Københavns nyåbnede fixerum er kæmpestort og ligner noget fra et boligmagasin

Et gigantisk stofindtagelsesrum på 1000 kvadratmeter har slået dørene op på Indre Vesterbro i København. Vi kigger nærmere på prestigeprojektet, der er skabt i samarbejde med brugerne selv.

|
08 september 2016, 8:38am

Restitutionsrummet. Foto: Kasper Løftgaard.

Medarbejderne i receptionen er i færd med at lægge frokostplaner, da de bliver afbrudt af lyden af to sæt polkaprikkede svingdøre, der glider op. Ind fra gaden kommer et midaldrende ægtepar, der med kamera om halsen og guidebog i hånden signalerer turister på udflugt i Københavns kreative smørhul, Kødbyen. Parret når knap nok at beundre det højloftede lokale med ovenlysvinduerne, loftbjælkerne og de blåtonede gulve, før en kontant udmelding får dem til at skynde sig ud på gaden igen: "This is a drug consumption room!"

Det er en besked, de ansatte har vænnet sig til at give til vildfarne turister, siden H17 slog dørene op i begyndelsen af august, og man forstår godt hvorfor. Udefra ligner den ombyggede slagtehal på adressen Halmtorvet 17 et nyåbnet galleri eller måske et tjekket kontorfællesskab, indenfor gemmer sig et totalrenoveret, arkitekttegnet stofindtagelsesrum, som måler 1000 kvadratmeter. Det er et prestigeprojekt, som har kostet Københavns Kommune 30 mio. kroner, og som meget vel kan være verdens største fixerum. For pengene har kommunen fået 24 stofindtagelsespladser, en sundhedsklinik, et restitutionsområde, et aktivitetsrum og i det hele taget et sted, der skal lette tilværelsen for dem, som befinder sig på samfundets bund.

Foto: Pernille Søndergaard.

På den måde adskiller H17 sig fra det overbelastede Skyen, som ligger i forbindelse med Mændenes Hjem på Istedgade. Der er kun få hundrede meter mellem de to fixerum men en verden til forskel på Skyens hektiske, letantændelige atmosfære og H17's velduftende og rummelige hospitalsmiljø. Grundtanken med stedet - at det skal være et helle for gadens hårdest belastede stofbrugere - lader til at virke.

"Vi har haft meget, meget få konflikter. Brugerne siger, at de påskønner roen. Der er noget med rummet. Og så er der vel også noget med, at det er nyt, og så er man lidt på sin best behavior," siger 42-årige Louise Runge Mortensen, der som lederen af H17 er ansvarlig for 20 medarbejdere og et årligt budget på 17 mio. kroner.

Proceduren, når man kommer ind fra gaden for at tage stoffer, er enkel. Man tjekker ind i receptionen, oplyser hvad man har tænkt sig at tage og hvordan, og derefter har man henholdsvis 35 eller 45 minutter til at ryge eller injicere sit medbragte stof. Og skulle det gå galt, er personalet på pletten til at yde førstehjælp. Det har efter en måneds åbningstid været nødvendigt syv gange, og halvdelen af de overdoser ville have ført til dødsfald, hvis de var sket uden opsyn, vurderer lederen.

Vi står i receptionen og kigger ind på de 12 stofindtagelsespladser, som er forbeholdt rygerne. Bag en glasvæg kan vi se ind til de 10-15 personer, der opholder sig på den anden side, hvor vi ikke har adgang. Nogen sidder for sig selv og ryger kokain på hjemmelavede piber lavet af sølvpapir, andre er samlet i klynger over stålbordene.

En injektionsplads. Foto: Kasper Løftgaard.

Vi holder os på den anden side af glasset, men udenfor falder jeg i snak med Gregor fra Polen, som lige har været inde og fixe heroin. Han er glad for det nye rum, fordi folk slås mindre og har mere ro til at tage stoffer. Det samme siger en dansk bruger, der er for plaget af smerterne fra sit betændte sår på læggen, til at han kan uddybe, hvorfor han foretrækker H17 frem for Skyen. "Nu har jeg slæbt mig hele vejen herind, og hvis du vil have mig undskyldt, så vil jeg nu gå ind og tage et ordentligt skud coke," siger han med et smil, før han forsvinder bag glasdørene.

Læs reportagen fra Skyen - den københavnske stofscenes epicenter

Jessica, som oprindeligt er fra Sverige, er mindre begejstret. Hun kalder H17 for et "flot, men upraktisk sted", hvor æstetiske hensyn er gået forud for brugernes behov. Især er hun utilfreds med alt det glas og personale, som hun mener, fylder for meget. Der er for mange hænder og for få med reelle kompetencer til at forstå brugernes behov, siger hun. "Det bliver spændende at se, hvordan stedet fungerer om et år, når alt ikke er funklende nyt længere," siger hun retorisk, før hun ruller ned ad rampen på en herre-mountainbike.

Jessica. Foto: Kasper Løftgaard

Louise Runge Mortensen er bekendt med kritikken af, at der er for lidt privatliv, men ifølge hende har det for de fleste været et spørgsmål om tilvænning.

"Ideen med glasvæggene er derfor et spørgsmål om vores sikkerhed og deres sikkerhed. I starten kom folk ind og sagde: "Det der, der er et akvarie, der skal jeg eddermanme ikke ind og sidde". Men det hører vi ikke så meget længere. Nu har folk vænnet sig til, at det er sådan, det er. Og særligt kvinderne har givet udtryk for, at de er glade for, at personalet hele tiden kan se dem," siger lederen, mens vi skridter hen over det farvelagte betongulv, som ifølge arkitekterne indbyder til "fordybelse, ro og koncentration."

Hele stedet er designet ud fra en tanke om, at det skal være det perfekte miljø til at indtage stoffer i, og undervejs er både brugere og medarbejdere blevet taget med på råd. Skadesreduktion og sundhedsfremme har ifølge lederen været de to gennemgående nøgleord.

Foto: Kasper Løftgaard.

Formanden for Brugernes Akademi, Anja Bloch, er en af dem, som arkitekterne har lyttet til undervejs i processen. Et af hendes konkrete forslag var, at bordene ved fixepladserne skulle udstyres med et indbygget hul til affald, der kan fejes direkte ned i en aflåst skraldespand.

"Det er fordi, at folk der har været vågne på kokain i dagevis, ser syner og tror, der er mere kokain i skraldespandene. Og så begynder de at rode i dem og stikke sig på brugte nåle," forklarer Anja Bloch, som også har kæmpet for, at stedet skulle have sit eget køkken:

"Man får skabt bedre relationer henover et spisebord end et skrivebord. Derfor synes jeg det var vigtigt, at H17 fik et køkken med kapacitet til bare engang imellem at lave madarrangementer," siger hun.

Men indtil videre står det funklende nye industrikøkken ubenyttet hen, og det sparsomt møblerede aktivitetsrum, som ligger overfor, har ikke dannet rammen om en eneste aktivitet - faktisk er hele den afdeling, som ikke handler om stofindtag, indtil videre lukket land for brugerne. Der mangler penge i budgettet, siger Louise Runge Mortensen.

"Planen er, at her skal være café og aktivitetstilbud, og det er også her, hvor misbrugsbehandlerne kommer til at sidde og lave brobygning. Alt det, vi håber på, at brugerne kommer til at benytte sig af, når først rammerne forhåbentlig medvirker til, at de har overskud til andet end bare at komme for at tage stoffer", siger hun.

Foto: Pernille Søndergaard

Vil de andet end det, må brugerne indtil videre nøjes med det sparsomt møblerede restitutionsrum, der rummer et par stueplanter og to sækkestole. De optages af to mænd i overtøj, som knap nok ænser os, da vi kommer forbi, og Louise Runge Mortensen stopper for at forklare hensigten med rummet.

"Det er særligt folk, der har været på coke, som godt kan være vågne i tre-fire døgn. At kunne lægge sig ned her og vide, at der er nogle, som holder øje med en, så man hverken ligger og dør eller bliver rullet, det er vigtigt."

Da jeg lidt efter bevæger mig udenfor på rampen, hvor brugerne også har lov til at indtage stoffer, får jeg øje på et overvågningskamera, som peger direkte ned på indgangen. Og på den anden side af gaden tårner Station 1 over kvarteret. Men kameraet er kun et sikkerhedshensyn, og nærheden til politistationen er kun en fordel, så længe man ikke er pusher.

"Da man i 2010 åbnede det første fixerum, lavede man en tilføjelse i lovgivningen, som gør, at politiet kan vælge at lade være med at sigte folk for besiddelse af stoffer til eget forbrug. Politiet lader stort set altid brugerne være i fred."

Indtil videre er der ikke opstået et nyt stofmarked udenfor H17, siger lederen.

"Men vi holder stadig vejret".

Louise Runge Mortensen. Foto: Kasper Løftgaard.

Selvom det har været svært at overdøve de politiske skåltaler, har der også lydt kritik af H17. Det er særligt kommunens beslutning om at åbne et enormt fixerum på Indre Vesterbro - i en bydel, der i forvejen huser Mændenes Hjem, Skyen og Danmarks største åbne stofscene - der har vakt harme.

Socialborgmester i Københavns Kommune, Jesper Christensen (S), kan godt forstå naboernes bekymring, der blandt andet kommer til udtryk i denne artikel. Men ifølge Jesper Christensen er etableringen af H17 netop et forsøg på at forbedre forholdene for alle.

"I forhold til, at Halmtorvet 17 skulle skabe et Pusherstreet, vil jeg mene, at det vel svarer til den situation, man ser i dag. Formålet med det hele er dog, at man vil gøre det bedre både for brugerne og naboerne," siger han til Vesterbro-Bladet.

En anden kritiker er Michael Lodberg Olsen, der står bag en række sociale initiativer for stofbrugere, blandt andet Danmarks første lovlige fixerum - Fixelancen. Ifølge ham har kommunen skabt en "fabrik for stofbrugere" med oprettelsen af H17, når man i stedet kunne have reddet liv i andre bydele med mindre fixerum.

"Hvorfor må stofbrugerne ude i Nordvest ikke have lige så fede forhold som stofbrugerne på Vesterbro? Og hvorfor skal vi fyre alle pengene af på én, kæmpestor fixefabrik? Når man tænker i stort, tænker man mindre i mennesker. Vil man bare have folk væk fra gaden, eller vil man noget andet og mere med fixerummene? Alle erfaringer peger på, at de intime steder gør større gavn i forhold til arbejdet med at få folk ud af afhængighed," siger han.

Foto: Kasper Løftgaard.

Louise Runge Mortensen er enig i, at andre bydele fortjener deres egne fixerum, men for hende giver det fin mening at hjælpe brugerne dér, hvor de nu engang er flest.

"Det ville være rigtig godt med flere stofindtagelsesrum i andre bydele, for vi kan se, at efter at vi har åbnet stofindtagelsesrum på Vesterbro, så dør folk ikke længere af overdoser her. Men det gør de stadig i Nordvest og på Amager."

"Men jeg synes ikke, at man kan tale om, at vi centraliserer stofscenen ved at åbne et stofindtagelsesrum dér, hvor efterspørgslen er størst. Vi får bare folk under tag. Vi kan jo se, at Skyens kapacitet slet ikke svarer til det behov, der er," siger hun.

Læs mere om stoffer og afhængighed:

Dræberstoffet fentanyl er kommet til Danmark

Vi talte med et offer for klapjagten på kokain-kunder i København

Jeg pissede hele min ungdom væk på dødsdruk