Naomi "SexyCyborg" Wu er dronning i Kinas tech-hovedstad

Hun har millioner af seere på Youtube og bliver stoppet af fans på gaden, men konspirationsteorier giver en hvid mand æren for hendes succes. Jeg tilbragte tre dage med 'makeren' Naomi Wu i tech-byen Shenzhen.

af Sarah Emerson; billeder af Lam Yik Fei
|
20 juni 2018, 11:08am

Denne artikel er også trykt i VICE Magazine – Dystopi & Utopi.

Det legendariske elektronikmarked Huaqiangbei i den kinesiske by Shenzhen summer i kaotisk harmoni som lyden af tusind symbiotiske organismer. Stakkevis af printplader, bundter af kabler og andre farverige komponenter strækker sig, så langt øjet rækker. Sælgere udbyder deres varer fra små Tetris-agtige boder langs klaustrofobisk snævre gyder. Det er et sted, der er som taget ud af et cyberpunk-univers, men for Naomi Wu, en lokal hardware-entusiast, er det som hjemme.

En ung mand kommer op ad rulletrappen i SEG Market, Huaqiangbeis største elektronikforretning. ”Øh, hej. Er du Naomi Wu?” Han er tydeligvis en af hendes fans. Han har set hendes YouTube-videoer, og han vil gerne have et billede sammen med hende.

”Helt sikkert,” svarer Naomi Wu med glæde i stemmen. Jeg peger på mig selv og signalerer, at jeg er klar til at tage billedet. Manden nikker og rækker mig sin telefon. Naomi Wu stiller sig til rette i sine plateaustøvler, stryger fingrene gennem det lange hår og poserer. Det rutinerede smil viser, at det ikke er første gang, hun har poseret med en fan. Naomi Wu gebærder sig som en berømthed, og hun fremkalder ofte den reaktion, hvor end hun går.

Manden har et sidste spørgsmål, inden han går videre: ”Må jeg tilføje dig på WeChat?”

Naomi Wu, som er blevet kaldt ”det kinesiske Reddits superbabe”, er en såkaldt ”maker”. I den bredest mulige fortolkning af begrebet er en maker en person, som er bidt af teknologi; en person, som er besat af hardware, værktøj og vidensdeling, som bryster sig af sin DIY-filosofi. Det er en definition, der passer meget godt på Naomi Wu. Hun bygger selv ting – blandt andet en bar-bot, som bare hedder BarBot, der skænker vodkashots op, et smykkekit, der også fungerer som en Linux-baseret computer til hacking, samt 3D-printede beklædningsdele – og hver uge følger tusindvis hende på YouTube, når hun arbejder på sine projekter. Hun driver en populær YouTube-kanal, hvor hun optræder under navnet ”Naomi ’SexyCyborg’ Wu”, og på under to år har hun fået mere end 28 millioner visninger. Hendes videoer er muntre og informative og byder på detaljerede anvisninger til byggeprojekter, produktanmeldelser og indslag fra Naomi Wus dagligdag i Shenzhen.

Metrostationen tæt ved Huaqiangbei vrimler med mennesker ved solnedgang.

Men Naomi Wu er på mange måder også sit eget maker-projekt. Den kantonesiske teknologientusiast er transhumanist, hvilket betyder, at hun ser menneskekroppen som en maskine, der kan hackes. Vores kroppe er ligesom apparaterne, vi omgiver os med, siger hun. Hvis vi kan opgradere vores apparater, hvorfor så ikke også opgradere kroppen? Naomi Wu, som er 161 centimeter høj, er meget åben og ligefrem om sine ”plastikdele”. I forhold til at forstørre sin krop, fortæller hun mig, at hun havde to muligheder: Enten kunne hun få større bryster eller øge sin højde. At brække knoglerne op for at forlænge benene – en operation, som har været ulovlig i Kina siden 2006 – forekom hende ekstrem, så Naomi Wu valgte i stedet den anden. Det er en måde at udtrykke kønsidentitet på, siger hun.

Der er ingen tvivl om, at Naomi Wus udseende fanger opmærksomhed. Og det er noget, hun bruger til at kæmpe for bedre repræsentation af kvinder i teknologiverdenen. ”Der er mange folk, som laver clickbait,” fortæller hun mig. ”Det gør jeg også, men jeg lægger det ikke i titlerne. Jeg lægger det i billederne.”

Naomi Wus fans er meget dedikerede. Hundredvis af dem sponsorerer hendes YouTube-kanal via Patreon, der er en medlemsplatform, der hjælper blandt andre Youtubere med at tjene penge på deres indhold. Hun bruger også Twitter – og ikke bare til at promovere sine egne projekter, men også til at kæmpe for en mere mangfoldig repræsentation af kvinder, til at interagerer med sine fans og til at bekæmpe fordomme, som jeg senere skulle mærke på egen krop. Kinas store firewall blokerer mange hjemmesider for brugere i landet, men Naomi Wu benytter flittigt vestlige sociale medier, som hun skaffer sig adgang til ved hjælp af et anticensur-værktøj. ”Min synlighed er min superkraft!” proklamerer hun i sin Twitter-biografi.

Det er sjældent, man støder på folk i Shenzhen, som er født i byen. Derfor har Naomi Wu, som er født og opvokset der, et særligt krav på den travle by. Millioner af mennesker fra hele landet valfarter til teknologimekkaet, der engang bare var en håndfuld søvnige landsbyer, men nu er et nyt teknologicentrum, som driver udvikling og forskning frem i Kina. Shenzhen er en af de vigtigste komponenter i den kinesiske strategi om at overgå USA og blive den førende nation, når det kommer til teknologisk udvikling, og Naomi Wu er et af den spirende kinesiske kreative klasses mest kendte ansigter, også i Vesten.

Mens vi vandrer gennem et af Shenzhens mange indkøbscentre, tjekker Naomi Wu sin indbakke på den populære app WeChat. Hun læser højt fra en ny tråd – en mandlig beundrer giver komplimenter for hendes udseende. Enten er hun lettere irriteret, fornøjet eller en blanding af de to. Hun er svær at læse.

Om aftenen gør de ansatte i SEG Market, Huaqiangbeis største elektronikforhandler, varer klar til forsendelse.

Der findes ikke én bestemt definition af begrebet maker, og hele bevægelsens oprindelse er heller ikke let at placere. Nogle peger på, at den udspringer af den antiindustrielle, internationale kunstbevægelse i det 19. og 20. århundrede, mens andre mener, at dens ophav skal findes i 1960’ernes ungdomsoprør og opgøret med forbrugerkulturen. Den mest populære teori i Vesten er, at maker-kulturen er vokset ud af det 20. århundredes hackergrupper og robotentusiaster, som folkene bag den legendariske Tech Model Railroad Club ved Massachusetts Institute of Technology, der blev grundlagt i midten af 1940’erne og grundlagde ”hacking”, som vi kender det i dag, samt Silicon Valleys Homebrew Computer Club, som fungerede mellem 1975 og 1986 og blandt andet talte medlemmer som Apple-medstifter Steve Wozniak. Disse tech-kollektiver byggede bro mellem forskningsverdenen på universiteterne og hobby-nørderne, hvis filosofi var, at viden skal være frit tilgængeligt for alle. Med andre ord; open-source.

Der gik ikke lang tid, før den amerikanske maker-kultur blev en ideologisk eksportvare. I 2010 var gud og hver mand – private firmaer, biblioteker, skoler, byer og selv præsidenter – bidt af do-it-yourself-filosofien. Barack Obama kaldte USA for en ”nation af makers” i 2014, da han åbnede det første White House Maker Faire, og Verdensbanken har i en blogartikel kaldt bevægelsen for et skridt mod forbedringen af økonomiske og sociale vilkår i udviklingslandene. Skolebørn er blevet til makers, bedstemødre er makers, og folk, som allerede havde bygget ting i mange år, fandt pludselig ud af, at de var makers.

For Naomi Wu handler det at være maker primært om, at man ikke er bange for at få skidt under neglene eller for at videreformidle sin viden. Det handler om at gøre noget og om at dele.

”Vesterlændinge kalder mig for en maker, fordi jeg selv bygger ting,” siger hun. ”Jeg lægger tid og energi i mine projekter – brænder fingrene og får skidt på tøjet. Når jeg bygger ting, tager jeg dem med ud i verden – jeg har sågar taget metroen med en 3D-printer på ryggen for at sprede maker-budskabet. Det var ikke noget, jeg gjorde et par gange i forbindelse med studierne, jeg gjorde det hver uge for at opbygge et større arkiv over DIY-projekter end nogen anden maker i Kina.”

Naomi Wu viser sine projekter frem på YouTube, hvor hun også har fået mange følgere uden for Kina takket være sine gode engelskkundskaber. Ligesom de fleste andre mennesker, hvis modersmål ikke er engelsk, krydrer hun sin sprogbrug med anglicismer og internetslang, hvilket er tilfældet for langt de fleste mennesker, som tilbringer meget tid på vestlige sociale medier.

Naomi Wu demonstrerer en LED-projektor, man kan spænde fast på sine sko. Hun har selv designet den.

Som barn havde Naomi Wu en glubsk appetit på viden. Men i stedet for at læse bøger så hun tv og videoer. Hun siger selv, at hun har lært meget engelsk ved at se Beverly Hills og andre serier ”om og om igen.” Resten har hun lært på universitetet, hvor hun læste engelsk, hjemmesider som Grammarly og en WeChat-gruppe, der med jævne mellemrum læser korrektur på hendes indlæg.
Det var først, da hun blev voksen, at Naomi Wu begyndte at interesserer sig for DIY-kulturen og teknologi. Som 20-årig ville hun tjene lidt penge og besluttede sig for at lære at kode ved hjælp af gratis undervisningsmaterialer på hjemmesider som Codeacademy. Da hun første gang tog sig betalt for en kodeopgave, købte hun snacks til sig selv og sine venner for pengene, fortæller hun. Gennem koderverdenen lærte hun Shenzhens sprudlende hardwareudviklingsscene at kende, og hun tilegnede sig igen den grundlæggende viden gennem how to-videoer, der lå frit tilgængelige på nettet.

Selv om Naomi Wu i dag er meget investeret i at dele sin viden med andre, så har det ikke altid været sådan. ”Jeg vidste slet ikke, hvordan man delte med folk,” siger hun, mens vi sidder i hendes etværelseslejlighed. ”Open-source-miljøet er god platform at dele sine værdier og sin viden på. Men hvorfor deler man noget med andre? Hvorfor ikke bare sælge sine ideer og tjene en masse? Sådan plejede jeg at tænke.”

Naomi Wus originale opfindelser er både gennemtænkte og komplekse. Hendes Wu Ying-sko, et par 3D-printede plateausko med hæl, er opkaldt efter en den legendariske kampsportsteknik brugt af den kinesiske folkehelt Wong Fei-hung – det farlige ”spark uden skygge”. Wu Ying kan oversættes til ”uden skygge” og er en passende måde at beskrive skoene, som er designet til spionarbejde. Hælene er udstyret med et lille, hemmeligt rum, hvor man kan gemme hackerudstyr: En USB-keystroke recorder, der logger indtastninger på tastaturet, en dirk, et ethernetkabel, en dropbox, som hackeren kobler til et netværk for at indsamle data. Det er det perfekte hacking-kit.

Naomi Wu har sagt, at projektet er inspireret af tv-serien Mr. Robot, men det passer også meget godt med den stil, hun kører som maker. ”Jeg er en naturlig honeypot,” skriver hun om skoene på nettet. ”Med mine sko, der ikke kaster en skygge, distraherer jeg målet med min… overkrop, og man ser aldrig, at den rigtige fare sidder i skoene.”

Naomi Wu er meget påpasselig, når det kommer til at adskille sit privatliv fra sin offentlige persona. ”Hvis jeg bliver doxed, så er jeg ikke beskyttet af loven,” skriver hun i en e-mail inden mit besøg i Shenzhen og henviser til Kinas manglende lovgivning, når det handler om stalking og chikane. Der er også emner, som Naomi Wu ikke vil tale om – inden min ankomst gør hun det klart, at hun ikke vil tale om, hvorvidt hun er gift eller ej, eller hvad hendes seksuelle orientering er.

”Naomi Wu” er det pseudonym, hun bruger for at beskytte sin sande identitet. Mange kinesere bruger engelske navne af forskellige årsager, og Naomi Wu forklarer, at hendes navn kommer af, at hun har set rigtig meget Beverly Hills. Aliasset, som hun tog, inden hun blev berømt, gør, at hun nu kan nyde en vis anonymitet. Ingen kan spore aliasset til hendes adresse, konti eller offentlige tilgængelige data. Naomi Wus online FAQ oplyser, at hun blev 23 i oktober 2016, men før da stod der, ”Jeg bryder mig ikke om at oplyse min alder, da det gør det lettere at identificere mig. Jeg er lidt yngre, end jeg ser ud.” Hun fortæller mig, at hun bruger et mandligt navn i forbindelse med sit almindelige arbejde som web-udvikler for at adskille de to sider af hendes liv yderligere og omgå industriens kønsdiskrimination.

Det er ikke et nyt fænomen, at kvinder skaber karrierer under pseudonymer for at undgå forskelsbehandling, chikane og i ekstreme tilfælde fysiske overgreb. I dag har de teknologiske muligheder for at optræde under et alias gjort det lettere at udtrykke sig kreativt via alternative kanaler for marginaliserede individer, men Naomi Wus system har sine begrænsninger. Brugen af tjenester som Patreon, PayPal og YouTube betyder, at hun har måttet finde en måde at overføre pengegaver til sin bankkonto uden at oplyse sit rigtige navn. Og fordi rejsevisum også kræver en masse personlige oplysninger, har Naomi Wu heller ikke optrådt ved en maker-messe i USA endnu, selv om mange af hendes fans bor der. Risikoen er ikke det værd for hende. ”Det spiller ikke den store rolle for mig, om jeg kommer derover eller ej. Jeg kan kæmpe her, eller jeg kan kæmpe der,” fortæller hun mig. Senere afslører hun dog, at hun har planlagt et besøg til New York i den nærmeste fremtid.

Men Naomi Wus pseudonym har ikke afskærmet hende fuldstændigt fra den type chikane, kvinder, der er meget synlige i den offentlige debat, regelmæssigt oplever. Hun bliver nedgjort for sin beklædning, sin krop, sin etnicitet og sit køn. På nettet er hun blevet kaldt ”luder” og ”bimbo”, fortæller hun, og hun er også blevet truet med fysisk vold.

Som om det ikke er nok, så skal Naomi Wu også hele tiden bevise sit værd på maker-scenen til trods for sine imponerende bedrifter. I en årrække har hun måttet stå model til slibrige konspirationsteorier på Reddit og 4Chan, der tilskriver hendes succes en hvid mand, som det påstås er hjernen bag hendes karriere. Jeg har selv set videoer på elektronikfora, hvor Naomi Wus tale og tekniske evner dissekeres. Nogle har endda beskyldt hende for at påstå, at hun er bedre til engelsk, end hun siger, til trods for at hun er meget åben om sin brug af korrekturlæsere.

Naomi Wu har gang på gang måttet forsvare sig i offentligheden. Hun har dokumenteret sine byggeprojekter fra start til slut, loddet dioder og printplader foran et live-publikum og svaret åbent og ærligt på spørgsmål. ”ALT, hvad jeg bygger, bygger jeg selv, og jeg lader kameraet rulle fra start til slut for at dokumentere det,” skriver Naomi Wu på forummet Hacker News. ”Den tekniske hjælp og vejledning, jeg modtager, er altid anført i dokumentationen. Men det er aldrig nok. Jo hårdere jeg arbejder, jo mere dokumentation jeg tilbyder, jo mere jeg lærer og forsøger at udvikle mig, jo vredere bliver de.”

Men i november sidste år nåede kritikken nye højder.

Naomi Wu iført sin 3D-printer-rygsæk, som hun selv har kreeret. Den har en lille pink replika af hende selv i midten.

Dale Dougherty er kendt som ”maker-bevægelsens gudfar”, hovedsageligt fordi han er grundlægger og direktør for Maker Media, der udgiver det indflydelsesrige magasin Make:, der også fungerer som en platform for maker-samfundet. I de tidlige 00’ere lagde Dale Dougherty grundstenen til det, der skulle blive til et globalt fællesskab, der også nåede hele vejen til Shenzhen.

Men tidligt en morgen i november loggede Dale Dougherty på Twitter og sendte følgende melding ud i verden: ”Naomi er en rolle, ikke en rigtig person. Hun er flere eller mange mennesker.” Han havde efterforsket Naomi Wu og abonnerede tilsyneladende på Reddit-teorien, fortæller Bunnie Huang, hacker og forfatter til bogen The Essential Guide to Electronics in Shenzhen. Bunnie Hang skrev en blogartikel, i hvilken han tog Naomi Wu i forsvar. I flere Twitter-samtaler, såvel som private tråde offentliggjort af Twitter-brugere, antydede Dale Dougherty, at Naomi Wus SexyCyborg-kanal er fup, og gav på den måde Reddit-konspirationsteorien hjemmel.

Reaktionen var voldsom og kom prompte. Størstedelen af maker-samfundet beskyldte Dale Dougherty for i virkeligheden at angribe Naomi Wu af sexistiske årsager. Bidragsydere til Dale Doughertys forskellige udgivelser truede med at trække sig. En underskriftsindsamling på Change.org krævede, at han gik af. Kort tid efter offentliggjorde Dale Dougherty et dementi.

”For to uger siden sagde jeg noget virkelig dumt,” skrev han på Make:-hjemmesiden. ”Jeg tweetede, at Naomi Wu… ikke er den, hun siger, hun er… I min henvisning til en hjemmeside, der påstår, at en hvid mand står bag hendes projekter, har jeg ikke alene gjort Naomi uret, men også kvinder overalt såvel som det kinesiske folks kreative og tekniske evner.”

Amerikanske Limor Fried, ingeniør og grundlægger af open-source-hardwarefirmaet Adafruit Industries, som er 100 procent ejet af kvinder, beskriver reaktionen på Dale Doughertys udtalelser således: ”Maker-samfundet har udtryk sig klart og tydeligt og med én stemme,” siger hun. ”Jeg tror ikke, der var nogen, der blev overbevist af Dales tweets. I stedet anerkendte folk, der har fulgt Naomi Wus karriere, hendes bidrag maker-samfundet.”

Henover de efterfølgende måneder forsøgte Maker Media at lægge låg på hændelsen. Make: besøgte Naomi Wu i Shenzhen og bragte et billede af hende på forsiden af magasinet i februar. Naomi Wu er den første kineser til nogensinde at optræde der. Hun håber, at Make: fortsat vil arbejde for at promovere underrepræsenterede grupper. ”Når de har gjort en undtagelse for mig, må de også gøre undtagelser for andre,” siger hun. Selv om billedet på coveret er taget i et professionelt atelier, så er billedet, der introducerer artiklen inde i magasinet, taget i Hong Kong, for det så ”mere cyberpunk” ud, fortæller hun mig.

Udgaven af magasinet indeholdt også et essay, Naomi Wu har skrevet om Shenzhen og sit liv som maker der. ”Mere end noget andet så er jeg barn af det miljø og det samfund, som er skabt af millioner af mennesker, som deler det samme mål og de samme værdier – vi vil producere vores drømme i virkeligheden. Vi vil være skabere, ikke arbejdere,” skriver hun.

Et af Huaqiangbeis mange elektronikmarkeder.

I dag er Shenzhen en sprudlende storby, men det er først for relativt kort tid siden, den har udviklet sig til sin voldsomme størrelse. På den lokale dialekt henviser 圳, eller zhen, til regnvandsafløbet på en mark, mens 深, eller shen, betyder ”dyb” og peger tilbage på landbruget og fiskeriet, der oprindeligt kendetegnede området omkring Perleflodsdeltaet ved Guangdongprovinsens kyst i det sydlige Kina. Det milde klima føles behageligt og tropisk selv i januar – engang i mellem ruller et voldsomt regnskyl gennem regionen og renser luften for den tykke smog.

Byen begyndte sin transformation i 1979, da Kinas tidligere leder Deng Xiaoping nedsatte ”Shenzhens særlige økonomiske zone”, hvilket betød, at den blev en af fire byer, der blev udvalgt som prøveballon for et ambitiøst eksperiment med at indføre kapitalisme under den kommunistiske styreform. Økonomisk fordelagtige initiativer tillod Shenzhens vækst at eksplodere i uhørt tempo, og det væltede pludselig ind med arbejdskraft og kapital fra de omkringliggende landdistrikter. I dag konkurrer byen med Shanghai, som ellers har været centrum for Kinas økonomiske apparat i mange år, og forventes at overgå selv Hongkong ved at lande et regionalt bruttoprodukt på 2,1 milliarder kroner. På under 50 år er befolkningen vokset fra 30.000 indbyggere til omkring 18 millioner. Op mod 80 procent af Shenzhens borgere er indvandrere, mange af dem udokumenterede, og derfor er det svært helt præcist at vurdere, hvor mange mennesker der kalder byen hjem.

Nu er Shenzhen atter i gang med en transformation i en tid, hvor Kina forsøger at knuse den vestlige stereotyp om landet som ”verdens fabrik” og rebrande sig selv som et centrum for innovation og udvikling. I 2015 offentliggjorde den kinesiske regering et nyt initiativ kaldet zhongchuang kongjia eller ”makerspaces til folket”, der skal finansiere flere makerspaces og teknologi-inkubatorer og samtidig bygge bro mellem forskere, studerende og det private erhvervsliv.

Samme år foretog landets premierminister, Li Keqiang, et symbolsk besøg hos Shenzhens Chaihuo-makerspace og cementerede dermed byens rolle i den nye økonomiske revolution. ”Makers er udtryk for vitalitet og innovation blandt ungdommen, og det er deres kreativitet, der skal levere brændstof til Kinas økonomiske motor i fremtiden,” sagde Li Keqiang under besøget. ”Jeg vil hjælpe innovationsilden på vej ved at levere mere brænde.”

Sidste år brugte Shenzhens bystyre mere end fire procent af sit bruttoprodukt på forskning og udvikling, hvilket er dobbelt så meget som det nationale budget, og Shenzhen ansøger om flere internationale patenter end Frankrig og Storbritannien. I 2016 var omkring 40 procent af den økonomiske produktion genereret af firmaer, der beskæftiger sig med bioteknologi, telekommunikation og informationsteknologi. Shenzhen er et sted, hvor du kan udvikle produkt, bygge en prototype og sætte det hele i produktion på samme sted. DJI, verdens største droneproducent, åbnede hovedkvarter i Shenzhen på grund af den fordel. Kinesiske teknologigiganter som Tencent, Huawei og ZTE kalder også byen for hjem.

Den er et samlingspunkt, en smeltedigel, en inkubator og en petriskål, hvor nye iværksættere og driftige forretningsfolk kan gøre lynkarriere, og det har givet den ry af at være ”hardwarens Silicon Valley”. Og regeringens støtte til de mest succesfulde grene af erhvervslivet i byen har banet nye veje for finansieringsmuligheder.

Siden 2016 har videnskabsfolk og forskere kunnet ansøge om en række nye legater fra staten, herunder en kontant udbetaling på seks millioner yuan, eller tæt på seks millioner kroner, en lejelejlighed samt en masse andre fordele, som især kommer nyuddannede til gavn. Maker-samfundet har også nydt godt af de offentlige midler gennem et særligt program, der har foranlediget oprettelsen af nye makerspaces i landets byer samt økonomiske incitamenter.

Mellem 2010, da landets første makerspace, Xinchejian, blev grundlagt i Shanghai, og 2016, oplyser ministeriet for videnskab og teknologi i Kina, er 4.298 nye makerspaces åbnet rundt omkring i landet. Mange af dem er støttet fra offentlig side, får huslejen betalt og værktøj og teknologi som 3D-printere og laserskærer stillet til rådighed. Kommissionen for videnskab og teknologi i Shenzhen tillader for eksempel makerspaces at ansøge om op til 5 millioner yuan (cirka 4,8 millioner kroner) i støtte.

En onsdag eftermiddag besøger jeg sammen med Naomi Wu Shenzhens Open Innovation Lab, et af byens førende makerspaces. Jeg har fået fortalt, at flere af byens makerspaces ligger i halvfyldte industrikomplekser, men det her befinder sig på fjerde sal i bygning fyldt med udenlandske firmaer.

Det åbne kontorlandskab ligger øde hen. I laboratoriet ser jeg på en hylde en 3D-printet Tyrannosaurus rex med vidt åbent gab. Hele Kina er på farten lige nu på grund af det kinesiske nytår, hvor folk rejser hjem for at fejre højtiden med familien, og derfor er Shenzhen, hvor stort alle beboere kommer andetsteds fra, mennesketomt. Men der er nogle, som er blevet tilbage – de er alle kinesere og sidder i stilhed og arbejder ved deres computere.

Vicky Xie er omgivet af kabler og værktøj i Shenxhens Open Innovative Lab, et af byens fremmeste maker-værksteder.

Størstedelen af medlemmerne af Shenzhens Open Innovation Lab er udlændinge, ifølge Vicky Xie, der leder organisationens globale samarbejder. Makerspaces udgør en uundværlig ressource for DIY-udviklere fra udlandet i Kina. For det første er steder typisk meget åbne for vesterlændinge. De personer, jeg møder i makerspaces i Shenzhen, taler alle sammen engelsk. Der hersker også en hjemlig atmosfære. Der er hyggekroge og køkkener fyldt med snacks.

Men det vigtigste aspekt er, at Shenzhens makerspaces hjælper med at sætte udlændinge i kontakt med industriens produktionsapparat. Når man handler i Kina, skal man have det konfucianske begreb guanxi in mente. Det kan ikke oversættes direkte til dansk, men betyder noget i retning af en persons evne til at skabe netværk. Tænk: ”Hvis du hjælper mig, så hjælper jeg dig”. Det tager tid at lære det i praksis, og det kræver gensidig tillid. For ikke-kinesiske makers kan manglende guanxi være en barriere, når man skal have fremstillet prototyper eller et endeligt produkt.

”De lokale makers kender det lokale økosystem i forsyningskæden bedre,” siger Vicky Xie.

Flere gange i løbet af mit besøg i byen ser jeg grupper af forretningsmænd på jagt efter komponenter i Huaqiangbei – uden tvivl til en ny startup – med en kinesisk tolk. Da man importerede maker-kulturen fra Silicon Valley, fortæller kinesiske makers mig, var et uheldigt biprodukt indførslen af USA's mandschauvinistiske tech-bro-kultur, der i overvejende grad privilegerer mænd. Jeg hører ofte, folk bruge betegnelsen ”hvid abe” for en hvid, som er hyret til at være frontfigur for et kinesisk firma.

”De ansætter hvide mennesker for at signalere en form for autenticitet,” siger Naomi Wu. "Telefongiganter som Huawei og Xiaomi hyrer ingeniører fra udlandet til at undervise kinesere i, hvordan man laver ting, selv om der slet ikke er behov for det.”

Den implicitte overlegenhed, som hvide mennesker nyder i omverdenens øjne, er noget, Naomi Wu ofte taler om, mens vi er sammen. ”Det er lige meget, hvor god du er til noget, hvis du ikke er hvid,” siger hun og lyder næsten udmattet.

Selv betegnelsen ”maker” ses af nogle i det kinesiske teknologisamfund som et forsøg på at amerikanisere Kinas teknologiske industri til skade for de lokale kræfter.

”Jeg tror, ’maker’ har mange konnotationer for folk i Shenzhen. Og jeg tror, det overskygger mange af de andre dynamikker, som er i spil,” siger Jie Qi, som er maskiningeniør og medstifter af Chibitronics, som producerer et elektronisk værktøjskit til undervisning. ”Og når man når ned til kvinder, handler det om udenlandske kvinder mod lokale kvinder.”

Der kom fokus på konflikten for to år siden til Shenzhen Maker Faire, der gennem de seneste seks år har afholdt messer, hvor lokale firmaer kan udstille deres produkter. Naomi Wu, der var med som gæst det år, beskyldte på sociale medier arrangørerne for ikke at gøre nok for at promovere kvindelige kinesiske makers.

”Når man har en Maker Faire i en by med ti millioner indbyggere uden en eneste kvindelig deltager, er der et problem i bevægelsen,” tweetede hun efter messen i 2016. I et andet tweet skrev hun, at ingen kvindelige kinesiske makers havde modtaget en invitation til messen det år, hvilket arrangørerne nægter er sandt. I et blogindlæg skrev de, at ”tre imponerende kvindelige talere fra Kina, Japan og USA holdt foredrag om uddannelse, robotteknologi og inkubation.” Naomi Wu fortæller, at hun ikke oprindeligt var inviteret til at tale ved messen i 2017 – hun fik først tilbud i sidste øjeblik, påstår hun – og hun er fortsat stærkt kritisk overfor organisationen.

Naomi Wu mener, at det netop var hendes kritik af messen, der førte til Dale Doughertys personangreb mod hende, da Shenzhen Maker Faire er støttet af Maker Media. I et interview med BuzzFeed har Dale Dougherty selv senere indrømmet, at han gik efter Naomi Wu på grund af hendes kritik af ham selv og messens arrangører. I et blogindlæg, hvor arrangørerne forsvarer deres valg af internationale makers over lokale, står der blandt andet, at udvalget afspejler maker-bevægelsens globale appel. De indrømmer dog også, at kvinder som Naomi Wu er underrepræsenterede. ”Kvindelige makers er en minoritet i alle maker-samfund, og derfor skal vi også sørge for at hylde dem,” skriver de. Shenzhen Maker Faire har ønsket at kommentere sagen over for mig.

Selv om Naomi Wu er fortaler for ligestilling, definerer hun ikke sig selv som feminist. Hun mener ikke, det er konstruktivt i Kina. ”Det sætter folk i defensiven,” siger hun. Og selv om kampen for lighed i teknologiindustrien er vigtig for hende, så virker hun ikke interesseret i den brede, globale tech-feminisme, der hovedsageligt er forbeholdt hvide kvinder i Vesten. Hun bruger sin talerstol på de sociale medier til at promovere sit arbejde, men det er også en platform for hendes aktivisme.

”Jeg kan kæmpe for ting, der kommer alle kinesere til gode: Lige adgang til uddannelse og undervisning i forhold til teknologi. Jeg kan kæmpe for, at kvinder, der er lige så kvalificerede som mænd, har mulighed for at tale og deltage ved arrangementer,” siger Naomi Wu. ”Jeg er ikke uddannet inden for politik eller samfundsforhold, men jeg har tek-evner, og jeg ved, at de mest kompetente kvinder, vi har, også er de mest beskedne, og dem, der aldrig får anerkendelse. Det er noget, jeg kan arbejde for at udbedre.”

Lit Liao har stiftet Litchee Labs, et Shenzhen-baseret maker-værksted, hvor børn kan lære om teknologi.

En kvinde, som Naomi Wu fremhæver flere gange, er Lit Liao, en ingeniør fra Shenzhen, som har stiftet Litchee Labs, et populært makerspace med fokus på uddannelse. Lit Liao, der har optrådt på DIY-scenen siden 2011, har været med til at skabe bedre uddannelsesmuligheder for makers i byen.
”Hun er sej,” siger Naomi Wu. ”Hun kan bygge ting, fordi hun er ingeniør, og så er hun god mod andre kvinder. Hun forsøger også at promovere kvinder i naturvidenskaben. Hun og hendes assistent er de eneste, der arbejder aktivt for det.”

På en varm eftermiddag besøger Naomi Wu og jeg Lit Liao i Litchee Labs. En gruppe elever sidder og er travlt beskæftigede med deres arbejde. To drenge og en pige hjælper hinanden med at printe kaninklistermærker, de selv har lavet, som efterfølgende overføres til skinnende, lyserødt papir. Lit Liao indrømmer, at alt for få piger tilmelder sig de kurser, hun udbyder. De udgør kun cirka ti procent af eleverne, men det er noget, hun arbejder på at forandre.

Ligesom Naomi Wu, mener Lit Liao også, at kinesiske kvinder skal kæmpe hårdere end mænd for at klare sig på maker-scenen. Hun beskriver en hændelse, hvor en mandlig kollega under et møde sagde, at hun lignede ”en lille pige”. ”Jeg har hørt historier om sexisme i Silicon Valley. Jeg synes jo, det var så langt væk. Men sidste år mærkede jeg det også her,” siger hun.

Naomi Wus forhold til andre medlemmer af Shenzhens maker-samfund er mere kompliceret. Naomi Wu siger, at der er mange kvinder, der ser sig selv som værende en del af Kinas maker-bevægelse, herunder kvindelige ingeniører, men alligevel bryster hun sig af at være Shenzhens eneste kvindelige maker. På et tidspunkt kunne man i hendes Twitter-bio læse, at hun var ”det kinesiske fastlands eneste kvindelige hobby-maker siden 2015”. (Naomi Wu har det med at tage betegnelserne meget alvorligt. For eksempel ser hun sig selv som en ”hobby-udøver” og ikke en forretningskvinde, der forsøger at slå igennem med sine produkter.) Det har hun siden ændret, men det var alligevel en påstand, der fik folk til at hæve øjenbrynene i Shenzhens maker-samfund.

”Naomi er muligvis den mest synlige kvindelige maker i Shenzhen, men hun er bestemt ikke den eneste, og hvis du spørger hende i dag, tror jeg også hun er enig i det,” siger Monica Shen, der er en af lederne ved Shenzhen Maker Faire. ”Der er kvinder i Shenzhen, der arbejder for forskellige firmaer, i skolerne, på forskellige projekter, som ingeniører, undervisere, kunstnere og designere, som alle er makers.

”På områder, hvor mænd tidligere har domineret, kræver det meget arbejde at skabe et miljø, der er åbent for kvinder, hvor de ikke føler sig intimiderede af stemningen og har mulighed for at skabe deres egne projekter, der er unikke for kvinder,” tilføjer hun. ”Det gælder i en industriby som Shenzhen, som det gør alle andre steder, og siden den første Maker Faire for seks år siden har vi oplevet flere kvinder i branchen.”

Naomi Wu er nået ud til et globalt publikum, som kommer oveni i det publikum, hun har fundet på kinesiske platforme som WeChat. Naomi Wu har mødt og været mentor for en lang række talentfulde unge makers, hun har mødt på nettet. En af dem er 17-årige Becky Button fra Virginia i USA, der siger, at Naomi Wu har haft en afgørende indflydelse på hendes udvikling og karriere.

”Jeg tweetede til hende lidt ud af det blå, og så svarede hun!” fortæller Becky Button mig.

Hun siger, at hun spurgte Naomi Wu om råd i forbindelse med sit første projekt til en maker-messe: Et par 3D-printede sandaler, der indeholder hardware, som kan kappe en anden persons wi-fi-forbindelse. Naomi Wu har sågar slået en handel af med en Shenzhen-baseret producent af 3D-printere, så Becky Button kunne få sin helt egen.

”Naomi har ligesom bygget bro mellem den vestlige maker-scene og folk, der skaber de her teknologier,” siger Becky Button.

Og til trods for sit komplicerede forhold til Shenzhens øvrige makers – hvem der er maker, og hvem der ikke er – så har Naomi Wu foranlediget en positiv udvikling i tech-industrien, hvor hun promoverer mangfoldighed og lige muligheder blandt sine mange tusinde følgere.

Men Naomi Wus form for aktivisme kan også virke fjendtlig. Hun bruger sit følge på Twitter som et våben, når hun konfronterer folk, hun ikke er enig med. Det ved jeg af personlig erfaring, da Naomi Wu kritiserede mig for mit arbejde, efter jeg var vendt hjem fra Kina.

Naomi Wu havde informeret mig om, at hun ikke ville diskutere sin giftestand, men inden jeg sendte artiklen i trykken, fulgte jeg op på spørgsmålet. Jeg havde håbet på at kunne tale med hende om Reddit-konspirationsteorien, der påstår, at en person, hun er i et forhold med, i virkeligheden står bag alle hendes projekter. Naomi Wu har brugt meget tid på at afvise påstandene og anklagerne, og hendes kamp mod chikane har inspireret andre kvinder, der har stået i lignende situationer.

”Har du tid til lige at hoppe på Skype og tale lidt om Reddit-teorierne?” skrev jeg til hende. ”Det ville virkelig styrke artiklen, hvis vi kunne tale om anklagerne. Jeg har set videoen, hvor du siger, du er [navnet er tilbageholdt]s kone, og jeg vil gerne tale om, hvor uretfærdigt det er, at man som kvinde skal bevise, at man ikke får hjælp til sine projekter, fordi ens partner arbejder i samme felt. Hvis du ikke ønsker at tale om det, så er det selvfølgelig helt i orden, så vil jeg ikke presse på. Jeg mener, Reddit-teorien er ondsindet, men eftersom det her bliver et langt portræt, så vil jeg gerne indlemme dine kommentarer om den forskelsbehandling, sexisme og racisme, som ligger i anklagen. Skriv endelig, hvis det lyder som en god ide.”

Sideløbende med at Naomi Wu svarede på min e-mail, begyndte hun at tweete om VICE. Hen over de næste par uger tilbød Naomi Wu vores korrespondancer til andre journalister, taggede mig, min tidligere kollega, min redaktør og hele VICE i adskillige tweets, og hendes følgere skrev endnu flere.
I e-mails beskyldte Naomi Wu mig for at afpresse hende og for at arbejde på et ”karaktermord” af en artikel. Uden at have læst historien skrev hun til mig, at hvis jeg udgav artiklen med min byline på, ”vil VICE kaste dig for ulvene”.

”Hvis du ikke tror på mig, så adresserer jeg fremover mine tweets direkte til dig. Så kan du se, om VICE vil stå ved dig, eller om de vil finde på en undskyldning og holde sig ude af det, så de kan kappe forbindelsen senere og sige, du handlede alene. Så bliver du kendt som den kvindelige journalist, der underbyggede en chikanekampagne rettet mod kvinder i teknologiverdenen,” skrev hun.

Naomi Wu bad om at se et udkast til hele artiklen, før den blev offentliggjort, hvilket vi afviste i henhold til vores etiske regler. Hun modsatte sig også andre rutineprocedurer, for eksempel da en faktatjekker ville kontakte andre kilder til historien for at bekræfte den.

”Vi skal bare bruge den artikel, du brækker op, for at få overblik over, hvor mange etiske regler for journalistik du bryder,” skrev Naomi Wu i en e-mail til min redaktør.

En nysgerrig butiksejer ser til, mens Naomi Wu poserer på Shenzhens ikoniske Huaqiangbei-markedsplads for elektronik.

Naomi Wus etværelseslejlighed er lille og meget rodet. Sammenlignet med Shenzhens WeWork-agtige makerspaces føles den nedslidt. På metalhylderne står små plasticbeholdere med værktøj og hardware. En lille statuette af opfinderguden Lu Ban skuer ud over værkstedet. Da vi kommer ind, finder Naomi Wu straks et gammelt eksemplar af Make: frem, hvor Adafruit-direktøren Limor Fried pryder forsiden. ”Min helt!” udbryder hun og knuger magasinet ind til brystet.

I dag vil Naomi Wu vise sit seneste projekt, BarBot, frem. Det er et apparat, som består af skinner, motorer og 3D-printede komponenter, der kører på open source-software. Dets opgave er at skænke den perfekte drink, som en superpålidelig robotbartender. Alt efter hvilken knap man trykker på, kan man få en ”Sex on the Beach”, en ”Woo Woo” eller en af de andre cocktails anført i menuen.

Med stor forsigtighed sætter hun flasker med vodka, snaps, sodavand og tranebærjuice i maskinen. Hver flaske skrues på en tud, der, når man trykker på den, skænker et shot fra flasken. Jeg trykker på nummer ni. Der er ingen etiketter på flaskerne, så jeg ser til med stor nysgerrighed, mens BarBot frembringer en vodka med cola. Naomi Wu tager en tår af sin drink, en cocktail med tranebærjuice i, og lader til at være fornøjet.

Henover det sidste års tid har Naomi Wu fokuseret på sit seneste hjertebarn: Et rødt stykke hardware, der ligger i en håndflade, kaldet sino:bit. Det er dybest set en programmørbar minicomputer med LED-lys på forsiden, der viser kinesiske tegn. Det er meningen, at kinesiske børn i skolealderen skal lære om computere og programmering med maskinen. Den er formet som en ottekant i stil med det daoistiske symbol bagua og er inspireret af lignende opfindelser som micro:bit og Calliope. Ideen er, at det gøres sjovt og let for børn at lære kodning, selv hvis de ikke har forudsætninger for det.

Naomi Wu håber på, at sino:bit kan bruges i skoler, så elever ikke bare lærer at kode, men også de etiske spilleregler omkring open source i forhold til at kopiere andres arbejde.

”I Kina betyder open source, at noget er gratis,” siger Naomi Wu. ”Jeg kan tage kode og bruge det uden at skulle kreditere nogen. I USA forstår man, at man også skal give tilbage til fællesskabet, hvis man tager noget fra det.” Hun fortæller, at lignende programmer allerede eksisterer, men at de kun virker på engelsk, og det er vigtigt for kinesiske børn at lære om open source-filosofien på deres eget sprog.

”Innovation skal altid begynde i skolen og ikke i et makerspace,” siger Naomi Wu. ”Ellers er det bare med til at gøre skellet mellem rig og fattig større.”

Det er Naomi Wu, der har designet sino:bit, men produktionen står Shenzhen-firmaet Elecrow Technology for. Naomi Wu har besluttet sig for at sætte et godt eksempel og certificere minicomputeren ved Open Source Hardware Association, hvilket gør den til det første kinesiske open source-hardwareprodukt af sin slags. Certificeringen blev oprettet i 2016 som en måde, hvor på man kunne definere og indsnævre, hvad det vil sige, at et produkt er open source, og for at sikre, at designere er juridisk forpligtede til at gøre deres hardwareprodukter frit tilgængelige og benytte komponenter, som alle kan anskaffe sig.

Open source-bevægelsen, som er baseret på en ide om, at teknologi skal være frit tilgængeligt for alle, har udviklet sig parallelt med Kinas sortbørsmarked, hvor man kopierer produkter uden tilladelse.

Over 80 procent af de falske varer, som tolden i USA konfiskerede i 2015, kom fra Kina og Hong Kong, ifølge offentligt tilgængelige tal. Kina er dog begyndt at anskue tyveri af immateriel ejendom som en hæmsko for økonomisk vækst. Bekymringen er, at det kan sætte Kinas ambition om at blive en verdensleder inden for teknologisk udvikling over styr. Derfor har myndighederne slået hårdt ned på det sorte marked på det seneste. I 2015 blev ni personer anholdt, ifølge politiet i Beijing, for at producere og eksportere 41.000 falske iPhones og 66.000 kabler til en værdi af 120 millioner yuan, omkring 114 millioner kroner.

I området omkring Huaqiangbei udgør en række undergrundsmarkeder, reparatørforretninger og boder byens efterhånden skrøbelige sortbørsmarked. Her køber jeg for 700 yuan, cirka 660 kroner, en falsk iPhone X. Den ligner den ægte vare, men brugerfladen er dårlig, og kameraet halter også. Femten minutter derfra sælges iPhone X-covers i store partier sammen med hundredvis af andre komponenter, der finder vej til apparater som mit eget.

Den gængse betegnelse for kopivarer på kantonesisk er shanzhai, men i dag dækker begrebet også over en masse originale opfindelser. Der er de helt åbenlyse kopier som ”Nckia” og en ”iPhone”, hvis logo er en fersken – på gaden forsøger en ældre kvinde at sælge mig en mobiltelefon på størrelse med en mursten, som man kan spionere sin kærestes telefonsamtaler med. Men der findes også en del opfindsomme shanzhai-produkter. Jeg så for eksempel en masse søde, små Apple Watch-kloner, som børn kan bruge til at kontakte deres forældre. Og jeg hørte om en smartphone, der har en indbygget kompasmekanisme, som udstikker kursen mod Mekka, beregnet til Kinas muslimske befolkning.

”I Kina er folk mest interesserede i at lave produkter, de kan tjene penge på, og derfor laver man alt, der kan tjenes på,” siger Bunnie Huang, som har skrevet The Essential Guide to Electronics in Shenzhen. Med shanzhai forklarer han, at ”de ser på det sådan her: ’Jeg kan lave den der. Og fordi jeg kan, så gør jeg det også.’”

Det er ikke et unikt fænomen for Shenzhen, men det er mest udtalt her.

”Hvordan holder man en maker-messe et sted, hvor folk allerede bygger alting selv?” spørger Bunnie Huang retorisk. ”Hvad er en maker i Shenzhen overhovedet?”

En eftermiddag styrter Naomi Wu ind i en lille forretning. Den er proppet med farverige, små komponenter, og bag disken står en storsmilende mand. Han er en af Naomi Wus gamle venner, som jeg i nærværende artikel kalder for Li. Udover at sælge mærkevarer i sin forretning, producerer Li også sin egen shanzhai-version af et populært produkt. Jeg har kun set en håndfuld sælgere med den lille gadget, og derfor vil jeg ikke nævne den ved navn, da det kan risikere at afsløre ham, men den ligner originalen på en prik. ”Han skal tjene til sin familie,” siger Naomi Wu.

Selv om de befinder sig i hver sin ende af det ideologiske spektrum, så udstråler både shanzhai-varerne og Naomi Wu en form for organisk autenticitet. Det er ikke en stemning, der er importeret udefra, og jeg tænker på, om Shenzhens funklende nye maker-bevægelse kannibaliserer sit ophav i græsrodsbevægelsen, eller om de to faktisk eksisterer i symbiose. Hvorom alting er, så laver Naomi Wu ikke bare ting, hun er også i gang med at bygge en platform, der har en håndgribelig effekt på virkeligheden.

”Naomi tager en shanzhai-tilgang til det at lære engelsk og starte en forretning,” siger Jie Qi, som er medstifter af Chibitronics, da jeg beder hende give mig sit bud på Naomi Wus brand. ”Hun er totalt sej og svær at sætte i bås.” Da jeg senere deler den beskrivelse med Naomi Wu, begynder hun at grine. ”Det kan godt være!”

Den sidste gang, jeg ser Naomi Wu, er på fabrikken, der producerer hendes sino:bit-computer. Industrikomplekset, som ligger i Shenzhens Bao’an-distrikt, er nedslidt og labyrintisk i sin udformning, men Naomi Wu, som har taget mig med hertil for at vise mig stedet, hvor hun fik ideen til sin opfindelse, kender stedet som sin egen baglomme. Det ser ikke ud af meget udefra. Men skal aldrig skue hunden på hårene.

Mens vi klatrer ind i den vakkelvorne elevator, stråler Naomi Wu af begejstring. Noget, hun har sagt tidligere på dagen, dukker op i min hukommelse:

”Det kan godt være, man ikke tjener godt på fysisk arbejde, men det er meget tilfredsstillende. Jeg har lavet den her! Hvad fanden har du lavet?”

Læs mere om tech fra Broadly:

Mere VICE
VICE kanaler