En begynderguide til dommedags-kogebøger

Forventer du også, at jordens undergang er lige om hjørnet? Du er ikke alene, og med de her kogebøger kan du kokkerere dig gennem ragnarok.

|
13 april 2018, 9:15am

Foto via The U.S. National Archives

Denne artikel er oprindeligt udgivet af MUNCHIES USA

Frygt for civilisationens endeligt har gode kår for tiden, men lad os lige få én ting på plads: Paranoia over, at vi står på undergangens rand opstod altså før november 2016. Amerikanerne især har dyrket tanken om ragnarok i årtier, og nogle gange er det komme til udtryk gennem selvforsyningsprojekter. Og en del af frygten er blevet kanaliseret gennem madlavning.

Resultatet er en hel genre af kogebøger, der taler om nøjsomhed, og genren er større end man skulle tro. En hurtig søgning på "prepper kogebog" gav et skræmmende udvalg af bøger, der alle er skrevet med forventningen om, at verdens ende er lige rundt om hjørnet.

Preppers og andre overlevelsesorienterede typer bliver tit set som panikramte tosser, og derfor er der heller ikke mange pæne ord at hente om deres mad. Bare man snakker om det, opstår billeder af usmagelige, frysetørrede pulverblandinger for nethinden.

Men mennesker har udstået tider med knaphed før - depressionen, efterdønningerne af naturkatastrofer, den alt for udbredte skæbne, der rammer alle dem, der mister deres job i det her kapitalistiske helvede. Til gengæld er der kommet gastronomisk magi ud af det.

Hvad skal vi spise, når hylderne i supermarkederne er tomme, og vi venter på verdens ende? Her er nogle svar, som kogebogsforfattere er kommet på i årenes løb. Første skridt på vejen til at være helt klar er måske at forberede din bogreol.

The Prepper's Cookbook: 300 Recipes to Turn Your Emergency Food into Nutritious, Delicious, Life-Saving Meals

Tess Pennington fra Ready Nutrition voksede op hos preppere i Houston, så hele tanken om at gøre sig klar til dommedag er kommet ind med modermælken. Samtidig har hun skulle udstå utallige orkaner op gennem sin barndom. I den her kogebog fra 2013 skriver Pennington tydeligt og direkte, og pragmatisme for hende er quinoa-tabbouleh og bøf stroganoff. Hun dækker de mest basale måltider - morgenmad, middagsmad, aftensmad - og har et helt afsnit dedikeret til børnevenlige snacks og dåsemad.

Men det mest betryggende er, at hele bogen er fyldt med forsigtig optimisme. "Ærlig talt, så vil jeg gerne have, at bogen udtrykker håb," sagde Pennington til Backdoor Survival i 2014. "Jeg er ikke tilbøjelig til at være sortseer."

A Prepper's Cookbook: Twenty Years of Cooking in the Woods

Nu må du ikke blande den her sammen med The Prepper’s Cookbook (der er forskel på bestemt og ubestemt form!). Desuden skriver forfatteren Deborah D. Moore med en stemme, der er så unik, at det er umuligt at forveksle denne kogebog fra 2016 med Penningtons. Moore starter bogen med et charmerende og ret bemærkelsesværdigt digt – En Kvindes Ode til Forberedelse – hvor hun præsenterer sin filosofi: "Jeg dyrker ikke mode / Jeg kan bedst lide camouflage. Jeg har mel, sukker og mit salt / Og hvis du ikke er klar, er det ikke mit problem."

Man kan næsten høre hende messe det for sig selv.

I bogen er der opskrifter på burgere og brun sovse, fisk og skaldyr, og endda et afsnit, der handler om, hvordan man får bacon på dåse. Moore har været prepper i over to årtier, og som bogens undertitel fortæller, er det foregået off-grid i en skov i Michigan. Så hun ved, hvad hun snakker om.

The Survivalist Cookbook: Recipes for Preppers


Robert Paines samling fra 2013 indeholder over 75 opskrifter, fra majsbrød til æblekage, og her kan selv begyndere få hjælp til at udvide deres kulinariske horisont, når lortet går ned. Han dyrker en form for improviseret madlavning: Hvis der står i en opskrift, at man skal bruge baconfedt, men ikke har noget, så fortæller han, at alle former for fedt kan bruges, om det så er spæk eller vegetablisk olie. For ham handler det om eksperimenter; trange kår tvinger os til at have en mere fleksibel kost, end vi har været vant til.

"Hvis alle de ingredienser, du bruger, er mad," minder han læseren om, "så er der gode chancer for, at det endelige resultat bliver spiseligt (især hvis du er sulten nok)."

Clara’s Kitchen: Wisdom, Memories, and Recipes from the Great Depression

Afdøde Clara Cannucciari var en YouTube-sensation, og her trækker hun på sine voldsomt populære Great Depression Cooking cooking tutorials for at dokumentere de opskrifter, som hun tyede til under depressionen. Som barn af sicilianske indvandrere i Illinois lærte hun hurtigt, hvordan man skulle få noget i maven, når der ikke var mange penge at gøre godt med.

Det er ikke en prepper-kogebog som sådan, men der er alligevel mange overlevelsestyper, der sværger til den, fordi Cannucciari har en evne til at få noget lækkert ud af det, hun har til rådighed, om det så er aubergine-parmesan eller italiensk is. Cannuciari døde i 2013 som 98-årig, men der er stadig meget, hun kan lære os.

Stocking Up: How to Preserve the Foods You Grow Naturally


Den her guide af Carol Hupping og Rodale blev oprindeligt udgivet i 1977 og fortæller læseren, hvordan man kan konservere madvarer og proppe stort set hvad som helst på dåse. Bogen blev senest opdateret i 1990. Alligevel er det en af de første bøger, der var helt og holdent dedikeret til dåsemad. Det er en bog, der lærer dig, hvordan du bliver selvforsynende ved at lave tørret frugt og soltørrede tomater, hvordan du får fisk og skaldyr til at holde længere, hvordan du nedfryser ubagt dej, og hvordan du konserverer frugt og grønt.

Apocalypse Chow! How to Eat Well When the Power Goes Out

Apocalypse Chow! blev udgivet i 2005 efter orkanen Katrina, og den lærer dig, hvad du kan tilberede af de ting, du har liggende i køkkenskabene, umiddelbart efter strømmen er gået. Ægteparret Jon og Robin Robertson har klaret fire orkaner siden 1983, og hver gang har de lært lidt mere om, hvordan man holder sig mæt. Det er blevet til 68 opskrifter, og der skal lige advares om, at de alle er vegetariske - forfatterne er ikke nede med smagen af Jaka Bov eller sild på dåse. Men du kan få blåbærtærte tilberedt over bål!

Cookin' With Beans and Rice

Husholdningsøkonom Peggy Layton er forfatter til et imponerende antal bøger om konservering af mad, og en del af dem har meget specifikke emnefelter: Cookin' With Powdered Milk og Cookin' With Dried Eggs for eksempel. Titlen afslører ligesom, hvad den her bog handler om: Den er fuldt ud dedikeret til ris og bønner, fordi begge ingredienser er nemme at opbevare i lang tid, og der er uendelige muligheder med dem. Jeg ville sgu ikke have noget imod, at mit sidste måltid på denne jord var tyk fudge lavet af pintobønner.