Annoncering
Vice Blog

Vi snakkede med danskeren, der står bag Handicap-Dating, XL-dating og 46 andre datingsider

"Strategien var at samle op, hvor andre slap", siger Nicholas Albertus, der står bag 48 datingtjenester - blandt andet til overvægtige, handicappede og ældre.

af Kristian Magnus
17 februar 2016, 10:46am

Albertus foran en BMW. Privatfoto

Han har 48 datingsider, der fordeler sig på 11 forskellige lande og endnu flere niche-segmenter.

Vil du på date med en kørestolsbruger, så klarer han det. Drømmer du om en romance med en overvægtig, klarer han også det. Er leddene ved at blive stive, håret gråt og huden rynket, så finder han også kærlighed til dig. Nicholas Albertus er den vestjyske Amor, der hjælper kærligheden på vej for de mennesker, der har svært ved at finde en partner på de traditionelle datingsider.

Seneste skud på datingstammen fra Nicholas Albertus er Bump – en Tinder-lignende dating-app, som både henvender sig til de liderlige og til romantikerne. Og det er første gang, at dating-entreprenøren lancerer en datingservice, der ikke henvender sig til et niche-segment.

Men det er undtagelsen. De specialiserede datingsider er og bliver hovedforretningen for Nicholas Albertus. Vi tog en snak med datingentreprenøren om hans digitale kærlighedsimperie og vejen dertil.

VICE: Er Nicholas Albertus dit rigtige navn? Det lyder jo lidt adeligt.
Nicholas Albertus: Haha, ja. Jeg hedder Jens-Nicholas Gundorph Albertus, så det er helt rigtigt.

Hvorfor blev datinghjemmesider dit kald i livet?
Jeg har været i branchen 12-13 år. Jeg kaster mig altid ud i nye dating-ting. XL-dating var jo en af de første datingsider, jeg lavede. Markedet er jo mega presset med Facebook, andre apps og hjemmesider, så jeg er sgu nødt til hele tiden at være på tæerne.

Det seneste er så Bump – alt er sgu blevet så overfladisk efterhånden. Den bølge springer jeg med på. Bump er et overfladisk produkt – kig profilerne igennem, find hvad du kan lide, hvad du søger – uforpligtende forhold, festven eller en kæreste. Det er overfladisk, men man undgår misforståelserne. Det kan jeg godt lide ved det her produkt.

Du har jo tidligere satset meget på nichesinglerne – handicappede, ældre og overvægtige. Hvad er meningen med det?
Strategien var at samle op, hvor andre slap. I stedet for at lave et site, som henvender sig til Gud og hvermand, så går vi efter bestemte målgrupper. Hvis du er en pige og vejer 130 kilo, så kan du skrive til en fyr på XL-dating. Ham fyren ved udmærket, hvad han går ind til.

Vi fjerner alle dillerbilleder, tekster om folk, der vil skyde jøder og negere og sådan noget - Nicholas Albertus.

Jeg har et forslag til en ny datingside: Ginger-dating.
Hvad er det?

En ny datingside kun for rødhårede.
Jamen det kunne man vel godt. Det er dog en meget, meget snæver gruppe. Du skal tænke på, det er ikke billigt at lave det her. Vi har programmører, designere, lønninger, der skal betales hele tiden. Flere af vores sites giver ikke penge, kun nogle få af dem giver lidt på bundlinjen.

Men det er jo nichedating. Hvordan kom du på at ville parre de overvægtige, ældre og handicappede?
Jeg synes, det var en målgruppe, som var lidt overladt til sig selv. Handicappede havde jo intet sted at gå hen, hvis de ledte efter en ligesindet partner. Så tænkte jeg, at jeg måske kunne skabe en god forretning her, og samtidig hjælpe en gruppe af mennesker, der har det svært. Hvis man har svært ved at oprette en profil, så ringer du bare til os, så hjælper vi dig.

Øm selfie fra Venedig, kærlighedens hovedstad.

Hvordan administrerer I siderne?
Vi screener alt, inden det kommer op på siden – billeder, profiltekster og så videre. Vi fjerner alle dillerbilleder, tekster om folk, der vil skyde jøder og negere og sådan noget. Vi vil have en ordentlig tone, og derfor bliver vi nødt til at læse og se alt igennem inden.

Er der mange, der lægger dillerbilleder op?
Jeg smider 50 profiler af om dagen på vores sites. Derudover er der så falske profiler, racistiske tekster og sexbilleder. Vi gider ikke have det.

På hvilken en af datingsiderne er der flest dillerbilleder?
Haha. Det er sgu dem alle sammen.

Også datingsiden for ældre?
Ej, okay. Der ser vi ikke så mange dillere. Men på XL-dating og handicapsiden, der rykker det sgu. Altså, jeg vil ikke sige det er et problem, for med det samme vi ser det, sletter vi det. Så får brugeren en mail om, at vi har slettet billedet, fordi det nok nærmere hører hjemme på en erotisk hjemmeside.

Så du har folk ansat til at sidde og screene siderne for dillere?
Ja, nu skal vi jo ikke gøre det værre end det er. Men vi har medarbejdere, som læser alt igennem og kigger billederne igennem. Men det er ikke traumatisk for os endnu.

Hvordan har du det med at tjene penge de handicappedes romancer?
Jeg føler jo, at jeg gør noget godt. Jeg giver et virtuelt mødested til en udsat gruppe mennesker i samfundet. Det er da kun godt. Og så er det altså ikke, fordi jeg tjener svimlende beløb på de sider der.

Hvor mange har du matchet i tidens løb, og får du mange positive tilbagemeldinger?
Puha, det ved jeg sgu ikke. Jeg har da før mødt folk i bybilledet, som spurgte, om det ikke var mig, der havde XL-dating. Så fortæller de, at de mødte hinanden på vores datingside, og at de nu er blevet gift og sådan noget. Det gør mig da glad.

Har du nogensinde haft en profil på en af dine sider, hvor du tænkte: "Det projekt der lykkes aldrig?"
Jeg kan ikke lige komme på nogen her på stående fod. Men det er der da helt sikkert. Det kan jo skyldes mange ting – at man er dårlig til at formulere sig, at man har nogle skodbilleder eller hvad ved jeg.

Har du selv en profil på nogle af siderne?
Jeg har en profil på alle siderne. Men det er ikke for at finde en date. Jeg bistår vores brugere med support eller andre problemer, de måtte have, når de benytter vores sider. Men jeg har da fået en del romantiske henvendelser – især efter jeg var med i Singleliv på Kanal 4. I den tid, jeg var på TV, fik jeg stakkevis af mails – den ene halvdel var positive, den anden halvdel syntes, jeg var et dumt svin.

Hvis du skulle lukke alle siderne bortset fra én, hvilken ville du så beholde?
Så ville jeg beholde XL-dating. Og handicap-dating. Og Bump.

Men du måtte kun beholde én.
Jamen jeg er altså glad for handicap-dating. Der føler jeg jo, at det ikke handler om forretning, men om at gøre noget godt for andre. Vi har rigtig mange brugere på den side, som har brug for ekstra hjælp, så det kræver en del resurser at holde kørende. Men den hjælp er vi glade for at give dem.

Læs mere fra VICE:

Mød den danske mande-escort, der elsker sit arbejde

Det lukrative og sørgelige liv som mandlig 'sugarbaby'

Da jeg fortalte min bedstemor, at jeg bruger hendes navn til at lave porno