Annoncering
Dating

Jeg fik en parterapeut til at analysere min første date

Jeg har i årevis undret mig over, hvorfor det gik så dårligt, når jeg var på date, så jeg besluttede mig for at søge professionel hjælp.

af Alison Stevenson; illustrationer af Lia Kantrowitz
24 juli 2017, 8:00am

Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE USA

Jeg hører konstant fra venner og tilfældige mennesker på sociale medier, at grunden til, at jeg er så forbandet single er, at jeg gør det helt forkert, når jeg dater.

Jeg går ikke efter en bestemt type, men alligevel ender stort set alle mine (meget korte) forsøg på at være i et monogamt forhold med, at fyrene ignorerer mig. Så noget kunne tyde på, at jeg fucker op. Men lige meget, hvor meget jeg tænker over mine fejl, kan jeg ikke finde ud af, hvad jeg gør forkert.

Det er klart, at jeg har meget svært ved at forholde mig til det. Det er så stort et problem, at jeg har besluttet mig for, en gang for alle, at finde ud af, hvad der gør mit kærlighedsliv så sløjt. Er det mig, eller er det de horder af følelseskolde drenge, jeg møder?

Eftersom jeg ikke er den mest objektive person i forhold til at analysere min egen opførsel, har jeg fundet en upartisk instans. Konkret har jeg henvendt mig til Alan Dybner, som er terapeut med ekspertise i ægteskab og familierelationer.

Han gik med til at lytte til optagelserne fra min første date med Johnny Love, som er en fyr, jeg har mødt igennem nogle venner (men gjorde det også klart, at der ikke var tale om rigtig parterapi, og at jeg ikke officielt var klient hos ham).

Daten gik fint. Johnny var sød og nem at snakke med. Han havde selvtillid, og havde ikke noget problem med at blive optaget på bånd. Det er et plus, allerede der. Vi drak, uden at det var dødsdruk. Samtalen gik nemt. Jeg synes, han var lækker, men anderledes end de fyre, jeg normalt godt kan lide. Han var veltrænet. Han gik rent faktisk op i sine muskler og sådan noget. Han havde ingen Simpsons-tatoveringer, intet skateboard, og ingen Soundcloud, som han synes, jeg skulle tjekke ud. Han var hverken skuespiller, komiker eller forfatter. Han spurgte ikke en eneste gang efter min redaktørs e-mail. Igen, flere plusser i min bog. Vi havde det hyggeligt sammen, men det føltes ikke, som om vi flirtede, eller at det var romantisk. Det var mere som to venner, der hang ud. Måske ville den udenforstående se vores kommunikation i et andet lys, end jeg selv gjorde?

Et par dage senere mødes jeg med Alan Dybner for at lytte til daten. Det er nok de mest pinagtige 90 minutter i hele mit liv.

Jeg har glemt meget af det, indtil det bliver afspillet. Der var en del af den almindelige small-talk, der er første gang, man mødes. Hvad man laver til dagligt, hvad man interesserer sig for, og den slags. Men vi talte også virkelig meget om furries, dårlige oplevelser med handjobs, og hvor meget jeg elsker at blive slikket.

Så diskuterer Alan og jeg hvordan det er gået, ud fra mit overordnede spørgsmål: Er det mig, der er problemet?

Først siger han, hvordan han generelt vurderer daten. "Det lød som om, I havde det sjovt," siger han. "I grinede begge to rigtig meget, og var til stede. Det virkede som om, der var en god kemi." Han spørger mig, hvordan jeg oplevede det, og jeg siger, at jeg nød det, men at jeg ikke kunne mærke den kemi, han nævner, for vi rørte stort set ikke ved hinanden eller flirtede. Jeg tænkte, at han nok ikke tændte på mig, og så havde jeg indstillet mig på det.

"Du gik ud fra, at han ikke var interesseret, så du lod ham ikke vide, at du var interesseret i ham?"

"Præcis."

"Hvorfor ikke?"

"Han gjorde ingen tilnærmelser, og det har jeg behov for. Mindst en gang. Jeg har behov for et signal, og så kan vi tage den derfra."

"Har du tænkt på, om han måske har det på samme måde?"

"Nej."

"Du kunne jo have gjort noget selv, i stedet for at gå ud fra, at han ikke havde lyst."

Alle singler er nervøse for at komme med den første tilnærmelse, det er ikke kun mig. "Du overvurderer, hvad der kan ske ved at blive afvist, og du undervurderer dig selv," siger Alan. Hans anbefaling er simpel: "Tag chancen. Hvis det ikke fungerer, så accepter det. Det er okay, at blive såret. Det kommer du dig over."

"Første skridt er at vide, hvad du føler," siger Alan. "Men bagefter skal du gøre noget, og det er sværere." Han anbefaler, at man starter med at tage et lille øjeblik undervejs – måske på toilettet – hvor man lige mærker efter, og vurderer, hvordan man føler. Kan jeg lide personen, eller vil jeg bare gerne have, at han kan lide mig? Hvis jeg kan lide ham, hvordan viser jeg det så?

Af en eller anden grund havde jeg aldrig tænkt på, at dem, jeg var på date med, måske var lige så nervøse og bange som mig. Jeg har en tendens til at gå ud fra, at jeg er den eneste, der skal knokle for at score, og hvis der ikke er nogen fysisk kontakt, eller at han ringer tilbage, så går jeg ud fra, at det er fordi, han ikke kan lide mig.

Det hjælper ikke ligefrem, at kvinder i heteroseksuelle forhold er vant til at forvente, at manden tager det første skridt og er den proaktive. Jeg har altid forsøgt at tænke på en anden måde, og i de fleste andre sammenhænge gør jeg det også. Men når det gælder fyre, jeg lige har mødt, har jeg endnu ikke været i stand til at mønstre det mod, som jeg har i andre situationer. For eksempel hvis jeg knepper med en fyr, og siger til ham, at han skal slikke mig. Det er sværere, at tage teten i en kultur, der siger, at man "klæber" til fyrene, hvis man skriver en sms. Der er et vist pres for at undgå at kommunikere, for ikke at fremstå som en, der er desperat efter et parforhold.

Men hvad du hvad? Jeg har lyst til at få et parforhold. Måske er mit problem, at jeg altid ender med mænd, som gerne vil gå langsomt frem, og se hvad der sker. Har jeg en tendens til at falde for mænd, som slet ikke er interesseret? Hvis ja, så er det vel mig, der er problemet, ikke?

"Det er ikke fair at sige, at det kun er dig," siger Alan, da jeg forklarer det til ham. "Der er altså mange mennesker, der er mere fokuserede på deres karriere end på at opbygge et parforhold," siger han. Han foreslår også, at jeg måske er lidt for tilfreds med at være single.

Jeg kan ikke finde ud af, om det er rigtigt. Det føles som om, jeg er klar til at elske en anden, men der er langt imellem de gange, hvor jeg har været tæt på. Der er noget mageligt ved at jagte mænd, som jeg ikke kan få. Måske undgår jeg med vilje de mænd, som rent faktisk kunne være interesserede i at have et forhold til mig, fordi jeg er bange for at slå mig ned og falde til ro. Alan siger, at det er helt normalt, og at mange mennesker leder efter noget forkert ved den anden part, så de har en undskyldning for at slå op.

Hvis noget er for nemt, så bliver vi bange. Vores lave selvværd tager over, og vi tænker noget i retning af: Der må være noget galt med den person, siden han har så nemt ved at elske mig. Kender han mig overhovedet? Jeg blogger om mine deller, og jeg hader at sutte pik. Hvilken psykopat har lyst til at være sammen med en kvinde som mig?

Det kan godt være, at konklusionen på den her artikel er lort, men det er altså en konklusion som selvcentrerede singler, og dem, der forsøger at hjælpe os, tit glemmer: Der er ikke et nemt svar. Jeg gør en masse forkerte ting, men det gør alle andre også. Vi er alle sammen pisse bange, og vi ved ikke, hvordan vi skal håndtere den frygt. Det er ikke nok at kunne mærke sig selv. Man skal også ud og gøre noget aktivt, og dét er det svære. Det er det, jeg skal lære at gøre. Jeg skal lære at gøre noget i stedet for at gøre, som jeg plejer, og forvente et andet resultat.

Måske var jeg for hurtig til at gå ud fra, at Johnny ikke kunne lide mig, og måske burde jeg have spurgt, om han havde lyst til at tage på date igen. Det tror jeg faktisk, jeg gør. Det kan vel ikke gå helt galt?