Annoncering

Her er, hvad der sker med din krop, når du drikker dig stiv to gange om ugen

Kommer to eller tre drukture om ugen, mens du er ung, virkelig til at gøre den store forskel? Jeg bliver nødt til at vide det.

af Hannah Ewens
31 juli 2017, 8:00am

Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE UK

Jeg er meget bekymret over mit helbred, for jeg har ikke lyst til at lide fysisk overlast eller dø. Jeg elsker også at drikke. Til sammen tror jeg, det udgør et problem.

Men hvilken slags skade udsætter vi vores krop for, når vi tager på druk to eller tre gange om ugen, mens vi er i 20'erne? Er der alvorlige konsekvenser, både på kort og på langt sigt, som jeg ikke kender til? Bør jeg sige nej tak til gratis vin til en reception, fordi det er hverdag? Er det på tide, at jeg opfører mig som et voksent menneske og lægger bånd på mig selv?

Jeg ringede til tre forskellige alkoholeksperter i håb om at de ville fortælle mig noget, som kan retfærdiggøre min drikfældige livsstil.

VICE: Kommer det til at påvirke mit helbred på kort sigt, hvis jeg tager på druk to gange om ugen?
J
ames Morris, Alcohol Policy UK: Man risikerer jo at blive tyk af alle de kalorier, man indtager. Men de største problemer for unge mennesker i 20'erne er i højere grad sociale: Altså risikoen for at komme til skade, ende i skænderier, eller ikke få gjort de ting, der forventes af en, om det så gælder parforhold eller arbejde. Det betyder dog ikke, at man ikke kan opleve alvorlige sundhedsproblemer, men de vil normalt først manifestere sig selv efter længere tid, og ikke allerede i 20'erne. Alligevel ser vi af og til begyndende eller moderat leverskade hos folk i 20'erne, og alkohol dræber hjerneceller, påvirker hukommelsen og hjernens udvikling på lang sigt.

Andrew Misell, Alcohol Concern: Vi anbefaler, at man ikke drikker over 14 genstande om ugen, og det er halvanden flaske vin, så hvis man drikker en flaske vin på en aften, er det temmelig meget. Det er ret interessant, hvordan den slags ændrer sig, for omkring 20 eller 30 år siden ville det have været lidt vildt, hvis man drak en hel flaske vin, men hvis man skal til en middag eller den slags i dag, er det ret normalt, at man regner med en flaske vin til en person – nogle gange to flasker. Så det er et problem.

Sarah Jarvis, Medicinsk konsulent for Drinkaware: Jeg betragter alkohol som et bedøvende middel – man starter med at være euforisk, fordi alkoholen giver næring til den del af hjernen, der slækker på hæmningerne, men omfattende druk og depression hænger altså sammen. Vi ved også, at størstedelen af alle selvmord sker, når alkohol er indblandet. Alkohol forøger risikoen for at komme til skade markant, både ved et uheld og med vilje.


WATCH: How to Survive the Day After a Big Night Out


Det kan jeg godt leve med, men hvad så hvis man bliver ved med at drikke på den måde, når man er i 30'erne eller senere? Hvad vil den samlede effekt være?
James Morris: Det er ret sjældent, at vi ser leversygdomme hos folk i 20'erne, men når vi nærmer os de 40 år, begynder det at være langt mere udbredt. Det afhænger af mange ting, men vi ved, at hvis man er i højrisikogruppen – dem, som drikker dobbelt så meget, som den anbefalede mængde, altså mindst 30 genstande om ugen – så er det 13 gange så sandsynligt, at man får en alkoholrelateret leversygdom i forhold til, hvis man holdt sig indenfor anbefalingerne. Man risikerer også at svække både sin lang- og korttidshukommelse.

Andrew Misell: Vi ser flere og flere eksempler på hjerneskade forårsaget af alkohol hos folk i 40'erne, og det plejede først at forekomme hos dem, der havde rundet de 60 eller 70 år. Jeg prøver ikke at sige, at alle, der drikker sig stangstive hver weekend får hjerneskade, men vi troede tidligere, at der var tale om en lidelse, der først ramte sent i livet, og nu ser vi eksempler på midaldrende personer, som har symptomer, der minder om demens, grundet lang tids druk.

Hvad med kræft?
Sarah Jarvis: Vi ved, at hvis man drikker igennem, mens man er i 20'erne, er der større risiko for at få kræft, når man er i 40'erne eller 50'erne.

Andrew Misell: Der er utallige forbindelser mellem alkoholforbrug og bestemte former for kræft. Forbindelserne er ikke lige så udtalte, som de er mellem tobaksrygning og lungekræft, men de er der stadig. Det er mærkeligt, for som voksne overvejer vi alting. Der er nogle ting, vi ikke kunne finde på, fordi det simpelthen er for farligt, men der er ikke mange os, der sætter sig ned og tænker "jeg tror lige jeg vil overveje min risiko for at få kræft om ti år, inden jeg drikker et glas vin eller en fadøl." Livet er fuld af risici, og hvis man aldrig tager nogle chancer, er man nødt til at gemme sig under sengen hver dag. Og det er nok også farligt for ens psykiske helbred.

Er det bedre at drikke lidt i løbet af hele ugen, i stedet for kun at drikke igennem i weekenden? For det vil jeg foretrække.
James Morris: Det vil jeg ikke sige, det er. Hvis man fordeler det ud, er der større risiko for at blive afhængig, så selvom du bare drikker et glas vin fast, så kan du stadig risikere at blive afhængig, fordi din tolerance stiger, og du ikke mærker det på samme måde længere. Derfor er der en tendens til, at man drikker mere for at mærke effekten. Det kan være, man starter med at drikke et glas vin hver aften for at slappe af, men så går det op for en, at det ene glas ikke længere gør det samme, som det plejede, og så begynder mange at drikke to glas i stedet – så begynder afhængighed at være et langt mere indgroet og alvorligt problem.

Andrew Misell: Det er der vist ikke helt enighed omkring. Der er forholdsvis mange beviser på, at hvis man ikke drikker så ofte, har leveren bedre muligheder for at komme sig. Men på den anden side er det også farligt at indtage store mængder alkohol – også selvom man kun gør det en eller to gange om ugen. Det kan organerne mærke, og det er trods alt begrænset, hvor meget leveren kan holde til.

"Det er en god idé at sætte en grænse for sig selv i stedet for bare at sige 'jeg vil ikke drikke så meget i dag.'"

Vil du mene, at unge mennesker, som drikker meget på en gang, skal holde resten af ugen alkoholfri, hvis de ved, de skal i byen i weekenden? Eller er det et bedre råd at lade helt være med at drikke meget på en gang?
James Morris: Begge dele. Hvis man har drukket rigtig meget, så skal man give sin krop en pause – især leveren. Det kan være virkelig hårdt for kroppen at drikke om fredagen, og så gøre det samme om lørdagen. Jeg vil også opfordre folk til at tænke over, hvad de drikker, når de er i byen. Hvis du drikker ti drinks, er det så meget bedre at undgå de sidste to? Dengang jeg tog på druk, fortrød jeg altid de sidste to drinks, for dem fik jeg ikke rigtig noget positivt ud af. Så det er en god idé at sætte en grænse for sig selv, i stedet for bare at sige "jeg vil ikke drikke så meget i dag."

Tror du, at de langsigtede konsekvenser for vores helbred vil være et større problem for min generation, og at vi vil opdage det alt for sent?
James Morris: Det er svært at sige. Vi drikker igennem her i landet (i Storbrittannien, red.) – mere end de fleste andre lande i Europa. Jeg er 35 år gammel, og det var i 90'erne, at de færdiglavede drinks dukkede op, såsom Bacardi Breezer og Smirnoff Ice, og der forsøgte de store firmaer bevidst at ramme en ny generation af unge. Folk, som var teenagere i 90'erne og starten af 00'erne, drikker virkelig meget. Der er nogen, der siger, at vi nåede kulminationen i 2004 – at forbruget var steget så meget, at det var nødt til at ramme et loft på et tidspunkt, og det er er faldet siden. Men det kan være, det stiger igen.

Sarah Jarvis: Et af de helt store problemer er, at sundhedsrisikoen først manifesterer sig efter mange år, men unge mennesker tænker ikke over skrumpelever, når de er i 20'erne. Det kan sagtens være, at problemerne pludselig rammer en senere. Vi har et meget reelt problem her i landet, for unge mennesker tror, at de er immune overfor alkoholens skadevirkninger.

Tagged:
drinks
Alkohol
sygdom
misbrug
Øl
helbred
lever
druk