Broadly

Hassan Preisler tænker hele tiden på sin magt, taletid og position i hierarkiet

"Hvis det ikke lå i tiden, at sårbarhed kunne opfattes som noget maskulint, som derved kunne give mig status, havde jeg fundet på noget andet."

af Nicoline Larsen; billeder af Hedda Rysstad
21 december 2018, 1:30pm

En mand vi kan li': I vores serie En mand vi kan li' taler vi med mænd om maskulinitetsidealer. Den her gang med den 49-årige skuespiller, forfatter og radiovært Hassan Preisler, som her fortæller til Nicoline Larsen.

Jeg har bokset meget med følelsen af ikke at være en rigtig mand. Både da jeg var yngre, men også efter jeg er blevet gammel. For der er en grundfortælling om, at mænd skal være stoiske, stolte, klippefaste og have en ordentlig indtægt. Sådan har jeg aldrig følt, at jeg var.

Så langt tilbage, jeg overhovedet kan huske, har status og succes været definerende for min følelse af mandighed. Det kan være succes på fodboldbanen: Hvor godt spillede jeg? Hvor mange mål scorede jeg? Eller i skolen: Hvor dygtig er jeg fagligt? Hvor meget kontrol har jeg over klassen? Men især i forhold til pigerne: Vil de have mig, eller vil de ikke have mig?

I folkeskolen var jeg meget dominerende, og indtil jeg var 15 år, styrede jeg min klasse. Jeg kan huske øjeblikket, hvor det kollapsede. Det var under et foredrag om badminton, som jeg skulle holde for min klasse, men jeg kunne simpelthen ikke gennemføre det, fordi min stemme rystede, og mit hjerte hamrede. Jeg anede ikke, hvor den usikkerhed kom fra, men jeg trak den med mig videre i gymnasiet. Der havde jeg nogle slemme år statusmæssigt. Jeg deltog hverken fagligt eller socialt, og derfor blev jeg nødt til at manifestere mig på nogle andre områder. Det gjorde jeg så med hash, alkohol og masser af piger.

Hassan Preisler sidder i sin sofa og ser vred ud
Hassan Preislers er født i Charlottenlund som barn af en dansk mor og en pakistansk far. Han beskriver dem selv som kulturradikale luksushippier.

Jeg gik på et forstadsgymnasium i Bagsværd, men kom meget inde i København. Dengang havde jeg hår ned til midt på ryggen, gik i hullede jeans, cowboystøvler og læderbomberjakke og kom på de populære natklubber. På den måde formåede jeg at opbygge en aura af noget hypertrendigt omkring mig selv, som kunne dækker over den komplette utilstrækkelighedsfølelse, der var indenunder.

De der fortællinger, man skaber om sig selv, kan ikke holde ret længe, og den der cool fyr, jeg prøvede at etablere, faldt jo konstant, og så skulle jeg stable ham op igen. Det blev mere og mere skrøbeligt, jo ældre og mere metaltræt jeg blev. Så da jeg var i starten af 20’erne, blev jeg sendt i terapi oppe ved Carl-Mar Møller. Det var et tivoli, hvor vi drak, knaldede med helt unge piger og løb nøgne rundt nede i en mose og skød på hinanden med luftgeværer.

Formålet var at etablere en form for maskulinitet, som handlede om magt, kontrol og frygtløshed. Stedet foregav, at det var en ny maskulinitet, og det syntes jeg også, det var på det tidspunkt. Men det var det jo ikke. Det var ikke engang en hulemandsmaskulinitet, men bare en gammeldags 50’er-måde at være mand på. Når man tilhører en sekt, føles fællesskabet enormt beroligende, og det gjorde det også på mig, men da jeg efter nogle år begyndte at invitere mine venner derop, gjorde de mig opmærksom på, at det, der foregik, var ret forkvaklet. Jeg protesterede i starten, men til sidst kunne jeg også godt se, at den var helt gal. Så syntes jeg, det var decideret pinligt, at jeg havde været der, og holdt det hemmeligt i mange år.

Hassan Preisler spiser et spidskål
Hassan Preisler har været vært på det utroligt følsomme mandemagasin Min Lille Hassan på Radio24syv. Siden har overtaget programmet Det Næste Kapitel.

Da jeg blev færdig på teaterskolen, rejste jeg til Libanon, der dengang var delvist besat, fordi jeg gerne ville gøre noget, der blev bemærket som mandigt. Eller modigt. Jeg endte med at blive forlovet med en kvinde, der kom fra en meget rig, indflydelsesrig, libanesisk familie, og her blev jeg virkelig udfordret på min maskulinitet, for i Mellemøsten er en mand en mand på en anden måde end herhjemme.

Faren til hende, jeg var forlovet med, var en godsejer, der ejede kæmpestore jorde med flere landsbyer, kirker, tulipandrivhuse og arak-destillerier. En dag tog han mig med op på toppen af et bjerg, bag ved os gik nogle af hans mænd med oversavede jagtgeværer. Da vi stod på toppen, sagde han, ’Hassan, alt det her kan blive dit en dag, hvis du spiller dine kort rigtigt. Men du skal vide, at du ikke kan opføre dig på den måde, du opfører dig på nu. Hvis du skal lede otte landsbyer, er du nødt til at være mere mand’. Jeg spurgte selvfølgelig, hvad jeg skulle gøre anderledes, og så sagde han, at jeg skulle tage på, men jeg skulle også blive bedre til at tage magten, være dominerende og ikke kun tale, når jeg blev spurgt. Og så sagde han, at de der to mænd med geværer ville skyde mig, hvis ikke jeg opførte mig ordentlig overfor hans datter. Forlovelsen holdt seks måneder efter den begivenhed. Jeg vidste, at det der kom aldrig til at ske. Jeg var kommet for langt ind i mit følelsesliv til at kunne træde tilbage igen. Hvis man først har slugt den pille og opdaget, hvad man indeholder, kan man ikke lade, som om man er noget andet.

Os mænd konkurrerer som vanvittige, når vi er sammen. To mænd i et rum går fint, men hvis der kommer en udenforstående ind – og især hvis det er en kvinde – antændes konkurrencen øjeblikkeligt. Det kommer især til udtryk gennem drilleri. Man leger med noget farligt, når man driller, for man danser rundt om den potentielle konflikt, men forsøger samtidig at holde sig inden for grænsen, så man ikke starter en slåskamp. På den måde minder mandefællesskaber om den israelske kampsport krav maga, som jeg gik til i tre år. Begge dele er en form for dødedans, hvor man kun må markere, for hvis man slog igennem, ville man dræbe den anden.

Hassan Preisler står i sit køkken med en bog af Carl-Mar Møller og en køkkenkniv
Da han var yngre, fik Hassan Preisler ofte tæsk, når han gik i byen, fordi han var “vanvittigt provokerende”. Med to ugers mellemrum fik han bank af henholdsvis en Grønjakke og fem tyrkere.

Jeg er vokset op med en skam over at have et ønske om at stige i hierarkiet og opnå privilegier. Mine forældre er luksushippier, og selv om de begge kommer fra meget privilegerede baggrunde, er de sådan nogle neomarxister, som ikke mener, man må ønske sig penge og magt. Hvis jeg havde en søn, ville jeg helt klart vise ham, hvordan det her system ser ud, så han kan kæmpe for at opnå det, der gør ham glad. Eller måske ikke glad, men det, der giver ham magt, position, penge og kvinder. At lukke øjnene for, at verden er, som det er, og sige, han tager fejl, når han fornemmer hierarkierne, ville da være forræderi overfor ham.

Når kvinder taler om mænds privileger, tror jeg simpelthen ikke, at de kan se, hvad der sker herovre på vores side af hegnet. For så ville de ikke ønske sig at være en del af det. Det er et 110 procent konkurrencepræget hierarki, og jeg er permanent bange for at miste den status, jeg har opnået. For mænd er der ligesom kun to ting: succes eller fiasko. Kan du sidde stolt på din hest med din lanse, eller falder du ned i pløret og må lade dig ydmyge? Den utryghed er der hele tiden.

Der er til gengæld mange ting, som jeg misunder på den anden side af hegnet. Såsom at kvinder tør lægge sig i min arm og falde i søvn. Den ekstreme hengivenhed, der ligger i at overdrage sig selv til et andet menneske, er jeg så vanvittigt misundelig på, at jeg slet ikke kan beskrive det. En gang imellem kan jeg godt tage mig friheden til at lægge mig i en kvindes arm og blive nusset, men jeg ved, det er en stakket frist. For jeg ved, at jeg ikke vil kunne holde mig selv ud, hvis jeg fortsætter, og jeg ved endnu mere, at hun ikke vil kunne holde mig ud, hvis jeg fortsætter.

Hassan Preisler står i bar overkrop og opknappede bukser foran sin bogreol og griner
Hassan Preisler er uddannet skuespiller, men arbejder for tiden især som dramatiker. I sommer stod han stået bag en forestilling om Kaj Munk.

Det betyder helt klart noget for mig at være maskulin, og at andre opfatter mig som maskulin. Der er det jo fantastisk at have platforme som Radio24syv, mine teaterstykker og bøger og dermed noget definitionsmagt. For jeg ved jo godt, at jeg aldrig kommer til at blive dén mand. Hvad kan jeg så gøre? Så må jeg jo i stedet formulere en maskulinitet eller en manderolle, som jeg kan udfylde. Og det er det, jeg prøver at gøre.

Det, der er mest hensigtsmæssigt for mig at hæfte på maskuliniteten, er begrebet ’mod’. Og jeg synes, det modigste, man kan gøre, er at stå ved sin følelsesmæssige kompleksitet som mand. At stå på mål for, at man også indeholder angst, frygt og sårbarhed, og via den lille omvej begynder jeg at opleve mig selv som maskulin. Men det er skrøbeligt.

Hvis det ikke lå i tiden, at sårbarhed kunne opfattes som noget maskulint, som derved kunne give mig status, havde jeg fundet på noget andet. Det er helt sikkert. For det hele handler om hierarkiet, og hvor jeg er placeret i det: Hvor meget succes har jeg med det, jeg kaster mig over? Hvor meget magt, taletid og position får jeg ud af det? Men det hele er med fokus på kvinder. 100 procent. Udelukkende. Det er det eneste, det handler om. For når jeg er godt placeret i hierarkiet, får jeg opmærksomhed fra kvinder eller anerkendende blikke fra den kvinde, jeg er sammen med, og det giver mig en følelse af, at den her mand, som jeg er, han er legitim. Det er ikke, fordi jeg behøver at bade mig i kvinder. Jeg skal bare have bevidstheden om, at mulighederne er derude, eller at jeg ikke bliver forladt af hende, jeg elsker, fordi jeg er en taber.