Scenetjek

Ничего себе: Russiske rappere har gjort hiphop til landets vigtigste scene

Med fødderne plantet i DIY-arbejdsmetoder og 'fuck de store pladeselskaber'-attitude er russiske rappere i gang med at fusionere Ruslands undergrund med en ny, global lyd.

af Johann Voigt
11 april 2018, 9:21am

Screenshot fra YouTube fra videoen "PHARAOH - ДИКО, НАПРИМЕР" /Dead Dynasty

Denne artikel er oprindeligt udgivet af Noisey Tyskland

”Jeg er bedre end Tupac, Biggie, Eminem, Kendrick, J. Cole, selv Lil Pump,” siger Face. Rapperen, der er fra Ufa, hovedstaden i Republikken Basjkortostan under Rusland, har en androgyn fremtoning. Han har ansigtstatoveringer, alt for store solbriller, langt, glat hår og de silkeagtige lokker hænger nedover skuldrene. På tracket “БУРГЕР" ("Burger"), en banger med et minimalistisk beat, der er syet sammen af en insisterende basgang, gentager han om og om igen, at han har tænkt sig at storme Gucci-forretningen. Face er 21 år gammel, og han er allerede en af Ruslands mest kontroversielle rappere. Landets ungdom elsker ham, mens alle andre – især de ældre generationer – er i chok. Ud af de 24 millioner, der har set videoen på YouTube til “БУРГЕР" har 288.000 af dem trykket på ”dislike”-knappen.

Face er en af mange unge rappere, der er i gang med at revolutionere hiphopscenen i Rusland. Før hen har russiske rappere primært ladet sig inspirere af amerikanske rapstjerner og tilpasset deres teknikker til russiske tekster, men i de senere år har lokale musikere som Pharaoh og Oxxxymiron været med til at skabe en mere global lyd, der omfavner de russiske rødder. I Rusland er rap vigtigere, end det nogensinde har været før – blandt yngre generationer er det den mest populære genre i landet. Godt nok begyndte MTV Rusland allerede at promovere hjemmedyrkede rappere for ti år siden, hvilket har hjulpet kunstnerne med at sælge plader og vinde priser, men den nye generation af rappere arbejder uafhængigt af den etablerede musikbranche. De bruger de sociale medier til at promovere deres musik, og de ordner selv booking og salg af merchandise. De er ikke afhængige af store hiphop-kanaler – der er også kun to relevante medier i landet i den forstand, rap.ru og the-flow.ru. Hvad end det handler om millioner af visninger på YouTube eller optrædener på landsdækkende turneer, så har landets indie-rappere taget en DIY-tilgang til arbejdet, og det giver tydeligvis pote. Hvordan lyder russisk rap så, og hvor politisk ladet er det? Er det virkelig muligt at have frie hænder i et land, der er kendt for at smide Pussy Riot-medlemmerne i fængsel?

Enhver udefrakommende, der har interesse i Ruslands rapscene, løber umiddelbart hurtigt ind i en sprogbarriere. Ud af de 11 russiske kunstnere, vi har kontaktet i forbindelse med nærværende historie, var der mange af dem, vi ikke kunne få fat på. To sagde nej tak udelukkende på grund af dårlige engelskkundskaber. Russere taler russisk. Man kan ikke tage det for givet, at folk taler engelsk, især ikke uden for metropoler som Sankt Petersborg og Moskva.

Vi fik heldigvis mulighed for at snakke over Skype med Nikolai*, der sad i sin lejlighed i hovedstaden. Nikolai, der har bedt om at optræde under et pseudonym, studerer journalistik, arbejder i musikindustrien og arrangerer koncerter. Han er ikke bare fan af rap – han er også ekspert, når det kommer til alt, hvad der rør sig på den russiske hiphopscene.

Rap er ikke velkommen

”Lige nu oplever vi den tredje generation af rappere i Rusland,” forklarer Nikolai. ”Både scenen og fanbasen er stor takket være befolkningsudviklingen – Rusland oplevede en stor befolkningsvækst i 90’erne.” I begyndelsen af årtiet begyndte unge russere at interessere sig for rap- og graffitikultur som udtryksformer. Sovjetunionen var kollapset, og derfor havde scenens udvikling gode vilkår. Under sovjettiden havde det været fuldstændig utænkeligt: musik fra Vesten var ildeset, og man måtte heller ikke gå i cowboybukser. Men der var selvfølgelig undtagelser. Det første russiske hiphop-track så dagens lys i 1984 og havde den meget intetsigende titel ”Rap” – det var et russisk remake af Sugar Hill Gang-klassikeren ”Rapper’s Delight” produceret af bandet Час пик. ”Rap” var mest af alt musikalsk humor. Musikken blev ikke set som en legitim genre eller et startskud på en egentlig scene i landet.

I kølvandet på Sovjetunionens kollaps udviklede russisk rap sig langsomt til en mainstreamgenre, der ofte var karakteriseret ved, at det handlede om interne stridigheder blandt de tidligere satellitstater, rørstrømsk patos og provokation. Det lød præcis som amerikansk rap oversat til russisk. Nikolai beskriver det som en utilsigtet parodi på amerikansk hiphop, som ikke lød specielt overbevisende, selv om folk gerne festede til det. Мальчишник eller Децлs crossover-forsøg blev set som vulgære, da de først kom frem. Regionale hiphopscener begyndte at skyde op i de større byer, men genrens epicentre var fortsat lokaliseret i Moskva og Sankt Petersborg. Fordi levestandarden er væsentlig bedre i begge byer, flokkes kunsterne hertil fra hele landet. Pharaoh, som vi har interviewet via e-mail, giver os en anden grund til, at begge steder er populære: ”Det sker sikkert mere der, fordi der er lettere adgang til en bred vifte af stoffer.”

I mange år har russisk rap været en omvandrende parodi. Det var mest store, muskuløse mænd, der hang ud med andre store, muskuløse mænd, kvinder optrådte kun som dansere, hvis ikke de blev brugt tematisk som ”englen blandt en million ludere”, en populær, sexistisk trope i rapmusikken. Machorappen var meget populær, er det fortsat og er forankret i et billedsprog, der hylder macho-delen af russisk kultur. Timati er et godt eksempel – han er den mest succesfulde rapper i landet og erklæret fan af Vladimir Putin. Han ligner en oligark, der svømmer i penge, og han kan tilsyneladende gøre, som det passer ham, fordi hans far kender en masse store russiske politikere. For nylig dukkede der billeder op af ham, hvor han cruiser rundt i sin Rolls Royce midt om natten. ”[Timati] er stor i mainstream-medierne,” fortæller Nikolai. ”Men på den lokale scene hader folk ham.”

Henover de sidste fem års tid er en ny generation af rappere dukket op i Rusland. De taler åbent om tunge emner som depression, de eksperimenterer med en ny lyd, og de foretrækker et androgynt udtryk frem for den machoagtige fremtoning, der ellers har præget billedet. Hvor Timati optræder og lancerer sine videoer på tv, så uploader de nye rappere deres musik til VKontakte, det mest populære sociale netværk i landet (i daglig tale VK). ”Det hele sker online i dag,” siger Nikolai. Indieselskaberne er toneangivende og digitale platforme som YouTube og grupper som VKs "Rhythm and Punches" har givet rapperne en robust base at bygge deres brand på. Soundcloud derimod har ikke den store indflydelse. Der laves ikke cd’er længere; der ingen under 35 i Rusland, som køber dem.

Ruslands rapscene er baseret på en DIY-tilgang til musikproduktion, og det er de principper, den fortsat opererer efter. Den er blomstret op på sine egne præmisser og uden hjælp fra den etablerede del af pladeindustrien og den kommercielle infrastruktur, som sidstnævnte er garant for. Der hersker en 'fuck de store labels'-attitude, og kunstnere tjener hovedsageligt penge på at sælge merchandise og på at spille tonsvis af koncerter rundt omkring i Ruslands storbyer. ”Sprogbarrieren er én af grundene til, at russisk rap er blevet så stort,” forklarer Nikolai. ”Selv blandt de yngre generationer er folk sjældent særligt gode til engelsk, så man hører bare ikke særlig meget amerikansk rap.”

Pharaoh, kongen af russisk emo-rap

Pharaoh er en af de kunstnere, som unge russere især elsker. Han har langt hår og valser rundt i stilet streetwear i sine videoer. Han rapper om, hvor meget han adskiller sig fra mainstream-rappen, og teksterne emmer af en følelsesladet kamp for uafhængighed. ”Jeg brød mig ikke om den musik, jeg hørte i Rusland,” fortæller han Noisey via email. ”Jeg var sådan lidt: Fuck det der, jeg laver min egen ting.

Pharaoh vil ikke bare være en megastjerne på sociale medier, som han kommer ind på i videoen til "ФОСФОР" ("Fosfor"). Han synger, udgyder lidelsesfulde dødsskrig a la Kurt Cobain og rapper med et flow, der til tider minder om Eminems. De eksplosive følelsesudbrud suppleres af dystopiske beat. Det er nok til at give lytteren kuldegysninger.

DIY-tilgangen til musikken er også den ideologiske rygrad i Pharaohs musikerkollektiv, Dead Dynasty. ”Jeg foretrækker at markedsføre min musik selv, så jeg har kontrol over min musikalske vision, hvis du forstår?” siger han. Han tilføjer, at han selv arbejder på processen med at optage videoer og er inspireret af Quentin Tarantino. Selv om det godt kan lyde som en kliché-udtalelse, så holder det faktisk vand i Pharaohs tilfælde. Hvis man vil være uafhængig som musiker, så bliver man nødt til at gøre det hele selv. Musikindustrien i Rusland er langt fra lige så åben over for progressive nye trends, som den er i Europa og USA.

Pharaoh, der kun er 22 år gammel, er helt oppe på samme hylde som Face og er et af de mest lovende unge talenter på den russiske scene. Men det har ikke været en ukompliceret rejse mod toppen. Da han begyndte for cirka fem år siden, lå hans lyd meget tæt op af Yung Leans. Det var først med den seneste udgivelse, ”Pink Phloyd”, at Pharaoh har fundet sin egen stemme. Han er skeptisk over, hvor vilde folk pludselig er med ham. ”Det blev først acceptabelt at lytte til rap, da det gik op for etablissementet, at det var noget, mange unge mennesker lytter til, og især da det gik op for folk, at man kunne tjene penge på det. Det er super hyklerisk,” siger han. Selvfølgelig er det fedt at optræde til koncerter med 5.000 tilskuere, men Pharaoh er stadig skeptisk. ”Subkulturen vokser, men i takt med at den bliver mere udbredt, mister den også noget af sin kreative drivkraft.”

Rapperen siger, at det især gælder for scenen i Moskva, hvor han selv er fra. Han beskriver sit gamle nabolag som et typisk Moskva-kvarter, der i dag er blevet så overrendt, at det ”føles som en myretue." Han mener også, at folk i dag er blevet mere forfængelige, end de var tidligere. Men under alle omstændigheder holder han fast i Moskva som sin kreative base. ”Jeg besluttede at satse alt på musikken, da jeg var 18. Det var det værd,” fortæller han. Som for at bekræfte udsagnet nævner hans manager, at Pharaoh snart skal på turne i Europa. Rapperen siger, at han har nok tiltro til sig selv og sin musik til at tage kampen op mod myretuen og den konservative holdning til nye lyde. Når han har brug for en pause fra den hektiske atmosfære i byen, optager han et nyt track eller hænger ud i sin vens lejlighed, som er hans yndlingssted i Moskva. ”Jeg bor der mere eller mindre.”

Oxxxymiron, "Verdens største battle-rapper"

Pharaoh har helt ret i, at subkulturen er blevet kommercialiseret, men Oxxxymiron er bevis på, at kreativiteten fortsat kan blomstre på trods af mainstream succes. Rapperen er fra Sankt Petersborg, hvor ”Versus” – landets største rap-battle – finder sted. ”Der er enorm hype omkring hele battle-scenen lige nu,” forklarer Nikolai. Oxxxymiron har etableret sig som landets bedste battle-rapper, og hiphop-magasinet Source har for nylig kåret ham til den bedste i verden. Det er en påstand, der bakkes op med tal. Rapperens battle mod Dizaster har fået over 10 millioner visninger på YouTube. Millioner af mennesker ser regelmæssigt Oxxxymirons triumftog på YouTube, hvor han udrydder samtlige konkurrenter både på russisk og engelsk. Den tosprogede kunstner er opvokset i London.

Oxxxymiron er født i Leningrad (det var før, byen ændrede navn til Sankt Petersborg), men hans familie flyttede kort tid efter rapperens fødsel til London. Det var ikke let for Oxxxymiron at vokse op i England. Han gik i skole i en anonym forstad til London og kom ikke fra de bedste kår, men blev alligevel optaget ved Oxford University, hvor han læste engelsk litteratur og lærte at rappe af grimerappere rundt omkring i byen. Hans russiske tekster har også en litterær kvalitet, der er bemærkelsesværdig. Oxxxymiron er poetisk i sine verbale angreb, han fokuserer på koncepttracks, når han optager albums, og hans flow lyder, som om han stadigvæk står og rapper på et gadehjørne i Østlondon. I dag er Oxxxymiron 33, og det har taget har mange år at nå til, hvor han er, men takket være sine battleskills er han en af de mest indflydelsesrige rappere i Rusland. Selv om han tidligere har arbejdet sammen med Optik Rusland – en underafdeling af Optik Records, der er grundlagt af den tyske rapper Kool Savas – og udgivet en række plader, der aldrig brød igennem, så har hans rap-battles for alvor givet karrieren vind i sejlene.

Det kan godt være, at han er 10 år ældre end de fleste af sine kolleger på scenen, men Oxxxymiron er til gengæld hundrede procent på deres side. Han er selv DIY-kunstner, selv om han fokuserer langt mere på sine tekster end mange af de andre. Hans lyd er mere brutal og ligefrem sammenlignet med for eksempel Pharaohs, men det understreger bare, hvor mangfoldig scenen i Rusland er på nuværende tidspunkt. ”Den nye generation har større forståelse for den internationale lyd, og de ved, hvad der sker rundt omkring på andre scener. Det input bruger de i deres egen musik,” forklarer Nikolai. Det har taget mange år, men tiden, hvor rapmusik i Rusland var ensbetydende med fjollede parodier på vestlige kunstnere, er slut. I stedet har landet fået en blomstrende og fuldstændig unik hiphopscene, der er helt deres egen.