Racisme

En liste over 19 afrikanske dyr, som nogen burde have sendt til Djurs Sommerland

Forlystelsesparken blev for tre år siden kritiseret for at have en racistisk forlystelse, der fremstillede afrikanere som uciviliserede. Nu har de skiftet "hottentotten" ud. Med en abe.
24.5.18

I Djurs Sommerland har de i 25 år haft Hottentotten. En karrussel, hvor der i midten stod en ekstremt karikeret udgave af en afrikansk stamme-høvding komplet med spyd, skjold og en knogle i afroen. Nu, i 2018, er den sorte mand så blevet skiftet ud med en gorilla, og forlystelsen har skiftet navn til Abekatten. Jep, helt seriøst.

Forlystelsen har, ligesom så mange andre outdatede levn fra fordum(og dom)s tid, alle dage stået for en racistisk gengivelse af en anden kultur – og tilbage i 2015 blussede debatten op, da Djurs Sommerland fik kritik fra flere sider for at fremstille et helt kontinents befolkning som ”uciviliserede og primitive,” som Everyday Racism Project DK formulerede det.

Annoncering

Dengang afviste parken at ændre forlystelserne med god, gammel "sådan-har-det-altid-været"-retorik – og et vanligt eksempel på den evige misforståelse af begrebet nostalgi som noget, der på mærkværdig vis giver os ret til for enhver pris at holde fast i forældede og ofte dybt krænkende sproglige vendinger og symboler, når det gælder minoritetsgrupper.

Trods kritik fra mange sider var der et overvældende antal gæster i Djurs Sommerland, der syntes, at det var fint med lidt "hyggeracisme" (fordi det jo er superhyggeligt at krænke?) Næsten 20.000 mennesker skrev under på en underskriftindsamling til fordel for, at navnet og udseendet på forlystelsen skulle beholdes, så Djurs Sommerland fortsat kunne være ”et skønt sted at komme for både store og små.”

Men: ”vi lytter til vores gæster,” siger direktør for parken Henrik B. Nielsen til Jyllands-Posten. ”Hele forlystelsens udtryk er ændret, da vi også har fjernet den hottentot, der var centerfigur, så vi ikke støder nogle gæster mere.” Der er bare lige et par problemer:

1) Der er tydeligvis ikke nogen i parkens kommunikationsafdeling, der har forklaret Henrik B. Nielsen, at selve ordet ’hottentot’ i sig selv også er racistisk, og at han skal undgå at bruge det. Især når han forsøger at navigere sig ud af en shitstorm.

2) Hottentotten, som altså nu hedder Abekatten, står ikke alene. Den er en del af Afrika-land, hvor man stadig kan besøge "kannibalgryderne", selvom den forlystelse også er blevet kritiseret af præcis de samme grunde som den nu ændrede karussel.

Det helt store spørgsmål er, hvem der har afgjort, at det var en god idé at udskifte en hamrende racistisk gengivelse af en person fra det afrikanske kontinent med en abe. Selv Line Baun-Danielsen må synes, det er en tåkrummende beslutning:

Nu er jeg ikke krisekommunikatør, men når ens forlystelsespark bliver kritiseret for at fremstille sorte mennesker som tilbagestående eller dyriske, er det, selvsagt, ikke umiddelbart hensigtsmæssigt at vælge at erstatte en 'hottentot' med en abe. Det er vel nærmest det mest uheldige valg, de kunne have truffet. Som en lille service til Djurs Sommerland bringer vi derfor en liste med mere eller mindre elskelige afrikanske dyr, som på alle måder ville have været mindre stødende at skifte til:

  • Giraf
  • Løve
  • Leopard
  • Vortesvin
  • Elefant
  • Zebra
  • Flodhest
  • Bøffel
  • Krokodille
  • Gnu
  • Gazelle
  • Gepard
  • Hyæne
  • Dromedar
  • Næsehorn
  • Antilope
  • Desmerdyr
  • Malariamyg
  • Tsetse flue

Budskabet er vel, at næste gang Djurs Sommerland havner i en shitstorm (og vi forudser, at det vil ske før eller siden baseret på… alt) og efterfølgende skal vælge mellem en abe og en giraf, så, please, bare gå med giraffen.