elsk din købmand

Gode råd om livet og indkøb fra Danmarks bedste købmand

Jonas har oplevet sovende flaskedrenge, ophidsede kunder og et kondomtyveri for 50.000 kroner, men han elsker stadig sit job.
Foto via Jonas Møller. Billedecollage af Munchies.

At arbejde i supermarked er ikke let. Man skal interagere med voksne mennesker, der endnu ikke har forstået, at mælk er noget, man finder i køleafdelingen, og man skal bevare roen, når der igen er en kluntet familiefar, der har baldret en flaske liebfraumilch i vinafdelingen.

På trods af alt det formår nogle at holde humøret højt, og en af dem er 31-årige Jonas Møller, der er varehuschef i Kvickly i Albertslund. Hans butik har fire år i træk vundet prisen som Danmarks bedste varehus, og nu er han også nomineret til årets Danish Retail Award, som hylder “de mest entusiastiske og forandringsskabende butiks- og varehuschefer i Danmark”. Han er nomineret til prisen, fordi han blandt har skiftet Black Friday ud med Helping Friday i protest mod branchens voksende tilbudshysteri (vi vil mene, at dette i sig selv berettiger ham til Nobels fredspris).

Annoncering

Jonas fortæller, at han driver sin butik ud fra en devise, der hedder 90 procent hjerte og 10 procent drift, men hvordan formår man at bevare den positive ånd, når man dagligt færdes i et miljø, vi andre helst så os helt fri for at frekventere?

Vi ringede til Albertslund og tog en snak med Jonas om sovende flaskedrenge, ophidsede kunder og et kondomtyveri for 50.000 kroner.

MUNCHIES: Hej Jonas, hvor længe har du været købmand?
Jonas Møller: Det har jeg været i 17 år. Eller jeg har i hvert fald været i branchen i 17 år. Jeg startede som flaskedreng, blev kasseassistent’, stod i kiosk, blev elev og så har jeg ellers bare taget den skridt for skridt opad i hierarkiet.

Har kunden altid ret?
Nej. Nej, nej nej. Aldrig. Jo, altså engang imellem, men bestemt ikke altid. Mine kunder skal tale ordentligt til mine medarbejdere. Kan de ikke finde ud af det, og det skete så sent som i forgårs, så beder vi kunderne om at handle et andet sted. Der var en kunde, der brokkede sig oppe i kiosken, fordi hun ikke kunne få et bestemt tobaksmærke. Hun har spurgt efter det fire gange, og jeg har forklaret hende fire gange, at selvom jeg gerne vil, kan jeg desværre ikke få det mærke. Så skal hun jo ikke stå og råbe op i butikken og skrige af mine medarbejdere på grund af det. Jeg vil hellere undvære 20 sure kunder end en god medarbejder.

Hvad gør du for at bevare roen over for irritable kunder?
Så længe de taler pænt, kan de nærmest sprænge en bombe ved siden af mig, uden at jeg mister fatningen. Men folk, der starter med at tale lidt skarpt til en, får den skarpe tone lige tilbage igen. Dog med et smil, så de godt kan se, hvorfor jeg svarer, som jeg gør. Mine medarbejder skal selvfølgelig ikke gå rundt og være på krigsstien, men det er altså okay, at vi også stiller krav til vores kunder.

Annoncering

Det sker typisk, at der kommer en irriteret kunde og siger, at de har ledt efter en vare i 20 minutter. Så kan man jo godt sige til dem, at de så nok ikke skal gøre karriere indenfor gemmeleg.

Du er startet som flaskedreng. Hvordan har du det med fordommen om, at alle ungarbejdere er dovne og uduelige?
Jeg kører en lidt omvendt ledelsesform. Mange arbejder med varehuschefen øverst, derunder kommer så souschef, afdelingsleder og så til sidst kommer servicemedarbejderen. Men jeg tænkte, at hvis jeg nu gjorde servicemedarbejderen til butikkens vigtigste organ og gav dem en masse ansvar og lov til at tage nogle beslutninger, så bliver det også sjovere for dem at arbejde. For dem, jeg har ansat, er bestemt ikke hverken dovne eller uduelige.

Hvad er det mest irriterende, man som kunde kan gøre?
Det er nok at smide en vare i kurven, ombestemme sig og lægge den på en eller anden hylde i butikken, hvor den ikke hører hjemme. Især hvis der er tale om kølevarer, er det ekstra træls. Så går varen i stykker, og det kan jeg godt få ondt i maven over, når jeg gerne vil mindske madspild. Det er ikke på grund af det mistede beløb. Det er jo bare peanuts i det store hele. Folk skal heller ikke råbe “Hallo!” efter mig, som om jeg er en eller anden hund.

Hvad er det mest vanvittige, du har oplevet en kunde gøre?
Det var sgu nok dengang, tre pæne, men meget beduggede herrer omkring de 50-55 år, lettede vandet i en skraldespand ved flaskeautomaten. Det havde vi en lille dialog omkring, og så fik de ellers lov til at gøre rent efter sig. De lånte en spand vand, og så glemte vi ellers den affære.

Annoncering

Det mest upassende var dog, da en kunde ytrede sig racistisk over for en af mine medarbejdere. Kunden blev bortvist på stedet. Jeg er ikke særligt god til indsnævrede holdninger.

Hvad med hærværk. Er det noget, du har oplevet?
Ja, der var engang nogle piger, der overmalede døren ind til personalerummet med rettelak. Vi havde dog kameraovervågning, og med hjælp fra vores netværk her i lokalområdet tog det os ikke meget mere end 10 minutter at finde frem til de her piger. Så kørte jeg ud og bankede på deres dør. En gang imellem giver det en bedre effekt, at vi kører ud og snakker med forældrene i stedet for, at de skal hentes af blå blink, og der skal sættes gang i alt muligt. Pigerne kom ned i butikken, gjorde rent efter sig og ryddede op på vores kontorer. Det hele endte faktisk med, at jeg fik den ene af pigerne ansat i en anden af Coops butikker.

Har du nogensinde taget en medarbejder i at sove ude på lageret?
Ja, det har jeg faktisk. Der var en flaskedreng, der hed Brian, dengang jeg arbejdede i Rosengårdscentret i Odense. Han havde stablet en masse tomme ølkasser op, og så kunne han ellers ligge derinde bagved og sove. Vi havde godt nok undret os over, at der ikke blev lavet så meget, når han var på vagt.

Da jeg startede som 14-15 årig, var det jo også fordi, jeg bare ville tjene nogle penge. Det var jo ikke fordi, jeg gik rundt med en drøm om en karriere i detailhandlen. Sådan er det jo også for de fleste i dag. De vil bare have et fritidsjob, så de kan tjene nogle penge.

Butikstyveri må du også have set din del af. Hvad er det mest underlige, der er blevet forsøgt stjålet?
Vi fangede engang en fyr, der havde fyldt en helt sportstaske med kondomer til en værdi af 50.000 kroner. Og det var sgu komisk, da han blev ved med at påstå, at det ikke var med videresalg for øje. Så ham kaldte vi for knaldekongen. Man bliver ofte overrasket over, hvor meget folk kan have på sig. Der findes utroligt mange kreative butikstyve derude. Der var også engang en kvinde, vi havde taget for tyveri, og da vi så bad hende om at tage de ting frem, hun havde gemt, stod det klart, at hun ikke havde en trevl på kroppen under frakken.

Der er mange, der har den holdning, at man jo altid kan få arbejde i et supermarked. Hvad tænker du om det?
Den er jeg ked af. Men det har også noget at gøre med, at man fra branchens side ikke har været dygtige til at oplyse folk om, hvad detailhandel egentlig er. Der så mange muligheder i det her fag. Jeg er selvfølgelig lidt farvet af mine 17 år i den her branche. Men jeg er så stolt, hver eneste dag jeg står op og tager min Kvickly-uniform på. Jeg elsker det.

Tak for snakken, Jonas.
Selv tak da, kan du have en fremragende dag!