organiseret kriminalitet

Det ensomme liv som HA-stikker

Vi talte med Dave Atwell, som er det højest rangerede medlem af Hells Angels, der nogensinde har stukket klubben. I dag er han i vidnebeskyttelsesprogrammet.

af Mack Lamoureux
07 april 2017, 8:47am

Illustration: Ralph Damman.

Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE USA

Det er næsten 10 år siden Dave Atwell sådan rigtigt pakkede sin kuffert ud.

Det tidligere Hells Angels-medlem har ikke følt sig rigtigt hjemme noget sted, siden han forlod klubben. De eneste mennesker, Atwell rigtigt kan tale med nu, er dem, han tidligere ville have undgået som pesten – journalister og politibetjente.

"Bare det at kunne tale om det her betyder alverden for mig," siger Atwell til mig, da han ringer mig op på min fastnettelefon fra et hemmeligt nummer.

Det er det, de fleste ikke ved om vidnebeskyttelsesprogrammet: Det går arm i arm med en udtalt ensomhed.

Atwell er beskyttet af programmet, fordi han informerede politiet om Hells Angels i slutningen af nullerne – hvilket han er det højest rangerede medlem, der nogensinde er blevet. Atwell og journalisten Jerry Langdon har lige udgivet bogen The Hard Way Out, der gennemgår hans liv i klubben. I bogen fortæller han om at sælge coke, patching (når en mindre klub bliver opslugt af en større klub) fra Para-Dice Riders til Hells Angels, det at blive et medlem med fuldt rygmærke, og hvordan og hvorfor han forlod klubben.

"Jeg følte mig indespærret. Ikke af tremmer men af de begrænsninger klubben havde pålagt mig og mit liv."

I syv år var Atwell 'sergeant-at-arms' i klubben i Toronto, hvilket betyder, at han udøvede disciplin og sørgede for, at alting foregik stramt og kontrolleret. Han var også en instrumental del af HA's cokehandel i og omkring Toronto. Da den respekterede Angel blev anklaget i nogle narkosager, besluttede han, at han ville ud, men han fandt ud af, at det ikke ville blive nemt. Da anklagerne blev frafaldet, forventede han at vende tilbage til klubben og arbejde. Men Atwell begyndte at se klubben og sine brødre i et andet lys: Bikerne og Hells Angels var ikke en familie, de var "allesammen i det for deres egen skyld."

"Jeg følte mig indespærret. Ikke af tremmer men af de begrænsninger klubben havde pålagt mig og mit liv," skriver han i sin bog.

Atwell sagde ja til en aftale, der gjorde, at han kunne undslippe grebet, klubben havde om hans liv. Han dokumenterede i hemmelighed klubbens aktiviteter og blev en central del af en kæmpestor narkooperation. Den blev afsluttet efter 18 måneder, da HA fik nys om, at der var en stikker iblandt dem. De konfronterede Atwell, og politiet vidste, at det var for farligt at fortsætte.

Den information, Atwell indsamlede for politiet, førte til, at 31 personer med forbindelse til Hells Angels blev tiltalt for 169 anklager (selvom nogle af dem blev frafaldet) og beslaglæggelsen af narko for 20 millioner kroner, 3,5 mio. kroner i kontanter og endnu 3,5 mio. i ejendom. I årevis deltog Atwell i retssag efter retssag, hvor han skulle se sine tidligere brødre i øjnene i løbet af dagen og vænne sig til sit nye liv i vidnebeskyttelsesprogrammet om aftenen.

Da han forlod klubben, døde den mand, Dave Atwell havde levet som i 50 år. Derudover blev hans tilvænning til vidnebeskyttelsesprogrammet ikke let – hele hans liv var bygget op omkring rygmærkerne, og nu var de væk.

Hells Angels-mærket. Foto via Wikipedia Commons

Atwell kan selvfølgelig ikke fortælle detaljeret om sin nuværende situation eller den proces, han gennemgik for at starte sit "nye liv." Men han fortalte, at det involverede overraskende meget papirarbejde og var tidskrævende ad helvede til. Programmet er selvfølgelig til for at beskytte det pågældende vidne, men man sørger også for, at programmet ikke er ansvarligt, hvis det beskyttede vidne fucker op eller begår ny kriminalitet. Atwell fortæller, at "det er underligt at tale om vidnebeskyttelse, for der er så meget, der er interessant, men som samtidig ville ødelægge min sikkerhed." En ting, han kunne fortælle, var, at når man først indgår i programmet, mister man enhver form for kontrol over sit liv.

"Dine kontaktpersoner i vidnebeskyttelsen beder dig ikke om noget. De fortæller dig, hvordan det bliver," forklarer Atwell. "Man har ikke noget at skulle have sagt. De siger: Hvis vi skal beskytte dig, så skal du holde din kæft og høre efter. Du havnede her med dine egne tanker, så lad være med at tænke – og lad os gøre det for dig".

"Det er et ensomt liv at flytte rundt hele tiden og ikke have nogen stabilitet," siger han.

"Du havnede her med dine egne tanker, så lad være med at tænke – og lad os gøre det for dig."

Atwell kunne ikke fortælle noget om sin daglige rutine eller noget af den slags. Til gengæld kunne han tale om den ensomhed, der følger med den situation, han er i. I sit privatliv er Atwell enten nødt til at lyve for alle, han møder, eller fuldstændig at udelade sin fortid.

"Hvad kan jeg gøre? Jeg kan kun drømme om at komme tæt på nogen," siger Atwell til mig. "Hvis man holder af nogen, uanset om det er en ven, et platonisk forhold, eller et intimt forhold med en af det modsatte køn, så kan man kun gå så langt, inden personen spørger, 'Hvad skete der inden det? Hvor kommer du fra?' Det kan jeg ikke dele med nogen."

"Hvis jeg holdt af nogen, ville jeg gerne vide den slags. Ikke fordi jeg snager, men fordi det er en almindelig omsorgsfuld ting ved det at lære nogen at kende," siger han.

Udover at hemmeligholde sin personlige historie fra andre, så er der spørgsmålet, som Atwell kalder, "fører jeg nogle andre med ind i det her liv?". Programmet skal jo ikke kun beskytte vidnerne men også de mennesker, der er tæt på dem. Det betyder ironisk nok, at personerne i programmet er nødt til at tvinge sig selv til ikke at have nogen i deres liv, de holder af.

Derfor lever Atwell et selvvalgt liv uden intimitet.

En politibetjent foran et Hells Angels-klubhus i Toronto under razzia i 2007. Indsatsen blev udført ved hjælp af information, Dave Atwell havde udstyret politiet med. (CP Photo/Aaron Harris)

Atwell har naturligvis et rimelig groft synderegister. I en af de mange retssager, Atwell vidnede i, indrømmede han at have mødtes med en anden rocker for at diskutere drabet på en politibetjent få uger før, han selv begyndte at samarbejde med politiet. Til trods for sin plettede fortid, blev Atwell betalt rundhåndet for sit samarbejde med politiet. Sammenlagt tjente han omkring 31,4 millioner kroner for sin hjælp.

Men selv sådan et beløb kan kun holde et menneske oven vande i en begrænset periode, især når man skal flytte og starte forfra hele tiden. Man er nødt til at arbejde, men det kan ikke nå at blive noget fast, så man må hele tiden ændre sin rutine og være fremme i skoene. Og alt det må man gøre uden erfaring, færdigheder, uddannelse eller anbefalinger.

"Uanset hvad vil du altid stikke ud i mængden eller i hvert fald føle, at du gør det."

For folk, der gerne vil have et velfungerende arbejdsliv og privatliv, er det et fucking mareridt.

"Forestil dig hvad der sker efter retssagen, lad os sige 10 eller endda 20 år senere," siger han. "Hvad har du? Du har ingen fortid, du har ikke noget CV, du har ingen identitet, intet socialt miljø og du kan ikke tale med din familie eller dine venner. Uanset hvad vil du altid stikke ud i mængden eller i hvert fald føle, at du gør det."

Og så er der kampen med at den frygt og paranoia, der følger med at være i vidnebeskyttelse. Du ved, der er sat en pris på dit hoved, men du ved ikke, om det stadig optager personen eller gruppen, der prissatte det. Heldigvis for Atwell har han en baggrund i sikkerhedsbranchen, så han er mere observant end de fleste. Han fortæller mig, at hans "handlinger på daglig basis er centreret" om to slags trusler – faren for at nogen aktivt leder efter ham, eller at nogen pludselig genkender ham.

Efterhånden som tiden går, er risikoen for, at Atwell løber ind i nogen, der genkender ham, blevet mindre og mindre, men den er der stadig. Atwell ved, at de mennesker han personligt forrådte, måske stadig er ude efter ham, men at klubben som helhed formentlig er kommet videre fra det og igen fokuserer på penge.

"Klubben i sig selv har større ting at tage sig af – og det er at undgå at blive bustet," siger Atwell. "De har taget ved lære af, at jeg blev agent, og vil forsøge at sikre sig, at det aldrig sker igen."

Men frygten hænger alligevel ved.

Til trods for det hele siger Atwell, at han er gladere nu, end han var i sin tid som Angel – hans liv centrerer sig ikke længere om rygmærker. Selvom han har nogle fortrydelser, der tynger ham, føler han, at han tog de rigtige beslutninger med de rigtige forudsætninger. Men livet belønner ikke altid den rigtige beslutning.

"Det ironiske er, at det eneste, jeg nogensinde har villet have, var en eller anden form for komfort og anerkendelse – uanset om det var i hockey eller i klubben eller med en dame – en grad af komfort," siger han. "Ironien er, at det er det eneste, jeg ville have i livet, men jeg vil aldrig få det."

Nogle detaljer i citaterne er blevet ændret eller fjernet for ikke at afsløre Atwells placering.