Annoncering
Stuff

Sådan blev OL et påskud for at øge overvågningen i Brasilien

I Brasilien har myndighederne brugt OL som påskud for at indføre massiv overvågning af borgerne - og intet tyder på, at det stopper, når legene er forbi.

af João Paulo Vicente
18 august 2016, 11:03am

Foto: Fábio Teixeira

Denne artikel blev oprindeligt udgivet af Motherboard

I anledning af olympiaden har Brasilien taget væsentlige skridt for at styrke sit overvågningsapparat. Det har betydet, at der blevet skabt et monster af social kontrol, som er svært at regne ud for almindelige mennesker.

I en nærmest Kafkask reportage blev vi smidt rundt fra instans til instans - i flere tilfælde uden at få svar på vores spørgsmål. Men vi fandt ud af det, der er værd at vide – og en hel del, som de ikke vil have, at vi skal vide – om det teknologiske apparat, der er blevet indført i Brasiliens mest kendte by i anledning af legene. Og som det tidligere er slået fast forsvinder det ikke igen bagefter.

Black-out af mobiltelefoner i tilfælde af en trussel - eller i tilfælde af demonstrationer

For at finde hoved og hale i dette spindelvæv af overvågning skal vi tilbage til februar i år. Der besluttede Brasiliens Nationale Organ for Telekommunikation (Anatel) at "de bevæbnede styrker i Brasilien er autoriseret til at bruge udstyr, der kan blokere radiosignaler under OL 2016." Der er tale om de såkaldte spotjammere, som danske fængsler også, uden held, har villet indføre for at bekæmpe dronetransport af ulovlige genstande til de indsatte.

Ændringen kom efter et krav fra den brasilianske hærs afdeling for elektronisk krigsførsel - som lyder det mundrette navn CCOMGEX - og den fik ytringsfrihedsaktivister til at spidse ører. For bag det bureaukratiske sprog bliver det først rigtig mærkeligt. Disse spotjammere har nemlig kapaciteten til at dræbe al mobiltelefoni og internetadgang indenfor en given omkreds, hvilket kritikere mener kan bruges til at skabe sorte huller i en demonstration. "Mobiltelefoner og internettet er essentielle elementer i forbindelse med protester. At afskære folks adgang til dem, vil skabe forvirring og øge politibrutalitet, fordi mediedækningen bliver svækket," siger Lucas Teixeira fra Coding Rights, en organisation der kæmper for menneskerettigheder på nettet.

CCOMGEX påstår til gengæld, at målet med initiativet er at skabe rum til apparater, der kan bekæmpe adgang for droner i følsomme områder, såsom arenaer hvor sportsgrene afvikles, træningsområder eller andre potentielle mål for terrorangreb.

Under en uofficiel samtale med os, forklarede en tidligere general, at det er et krav, der stammer tilbage fra VM-turneringen i 2014. "Vi havde øvelser i nedskydning af droner og testede endda blokeringsudstyr, som benyttede lånte radiofrekvenser," sagde han og forlangte at være anonym. "Faktisk vil vi gerne have mere avanceret udstyr, som kan låse bestemte frekvenser, hvilket ville give os muligheden for at forstyrre dronerne uden at påvirke mobiltelefonsignalet."

Der blev udbudt en kontrakt til det firma, som kunne skabe udstyr, der formåede at skelne mellem brugen af droner og andet elektronik, og, blandt andre ting, var det et krav, at udstyret kunne skabe frekvenser, der var undtaget blokeringen. I april fik et firma ved navn IACIT kontrakten på otte spotjammere til hæren. På deres hjemmeside fremhæves det som et højdepunkt ved apparatet, at det har evnen til at "blokere kommunikation via mobiltelefoner."

I en artikel fra det brasilianske tidsskrift O Dia fra den 30. april udtaler Kaptajn Castro Loureiro fra Centeret for Teknologisk Forsvar om udstyret, at "det er møntet på droner. Hvis vi har et ureglementeret objekt i luften kan vi låse dets frekvens og uskadeliggøre det uden at skade nogen. Vi har ingen intention om at blokere mobiltelefoner. Men i en nødsituation - eksempelvis i forbindelse med et terrorangreb koordineret ved hjælp af mobiltelefoner - er der ikke andet at gøre. I det tilfælde ville vi naturligvis blokere."

For at opsummere vil mobiltelefoner holde op med at virke i tilfælde af et terrorangreb. For mange aktivister handler problemet om, hvordan udstyret kan bruges i fremtiden. Der er en frygt for, at systemet vil blive brugt til at besværliggøre demonstrationer, ligesom det skete i Egypten under Det Arabiske Forår i 2011, hvor myndighederne slukkede for demonstranternes kommunikation.

Mangel på gennemsigtighed

Ifølge Jacqueline de Abreu, advokat og forsker ved InternetLab - en uafhængig organisation som undersøger sammenhængen mellem rettigheder og teknologi – er det mest bekymrende ved loven, at store dele af den ikke er tilgængelig for offentligheden. Til sammenligning henviser hun til en lov fra 2012, som tillod brugen af et lignende system i brasilianske fængsler (ligesom de danske fængsler ønskede, men ikke fik lov til). "Loven er meget specifik, og det er angivet præcis i hvilke situationer, man må bruge systemet, og hvilke tilladelser man skal indhente, hvordan kanalerne skal åbnes af teleselskaberne og den slags. Altså, alle de faktorer der bør være offentligt tilgængelige. Når det gælder hærens autorisering, foreligger der intet af den slags. Det hele er hemmeligt," siger hun.

I et forsøg på at forstå og forklare formålet med hver overvågningsinstans ordentligt, anmodede Artikel 19 - en NGO, der forsvarer ytringsfriheden og fri adgang til information – om indsigt i Forsvarsministeriets papirer, hvilke de har ret til med hjemmel i en lov om fri adgang til information. Men til trods for gentagne anmodninger fik de ikke andet end et par linjer om, hvilken kontekst spotjammerne må bruges i - altid med henvisning til bl.a. anti-terrorlovgivningen, som er stopfyldt med smuthuller, der gør det op til den pågældende at fortolke reglerne efter forgodtbefindende.

Sagaen om Artikel 19 blev offentliggjort og viste samtidig resultaterne af andre NGO'ers anmodninger. Det er især interessant, at forsvaret har brugt 140 millioner kroner på udstyr til overvågning siden 2014, uden at det er specificeret hvilket udstyr, der er tale om. Ministeriet har nøjes med at anføre, at de har investeret i softwarelicenser, video- og lydudstyr. Det bliver ikke sagt præcis, hvad der er tale om - men som man siger, er det i detaljen, man skal se helheden. Derfor må vi konkludere, at helheden er godt og grundigt sløret.

Spionnetværket Stingray

I de seneste år er et nøgleredskab taget i brug for at knuse aktivister og personer involveret i demonstrationer og protester. De hedder Cell Site Simulators og kaldes også IMSI Catchers. Det maskinen gør, er at bruge sendemaster til at udsende signaler, der tvinger alle mobiltelefoner inden for en bestemt radius til at foretage opkald og gå på nettet. Der findes forskellige udgaver: De mest basale kan kun identificere, hvem der er i området, og de kan ikke narre telefoner, der bruger 3G eller 4G, men de mest avancerede fungerer som fiskernes bundgarnsnet, der indfanger alt på sin vej. De kan endda installere et malware-program, som giver ejeren af IMSI Catcheren uautoriseret adgang til folks telefoner.

Ben Bryent fra VICE UK demonstrerede, hvor nemt det er at købe en IMSI Catcher af firmaer i Asien (hvilket den columbianske stat allerede har gjort, ifølge Ben) - og som Lucas Texeira fortalte til en antiovervågnings-workshop er der allerede adskillige personer, der selv kan producere udstyret. De førende på markedet er Harris Corporation, et kæmpemæssigt multinationalt selskab, der opererer indenfor adskillige områder af teknologi. Som fabrikant af overvågningsapparatet StingRay, som er taget i brug i Brasilien, er Harris blevet synonym med maskinen. Og Harris er velrepræsenteret i Brasilien - herunder i millionkontrakter med militæret.

StingRay. Foto fra MassPirateg.org

Da jeg nævnte Harris Corporation for generalen, undgik han mit spørgsmål. Da jeg stillede det samme spørgsmål til hærens officielle PR-afdeling i slutningen af marts, blev jeg øjeblikkeligt spurgt, hvad min agenda var, og jeg fik at vide, at vores kommunikation var slut. (Senere fandt jeg ud af, at anklagemyndigheden i 2012 igangsatte en efterforskning af indkøb af radioer fra Harris samt udbetaling af bestikkelse til højtstående officerer i hæren - hvilket også muligvis kan være grunden til, at de ikke vil svare).

Jeg appellerede til loven om fri adgang til information og fik et svar fra hæren, der viste, at sprog har mange facetter og kan bruges til at sige meget mere mellem linjerne, end der rent faktisk står skrevet. "Som svar på det pågældende spørgsmål, er der ingen planlagt anskaffelse af dette udstyr [IMSI Catcher]". Endelig gav flere måneders insisteren pote: CCOMGEX indrømmede at have adgang til IMSI Catchers fra Harris Corporation. Harris Corporation svarede til gengæld aldrig på mine gentagende anmodninger om et interview.

Dia Kayyali, amerikansk journalist og aktivist, forsøgte at gå samme vej i USA, og ligesom jeg blev hun fanget i et bureaukratisk dødvande. Hun forklarede, at kontrakterne med Harris om salg af StingRay og lignende udstyr involverede en fortrolighedsklausul. Udstyret bruges også jævnligt i USA – eksempelvis ved Black Lives Matter-demonstrationerne i Maryland – men der er ikke mange detaljer om hvordan, de anvendes.

Når brugen munder ud i information, der anvendes i retssager bagefter, er myndighederne instrueret i at skjule, hvordan informationen er anskaffet. "Der er endda eksempler på, at FBI afværgede forespørgsler, der omhandlede StingRay, selvom de var stillet på baggrund af loven om fri adgang til information," siger Dia.

Øjnene er tættere på, end du tror

Lige meget hvad, bør hæren vel i teorien holde sig langt væk fra gaderne. Så ville vi være fri for falske sendemaster, ikke? Måske ikke. I 2013 skrev den amerikanske teknologiportal Ars Technica en artikel, der kortlagde tekniske detaljer, kapacitet og pris på en række IMSI Catchers produceret af Harris Corporation. I beskrivelsen af den mest simple af dem - en maskine ved navn Gossamer, der udseendemæssigt minder om en Nokia-mursten fra starten af 90'erne – har de linket til reklamematerialet, som i Brasilien distribueres af to lokale firmaer: Safetech og Polsec. Førstnævnte sælger forskellige former for sikkerhedsudstyr, der involverer overvågning af folks Facebookprofiler. Sidstnævnte beskriver sig selv som "specialist i løsninger til offentlig sikkerhed" og har siden 1997 arbejdet med salg og udvikling af udstyr til "mobiltelefonblokering i fængsler", "overvågning og efterforskning" og "transmission af billeder og data i realtid."

Foto af Fábio Teixeira

Alex Dias, den nuværende direktør for Safetech, påstår, at han overtog familievirksomheden for nylig og ikke kender til udstyret. Renato Werder, direktør for Polsec, blev fanget på det forkerte ben, da jeg i telefonen nævnte den pågældende maskine, Gossamer. Mellem sproglige undvigelser fik han fortalt, at Polsec allerede har foretaget fremvisninger af Harris-produkter til potentielle klienter, og at udstyret er forbeholdt sikkerhedstjenester. Jeg spurgte, om der var politiafdelinger, der havde anskaffet sig en Gossamer eller andre former for IMSI Catcher. Han svarede ved at bede mig sende alle mine spørgsmål på mail, og det gjorde jeg så. Men trods adskillige telefonopkald har jeg endnu ikke fået svar på min forespørgsel.

Det er svært at regne ud, hvilke andre brasilianske sikkerhedsorganer, der kan bruge en ITSI Catcher. Det er det af to grunde: Selskabet sælger produktet til mellemmænd som Safetech og Polsec og skjuler transaktionerne ved at placere iblandt andre produkter, som en del af større kontrakter, i sin portfolio. Et eksempel: Efterretningstjenesten i São Paulo (Dipol) har en række aftaler med Harris om køb af udstyr til radiokommunikation. Jeg tog kontakt til Dipol for at interviewe nogen om emnet. Igen fik jeg intet svar.

"Manglen på gennemsigtighed i disse organer er den store flaskehals, vi møder," siger Laura Tresca, som er efterforsker hos Artikel 19. "For så længe det er legitimt at gennemføre ændringer, der tilsyneladende tjener nationens sikkerhed, og de tiltag ikke er gennemsigtige, er det umuligt at kontrollere, hvornår den legitimitet ophører," forklarer hun og sætter fokus på den egentlige problematik.

For problemet med StingRay er, at i hvilket som helst scenarie, er maskinernes kapacitet fuldstændig ude af proportioner i forhold til det formål, de tjener. Selv hvis den instans som benytter udstyret til at overvåge en hypotetisk trussel, så er det på bekostning af alle i områdets privatliv.

Det var mere eller mindre, hvad der skete ved de første demonstrationer i 2013, hvor folk protesterede mod de urimelige konsekvenser, VM havde for den almene befolkning. Politiet iværksatte en virtuel efterforskning og støvsugede de sociale medier for hvad som helst, der kunne bruges som beviser mod mistænkte. Det skabte absurde scener. "Hvis du var tagget i et billede, var du automatisk mistænkt for noget," siger Laura fra Artikel 19.

Overvågningsbiografen

Det er kun i teorien, at militæret skal holde sig væk fra gaderne. Udover besættelsen af favelaerne i Rio er militæret til stede for at styrke andre sikkerhedstjenester, når det er nødvendigt - som ved protesterne under Confederations Cup i 2013, da 50 ansatte blev sat til at overvåge sociale medier ved hjælp af programmet Guardião – som er software designet af firmaet Digitro, der blandt andet er i stand til at analysere data.

Overordnet set er samarbejde nøgleordet for den brasilianske efterretningstjeneste, når det altså er belejligt for dem - selv hvis det går imod den eksisterende lovgivning. Det Brasilianske Efterforskningssystem (Sisbin) blev oprettet i 1999 og er et netværk af efterretningstjenester, som har ansvaret for at forsyne regeringen med strategisk og følsom information. Sisbin tillader udveksling af information mellem medlemmerne - fra forsvarsministeriet over justitsministeriet til skattemyndighederne. Det betyder, at en instans, som ikke har tilladelse til at overvåge folks telefoner, kan bede politiet om at gøre det for dem. Det er allerede sket, og det har skabt problemer. Jeg forsøgte at tale med de ansvarlige om det, men du kan sikkert selv gætte hvilket svar, jeg fik. Jeps, larmende stilhed.

Igen er det mest grundlæggende problem manglen på gennemsigtighed. InternetLab offentliggjorde et dokument med titlen "Overvågning af den brasilianske stats kommunikation", som kaster lys over visse spørgsmål om dette og andre overvågningsinitiativer. Jacqueline var én af forfatterne, og jeg bad hende forklare mekanismernes funktion mere indgående, men hendes svar var ikke opmuntrende. "Det er svært," sagde hun. "Der er meget lidt information om sikkerhedspolitik, og når det kommer til efterretning, er der stort set ingen tilgængelig information. Det man kan læse mellem linjerne er, at vores sikkerhedsorganer deler meget store mængder data, og de gør det for at kunne omgå lovgivningen."

Det integrerede kommandocenter for kontrol – øjnene der ser alt. Foto af Yasuyoshi Chiba/ AFP

Under OL hedder disse menneskers slaraffenland CICC (Det Integrerede Kommandocenter for Kontrol). CICC blev grundlagt for tre år siden og lancerede en sikkerhedsmodel i Rio de Janeiro, der er science fiction-forfatteren Phillip K. Dick værdig. Modellen har siden spredt sig til de byer, som er værter for fodboldkampe under OL – Belo Horizonte, Brasilia, Salvador, São Paulo og Manaus.

Bygningen i Rio har fire etager og kronen på værket er en 17 meter bred og 5 meter høj videovæg med direkte adgang til de næsten 4000 overvågningskameraer i byen – inklusiv dem i luften. Hvis du har gået en tur rundt i gaderne i Rio de Janeiro inden for de sidste par år, vil du helt sikkert have set CICC-skærmene. I det daglige tjener centeret de 12 millioner indbyggere, og det bruger det massive net af teknologi til at hjælpe politiet, hospitaler og diverse sikkerhedstjenester.

Under de Olympiske Lege er centeret hjem for de instanser, som står for at planlægge arrangementet - herunder ikke-statslige organisationer som den Olympiske Komité - og de udveksler informationer med hinanden. "Det er ikke science fiction at forestille sig, at politiet eller en sikkerhedsagent kan se, hvem der befinder sig til en demonstration, finde ud af hvad de snakker om på nettet eller i telefonen og bruge kameraerne i byen til at følge personens bevægelser," siger journalist Dia Kayyali. "Disse centre gør det meget nemt at overvåge folks handlinger. I Oakland modsatte demonstranter sig faktisk installationen af et lignende system, og de formåede at begrænse dets rækkevide."

Fernanda Bruno, som er professor og forsker i kommunikation og kultur ved Rio de Janeiro Universitet, fortalte, at en ansat ved et besøg på rådhusets operationscenter (COR) demonstrerede, hvor nemt det er at vælge et hvilket som helst område af byen, skrive et nøgleord og med det samme have adgang til alle tweets skrevet i regionen, hvor det ord indgik – fordi brugerne har geolokalisering slået til.

COR åbnede i 2010 som en del af forberedelsen til de mega-events byen er vært for i det her årti og blev beskrevet af The Guardian som "en James Bond-skurks kontrolrum". Centerets formål er at holde styr på potentielle 'urbane problemer', som trafikpropper og naturkatastrofer - men det videregiver også al sin data til CICC.

Men det er ikke alt ved sagen, der lyder som om det kommer direkte ud af Minority Report. Selvom den officielle propaganda sælger centeret som et teknologisk vidunder, der endelig vil bringe fred til Rio de Janeiro og forandre byen til en smart-city - ligesom København - har de ansatte, ifølge Fernanda, endnu ikke omfavnet det nye udstyr. "Der er opstået en konflikt mellem et hypermoderne og -effektivt teknologisk system og manglen på tid og uddannelse af de ansatte. Resultatet er underudnyttelse," siger hun. Som eksempel nævner hun de mobile CICC-instanser: Lastbiler med samme egenskaber som moderbygningen, hvor centeret hører til. "De har automatiseret analyse-software, der kan opdage risiko-mønstre. De bliver stort set aldrig brugt, fordi politiet ikke har den nødvendige træning," siger Fernanda. "Der er også en modstand, der kommer fra oven. Engang da jeg var på CICC, omtalte obersten, som viste mig rundt, nogle af de nye ansatte som 'importerede'. Der er en følelse af, at alt det nye teknologi bliver trukket ned over hovedet på dem, og at det ikke har noget med politiets behov at gøre, ligesom det er indført uden dialog med dem, der skal bruge udstyret."

Big data - ANVENDT på den enkelte

Big data er et magisk begreb fra forretningsverdenen. Det er tale om enorme mængder information om et emne, som det er muligt at krydse, så man kan forstå og forhindre bestemte forbrugermønstre og studere markedet. For overvågningsinstanserne er vi alle sammen en enorm kilde til data. "Informationssystemet er en verden, hvor vores handlinger efterlader spor eller minder, som et væld af databaser bruger til at danne et billede af vores oplevelser," forklarer Fernanda Bruno. Det er ligesom, når der dukker en reklame for Fitness World op på Facebook, ti minutter efter du har lavet en googlesøgning på træningscykler - men anvendt på hele vores eksistens.

"Når du besøger centre som CICC eller COR, er det imponerende, hvordan de er i stand til at visualisere det urbane rum og hvilke strømninger, der forekommer indenfor det rum, som eksempelvis trafik, vejrfænomener og sociale netværk. Krydsningen af disse data resulterer i en ny visuel kortlægning af byen," fortæller professoren. "Et visuelt system som de stadig selv er i gang med at forsøge at forstå."

Foto af Fábio Teixeira

En stor del af den information, der kommer ind, er metadata – ligesom geolokaliseringen på Twitter. Lovgivningen er vag, når det gælder den slags data, der angår vores privatliv. "Jeg forsøger stadig at finde ud af, hvor meget ret til privatliv vi har i Brasilien - om signalet fra mobiltelefonen eksempelvis er beskyttet - men der er så meget usikkerhed," siger Jacqueline. I virkeligheden har det længe været et krav fra aktivister og sociale bevægelser i landet, at der blev indført en særlig lov, som beskytter personlige data – et krav Præsident Dilma Roussef forsøgte at imødekomme dagen før, hun blev fjernet fra sit embede som følge af de alvorlige korruptionsanklager mod hende.

Som tingene ser ud i dag, er der adskillige organer, der har adgang til metadata og personlig information hos tele- og internetselskaber uden at skulle bekymre sig om de store juridiske blindgyder. Den officielle forklaring har mange facetter: Fra behovet for at kunne overvåge hele sektorens effektivitet til nødvendigheden af, at skattemyndighederne kan overvåge firmaer. For slet ikke at tale om efterforskere, politikere og andre, der anmoder om adgang til informationen.

I forhold til skattemyndighederne er resultatet ret ironisk. Under påskud af at gennemsøge nogens regnskaber kan Skat få adgang til data, såsom antallet og længden af virksomhedens opkald, også selv om den uheldige har en mobilpakke med ubegrænset tale. Sidste år gik skattemyndighederne i USA sammen med deres brasilianske pendant og det amerikanske Homeland Security. Sammen lavede de en aftale om yderligere fri deling af personlige informationer over hele verden.

"Det tyske og amerikanske retssystem er mere varsomme, når det gælder den her debat, end de er i Brasilien. Her mangler vi stadig at tage diskussionen," siger Jacqueline. Lucas Teixeira peger til gengæld på et problem, der er indbygget i debatten om den slags apparater: "Hvis du invaderer en mobiltelefon eller en computer, handler det ikke længere om at finde ud af, hvad man har gjort, men om hvad man har tænkt sig at gøre senere," siger han.

regeringen som snushane - EN STOLT TRADITION

Store begivenheder baner vejen for ny sikkerheds- og overvågningsteknologi. Den omfattende opsætning af kameraer på gaderne i Rio de Janeiro begyndte i anledning af de Pan-amerikanske Lege i 2007. Det passede som fod i hose med traditionen for en snagende og nysgerrig regering. Brasilianske politikere (og journalister, for den sags skyld) har altid været svært glade for telefonaflytning. Det har bestemt ikke ændret sig. Mellem januar 2012 og maj 2015 er det månedlige antal opsnappede telefonopkald oppe på 18.000.

Det er ikke det samme som at sige, at der er 18.000 nye overvågede personer hver måned, men for at tegne et billede af hvor højt tallet er, blev der i USA - der har 320 millioner indbyggere mod Brasiliens 200 millioner - opsnappet 3576 telefonopkald i hele 2013. På en eller anden måde overvåger brasilianerne altså fire gange så mange. Om ikke andet indikerer det, at myndighederne ikke formår at benytte andre former for efterforskning. Ifølge loven bør overvågning kun bruges som en sidste udvej.

I 2013 fik Edward Snowdens afsløringer om NSAs aktiviteter dog brasilianernes overvågning til at ligne amatørarbejde. Selv Præsident Dilma Roussef og en lang række medlemmer af hendes regering blev overvåget, hvilket fik Brasilien til at gå forrest i en international reprimande mod USA og omfanget af deres overvågning. Men det stoppede der.

Laura Tresca fra Artikel 19 bemærker det selvmodsigende ved en regering, der elsker overvågning, og som samtidig brokker sig over at blive overvåget. "Jeg hørte en ret præcis gengivelse af, hvordan de fleste lande reagerede på Snowdens afsløringer. Først sagde alle 'nej, hvor er det frygteligt'. Lige bagefter sagde de 'men øh... hvorfor gør vi det ikke også?"

Brasilien er endnu ikke på niveau med USA, når det gælder overvågning. Men det vil de være en dag.

I rapporten "Cybersikkerhed og cyberkrig: Udviklingen af overvågningspolitik i Brasilien" beskriver Artikel 19, hvordan regering har skiftet standpunkt i forhold til overvågning af befolkningen, hvilket blandt andet involverer indkøb af spotjammere, stingrays og meget andet udstyr - såsom eksempelvis den israelske Cellebrite (et værktøj til udvinding af indhold fra en mobiltelefon, der går udenom adgangskoder) og Ex-Sight (digitale briller, som politiet bruger til at genkende ansigter i en forsamling og sammenligne dem med millioner af fotografier i en database).

Disse og mange andre slags 'legetøj' blev udstillet til LAAD, som er en konference for våben og teknologi, der bliver afholdt hvert år i Rio de Janeiro. Blandt de tilstedeværende, der umærkeligt gled under radaren, var Hacking Team, et italiensk firma, der sælger programmer, som er i stand til at hacke computere for regeringen.

"De var vildt hemmelighedsfulde. Deres stand havde intet, ingen pamfletter, ingen video, ikke en skid. De talte udenom og ville ikke fotograferes," fortæller Matias Maxx fra VICE, som skrev om eventet.

Mistilliden kommer sig af en situation sidste år, hvor 400 GB e-mails og information fra Hacking Team blev lækket, hvilket viste, at firmaet forhandlede med en lang række offentlige instanser i Brasilien - herunder efterretningstjenester, indenrigsministeriet og politiet i Rio de Janeiro, São Paulo og Brasilia. Der er ingen beviser for, at nogle af de andre organer har købt Hacking Teams produkter, men det er ikke tilfældet med politiet.

Brasiliansk politi har trænet deres agenter i at bruge software fra firmaet og købte en testperiode på tre måneder. Politiet nægtede at svare på et eneste spørgsmål om Hacking Team – på samme måder som de ignorerede alle spørgsmål om samarbejde med andre instanser og overvågning helt generelt.

Situationen er kompliceret nok i forvejen, men de seneste måneders turbulente politiske situation i Brasilien har ikke hjulpet. Efter der blev indledt en rigsretssag mod Præsident Dilma Roussef, har den midlertidige præsident Michel Temer haft travlt med blandt andet at genskabe GSI (Kabinettet for Institutionel Sikkerhed), som er en organisation, der binder præsidentens kontor sammen med militærets efterretningstjeneste. Generalen, som er leder af GSI, er Sérgio Etchegoyen. Han er urokkelig modstander af Den Nationale Sandhedskommission, der har til formål at undersøge de voldsomme brud på menneskerettighederne, der foregik under militærdiktaturet - den slags retfærdighed og gennemsigtighed bryder generalen sig åbenbart ikke om.
"Brasilien er endnu ikke på niveau med USA, når det gælder overvågning," slår Dia Kayyali fast. "Men en dag vil de være det."

Læs mere på VICE:

Hvad kommer OL-turismen til at betyde for favelaerne i Rio?

Et portræt af Brasiliens største røv

Fire grunde til at du bør give en fuck for sessionslogging