk vil have der,” siger Michaela Lintrup. ”Som atlet, er det et helt hold, som folk vil se. Som streamer er det kun mig. Jeg sætter stor pris på, at folk vil se mig og synes, jeg som enkeltperson er cool.”

Samtidigt er det vigtigt for hende at vise verden, at der også findes kvinder blandt gamingens elite og gøre op med fordommene. ”Jeg streamer jo også for at vise folk, at der er kvinder, som godt kan finde ud af at spille,” siger hun. ”Og at man ikke bare streamer for at være en pige, der sidder og spiller computer. Jeg prøver at vise niveau. Der er flere folk, som kommer ind på min kanal og siger ’på grund af dig, har jeg udviklet mig og er blevet bedre’.”

Men ved at vende ryggen til holdkonkurrencerne og de ressourcer, som e-sportsorganisationerne typisk har adgang til i forhold til træning og management, har Michaela Lintrup også valgt en karrierevej, hvor det hele afhænger af, om hun kan bevare sin kant som spiller uden at miste sit økonomiske eksistensgrundlag. Som streamer skal man ikke bare vinde konkurrencer og holde sit niveau oppe, man skal også være opmærksom på at tiltrække nye følgere til sin kanal og samtidig holde fast på sin eksisterende fanbase. Der er mange fordele ved at spille for et stort anerkendt hold, men i sidste ende er det ikke det, det handler om for hende.

”Klart, jeg ville nok komme mere ud i verden og sikkert tjene flere penge ved at spille på et hold, men jeg ved også, at det ikke er det, der gør mig glad,” siger Michaela Lintrup. ”For mig er det vigtigere, at jeg er tilfreds med det, jeg laver, fremfor at skulle gøre en masse ting, jeg egentlig ikke har lyst til, bare fordi det er det, alle andre vil have jeg skal gøre.”

Det er glæden ved spillet, som Michaela Lintrup første gang oplevede, da hendes storebror introducerede hende for det, da hun var 11, der driver værket, og derfor er hun heller ikke synderligt bekymret for, hvad fremtiden har at byde på. Så længe hun selv sidder i førersædet.

”Det er klart, jeg prøver at holde mit niveau. Det er vigtig, jeg bliver ved med at forbedre mig. Det er det, der holder mig kørende. Ellers mister jeg måske en masse følgere på ikke at være den bedste mere,” siger Michaela Lintrup. ”Men nej, jeg render ikke rundt og planlægger, hvad jeg skal gøre for at holde på folks interesse. Det bliver man bare stresset af, og det har jeg ikke lyst til.”