FYI.

This story is over 5 years old.

Music

35 magiske musikøjeblikke, vi ville ønske, vi havde oplevet

Fra Björks vilde debut som gravid teenager til Tupac og Biggies ultimative freestyle – vi har udvalgt den moderne musikhistories mest uforglemmelige øjeblikke.
16.9.16

Denne artikel er oprindeligt udgivet af i-D

1. Bob Dylans "plug-in" til Newport Folk Festival i 1965.
Publikum havde forventet at høre hans politiske sange blive spillet akustisk og buhede af ham, men Dylan var tydeligvis trådt ind i sin karrieres næste kapitel.

2. Andy Warhol opfinder art-rock med The Velvet Underground og Nico i 1966.
Warhol var bandets manager og fik Velvets til at spille, mens han projekterede en abstrakt film på dem, og folk fra Factory dansede på scenen som en del af hans multimediale eventserie kaldet "the Exploding Plastic Inevitable".

Annoncering

3. Jimi Hendrix improviserer en elektrisk version af den amerikanske nationalsang til Woodstock i 1969.
Den legendariske guitarist lukkede den festival, der ville komme til at definere en generation, med en følelsesladet udgave af "The Star-Spangled Banner", der på det tidspunkt, midt i Vietnamkrigen, stadig blev anset for at være kontroversiel at spille så frit.

4. Iggy Pop går på publikums hænder til Cincinnati Music Festival i 1970.
Som en eller anden form for mørk og forskruet gud cementerede Iggy sit ry for at levere vanvittige, heroin-drevne livekoncerter ved bare at gå ud på publikum, mens The Stooges spillede.

5. David Bowie præsenterer verden for Ziggy Stardust i 1972.
Nogle få år efter Bowie var brudt igennem som rockstjerne, blev han inspireret af Lou Reed og sin BFF Iggy Pop til at skabe sit eget alter ego, hvorigennem han kunne slippe en endnu mere underlig og mystificerende side af sin musik løs.

6. The Ramones' debut på CBGB i 1974.
The Ramones var bare fire unger fra Queens, der dårligt nok kunne træde op på scenen uden at slås indbyrdes eller indtage forskellige stoffer, da de gav deres allerførste koncert og for alvor antændte punk-musikkens gnist. Deres hurtige, aggressive sange gjorde tilhørerne ellevilde og ændrede det musikalske landskab for altid.

7. The Patti Smith Group stormer London i 1976.
Kort efter udgivelsen af det skelsættende album Horses fik Smith og hendes band kørt publikum helt op i det røde felt til en koncert på the Roundhouse. Efter at have leveret en blanding af punk og poesi smadrede gruppen deres instrumenter og lavede det ultimative exit fra scenen.

Annoncering

8. The Sex Pistols bander på live TV i 1976.
Gennem hele 1976 havde det mest flabede band på Londons spirende punkscene oplevet en hurtig og farlig fremgang. De rundede året af med at skabe furore omkring deres indflydelse på samfundet ved at bande af intervieweren Bill Grundy i en liveudsendelse på Thames Televisions Today KUSRIV.

9. Queens "Picnic by the Serpentine" i 1976.
Efter officielt at have lagt sig i spidsen for den britiske rockscene med udgivelsen af "Bohemian Rhapsody" gav Queen en gratis koncert for 150.000 ekstatiske fans i Hyde Park, hvilket kun gjorde dem endnu større.

10. Sugarhill Gangs "Rapper's Delight"-premiere i 1979.
Med sine lånte beats er singlen kontroversiel i sig selv, men der er ingen tvivl om, at "Rapper's Delight" og dens succes var med til at kickstarte en helt ny genre, efter Sugarhill Gang begyndte at optræde med den.

11. Blondie premierer "Rapture" i 1981.
To år efter "Rapper's Delight" dukkede en overraskende, ny kandidat op på hip-hop-scenen: Blondie. Det var CBGB-scenens dronning Debbie Harry, der for første gang lå nummer 1 med en rap-single i USA, og "Rapture" var den første rap-video, der blev spillet på MTV.

12. MTVs første udsendelse i 1981.
Billeder af opsendelsen af den første rumraket og ordene "Ladies and gentlemen, rock and roll" kickstartede verdens første tv-kanal dedikeret til musikvideoer klokken 0.01, den 1. august. Den er god nok – den kanal, der nu er kendt for "Teen Mom", var engang det sted, du kunne finde dit nye yndlingsband.

Annoncering

13. Yoko Ono tager imod Grammy-prisen for sit album med John Lennon i 1982.
To år efter hans alt for tidlige død gik Yoko på scenen med seks-årige Sean Lennon, da Double Fantasy vandt 'Album of the Year', og gav en følelsesladet tale for et stående, grædefærdigt publikum.

14. 19-årige Björk bryder igennem med en optræden, mens hun er gravid i 7. måned i 1982.
Björk påbegyndte en lang karriere, hvor hun udfordrede samfundets ideer om, hvordan kvinder bør se ud og lyde, da hun stadig var en teenager og endnu ikke optrådte uden for Island. Da hun som en meget, meget gravid 19-årig fyrede den af på scenen, var verden så småt begyndt at få øjenene op for hende.

15. Michael Jacksons første moonwalk nogensinde i 1983.
Det kan godt være, at James Brown havde gjort det i en længere periode, men det var Jackson og hans mesterlige teknik, der for alvor gjorde moonwalking til et fænomen. Verden gik kollektivt amok, da han gjorde det for første gang under "Billie Jean" til Motown 25th Anniversary Special.

16. Madonna optræder med "Like a Virgin" til MTV Video Music Awards i 1984.
Indtil en relativt ukendt Madonna sprang ud af en bryllupskage og rullede rundt på gulvet, herskede der stadig tvivl om, hvorvidt MTVs første Video Music Awards var en succes. Hendes chokerende optræden gjorde, at seere blev ved med at vende tilbage for at få mere, både af hende og af MTV.

17. The Cure har tv-debut i USA til VMAs i 1989.
Bandet, der gjorde det sejt at blive tortureret, havde spillet sammen siden 1976 og var allerede blevet et hit i Storbritannien, men det var ikke før goth-gruppen optrådte til Video Music Awards i 1989, at et mainstream publikum tog "Just Like Heaven" til sig.

Annoncering

18. Premieren på MC Hammers "U Can't Touch This" på 'The Arsenio Hall Show' i 1989.
På et eller andet tidspunkt gik hiphop fra urbane gaderim til bling-bling og blær, og det har MC Hammers dansetrin og gyldne haremsbukser uden tvivl haft indflydelse på – og det hele startede med debuten på en af de mest nådesløst ørehængende sange i musikkens verden.

19. Eazy-E møder præsident George H.W. Bush i 1991.
Gangsterrappens ansigt udadtil gik fra at blive retsforfulgt for N.W.A.s voldelige og politihadende tekster til at blive inviteret med til et fint frokostselskab med præsidenten til et lukket, republikansk fundraisingarrangement. Hvem har lyst til at have været en flue på væggen til det møde?

20. Kurt Cobain stikker til medierne til Reading Festival i 1992.
Under det, der ville blive Nirvanas sidste optræden i Storbritannien, besluttede Kurt sig for at have det lidt sjovt med alle de journalister, der spekulerede over, hvorvidt han var på vej mod et sammenbrud, ved at lade sig rulle ud i en kørestol, før en sindssyg men fantastisk koncert.

21. Sinéad O'Connor river paven midt over i Saturday Night Live i 1992.
Hele Sinéad O'Connors musikalske karriere har været stærkt præget af politisk aktivisme og at sige sin holdning, men hendes stærkeste udsagn nogensinde kom, da hun sang Bob Marleys "War" a cappella og rev et billede af Pave Johannes Paul 2. midt over som protest mod børnemisbrug i kirken.

Annoncering

22. Sonic Youth spiller i 'Late Night with David Letterman' i 1992.
Aftentalkshows havde generelt en tendens til at holde sig fra yngre bands fra de mere ekstreme genrer, men Sonic Youths gennembrud præsenterede masserne for grunge og at performe "100%", selvom de umiddelbart lod til at skræmme Letterman en smule med deres aggressive thrashing.

23. Huggy Bear ansporer til oprør i 'The Word' i 1993.
En af pionererne inden for riot grrl-bevægelsen var også en af de mest hårdkogte. Efter at have optrådt på det britiske tv-program begyndte aktivist-bandet og dets fans at gøre oprør mod det næste segment, to amerikanske modeller kaldet the Barbie twins.

24. Biggie og Tupac freestyler i Madison Square Garden i 1994.
En giganternes kamp, der for evigt vil være kendt inden for hiphop som "den bedste freestyle nogensinde", hvor rivalerne Notorious B.I.G. og Tupac Shakur optog live fra Madison Square Garden.

25. Fiona Apple erklærer verden for bullshit til VMAs i 1997.
De fleste mennesker takker deres pladeselskaber og Gud, når de vinder en pris, men Fiona Apple er ikke de fleste mennesker. Den bramfrie sangerinde brugte passende sin tid på at minde publikum om, at alt er lort – men hun sluttede af med et positivt budskab.

26. Radiohead spiller på Glastonbury i 1997.
Kort efter udgivelsen af OK Computer, pladen der for alvor placerede Radiohead på en rock'n'roll-trone, forbløffede bandet deres publikum med, hvad der stadig mange år efter ville blive betegnet som den bedste koncert nogensinde.

Annoncering

27. Spice Girls møder Nelson Mandela i 1997.
Det var helt klart et møde mellem (vidt forskellige) ikoner, da Spice Girls mødte Nelson Mandela et år efter at have brudt eksplosivt igennem med "Wannabe" i 1996. Den internationale helt Mandela erklærede faktisk Sporty, Scary, Baby, Ginger og Posh for sine helte, da de mødtes.

28. Ol' Dirty Bastard opfinder "the Kanye" i 1998.
Bare en servicemeddelelse om, at alt, hvad der er chokerende, faktisk er blevet gjort før: ODB crashede Shawn Calvins Grammy-takketale for at informere alle om, at det var Wu Tang Clan, der i virkeligheden kæmpede for børnene, og at han havde købt sit pæne outfit, fordi han havde forventet at vinde noget.

29. Talking Heads' genforening, da de blev stemt ind i Rock and Roll Hall of Fame i 2002.
David Byrne havde højt og tydeligt understreget, at han aldrig ville spille med Talking Heads igen, hvilket gjorde deres optræden ved Rock and Roll Hall of Fame til en once-in-a-lifetime oplevelse for alle de tilstedeværende fans – og så dominerede de i øvrigt scenen.

30. The Pixies' genforening på Coachella i 2004.
Opløsningen af Kurt Cobains yndlingsband i 1993 havde været så bitter, at en genforening virkede ekstremt usandsynlig. Men efter en ny generation havde opdaget deres musik, tog The Pixies sig sammen og spillede på festivalen samt en turné efterfølgende.

31. The Fugees finder sammen til Dave Chappelles block party i 2004.
Dave Chappelle gjorde, hvad så mange Fugees- og Lauryn Hill-fans ville ønske, de kunne have gjort, siden gruppen gik i opløsning: Samlede dem på en scene. Hills fantastiske udførelse af "Killing Me Softly" beviste, at de stadig kunne, og fik hele huset til at gå amok.

Annoncering

32. Amy Winehouse synger "Love is a Losing Game" til Mercury Prize i 2007.
Amy Winehouse var allerede en velkendt, elsket sangerinde i Storbritannien et par år, før resten af verdenen havde fået øjnene op for hende, men inden længe kendte alle til hendes sjælfulde, bluesede musik. Hendes Mercury Prize-optræden betragtes som hendes mest bevægende og fandt sted, lige før hun vandt alt til Grammys i 2008.

33. Kanye optræder på Bonnaroo og præsenterer verden for et Kanye-raserianfald i 2008.
I dag er Kanyes tirader og raseri-trip en inkarneret del af hans karakter, men for nogle år siden var der længere imellem dem. Yeezy leverede en formidabel koncert på Bonnaroo efter at være to timer forsinket. Publikum buhede, og de efterfølgende bands gjorde nar af ham, og det fik ham til at slippe sin vrede løs i medierne.

34. Beyoncé synger "At Last" til Inauguration Ball i 2013.
Hvad får man, når man blander en af de smukkeste sange, det sejeste præsidentpar og nutidens mest ikoniske sanger? En sand, tårefremkaldende optræden. Beyoncé, der crooner Etta James' hit, mens hr. og fru Obama danser, går direkte i historiebøgerne.

35. Kendrick Lamar overrasker LA-fans med en koncert i 2015.
Kendrick Lamar er helt klart en af de der sjældne, spændende kunstnere, der besidder evnen til at vende hele sin genre på hovedet, og han gør det med optrædener som den her surprise-koncert på en kørende lastbil i Los Angeles, der tvinger publikum til at jogge for at følge med og samtidig giver alle, der ikke lige befandt sig på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt, kæmpe nedtur på.

Læs mere om musik og magiske øjeblikke her på VICE:

Derfor er lange, episke musikvideoer på vej tilbage

Sådan føles det endelig at knalde med den person, du har været lun på i evigheder

Derfor bliver 'The Get Down' din nye foretrukne Netflix-serie