Features

Fela Kuti er stadig det bankende hjerte i den nye afrobeat-bølge

Den nigerianske musiker og aktivist har stor indflydelse blandt den fornyede afropop-scenes seneste generation af stjerner.

af Lawrence Burney
16 oktober 2018, 12:18pm

Artiklen er oprindeligt udgivet af Noisey USA

Lyden af Vestafrika har gennem de sidste par år fundet vej til amerikansk musik. Internationale samarbejder mellem Nigerias største stjerner og amerikanske kunstnere som Tinashe og Chris Brown er blomstret op, og flere afrikanske kunstnere har skrevet kontrakter med amerikanske pladeselskaber.

Det mest bemærkelsesværdige eksempel er nok Drakes ”One Dance”, der byder på en feature med den nigerianske superstjerne Wizkid, som er braget op af hitlisterne over hele verden. Lyden, som mange fans associerer med den lettere genkendelige caribiske musik i form dancehall og soca, har faktisk ophav i Vestafrikas sprudlende afrobeatscene. Og scenen har fået mere international opmærksomhed end nogensinde før, hvilket kan tilskrives det faktum, at London har ageret smeltedigel for forskellige typer musik som UK grime, afrobeat og amerikansk rap. Afrobeat er bedre end nogen anden musikalsk genre til at fremvise den musik, som kunstnere fra den afrikanske diaspora producerer: en kombination af nigerianske lyde, hiphop, dancehall, soca og 70’er-afrobeat. Nogle af Nigerias fremmeste kunstnere tæller Wizkid, Tiwa Savage, Burna Boy, Yemi Alade, Davido og Tekno. Men hvis du spørger dem om, hvem musikkens godfather er, så er svaret Fela Kuti.

”Fela Kuti er en respekteret kunstner over hele Afrika,” fortæller den UK-baserede ghanesiske producer Juls mig over email. Han har arbejdet meget sammen med den nyere afrobeatstjerne Mr. Eazi og ser Fela som en grænse- og genreløs helt fra det afrikanske kontinent. ”Ghaneserne har deres egne musikalske ikoner som Gyedu Blay Ambolley og ET Mensah, men Fela efterlod et varigt aftryk på musikken i 70’erne. Afrobeat-lyden er den samme, lige meget hvor den kommer fra. Dem, der har rødder i highlife-kulturen, ved, hvem han er, og hvad han har gjort for afrikansk musik."

I USA diskuterer man konstant, hvem der sidder på tronen og er bedre end alle de andre, men blandt afrikanske fans og musikere er der bred enighed om, at Fela er kongen af nigeriansk musik og en af de vigtigste stemmer i afrikansk musik nogensinde. Fela var pioner for en type afrobeat, der fusionerer jazz, soul, ghanesisk highlife og improviserede vokalstykker. Dermed skabte man et nyt sæt musikalske ideer, som samtidigt havde rødder i den afrikanske diaspora, på samme måde som den nye scene har det. Selv om musikken i sig selv er fed, brugte Fela den også til at kritisere det politiske klima i Nigeria i 60’erne og 70’erne, da landet fik din selvstændighed efter en periode med borgerkrig.

I sange som ”International Thief Thief” synger Fela om korruption i den nigerianske regering og beskylder den europæiske kolonimagt for at have skabt grobund for det: // Them get one style wey them dey use / Them go pick one African man / A man with low mentality / Them go give am million naira breads / To become of high position here / Him go bribe some thousand naira bread / To become one useless chief //

I sangen ”Upside Down”, som byder på en Sandra Izsadore-gæsteoptræden, stiller han spørgsmålstegn ved det faktum, at mange mennesker af afrikansk herkomst tager navne efter dem, som har koloniseret deres lande. En anden af hans mest mindeværdige sange, ”Expensive Shit”, handler om det nigerianske militærpoliti, der brød ind i Felas hus for at stjæle hans afføring, så de kunne teste det for cannabis i et desperat forsøg på at få skovlen under ham. Det er sange som dem – sange, der fokuserer på sortes rettigheder over hele verden – der karakteriserer karrieren frem til Felas død i 1997. De er fast inventar i hjemlandets kulturelle landskab, som Bob Marleys sange er det på Jamaica og Nina Simones i USA. Den effektive formidling af budskaber resulterede sågar i en Tony-prisvindende Broadway-musical om kunstneren med titlen Fela!, som havde premiere i 2008.

”Nigeria havde lige opnået selvstændighed, borgerkrigen var forbi og europæiske og amerikanske firmaer samt korrupte afrikanske statsoverhoveder stod i kø for at udnytte landets ressourcer,” fortæller Felas søn Femi Kuti til Noisey under optagelserne til VICELANDs Lagos-udsendelse. ”Min far satte fokus på det. Han var en torn i nakken på dem. Og de gjorde, hvad de kunne for at stoppe ham, og han fik det ene lag tæsk efter det andet af militæret og politiet – de prøvede alt for at lukke munden på ham”. Felas beslutning om at gøre sin stemme hørt betød, at han blev anholdt over 200 gange og tilbragte 20 måneder i fængsel i 1984, efter han blev dømt for at hvidvaske penge. Femi ser ikke nødvendigvis sin fars budskaber i det kulturelle landskab i dag, og han er skeptisk overfor den kunstneriske levetid for musikere, der ikke spiller på instrumenter som ham og hans far, men han er alligevel fan af Nigerias nye afrobeatscene.

Selv om de største, unge nigerianske stjerner er blevet populære uden en politisk dagsorden, så er der fortsat kunstnere, som følger Felas eksempel. Over de seneste år har folk som Patoranking, Wizkid, Mr. Eazi og mange andre udgivet numre med jazzede undertoner, der minder om deres musikalske forgængere. ”Tal ud. Hav tillid til dig selv, og lad din musik føre ordet,” er dét, Juls og hans kolleger på scenen har taget med sig fra Fela Kutis budskab. Og i takt med, at deres kultur og musik spredes ud over hele verden, bliver flere og flere mennesker inspireret af Felas eftermæle.