Der er så mange ekstreme og imponerende bryllupskjoler rundt omkring i verden, men Marjolein Wintjes tager nok prisen for mest utrolige. Det, der først og fremmest får denne glinsende, formstøbte model til at skille sig ud, er ikke den høje, pjuskede krave eller de blomstrende spiraler, der snor sig om skørtet. Det er materialet, den er lavet af. I stedet for silke, blonder eller perlebeklædt broderi, der er en årsløn værd, er denne pastellyserøde kjole lavet udelukkende af spiseligt, tørret rabarberpapir.
"Alle mændene jokede med, at de kunne spise brudekjolen sidst på aftenen," siger Wintjes og himler med øjnene. Hun er klædt i sort fra top til tå, som hun altid er, og virker meget alvorlig, indtil et skævt smil breder sig på hendes læber. "Men på en måde ville det være fint, hvis man kunne spise sin kjole, når aftenen er omme. Jeg vil gerne fortælle om madspild. Jeg opdagede, at mit eget skab var fyldt med mode-skrald, især min brudekjole. Jeg havde den kun på den ene dag, og den hænger der stadig, fordi jeg ikke nænner at skille mig af med den. Og jeg har været gift i næsten 24 år – med ham der."
En brudekjole lavet af rabarberstof. Alle billdeder af De Culinaire Werkplaats.
Med et grin peger Wintjes på sin mand og kreative medsammensvorne, Eric Meursing, som står ved komfuret. Han er midt i et eksperiment. Jeg er kommet til De Culinaire Werkplaats, parrets studie, testterræn, restaurant og galleri i Amsterdams kulturpark "Westergasfabriek", fordi jeg er virkelig nysgerrig. Definitionen af en restaurant er efterhånden blevet et mudret koncept, efterhånden som flere avantgarde spisesteder dukker op. I modsætning til mange af de avancerede spisekoncepter har Wintjes og Meursing udforsket deres egen besynderlige blanding af mad og kunst i næsten et årti. De er blevet bestilt til at skabe alt fra enorme installationer til den hollandske pavilion ved verdensudstillingen i 2012 i Yeosu, Sydkorea, til miniature-pindemader til Van Gogh-museet, der efterligner kunstnerens værker.
"Vi arbejder også med modebrands som Diesel, der har bedt os oversætte deres nye kollektion til 'mad-kunst'. Som oftest er det tre eller fem små bidder eller oplevelser per person," siger Wintjes. "Det er svært at lave mad til folk i modebranchen for alle vil gerne være tynde – journalister er de værste."
Centrum for alle deres aktiviteter er restauranten, hvis man da kan kalde det en restaurant i konventionel forstand. Det spartanske interiør inkluderer kun et par borde, der er klemt op med en enorm kogeø, hvor deltagerne kan vælge enten en fem-retters eller syv-retters "über-posh" menu, der fokuserer på et bestemt tema. "Hollandske mestre," "Japan," og "Tiden" skal præsenteres resten af året. Hollandsk arkitektur er hovedattraktionen under mit besøg, og retterne tæller blandt andet en replika af en offentlig swimmingpool, der vandt en arkitektonisk pris i Amsterdam i 2016.
"Vi har kørt dette tema i omkring tre uger, og vi har allerede haft otte eller ni arkitekter fra forskellige lande," fortæller Wintjes. "Vi har fans, som kigger ind hver gang, vi har et nyt tema. De kommer ikke kun fra Amsterdam – det er også fra London og New York."
Den store finale er en dessert skabt som et gør-det-selv "hjemmebygget hus" til ære for temaet ved dette års Amsterdam Architecture Day. Retten forsyner deltagerne med en masse klodser, som de kan lime samme med mandel-"mørtel", og så må de ellers selv sammensætte bygningen, som de vil.
"Alle har deres egne ideer. Det får det lille barn op i dem," siger Wintjes. "Jeg opdagede, at mange mennesker godt kan lide at være en del af hele processen og udforske ting."
Den legesyge attitude gælder også galleriet, som indeholder både store installationer, man kan gå på opdagelse i, og små bidder, som skal spises undervejs. Til ære for parrets første og længst kørende tema er alt i udstillingen sort. Til deres debutkollektion i september 2008 valgte parret at kreere menuer, hvor hver eneste ret var lavet af naturligt "sorte" råvarer: Sjældne sorter af sort ris og byg, lilla tomater og peberfrugter, tørrede moreller, spiselige blomster og let fermenterede madvarer som chou doufu (stinkende tofu) og vanillebønner. Resultatet blev en tallerken med nuancer af dyster kulør.
"Vi startede med sort, fordi man aldrig tænker på noget sort, når man taler om mad, med mindre maden er brændt på. Sort er kun et teoretisk koncept, når man arbejder med grøntsager. Man ender med en hel palet af farver, men på en meget mørk måde," fortæller Wintjes. "Når vi rejser til en anden by eller et andet land, tager vi normalt ind i supermarkederne og går rundt fra hylde til hylde og ser, om vi kan finde nye ting. Vi lavede for eksempel et projekt for mange år siden i Shanghai, hvor jeg opdagede sort hirse."
Jeg kommer forbi en sort kjole i fuld størrelse, et sexet modspil til brudekjolen, lavet af tørret solbærpapir, der er kreppet og plisseret til blomstrende pynt.
For et øge oplevelsen får jeg en lignende blomst, lavet af det samme materiale, som smager af vingummi for voksne. Bagerst i lokalet finder jeg en bunke østersskaller fyldt med sukkerglaserede terninger lavet af rødbede eller gulerod. De er placeret foran en væg malet med mørk chokolade – endnu en løs fortolkning af den sorte farve. Wintjes giver mig en spatel, som jeg skal bruge til at skrabe små stykker af væggen, så et billede kommer til syne. Jeg vil ikke ødelægge overraskelsen, men jeg kan vist godt sige, at gæsterne kaster hele herligheden indenbors, som var det en rigtig østers. Bestik er til rådighed, men frarådes.
"Jeg lavede engang noget lignende for at fremprovokere spørgsmål om parforhold i det 21. århundrede. Vi blev bedt om at skabe et spiseligt kunstværk. Det stod på toppen af en ti meter høj vindeltrappe, som en enorm, konceptuel bryllupskage," mindes Wintjes. "Det var fedt, fordi folk begyndte at skrive i det og lave tegninger. De lavede deres egen graffiti. Folk skrev svarene til spørgsmålene i chokoladen. De skabte vores kunstværk."
På grund af farven sorts associationer til begravelser kredser to af de mest slående værker om døden. Sørgebrød, der er bestilt af Wintjes venner, er bagt i forskellige former for at ære en bestemt persons bortgang. En kvinde med marokkanske aner bad for eksempel om et ras el hanout-parfumeret brød til sin datter, som kun blev 14 dage gammel. Da jeg står og kigger på det næste værk, får jeg næsten min gedeost med spiselig grøntsagsaske galt i halsen, da Wintjes forklarer det underliggende koncept.
"Det her er en hyldest, der hedder Ashes to Ashes, Dust to Dust," siger hun og peger på en beholder, der hænger over værket af forkullet løg og timian. "Det her er den rigtige aske fra vores sorte katte."
Hvis du synes, det lyder morbidt, så er det hele altså gjort med et glimt i øjet. Til trods for de højtflyvende ambitioner er det tydeligt, at Wintjes og Meursing har det sjovt.
"Vi kan godt lide at lege med sproget og skabe ting. Vi leder efter måder, hvor vi kan give folk nye oplevelser på. Hvis man kommer hertil for at få en almindelig restaurantoplevelse, er man gået forkert."