Annoncering
sexisme

Jeg snakkede med fyrene om, hvordan de forholder sig til sexisme og overgreb på Roskilde

Der findes mange beretninger om sexisme og sexistiske overgreb på Roskilde Festival. De fleste kommer fra kvinder. Hvordan forholder mændene sig til det? Jeg spurgte.

af Lene Munk
29 juni 2017, 9:29am

Foto: Benjamin_Legarth / Roskilde Festival

I Camp Raslende Dåser Skal Pantes bor omkring 30 mænd og kvinder på cirka 21 år fra Silkeborg Højskole. En flok af dem har slået sig ned i campingstole i solen, og de byder mig velkommen, da jeg spørger, om de har mod på at snakke lidt om sexisme, selvom det ikke er verdens mest festlige emne at diskutere, lige inden man skal til hiphop-koncert på Rising-scenen. "Ja, VICE-dame, sæt dig ned."

Jeg ender med at tale med to gange Anders, en Lasse og en Ole. Den ene Anders fortæller, at han sidste år tog en mand i at fotografere en pige, mens hun sad og tissede. Han valgte at konfrontere manden, som benægtede det og hurtigt gik videre. Det er helt klart over grænsen at fotografere piger, der tisser, er de alle enige om. Det er det også at gramse. Man skal ikke bare røre ved folk, mener de. Det er til gengæld svært at stoppe fulde mennesker, der råber, mener Lasse. Han vil gerne opfordre kvinderne på festivalen til at sige tydeligt fra, når deres grænse er nået. Og Anders stemmer i og siger, at det også må være måden at stoppe sexismen – at sige tydeligt fra, når man oplever den, for så må de, der ikke kender grænsen, på et tidspunkt have fået tegnet den nok gange til at kunne se den. "Altså, teoretisk set, hvis vi tror på, at de forstår, hvad der bliver sagt til dem," tilføjer han.

Roskilde Festival er på en måde en nedkogt version af resten af samfundet, og derfor ser man også den samme sexisme. Maria Vicki Lindbaum, Everyday Sexism Project Danmark

Roskilde Festivals talskvinde, Christina Bilde, mener også, at dialog er vejen frem. Også i form af, at de – kvinder som mænd – der bliver udsat for sexisme og sexistiske overgreb, kan fortælle om deres oplevelser, uden at det bliver slået hen som drengestreger eller "bare for sjov".

"Roskilde skal være normfrisættende, men nogle gange bliver det brugt som en undskyldning for noget forkert," siger hun.

Derfor har Roskilde Festival også gennem flere år samarbejdet med Everyday Sexism Project Danmark (ESPD). ESPD indsamler beretninger fra personer, der har oplevet sexisme – i alle former og alle steder. For nogle år siden opdagede de, at der kom mange beretninger, som drejede sig om Roskilde Festival, og derfor tog de kontakt til festivalen. Det resulterede i et samarbejde, og for tredje år i træk arbejder ESPD på Roskilde med at indsamle beretninger og at starte dialog om sexisme.

"Roskilde Festival er på en måde en nedkogt version af resten af samfundet – der eksisterer de samme problemer som på den anden side af hegnet, og derfor ser man også den samme sexisme," siger Maria Vicki Lindbaum, der er forperson for Everyday Sexism Project Danmark. "Det kan godt blive mere intenst her, fordi folk føler et frirum og nogle andre normer, og det er noget af det, der er fedt ved Roskilde, men også det, der fører til grænseoverskridende adfærd."

En af de ting, ESPD gør på festivalen, er at værge såkaldte ambassadørcamps. Ambassadørcamps har haft en samtale med ESPD's frivillige om sexisme og har derefter meldt sig til at være et 'safe space' på festivalen, hvor et skilt på lejren markerer, at her kan man komme og tale om det, hvis man har haft en ubehagelig oplevelse. Jeg møder de to ESPD-frivillige Lena Smith og Sanne Hjortlund foran en camp, som netop er blevet ambassadører.

De to frivillige har de seneste dage talt med rigtig mange gæster på festivalen og har hørt om manges oplevelser af sexisme. De har blandt andet mødt kvinder, som ikke tør gå alene rundt på campingområdet og derfor altid sørger for at gå minimum to og to, også i dagtimerne.

Mit indtryk er, at pigerne ikke synes, det er særlig fedt at blive 'tigermisset' - Alex

Et andet problem, de er stødt på, er, at der hersker en form for tabu omkring at sige fra overfor eller at dele oplevelser af sexisme, fordi man kan få at vide, at man skal "slappe lidt af", for "det er jo Roskilde", og det betyder, at nogle aldrig får fortalt om deres ubehagelige oplevelser.

I den nyligt udpegede ambassadørcamp – Camp Glitter-Glenn – sidder Signe, Katerina, Benedicte, Nicoline og Emilie, som alle er i start-midt-20'erne. De har sagt ja til at være ambassadørcamp, for de vil gerne bidrage til, at folk føler sig velkomne til at fortælle om deres oplevelser. Selv har de prøvet at blive råbt efter, stirret på, når de har tisset i hegnet, og at blive "tigermisset", altså at blive væltet eller løftet, hvis man kommer til at gå ind på banen i et ølbowlingspil. De har dog ikke oplevet at blive tigermisset i år og håber, at det måske er en trend, der er ved at uddø. Efter en del år på festivalen har de lært at lade oplevelserne prelle af og siger, at man må kunne tage lidt og være forberedt på at sige fra, når man er på Roskilde. Men de kan godt forstå, at det kan være sværere som 16-årig førstegangs-festivalgæst, end det er for dem selv.

Ikke langt fra Camp Glitter-Glenn forstyrrer jeg en dommer i ølbowling. Han hedder Thajs og bor i Camp Als / Manchester United Camp (der var stadig lidt diskussion om navnet…) sammen med seks andre drenge fra, ja, Als. Han er ærgerlig over at høre, at der er piger, der ikke tør gå alene rundt på festivalen, og han føler ikke, at drengene i hans camp bidrager til den utryghed. Hans meddommer, som jeg ikke når at få navnet på, bryder ind for at sige, at den opførsel, pigerne bliver udsat for, skyldes, at "folk simpelthen er dårligt opdraget".

I Camp Champ møder jeg Alex, Jonas og Mark. De er 23-24 år gamle, og de indrømmer, at for nogle år siden var de også nogle af dem, der kunne finde på for eksempel at tigermisse kvinder. "Mit indtryk er, at pigerne ikke synes, det er særlig fedt," fortæller Alex, og derfor gør fyrene i Camp Champ det hellere ikke længere, siger de. For dem handler Roskilde blandt andet om at bryde grænser, men det er helst kun egne grænser, der skal overskrides. De mener, at det er en del af Roskilde-oplevelsen. Andres grænser bliver dog også testet, og når det sker, mener Jonas, at det vigtigste er at være opmærksom på, hvilke signer for eksempel kvinder sender, når man vil løfte dem op, eller når man råber komplimenter efter dem.

Det er svært at sige noget konkret om, hvor udbredt sexisme og sexistiske overgreb er på Roskilde Festival. Hverken festivalen selv eller Everyday Sexism Project Danmark har deciderede optællinger.

"Det er svært at vurdere, om det er mere udbredt nu end for nogle år tilbage, eller om det – fordi der er fokus på det – er blevet nemmere at sige fra, og derfor hører man mere om det," siger Christina Bilde fra Roskilde Festival.

Maria Vicki Lindbaum minder desuden om, at når vi taler sexisme, kan det ofte komme til at tage udgangspunkt i mand-kvinde-kategorierne. Men dynamikkerne omkring sexisme er selvfølgelig langt mere komplicerede end som så. Andre grupper – også uden for det binære og heteronormative spektrum – kan være mere udsatte end andre. Mænd kan altså også blive udsat for overgreb.

I Camp Raslende Dåser Skal Pantes har den ene Anders da også oplevet, at det kan gå den anden vej. For nogle år siden blev han givet en dårlig karakter på et skilt af en flok piger, da han kom gående på festivalen.

Jeg spørger, om han så følte sig krænket.

"Ja, sgu."

Tagged:
roskilde festival
overgreb
køn
Roskilde '17
Everyday Sexism Project Danmark
Christina Bilde