Foto: GIC via Stocksy. 

Sådan er det at leve med en sygelig frygt for at blive gravid

Min intense fobi for graviditet dominerer mit liv så meget, at jeg er holdt op med at dyrke sex.

|
14 maj 2018, 8:55am

Foto: GIC via Stocksy. 

Denne artikel er oprindeligt udgivet af Broadly USA

Jeg husker levende den første gang, jeg blev konfronteret med fødsler som fænomen.

Jeg var 13 år gammel, og jeg havde lige fået min første menstruation. Jeg var utroligt interesseret i min krops mange egenskaber og begyndte at læse i en af min mors bøger om graviditet og fødsel. Her stødte jeg på et billede af en kvinde, som lå ned med spredte ben. Et spædbarns blodindsmurte hoved stak ud af kvindens underliv. Der er sikkert mange, der finder sådan et billede smukt og livsbekræftende – i værste fald lidt klamt – men for mig var det en traumatiserende oplevelse.

På det tidspunkt var min pubertetshjerne kun lige begyndt at forstå sex og seksuelle fantasier. I skolen sad jeg tit og skrev erotiske dagdrømme ned i stedet for at følge med i timen. Langsomt begyndte mine syner – der fremstod så virkelige for mit indre øje – at stille spørgsmålstegn ved, om jeg rent faktisk havde haft sex med en klassekammerat og bare glemt det igen. En del af mig vidste godt, at det var en irrationel tanke – men frygten blev alligevel siddende. Og frygten handlede ikke om, hvorvidt jeg havde haft sex, eller om jeg fortsat var jomfru. Det var en frygt for at blive gravid.

Da jeg var 14, fik jeg diagnosen obsessiv-kompulsiv tilstand, og i en alder af 28 erfarede jeg, at jeg havde Aspergers syndrom. Begge diagnoser har hjulpet mig med at forstå mine mentale besættelser. Men jeg forstår fortsat ikke, hvorfor det tager form som en sygelig frygt for graviditet og fødsel eller tokofobi, som det også hedder.

Som teenager havde jeg ingen redskaber til at bearbejde min angst eller min pseudocyesis (indbildt graviditet). Selv om jeg inderst inde godt vidste, at jeg var jomfru, insisterede jeg alligevel på at få foretaget en blod- og urinprøve for at bekræfte, at jeg ikke var gravid. Og selv om begge prøver var negative, var jeg fortsat så bekymret, at jeg til tider vågnede op midt om natten med kvalme (hvilket selvfølgelig fik mig til at tro, at jeg havde morgenkvalme).

Denne besættelse og de oplevelser, der følger, har fulgt mig ind i voksenlivet og er kun blevet voldsommere, efter jeg er blevet seksuelt aktiv. De har manifesteret sig i fysiske graviditetssymptomer, som en smag af metal i munden, hyppig vandladning, selv følelsen af, at noget bevæger sig inde i min krop. Jeg har taget masser af graviditetsprøver over årene, og selv om jeg kun har dyrket beskyttet sex, så har jeg taget fortrydelsespiller flere gange, end jeg kan huske.

Forskning i tokofobi er mere eller mindre ikkeeksisterende, men den smule forskning, som findes, peger på, at symptomerne i det store hele svarer til dem, jeg har oplevet, selv om det ikke er alle, der oplever dem lige så voldsomt. Ifølge en artikel i The Independent, som er skrevet af tre forskere, påvirker fobien mellem 2,5 og 14 procent af alle kvinder. Tallene varierer dog som følge af forskernes individuelle definitioner af, hvad der er alvorligt nok til at kvalificere det som tokofobi.

Ifølge en undersøgelse på området fra 2017, udført af Ph.d.-kandidat Maeve O’Connell og hendes kolleger ved University College Cork’s Irish Centre for Fetal and Neonatal Translational Research, er fobien mest udbredt blandt kvinder, som tidligere har været gravide – her henvises det til som ”sekundær” tokofobi – hvor det typisk foranlediges af traumatiske fødselsoplevelser som for eksempel kejsersnit. ”Primær” tokofobi rammer ikke-gravide kvinder, som aldrig har været gravide – som jeg selv – og kan være resultatet af traumatiske oplevelser, som for eksempel at opleve en fødsel som barn uden at bearbejde oplevelsen efterfølgende.

Frygten er én ting, den økonomiske byrde er en anden. Man lever i isolation, man har svært ved at knytte bånd til andre, og så lever man også med skammen over at lide af en fobi, hvis eksistens kun er kendt og anerkendt af få mennesker.

Forskningen har også vist os, at visse personer har lettere ved at udvikle fobien end andre. Hvis man har lidt af angst, depression og har været udsat for seksuelle overgreb i barndommen (det er desværre alle sammen ting, jeg har oplevet) for eksempel. Og selv om det varierer fra person til person, hvornår man begynder at opleve fobien, så er det mest almindeligt for kvinder med primær tokofobi at udvikle den under puberteten.

Efter at have set billedet af en fødsel, da jeg var barn, har jeg udviklet en intens frastødning overfor inseminationsprocessen og tanken om at presse et blodigt spædbarn ud af mit underliv. Udover de fysiske aspekter ved en graviditet, så manifesterer min frygt sig også som angst for stort set alt, hvad der relaterer sig til emnet: skulle jeg gå hen og blive gravid, ville jeg skulle vælge mellem abort, fødsel, bortadoption eller moderskab – jeg ønsker ingen af delene. Jeg er også paranoidt angst for at opleve en spontan abort, at få et barn med medfødte sygdomme, eller at jeg på den ene eller anden måde skal komme til at skade barnet. Selv når graviditetsprøverne er negative, er jeg besat af tanken om en kryptisk graviditet, som er endnu et fænomen, som få kender til, hvor graviditetshormonet HCG ikke dukker op i prøver, menstruationen indtræffer regelmæssigt, fosteret er længere om at udvikle sig, og kvinden ofte ikke aner, at hun er gravid, før hun skal føde. (Det kan godt være, det lyder langt ude, men TLC-udsendelsen I Didn’t Know I Was Pregnant handler udelukkende om kvinder, der ikke vidste, de var gravide, før de pludselig lå på fødestuen). Desværre hjælper p-piller – eller andre former for prævention – ikke på min angst.

Der er ikke meget hjælp at finde for kvinder, som lider af tokofobi – især ikke for primær tokofobi – og eksperterne er ikke enige om, hvordan lidelsen skal behandles. Ifølge Maeve O’Connell tyder noget på, at tokofobi-ofre sommetider kan afhjælpe frygten ved at overvære en fødsel i de rigtige rammer. Og Amy Wentzel, som er kognitiv adfærdsterapeut og adjunkt ved University of Pennsylvania, fortæller mig via e-mail, at de bedste metoder til at behandle tokofobi er udsættelsesterapi (hvor et offer for lidelsen for eksempel udsættes for videooptagelser af en fødsel), kognitiv omstrukturering (hvor man modificerer negative tankemønstre) og mindfulness (hvor man øver sig i at forblive i nuet mentalt). Det skal dog nævnes, at hun aldrig selv har behandlet kvinder med fobien. I en artikel i Mic fra 2015 kan man læse, at mange kvinder melder sig ind i støttegrupper på internettet, når de ikke ved, hvad de ellers skal gøre.

Jeg forstår godt, hvorfor kvinder opsøger støtte fra andre kvinder, som lider af tokofobi. Frygten er én ting, den økonomiske byrde, når man lever i et land uden offentlig sygesikring, er en anden. Man lever i isolation, man har svært ved at knytte bånd til andre, og så lever man også med skammen over at lide af en fobi, hvis eksistens kun er kendt og anerkendt af få mennesker.

Når jeg besøger gynækologen, er jeg alt for pinligt berørt til at nævne min tokofobi. Jeg har heller aldrig talt indgående om det med nogen af mine psykologer – til dels på grund af skammen og til dels, fordi jeg frygter, de vil afvise det som endnu en irrationel besættelse. Der findes trods alt kun meget lidt forskning på området.

Da jeg for nylig fik taget en ny blod- og urinprøve i forbindelse med min graviditetsfrygt (det sker mellem en til fire gange om året), kunne jeg høre sygeplejersken og lægen hviske om mig på gangen, mens jeg ventede i gynækologstolen. Jeg følte mig ydmyget. Lægen kom ind og fortalte mig med en irriteret mine, at jeg ikke var gravid, og at jeg skal huske ”at være forsigtig”, når jeg går i seng med en mand. (Selv efter den oplevelse besluttede jeg mig alligevel for at få foretaget en ultralydsskanning, fordi jeg følte, jeg kunne mærke noget bevæge sig i min mave).

Min tokofobi er på mange måder en forbandelse, men det er også en gave.

Tokofobi har fuldstændig ødelagt mit sexliv. Tidligere var jeg bare overforsigtig, jeg bad altid mine partnere om ikke at komme i mig. Bagefter undersøgte jeg nøje kondomet og fyldte det sågar med vand for at sikre mig, at der ikke var nogen huller. Jeg kan ikke nyde sex fuldt ud, fordi jeg konstant er bange for at kondomet sprænger. Det har også frustreret mange af mine partnere.

På nuværende tidspunkt har jeg ikke et aktivt sexliv, og sådan kommer det nok til at være et stykke tid. Jeg vil ikke give afkald på intimitet i flere år af gangen, men jeg ved ganske enkelt ikke, hvordan jeg skal tackle frygten på anden vis lige nu.

Min tokofobi er på mange måder en forbandelse, men det er også en gave. Det tvinger mig til at forholde mig til mine handlinger og lægge omtanke, i de valg jeg træffer omkring min krop og mit sexliv. Men der er behov for mere forskning, opmærksomhed og støtte til barnløse kvinder, som jeg selv, der lider af tokofobi.

Jeg skriver det her, hvis der er andre derude, som lever med den her angst, så de ved, at de ikke er alene.