FYI.

This story is over 5 years old.

Interviews

Vi spurgte fire gamle danskere om deres syn på fremtiden

Er verden anno 2015 en synkende skude, eller er der grund til optimisme? Vi interviewede fire danske pensionister om den tid, vi lever i, og den tid, vi er på vej ind i.
10.12.15

Julen er efterhånden over os og det betyder, at du for en kort stund kan glemme alt om verdens problemer, mens du leder efter mandler i risdesserter og ser frem mod årets mest skuffende aften. Når først tømmermændende har lagt sig, vil du med stor sandsynlighed gøre et forsøg på at starte 2016 ud med troen på, at det nye år skam nok skal trumfe 2015.

Men med endeløse krige i Mellemøsten, flygtningestrømme, finanskrise, terrorangreb og en planet, der er ved at kvæles i forurening, kan det efterhånden være svært at kalde sige optimist uden at ligne en jubelidiot. Nyhedsmedierne har tegnet et ret så apokalyptisk billede af tingenes tilstand her mod udgangen af 2015, og det er ikke ligefrem fordi, overskrifter som "Frygter du Putins næste skridt? Sådan overlever du en atombombe" hjælper på forhåbningerne om fremtiden.

Annoncering

Mange, ikke mindst på Facebook, har således ytret deres mening om, hvad føromtalte krige og katastrofer kommer til at betyde for Danmark (læs = undergang), og hvad der bør gøres for at få landet på ret køl.

Dem har vi ikke talt med her. I stedet har vi sat fire ældre borgere stævne til en samtale om fortiden, nutiden og ikke mindst fremtiden, som den ser ud, når man lagt det meste af livet bag sig.

Alle billeder af Sarah Buthmann.

Karen Larsen, 85 år

Født på Fyn, men flyttede som 17-årig til København, hvor hun fik job på Tuberkulosestationen. Senere hen blev hun kontorassistent på Rigshospitalet. Har to børn, tre børnebørn og et oldebarn. I dag er hun enke og bor i en lejlighed i Valby.

VICE: Hvad tænker du om det, der er sket i Paris?
Karen Larsen: Det er frygteligt, når uskyldige mennesker bliver ramt af terror. Det gør ondt at tænke på ofrene og deres pårørende. Men jeg kan heller ikke lade være med at tænke på, at der lige inden var sprængt en bombe ombord på en russisk flyver, hvor der døde over 200 mennesker. Hvorfor blev der ikke afholdt et minuts stilhed for de ofre? Det burde man da gøre for alle, der kommer ud for noget så grufuldt?

Er du bange for, at der sker et terrorangreb i Danmark?
Ja. Vi havde det jo allerede i februar i krudttønden. Man skal undgå de steder, hvor der er mange mennesker. Jeg har ikke lyst til at stå af på Nørreport st. mere, men samtidig skal man da heller ikke gå rundt og være bange, så kan man ikke leve et lykkeligt liv.

Annoncering

Mener du, at verden er et bedre eller dårligere sted i dag, i forhold til da du var ung?
Verden er på en måde et bedre sted i dag, men der er noget galt. Da jeg var 25, virkede der til at være mere fredeligt – der skete ting i verden, men ikke på samme voldsomme måde som i dag. Man fik det heller ikke ind på samme måde som nu, da vi ikke havde nyheder overalt. Hver gang, jeg åbner fjernsynet, får jeg kastet alt det skrækkelige, der sker i verden, lige i hovedet.

Hvad skabte frygt, da du var barn?
Man frygtede ikke noget, da jeg var barn. Eller jo, så skulle det da lige være for fattigdom.

Frygter du for Danmarks fremtid?
Ja, det gør jeg da. Verden er jo gået helt af lave. Der er snart ikke det sted, der ikke er ufred, og jeg bliver især bekymret, når jeg tænker på mine oldebørns fremtid. Lige nu er det jo terror, der fylder meget, og det helt skrækkelige er jo, at de har blandet religion ind i det, så man tror, det har noget med almindelige muslimer at gøre.

Hvis du skulle give et råd til verdens ledere, hvad skulle det så være?
Jeg ville ønske, jeg kunne give et råd, men når ikke engang stormagterne kan finde ud af det, ja, så ved jeg det desværre ikke… de bomber bare løs, og det kommer der jo ikke meget fred ud af.

Hanne Karla Wøhnert, 68

Født i Fredericia, men flyttede til København som barn. Hun har boet 29 år i Sommerstedgade på Vesterbro i København. I dag bor hun i en ældrebolig i samme kvarter. Hun har igennem det meste af sit arbejdsliv været beskæftiget med rengøring inden for hospitalssektoren. Hanne er ugift og har ingen børn.

VICE: Hvad tænker du om det, der sker i verden?
Hanne Wøhnert: Jeg synes, det er særdeles uhyggeligt med terror. Jeg oplevede det første gang i 1985, hvor der sprang et par bomber inde ved Vesterport og ved synagogen i Krystalgade. Da arbejdede jeg på Kommunehospitalet, hvor det var mit job at gøre operationsstuerne klar. Jeg husker, at det var travlt den dag. Men det var jo ingenting mod det, der sker i dag.

Annoncering

Hvordan vil du beskrive dét?
Når jeg ser billederne fra angrebet Paris, kan jeg blive ganske utryg ved verdens tilstand. Det er så modbydeligt, at der findes mennesker, som er parate til at slå ihjel for religion. Altså, jeg har intet imod moderate muslimer, de er søde og flinke, og jeg har også forklaret til min lokale kioskmand, som selv er muslim, at jeg mener, det er den samme gud, der bestemmer over os alle. Derfor giver det heller ikke mening at opdele folk i forskellige religioner - og religiøse fanatikere, dem bryder jeg mig i særdeleshed ikke om. De dræber uskyldige mennesker… Hvad bilder de sig ind?

Er der andet, du bekymrer dig om?
Ja. Pandemier. Nu har jeg arbejdet på hospital og ved derfor, hvor sårbare vi er over for sygdomsudbrud. Men jeg må sige, at det er terrorisme, der gør mig mest urolig.

Hvad er dine tanker om den flygtningekrise, som Danmark og Europa står i?
Det er synd for de mennesker. Det må jo være forfærdeligt at forlade hus og hjem på grund af krig.

Synes du, at Danmark skal blive ved med at tage imod flygtninge?
Jeg ved ikke, hvor mange flere der kan være, men dem, der virkelig har brug for at flygte fra deres land, dem skal vi byde velkommen. Dem, der bare gerne vil søge lykken i et nyt land, der kan vi være tvunget til at sige nej. Og det er jo meget svært at skelne mellem den ene eller den anden gruppe. Og hvem ved, om der gemmer sig terrorister blandt alle de flygtninge, der strømmer hertil? Men altså, nu har jeg været medlem af Røde Kors i 29 år, og grundlæggende så mener jeg ikke, at vi kan være andet bekendt end at hjælpe de mennesker, der er i nød.

Anne-Lise Andreasen, 93

Vokset op i Sydhavnen i København og har boet i København hele sit liv. Har arbejdet som hjemmehjælper, syerske og rengøringsmedarbejder. Har desuden været hjemmegående husmor med tre børn. I dag har hun både børnebørn og oldebørn.

VICE: Hvordan synes du, at fremtiden tegner til at blive?
Anne-Lise Andreasen: For mit vedkommende ikke særligt lang.

Annoncering

Hvad er din reaktion på det terrorangreb, som ramte Paris?
Jeg er kristen, og jeg synes faktisk, det er som om, de mørke skyer trækker sig sammen på himlen. Jeg ser tegn på, at verden ikke bliver ved med at være her.

Du mener, at enden er nær?
Ja, det kan jeg somme tider godt tænke. Blandt andet på grund af klimaforandringerne. Og alt det med islamisme og religiøse spændinger i det hele taget. Det er jo sådan noget, der er omtalt i de bibelske skrifter. At der kommer nogle meget slemme tider. Men jeg ved det jo ikke, jeg er hverken professor eller præst. Jeg er bare et almindeligt gammelt menneske.

Bliver du så ikke trist til mode, når du tænker på dine børnebørn og oldebørns fremtid?
Jo, det gør jeg da. Jeg kan da ikke andet end at bekymre mig. Men jeg tror såmænd, at de fleste mennesker, hvad enten man er religiøs eller ej, gyser ved tanken om de frygtelige begivenheder, man hører om.

Synes du, at verden i dag er et værre sted end for 50 år siden?
Ja, det synes jeg egentlig. På visse måder. Men det handler også om alle de informationer, man får i dag. Så er der jo også kommet så mange nye oplysninger frem om, at vi er i færd med at ødelægge vores planet fuldstændig. Vi forurener havene, vi fælder skovene, og vi overforbruger. Det er meget trist, at så få retter sig efter advarslerne og udviser mådehold. Det er faktisk nogle triste fremtidsudsigter, synes jeg.

Hvad var dine bekymringer, da du var ung?
Der var jo den konstante atomtrussel. Den har vi jo haft siden 1945. Før da var det nazismen. Jeg kan sagtens huske, da Danmark blev besat. Nazisternes fremmarch var både en grund til generel bekymring, men det var også en daglig utryghed. Det var en følelse af uro, som var meget nærværende, og som man stødte på overalt i samfundet. Det var ikke fordi, jeg var involveret i noget, men der var hele tiden mennesker, der blev ført bort. Specielt her i Istedgade, var der mange folk, der mistede livet i kampen mod nazisterne.

Annoncering

Ser du slet ingen lyspunkter i dag?
Jo, jeg har på fornemmelsen, at lederne af de store nationer kommer tættere på hinanden, når der sker alvorlige begivenheder, som påvirker globalt. Så sætter de sig ned sammen og begynder at samarbejde frem for at bekrige hinanden. På trods af den utilfredshed, der har været og stadig er, så mener jeg også, at EU er særdeles positivt både for Danmark, for Europa og for freden i det hele taget.

Henner Bahnson, 96 år

Pensioneret geolog. Født og opvokset i Randers, hvorefter han flyttede til hovedstaden. Nu bor han i hus på Amager som enkemand. Har tre døtre, seks børnebørn og tre oldebørn.

VICE: Hvilke tanker satte det i gang hos dig, da du hørte om terrorangrebet i Paris?
Henner Bahnson: Det kom ikke bag på mig, at det kunne ske. Der har jo også været terror i andre vesteuropæiske lande, blandt andet Danmark. Dog forstår jeg slet ikke, hvordan terroristerne kan få sig selv til det. Hvor kommer den ondskab fra? Hvordan kan man bare åbne ild mod helt uskyldige mennesker? Det er sindssygt.

Selvom vi også har oplevet terrorangreb i Danmark, var det, vi så i Paris, jo i en helt anden størrelsesorden. Frygter du, at vi kan blive ramt af noget lignende i Danmark?
Ja. Det tror jeg godt kan ske. Når vi slår hårdt ned på terroristerne, vil de også slå hårdt igen. Det mest uhyggelige ved disse mennesker er, at de er fuldstændig ligeglade med, om man er levende eller død - også dem selv. Det er et dårligt udgangspunkt.

Annoncering

Hvordan skal Europa håndtere den trussel?
Jeg håber på, at det kan bringe de europæiske nationer tættere på hinanden, så vi kan samarbejde om problemerne. Det er også derfor, at det er tåbeligt at melde sig ud af EU. Det har mange gange før vist sig at være en fordel at danne fælles front mod en fælles fjende. Man kommer nu engang længst med samarbejde.

Flygtningekrisen er et andet eksempel på en fælles udfordring for Europa. Hvor alvorligt ser du på dette problem?
Jeg tror godt, vi kan klare det. Det er jo ikke første gang, at vi modtager flygtninge fra andre lande, og det kan godt fungere, selvom der er mange, som kommer. Det handler om at være åben omkring problemerne, så skal det nok gå. Men selvfølgelig skal man finde ud af, om der er kriminelle iblandt.

Der er krige og konflikter mange steder i verden, men sådan har det jo i alle dage været, kan man sige. Synes du verden er et bedre sted i dag, end da du blev født?
Jeg tror, det er blevet lidt bedre. Nøden er ikke lige så stor. Man må huske på, at vi jo ikke havde den samme velstand dengang. Heller ikke i Danmark. For mig var det eksempelvis helt eventyrligt, da det lykkedes mig at spare 50 kroner sammen til en brugt cykel. Krige var der også dengang, og der var voldsomme oprør, der førte til krige. Men terror, som vi ser det i dag, det husker jeg ikke. Jeg tror, at våbenfabrikkerne bærer en del af skylden for, at det er så nemt at blive terrorist i dag.

Har du et råd til de kommende generationer, der skal tegne Danmarks fremtid?
Det kan du ikke forlange! Jo, jeg synes, man skal søge et bredere politisk samarbejde frem for at føre blokpolitik. Det tror jeg ville være en fordel. Lave nogle love, der er vedtaget af hovedparten af Folketinget, og som er præget af sund fornuft. Det må være muligt at snakke sig frem til den bedste løsning.

Mere fra VICE:

Dansk dokumentarist udstiller Facebooks 'skødesløse' censurpolitik

Mød Danmarks første transkønnede porno-par

Mød homo-graffitimaleren, der dekorerer København med røvhuller og regnbueflag