Broadly

Verdens mest magtfulde kvinde er ikke feminist

Angela Merkel har sikret sig endnu en periode som kansler i Tyskland. Selvom hun er verdens mest magtfulde kvinde, opfatter hun ikke sig selv som kvindesagsforkæmper.

af Nicoline Larsen
26 september 2017, 7:42am

Foto via European People's Party. Fotoet er redigeret.

I et interview med det tyske dameblad Brigitte i 2013 blev Angela Merkel spurgt, om hun anså sig selv for at være feminist. "Feminist, nej. Måske et interessant eksempel på en kvinde ved magten, men ikke en feminist. Ægte feminister ville blive bedrøvede, hvis jeg beskrev mig selv sådan." Under den netop afsluttede valgkamp blev hun spurgt igen. Denne gang under et lettere syret gruppeinterview, hvor blandt andet Ivanka Trump og Hollands dronning Máxima også var på scenen. Efter en 10 sekunder lang tænkepause svarer Merkel: "Ærligt talt…altså… feminismens historie er en, som jeg har ting til fælles med, men der er også forskelle, og jeg vil ikke smykke mig med en titel, jeg slet ikke har." Hun sagde dog også, at hun ikke var bange for mærkatet, og at hvis man anså hende for at være feminist og ville stemme på hende på den baggrund, så var det skam fint med hende. "Men jeg vil ikke smykke mig med de fjer."

Selvom det umiddelbart kan virke som et paradoks, at en person, som er blevet kåret som verdens mest magtfulde kvinde seks gange, ikke anser sig selv for at være feminist, giver det faktisk god mening. Kvindelige statsleder har sjældent haft behov for at minde befolkningen om, at de er kvinder, ved at tage typiske kvindekampe op. Margaret Thatcher og Helle Thorning-Schmidt råbte heller ikke højt om abort, ligeløn og barsel. Og Angela Merkel har kørt samme taktik, forklarer den dansk-tyske journalist Siegfried Matlok, der var chefredaktør på Der Nordschleswiger fra 1979-2013.

"I starten blev Merkel kritiseret for at være kvinde, østtysker, protestant og barnløs. Hun var nærmest intetkøn," siger han. Og den rolle syntes på mange måder at passe hende godt: "Hun spiller ikke på sin kvindelighed. Det er slet ikke noget, hun lægger vægt på. Hun vil tages seriøst som den, hun er, og nu er hun tilfældigvis kvinde." Samme analyse er en af Tysklands ledende kønshistorikere, Ute Frevert, nået frem til. For selvom Merkel bliver kaldt "Mutti", er der intet moderligt over hende. "Hun er den mindst moderlige person, man kan forestille sig, selvom folk gerne vil skabe det her letfordøjelige, feminine billede af hende. Men hun falder ikke i den fælde. Hun hverken smiler eller spiller lille-pige. Hun er heller ikke en kvinde, der leger en mand. Hun virker på en måde til at være kønsneutral," har Ute Frevert udtalt til The New York Times.

Netop, fordi Merkel har gjort så meget for at distancere sig fra sit køn, har det nogle gange nærmest været komisk at se på, når Merkel er blevet stillet traditionelle damebladsspørgsmål. For eksempel spurgte det tyske dameblad Brigitte hende under et live-interview i juni: "Mange kvinder kæmper med perfektionisme, gør De ikke det?" Merkel holdte en lille kunstpause og kiggede påtaget forvirret på intervieweren. "Det ved jeg ikke. Mener de, når jeg hænger vasketøj op? Eller når jeg pudser glas? Altså når jeg får gæster, så holder jeg glassene op mod lyset og ser, om de er støvede." Publikum griner, og Merkel undlader elegant at gå med på præmissen om, at hun skulle have nogle bestemte karaktertræk på grund af sit køn. Og hvad end hun vil det eller ej, fremstår hendes måde at udstille spørgsmålets sexistiske karakter faktisk temmelig feministisk.

Men ser man på Merkels konkrete politik, er der ikke meget kvindekamp at spore, siger Siegfried Matlok. "Hun er ikke en, der erobrer nye landområder på det kvindepolitiske felt. Hendes kvindepolitiske indsats består primært i eksemplets magt, nemlig at hun nu gennem 12 år har bevist, at en kvinde kan være ved roret." Der er dog enkelte områder, hvor hendes parti CDU i samarbejde med det socialdemokratiske SPD har gjort en forskel for tyske kvinder. "Der er blevet bedre muligheder for at få sine børn passet i vuggestuer og børnehaver. Det er et område, som tidligere har været meget underudviklet i Tyskland, så der har man gjort en indsats," siger Siegfried Matlok. Derudover påpeger han også, at der er kommet øremærket barsel til fædre, og at homoægteskaber er blevet lovligt. Merkel stemte personligt imod, men tillod at hendes partimedlemmer stemte med hjertet – velvidende at det ville føre til, at forslaget ville blive vedtaget. Til trods for disse tiltag er Siegfried Matlok alligevel enig med Merkels egen vurdering: "Hun er ikke feminist. Selvfølgelig er hun ikke det. Hun ønsker, at der skal være bedre vilkår for kvinder, men hun er ikke den, der går forrest i kampen for kvinders rettigheder. Kun i form af sit eget eksempel."

Billedet bliver dog lidt mudret her til sidst, for det hele kommer jo selvfølgelig an på, hvordan man definerer feminisme. For som Siegfried Matlok også er inde på, så kan det godt være, at Merkel ikke anser sig selv for at være feminist, og at hendes mærkesager ikke er typiske kvindekampe, men ikke desto mindre er hendes egen personlige kamp for at blive taget seriøst og anset som "politiker" i stedet for "kvindelig politiker" en ligestillingskamp. Og under det førnævnte interview, hvor hun svarede, at hun trods alt godt kunne se, at hun havde ting til fælles med kvindekampens, sagde Hollands dronning Máxima: "Jeg vil bare gerne have, at alle kvinder har frihed til at vælge, og muligheder, de kan gribe, og kan være glade og stolte af dem selv." Hvortil Merkel sagde: "Hvis det er feminisme, så er jeg feminist."

LÆS MERE FRA BROADLY