danmark

Jeg levede en hel dag så dansk som muligt

Danskheden er som bekendt under pres, så jeg brugte en hel dag på at hylde de rød-hvide klichéer.

af Kristian Ejlebæk Nielsen
02 januar 2018, 9:28am

Alle billeder af Amanda Hjernø

Danskheden er åbenbart truet i de her år. Men hvad betyder det? Danskheden er svær at sætte en finger på, og vi taler alle sammen om den. Så meget, at ”danskhed” blev kåret som årets ord i 2016.

Identiteten som dansker opstår for nogen først, når de er i opposition til noget andet. De definerer deres danskhed ud fra alt det, de ikke er. Som vores højtærede forkvinde for Folketinget så fint siger det:

“Det at være dansk er noget, man føler inde i sig selv. Det er svært at definere, men det er en følelse af, at jeg er glad for at være dansk og måske ikke så glad for Pakistan og Rumænien.”

Jeg føler egentlig ikke, at min danskhed er truet. Men jeg dyrker heller ikke min danskhed som en religion, og hvis jeg gjorde, kan det være, sagen ville være en anden. Derfor har jeg i dag valgt at komme danskheden i hu. Jeg vil tilbringe en hel dag med at være så dansk som overhovedet muligt.

Alle billeder af Amanda Hjernø

08:00
Lige så snart jeg står op, lader jeg landsholdstrøjen fra EM ’92 glide over hovedet, og straks kan jeg mærke den danskhed, der ligger i luften omkring os og binder alting sammen, kravle helt ind under min blege hud. Det her bliver en god dag.

Efter et brusebad lytter jeg til Statsradiofonien, mens jeg gør mig klar til at tage af sted, for Danmarks Radio er jo noget, vi har sammen. De holder også Dannebrogs-fanen højt på P6 og spiller WhoMadeWho. I dag skal det være Spil Dansk Dag, og jeg glæder mig allerede til at dykke ned i det overflødighedshorn af musik, som de gudsbenådede danske sangskrivere har kastet af sig i årenes løb. Lige fra Kandis til Nephew.

Jeg cykler naturligvis altid på arbejde som en rigtig dansker, men i dag var cyklen flad, så jeg tog bussen. I 5C skynder jeg mig at tage hovedtelefoner på og demonstrativt stirre ud af vinduet, så jeg slipper for at kommunikere med de andre. Til gengæld husker jeg at tale om vejret med tilfældige folk resten af dagen, for det var godt nok en smuk dag, men også bidende koldt, og var der noget med, at der skulle komme sne i weekenden? Vejret og de skiftende årstider er med til at forme os som nation. Det regner 175 dage om året, og for det meste er det pissekoldt, og derfor er folk reserverede og passivt-aggressive. Derfor gemmer vi os indenfor i varmen i ly for regn og slud, og derfor spurter vi ud på græsset og drikker øl, lige så snart solen endelig titter frem.

08:55
Jeg køber en stor kaffe, lige inden jeg rammer redaktionen. Den er for dyr og for varm. Men jeg kan selvfølgelig ikke finde på at brokke mig inde i butikken til deres ansigt. Jeg er dansker. Jeg søger ikke konflikter, og jeg taler helst ikke om mine følelser. Jeg smiler såmænd bare og lader min harme vokse hele vejen hen til kontoret, hvor jeg straks sætter mig foran tastaturet og lader min utilfredshed komme til udtryk gennem tasterne.

Digitalt brok.

Bagefter passer jeg mit arbejde som en rigtig indfødt. Mens jeg laver danske artikler til danske læsere, hører jeg Big Fat Snakes ikoniske ”Big Boys in Red and White” højt og synger frejdigt med på ”det’ Danmark, det’ fodbold, det’ sejt”. Mine kollegaer er slet ikke i det danske hjørne og kan ikke finde den samme patriotiske begejstring frem, så jeg indkasserer et par spydige bemærkninger.

Arbejd, arbejd

12:05
Til frokost går jeg ned til foderbrættet på Nørreport Station, hvor Anette laver en hotter og en pølse i svøb til mig, som jeg skyller ned med Cocio. Jeg sparker en due væk, som vil have noget pølse, og falder hurtigt i snak med de andre omkring pølsevognen. Her er skide hyggeligt. Lige bagefter hjælper jeg en gammel, blind dame over vejen. Jeg ved ikke, hvor dansk det er, men det er god stil. Og nu har jeg blæret mig med, hvor godhjertet jeg er, og dét er i hvert fald dansk.

Svin og cocio - The Danish Way

På vej tilbage til kontoret ser jeg en meget dansk forretningsmand sukke højlydt, fordi nogle turister går for langsomt på fortovet. Han mumler noget uhørligt, da han skubber sig forbi. Jeg bliver selv lidt gnaven, da jeg ser, at en af mine kollegaer har fået noget slik, men der ikke er noget til mig. Os danskere kan virkelig brokke os, og den mest udbredte folkesygdom her til lands er ondt i røven. Vores samfund blev for nogle år siden kåret som det land med størst økonomisk lighed i verden, og fordi det er dansk at være lige gode og have lige meget, kan vi slet ikke holde ud, når nogen får noget, vi ikke får. Vi skal alle sammen have mandlen, og du skal ikke tro, du er noget. Undskyld meta-laget, men jeg kan ikke lade være med at bide mærke i, at jeg seriøst sidder her og brokker mig over brok.

Nu skal vi have ja-klaphatten på! Vi er jo trods alt verdens lykkeligste folk, og jeg tror godt, jeg kender en del af forklaringen.

Den indbyggede lighedstanke, der er i vores samfund, og det velfærdssystem, som er med til at sikre den, er det mest danske, jeg kan komme i tanker om. Når jeg rejser i udlandet, bliver jeg pavestolt, når jeg fortæller om fem ugers ferie, gratis uddannelse, gratis sundhedsvæsen, dagpenge og folkepension. Et samfund, der tager hånd om de svageste, er så vidunderligt dansk, og derfor er det pissehamrende udansk at ville forringe velfærden.

17:30
Jeg tager i Føtex efter arbejde. Få ting kan glæde mit danske hjerte som kød på tilbud. Udenfor ignorer jeg en Hus Forbi-sælger i alt for lang tid, selvom han står lige ved siden af mig. Jeg vil gerne give en skilling, men har seriøst ingen kontanter. Under togbanen står en flok romaer og sælger forældet elektronik, brugt legetøj og andre gode ting, hvilket minder mig om, at jeg har glemt at være lidt småracistisk – en hæderkronet, dansk tradition. Jeg mumler noget om, at de sikkert har stjålet de ting, de sælger, og hvad fanden sker der i øvrigt for, at pølsevognen har halalpølser og et lille skilt på arabisk? Da jeg har stået og vrænget lidt, kommer en flink, tyrkisk mand hen til mig med en kop te i hånden, og vi hyggesnakker lidt, så der igen kommer balance i tingene. For selvom racisme desværre er udbredt her til lands, så er det tolerance og ikke fremmedhad, de fleste forbinder med danskhed.

Intergration

18:15
Selvom velfærdssamfundet ligger nummer ét på regeringens Danmarkskanon, har foreningslivet også fundet vej til listen over de mest danske værdier. Især uformel idræt i gode venners lag føles bare så inkarneret dansk. Så jeg tager i Nørrebrohallen og spiller badminton. Vi er jo det eneste land i verden, der kan hamle op med asiaterne i den formidable sport. Verdensmesteren er dansk! Badminton er en fed sport. Hårdtslående, intens og elegant på samme tid - lidt ligesom Pia K. Den eneste sport, der er bedre, er håndbold. Det er den bedste sport i verden. Ganske enkelt. Den er nemlig opfundet i Danmark, og vi er blandt eliten. Selvom kvinderne røg ud til Sverige. Men på sin vis er det også rigtig dansk at være den charmerende taber. Underdoggen, der aldrig vinder konkurrencen, men som vinder publikums hjerter.

Hutlihut!

19:10
Efter sådan en omgang motion er der kun én ting at gøre: Bajere og smøger. På Nordvest-bodegaen Fuglereden bliver jeg budt velkommen af stamkunderne, og det føles godt at hælde en iskold fad i halsen, mens lugten af min sportssved blander sig med den liflige duft af tusind cigaretter. Jeg er lidt småberuset, da jeg trasker hjem, og begynder umotiveret at nynne Shubidua. ”De varme lande er noget lort,” synger jeg op mod den mørke decemberhimmel. Michael Bundesen er en gudsbenådet trubadur.

Velfortjent cancerpind og fadbamse

20:25
Da jeg kommer hjem, tænder jeg for fjernsynet. Det er totalt dansk at se flow-TV. Danmarks Radio giver mig for anden gang i dag lige, hvad jeg vil have. ”Året der gik i Kongehuset”. Hold nu kæft, hvor vi får noget for vores licenspenge. På bordet er der Matador Mix, og min forlovede serverer aftensmaden, som er den mest danske ret, der findes: Spaghetti med kødsovs og ketchup. Det er muligt, at stegt flæsk med persillesovs officielt er Danmarks nationalret, men vi ved godt alle sammen, hvad der i virkeligheden står på bordene i de små, danske hjem på en almindelig torsdag. Ved siden af har jeg selvfølgelig et glas mælk, som en god dreng fra landet, og en lille Gammel Dansk til at skylle ned med.

Bedste dag ever!

22:15
Jeg bliver helt søvnig i sofaen af alt det patenterede hygge, og tager en lille plaid på, mens jeg døser hen til hadmaskinen, som vi kalder ”Nyhederne”. Jeg drømmer rød/hvide drømme om blonde piger, kornmarker og høje, hvide stakitter.

Efter en hel dag i danskhedens tegn er jeg kun mere overbevist om, at vores essens ikke er truet. Danskerne udgør danskheden, og hvis vi bilder os selv ind, at danskheden er et statisk koncept, bliver det en karikatur af en kultur - et forældet øjebliksbillede fastfrosset i tid. Hvis danskheden er truet af noget som helst, er det leverpostejshæren, der vil have Danmark til at lukke sig om sig selv og sidde i regnen og skule ud på en verden, der fortsætter fremad, mens vi hænger fast i en nostalgisk tid, der for længst er forbi.

Gud bevare Danmark!