Københavns vildeste festaber Frank og Lennet ser tilbage på Simons og Sunday

Simons var et mytologisk sted, der lå en spytklat fra Nyhavn. Allerede inden den 566 kvadratmeter store natklub åbnede i Store Strandstræde i 2010, havde stedet fået medieomtale, fordi gæstelisten blev sammensat ud fra folks Facebook-profiler. Det viste sig at være den første forargelse af mange, for København havde ikke tidligere set et lignende klubcirkus med dværge, korsfæstninger, lattergas og levende elefanter.

Simons blev skabt af Simon Frank og Simon Lennet, der mødte hinanden, da de begge var promotere på klubben Cavi (der lå i de lokaler, de senere overtog til først Sunday og nu At Dolores) for 15 år siden.

“Vi blev smidt ud på røv og albuer for at stjæle to flasker vodka i baren, og så kiggede vi på hinanden og blev enige om, at den eneste måde, vi kunne drikke og feste lige så meget, vi ville, uden en krone på lommen, var ved at eje vores egen klub,” fortæller Simon Lennet, der bliver fulgt op af Simon Frank:

“Det viste sig så ikke at holde helt stik, for vi er flere gange blevet smidt ud af både Simons og Sunday. Men den aften ramte vi nok rock bottom. Alt, hvad jeg ejede på det tidspunkt, var gæld på byens værtshuse, en fladskærm og 10 flasker magnum Grey Goose fra en fest på det gamle A Porta (natklub på Kongens Nytorv red.)”

“Men så satte vi os ned og blev enige om at æde os ind på nattelivet i byen skridt for skridt. Folk begyndte at komme de steder, vi var, og så besluttede vi at kræve ejerskab for at promovere. Det er den korte version af, hvorfor vi står her nu,” fortæller Lennet, der netop er fyldt 36 år og ved siden af sin nattelivskarriere også ejer reklamebureauet Butter sammen med Simon Frank.

Og så opfandt de Simons, en mørk natklub, der bød på dansebur og bordkunder, og hvor man måtte betale 110 kroner for en vodka-danskvand, man ikke rigtigt kunne lide, men alligevel drak, fordi det handlede om at blive stiv på færrest kalorier. Hvis ikke man væltede rundt til Aaliyah i loungen og røg smøger og drak flaskeøl.

“På Simons var der masser kroge, gange og hjørner, hvor man kunne støde på hvem som helst eller hvad som helst i mørket. Der var også forskellige små, aflukkede rum, der ofte levede deres eget liv. Man vidste aldrig helt, hvad man slog døren op til. Det kunne være et mystisk peep-show med en 19-årig slangetæmmer, det kunne være en intim blueskoncert med en 83 årig irsk, eks-junkie i smoking, der havde fundet Jesus og kun spillede kristne sange. Vi havde også live-sex i loungen med peepholes, mens dværgen gik rundt med en sombrero, som der lå joints i. Der var fri lattergas og skinke-sandwich hele natten, og lige pludselig så vi, at en gammel ven havde sneget sig ind og deltog lystigt i akten,” siger Frank.

“Anything went, sådan husker vi det bedst. Simons var tilrøget og duftede af kemi, intensitet og vildskab. Det var en hedonistisk febervild drøm om en nat uden i morgen,” konkluderer Lennet.

Da jeg selv besøgte Simons, handlede det om at følges med de af mine venner, der havde “Simons-kort”. For selvom jeg var på listen, var der mere prestige i køen for kortholdere, hvor man var sikret adgang og fri éntre. Til nød måtte jeg stille mig i den anden kø og bare håbe på, at jeg slap forbi dørmanden. Jeg var ellers lige kommet over det stadie, hvor jeg skulle være nervøs for, at dørmanden spurgte om id, og her stod jeg alligevel igen weekend efter weekend og var usikker på, om jeg nu kom ind. Men spændingen havde også sin charme, og hver gang jeg valsede forbi garderobepigerne, følte jeg mig alligevel lidt heldig. For køerne på både Simons og senere Sunday var altid lange.

“Så længe vi ramte vores gæster, og de følte sig charmerede og underholdt, så var vi glade. Vi har aldrig haft behov for flere gæster – det har jo i høj grad været vores privilegium. Det var mere at opbygge muligheden for at få flere forskellige sjove slags gæster at vælge imellem,” fortæller Frank og tilføjer, at han og Lennet selv var stamgæster på klubben.

“Og det siger meget om ens sted. At man selv gider bruge al sin tid der. Ikke at vi var specielt optur over for vores bartendere, værtinder eller dørmænd, men vi havde en heftig fest med vores gæster, uge efter uge, år efter år,” siger Frank, der engang endte i slagsmål med nogle dyre dj’s, der var fløjet ind fra England, fordi de slog ud efter Franks stive roomie, der i sin brandert stod og slukkede sine smøger ned i deres vinylplade.

Sammen med Casper Christensen åbnede Frank og Lennet i 2013 Sunday. Klubben lå i Lille Kongensgade lige over for Magasin. Det var i de lokaler, de tidligere var blevet smidt ud fra som promotere. Sunday var meget anderledes en Simons. Lysere, mere posh. Der var dansende ladyboys på podierne, og til påske blev dværgen (der også hedder Simon) korsfæstet. “Med Sunday ville vi ud i lyset og se pigerne ryste bagdelen til champagnepropper, der sprang til lyden af douchebag-R’n’B-musik,” siger Frank.

Men med Sunday gik lidt af glansen også af Simons, så efter en gigantisk lukkefest blev den mørke klub lagt i graven. Og da ingenting varer for evigt - slet ikke i nattelivet, led Sunday samme skæbne i 2016. I dag driver makkerparret At Dolores i Sundays gamle lokaler og giga-natklubben Chateau Motel i Knabrostræde. Men hvorfor har klubkoncepter så kort levetid?

“De bedste klubber er som mode, de afspejler en tid. Og det skifter vel, fordi nogle har “gennemført” den pågældende stil eller tidsalder. På Simons følte vi, at vi havde spillet den dystre ting helt ud, selv mainstream-klubber kopierede stilen og malede alt sort. Derfor fik vi pludselig lyst til at lave en hvid “Miamiklub”, som nok er den dummeste idé på papiret, fordi det er røvsvært at lykkes med,” siger Lennet.

På trods af den korte levetid for klubkoncepter mener de to, at det københavnske natteliv har brug for nyt blod:

“Det er jo mærkeligt at skulle sige, når det går lidt imod os selv, men der mangler måske lidt nye tiltag, nye steder der popper op, one-time venues, nogle nye udfordrere. Vi mangler måske de der grove drenge i klassen til at vælte hele lortet. Men ellers er scenen jo overordnet ret ok. Der er forholdsvis mange forskellige muligheder,” siger Lennet,

Frank supplerer:

“Ja, det virker, som om at scenen er sat, og alle nu kender sine segmenter, og hvem der kæmper om hvilke gæster. Men for mit vedkommende kigger jeg sgu lidt efter nogle nyskabende vanvidspromotere, som forstår sig på kvaliteten af en fest.”

Flere steder i nattelivet ser sig som institutioner og en familie. Men sådan opfatter Frank og Lennet hverken sig selv eller deres steder.

“Vores steder har været tidstypiske med et nøk af galskab, der gjorde dem mere interessante end andre steder. Men man skal passe på med det der ”institution” - så vigtige er natklubber altså heller ikke. De afspejler en tid, så det er tiden og menneskene, der er vigtige, og ikke stedet i sig selv. Ellers var det jo bare sket et andet sted,” siger Lennet.

“Men vi har set rigtigt, når det kommer til strømninger i tiden, og så har vi måske været gode og heldige nok til at kunne lave nogle fysiske rammer, der passer til det, folk søger, og den eneste måde, man kan gøre det på, er ved selv at have været derude og mærke efter. Man skal selv ned i sølet og op i champagne-bassinet. Nu er vi ved at være nogle ældre røvhuller, men det, vi kan nu, er at vælge de yngre, progressive kræfter, der kan det, vi selv kunne. Nu er vi ikke længere promotere - nu er vi HR-chefer. Dog nogle ret håbløse nogle af slagsen,” siger Frank.

I dag udkommer så en kæmpe bog med billeder fra Simons og Sunday. Og selvom der ikke hersker nogen tvivl om, at de to klubber betød meget for mange, kan det virke som lidt meget med en hel bog?

“Det har vi også spurgt os selv om. Måske er det forfængelighed og sentimentalitet på vores mere modne dage. Men det er rent faktisk også, fordi vi synes, vi fortæller noget om en tid i København, hvor tingene blev skruet lidt op i nattelivet, og en masse gode mennesker mødtes om at være lidt ekstra på kanten sammen,” siger Frank og fortsætter:

"Det er et testamente om en tid. Og så håber vi, at andre også vil nyde billederne og tidsbilledet og synes, det er interessant og fascinerende. Vi har jo et par mindeord til nogle af dem, vi mistede undervejs. Så det er på en måde også til dem. Hvil i fred, Mads Holger, Djuna Barnes, Martin Chidekel og Kjeld Tolstrup.”

Lennet får det sidste ord:

“Men allermest er bogen bare for os selv. Og det er også ok – nogle gange skal man bare gøre noget for sig selv, hvis man er stolt. Og vi er stolte af de ting, vi skabte."