Sports

Quidditch er verdens mest progressive sportsgren

Læs hvordan virkelighedens udgave af den fiktive sportsgren Quidditch fra Harry Potter-universet har eroderet udkørte kønsnormer i britisk skolesport, og hvordan Quidditch-spillerne kæmper for at få sporten anerkendt.

af Hannah Ewens
30 marts 2016, 5:00am

Alle billeder af Charlie Kwai

Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE UK.

Nimbus 2000'er, Firebolts og en masse gamle tromlere; for dig, mig og resten af pøblen er Quidditch en fiktiv sport, der er opfundet af hele verdens yndlingsmilliardærforfatter fra rendestenen, britiske JK Rowling. Quidditch spilles på kosteskaft og eksisterer udelukkende i Harry Potter-bøgerne og på film, hvor det spilles af Draco Malfoy og Weasley-tvillingerne. Eller hvad? Nej, faktisk er det for en lille gruppe mennesker en seriøs og ganske virkelig sport, der minder ret meget om det hurlumhej med koste og ringe, som den er baseret på.

Den største forskel er, at virkelighedens Quidditch-spillere ikke flyver - i stedet løber de med et skaft mellem benene. Selvfølgelig. Lad være med at spille dum. På samme måde som det ikke er tilladt at samle bolden op i fodbold, fungerer skaftet som et handicap. Man kan være op til 21 spillere på et hold og syv spillere på banen; en målmand, tre angribere (dem, der scorer i ringene og skaffer point), to baskere (dem med smasherne, der regulerer høvdingebold-aspektet af sporten) og søgeren (ham, der jagter det gyldne lyn). Lynet er ikke en skinnende, guldfarvet bold med mekaniske vinger; det er en billig tennisbold i en gul sok, der stoppes ned bag i "lyn-løberens" shorts.

Som jeg hurtigt opdagede til den britiske Quidditch-pokalfinale i Rugeley sidste weekend, er det langt fra en sportsgren, der hylder maskulinitet og hankønnet. Tværtimod handler Quidditch i høj grad om, at alle kan være med, uanset kønsidentitet. Holdene er blandede og åbne for folk af alle køn - også dem, der fuldstændig afviser ideen om køn. Det er en inkluderende fremtidssport.

Jeg mødte den 21-årige Jack Leonard, der er en af redaktørerne for Quidditch Post - en publikation, der når ud til 40.000 læsere om måneden - og som spiller på Oxford Universitys andethold, "The Oxford Quiddlings". Leonard er ikke-binær (identificerer sig ikke indenfor de binære kønskategorier; mand og kvinde, red.) og fandt sporten i løbet af sit første år på grund af sin Harry Potter-besættelse. Men det var ikke derfor, han blev. "Det her er den allerførste sport, der rent faktisk støtter op om, at alle kan være med, uanset kønsidentitet," forklarer han. "Hvis du er transperson, spiller du som det køn, du er. Det samme gælder, hvis du er ikke-binær. Den ligestilling har gjort Quidditch til et virkelig unikt miljø. Det her LGBTQ-element har altid været en del af sporten, men bliver det mere og mere. Det er noget, vi reklamerer med. Der vil altid være folk, der er nysgerrige og interesserede i sport, men ikke føler sig tilpas i omgivelser, der potentielt er klaustrofobiske omkring køn og seksualitet. Quidditch er det stik modsatte."

Jack Leonard fra Oxford Quiddlings

Der er et langt afsnit i International Quidditch Associations regler, der beskriver de foretrukne stedord og terminologien omkring kønsidentitet. Tag for eksempel "maks fire af samme køn"-reglen. Hvert hold må maks have fire spillere (ikke inkl. søgeren), der identificerer sig som samme køn, aktive på banen på samme tid. Som en ny sport er den bogstaveligt talt bygget på ideen om at skabe en arena, der er tryg og inkluderende for alle.

Alle hold, jeg taler med, fortæller mig, at de har mindst en transperson på holdet såvel som ikke-binære spillere og et bredt udvalg af folk med andre seksuelle identiteter. Holdet Taxes, hvis spillere kommer fra vidt forskellige dele af landet, er et af de mest LGBT-venlige hold i Storbritannien. "Jeg er ikke-binær. Og jeg spurgte en transperson, om vi skulle starte det her hold sammen, hvilket havde stor indflydelse på stemningen," forklarer den 24-årige Bex McLaughlin. "Vores træner har også en flydende kønsidentitet. Det, at holdet er stiftet af ikke-binære, har klart tiltrukket flere mennesker, der også har det sådan. Vi kommer fra et hold, der ofte går på banen med folk af fire forskellige køn ad gangen. Vi er meget mangfoldige. Vores eneste bekymring i forhold til kønsreglen er ikke at have for mange kvinder på banen ad gangen."

En anden spiller på deres hold, der ønskede at være anonym, siger, at det at finde Quidditch spillede en afgørende rolle for også at finde frem til en identitet. "Jeg kendte ikke til begrebet ikke-kønnet eller kønsneutral, før jeg begyndte at interessere mig for Quidditch. Men jeg vidste, hvordan jeg havde det, jeg var ikke en pige og ikke maskulin. Men så hørte jeg nogen sige, 'jeg er kønsneutral' til Quidditch-træning, og så forklarede de mig det, og så sagde det bare klik, som en åbenbaring. Det er sådan, jeg har haft det hele mit liv. Sådan er der virkelig mange, der har det her."

Inden for traditionel sport dikteres det som regel, at man skal vælge en side; mandlig eller kvindelig. I Quidditch bliver folk ikke tvunget til at vælge et køn, hvis de ikke har lyst. "Næsten alle sportsholdene på uni er inddelt efter køn, hvilket er meningsløst," siger Zoe Ford, en ikke-kønnet 22-årig fra Oxford Quiddlings. "I Quidditch kan selv den mindste lille pige tackle en kæmpe stor rugbyfyr. Det giver sporten en virkelig interessant dynamik."

Det er helt klart en mærkelig sport at være tilskuer til. Store, tunge drenge bliver fældet af små, magre queer-typer med dreadlocks; store, kraftigt overvægtige typer tyrer halvflade bolde ind i transkvinder. Der er masser af mennesker, der fortæller os, at de aldrig ville være blevet interesseret i sport, hvis de ikke havde fundet Quidditch, eftersom sporten byder alle velkommen, uanset kropsbygning og evner. Leonard fortæller os faktisk, at det er bedre, hvis der er den variation. "Der er mange forskellige positioner, taktikker og strategier, som man har brug for på samme tid. Tag for eksempel personen med det gyldne lyn. Der er nogle lyn, der bare er 'cardio-lyn'. De løber meget rundt. Der er nogle tanks, der bare kan holde folk en armlængde væk. Og så er der dem, der er små, men trænede i kampsport, og derfor stadig kan udmanøvrere dig."

I tilfælde af, at du er begyndt at blive bekymret for den stakkels, dæmoniserede cis-mand, så bare rolig. Selv for dem er Quidditch en sikker havn. Andrew Price, en 21-årig spiller fra Nottingham Nightmares, føler sig også velkommen, men af andre grunde. "Jeg har altid gerne ville spille fysisk og tackle og smadre folk ned i jorden, men jeg var aldrig rigtig interesseret i rugby, og da jeg kom i uni-alderen, tænkte jeg, at jeg nok ikke var god nok til at komme på holdet. Det var for sent." Der er lavere adgangskrav til Quidditch. Siden sporten først blev undfanget for et par år siden, er det begrænset, hvor mange der kan have spillet den, siden de blev født.

Det giver meget god mening, at de fleste Quidditch-spillere går på universitetet, ligesom Price. Universiteter er politiske knudepunkter. Med den igangværende kollektive debat var det næsten uundgåeligt, at en sport som den her ville dukke op på et eller andet tidspunkt. Det er bare mærkeligt, at det var Quidditch, der skulle til, for at det skete.

Vi når til semifinalerne, og det er Oxfords førstehold, Durham, Warwick og Nottingham, der spiller, og senere er det Oxford, der løber med titlen. Til trods for alle de filosofier, der omgiver sporten, er den stadig overvejende hvid og middelklasse. Det siger jeg til Leonard, som er uenig og siger, at nogle af de første universiteter, der oprettede hold, var Keele og Chester. Southampton trækker spillere fra både Southampton Uni og Southampton Solent, også Bristol udvælger deres spillere fra både University of Birmingham og University of West of England. Med det sagt, så er holdene en demografisk afspejlning af universiteterne.

Men hvis det hovedsageligt er uni-studerende, der spiller, hvem er så tilskuere? Hvem vælger at bruge deres weekend på at se en udendørs Quidditch-kamp midt i Staffordshire? Det er for det meste andre studerende, der hepper på deres venner, eller spillernes familier. Men der er også en håndfuld mennesker, der er kommet ud af nysgerrighed, fordi de har hørt om det. Familien Paduano er kommet, fordi deres 14-årige datter er Harry Potter-fan, så de ville vide, hvad fuck det hele egentlig handlede om. "Vi var bare så nysgerrige," siger faren. "Jeg er lidt skuffet over, at det ikke er rigtige koste. Men det er en fascinerende sport - mere fysisk, end vi havde regnet med. Jeg synes klart, den har værdi som tilskuersport. Jeg kunne sagtens forestille mig, at børn ville elske at spille det her." Børnene på syv og otte var enige.

Børnene kan måske komme til at se meget mere til Quidditch, for sporten bliver muligvis snart rullet ud i skoler. Der findes et sæt regler for børn, hvor kontakt ikke er tilladt, som Leonard og hans kosteflyvende kammerater forsøger at få implementeret i landets pensa. Forestil dig en fremtid, hvor der er kønsneutrale børn, der løber rundt i skolegården med kosteskaft mellem benene, i stedet for drenge, der spiller fodbold, og piger, der spiller håndbold. Jo mere man iagttager sporten, jo mere virker det ikke så usandsynligt.

Men Quidditch har stadig lidt vej igen. Der er ikke rigtig nogen uden for den her gruppe mennesker, der anser Quidditch for at være en rigtig sport - endnu. "Noget, vi virkelig kæmper for, er at få sporten anerkendt som en legitim sport af Sport England," fortæller Leonard mig. "Der er en liste af krav, man skal opfylde for at få det til at ske - og dem opfylder vi allerede. Der skal være en landsdækkende pokalturnering, et nationalt forbund, der forvalter sporten, og som bevæger sig mod velgørenhedsstatus i et eller andet omfang. Vi bliver forhåbentlig anerkendt næste år, og så får vi tilskud, adgang til bedre faciliteter og så videre."

Det kan godt være, at Quidditch er en sport, som de fleste kyniske fodboldfædre ville rynke på næsen af. Den har virkelig lavet et nummer på traditionerne. Der er en intens putte-nusse-stemning, der aldrig var i skolegården. Efter finalen stiller Oxford og det tabende hold sig på række midt på banen og krammer hinanden, med et håndtryk, og de lader oprigtigt til at mene det. "Vi elsker virkelig hinanden på tværs af alle holdene," siger Leonard, mens vi ser på optoget. "Vi er alle sammen sammen om det og bedste venner."

Hvordan den her næstekærlige græsrodsbevægelse af en sport vil klare sig, hvis Quidditch ender med at blive distribueret til masserne, er endnu uvist. Vil trygheden og stemningen bestå, hvis sporten bliver mainstream? Leonard forklarer, at alle gerne vil have, at Quidditch bliver anerkendt, men ikke på bekostning af sportens kerneværdier. "Fire-køns-reglen er ekstremt vigtig og ligger til grund for alt, hvad vi foretager os. Det tror jeg aldrig kommer til at ændre sig. Hvis den Officielle Loge siger, at vi skal være fordelt efter køn, vil det være den ene ting, vi siger nej til. Der sætter vi grænsen og siger nej. Quidditch er for alle. Ikke bare en masse Harry Potter-nørder, der leger, at de flyver rundt på koste."

Læs mere VICE:

Vi kårer den absolut værste uofficielle Harry Potter t-shirt

Facebooks sofatrænere mener selv de er langt klogere end Åge Hareide

Vi fik en mandlig topmodel til at anmelde 'Zoolander 2'